Denne side handler om den korte vokal i f. nom. singularis af første bøjning og n. nom./akk. pluralis af anden bøjning, der begge ender på ‑a, selv om udgangspunktet er urie. *‑ah₂. Eftersom sabellisk viser refleksen af urit. *-ā, må udviklingen være foregået i latin.
F. nom. sg. -a
Endelsen har været forklaret som som generalisering af jambeforkortede former, hvilket har været afvist siden Leumann (LLFL N. 1977, S. 418; henv. Klingenschmitt 1992: 92– 93) lydret (Sihler 1995: 263), som generalisering af vokativen (Meiser 2002: 132; Weiss 2009: 232). Klingenschmitt (1992: 92–93) forklarer vokativteorien:
Das -ă des Nominativ Singular wird wohl zunächst in Paradigmen mit tatsächlich gebrauchten Vokativformen (also bei Personenbezeichnungen) aufgokommen sein. Gründe für die Übernahme des Vokativausgangs in den Nominativ dürften einmal die lautliche Nähe von -ā und -ă, zum anderen die Gleichheit der Bildung von Nominativ und Vokativ im Pluralparadigma und schließlich das Vorhandensein eines kurzen stammauslautenden a im Akkusativ Singular auf -ăm ‹ *-ām gewesen sein.
Fra et typologisk synspunkt er denne forklaring urealistisk. Sammenfaldet mellem nominativ og vokativ i pluralis skyldes vel, at vokativen overvejende bruges i navne i singularis, og at vokativen er sjælden i pluralis. Det er måske også relevant, at nominativisk ‑ā hos f.eks. Plautus netop forekommer i navne. Weiss (2009: 232) nævner Sōsiā (Amph. 439), Leōnidā (Asin. 740), Lātōnā (Bacch. 893), Lūnā (Bacch. 255), Aetnā (Mil. 1 065), men også eā (Curc. 80) og ineptiā (Merc. 26).
Olander (2015: 100) er skeptisk over for vokativteorien, men foreslår ligesom Klingenschmitt analogi med akkusativen, der lydret udviklede en kort vokal i latin.
Forslaget her er, at endelsen er analogisk, men analogien skal forstås som et samspil med 2. bøjning. Nedenstående skema viser, at begge bøjninger har samme fordeling af lang stammevokal (hhv. ō og ā), nemlig i abl. singularis og akk. og gen. pluralis; de har begge og -īs i dat/abl. pluralis og kort vokal i akk.sg. (hhv. -um og ‑am). Disse sammenfald i bøjningen skyldes tildels, at de to stammeklasser i tidlige tider tilnærmede sig hinanden, men også fonologisk regelmæssige udviklinger.
De to pile ←→ betyder, at de to bøjninger danner den pågældende kasus efter helt samme princip.
| Singularis | 2. bøjning | Ligheder | 1. bøjning |
| Nom | -us | -a | |
| Vok | -e | -a | |
| Akk | -um | ←→ | -am |
| Gen | -ī | -ae | |
| Dat | -ō | -ae | |
| Abl | -ō | ←→ | -ā |
| Lok | -ī | -ae | |
| Pluralis | |||
| Nom | -ī | -ae | |
| Akk | -ōs | ←→ | -ās |
| Gen | -ōrum | ←→ | -ārum |
| Dat/abl | -īs | ←→ | -īs |
Når man ser bort fra disse parallele former, har 1. bøjning et særligt endelsessæt i gen., dat., lok. sg. og nom. pl.: alle disse former dannes synkretistisk med endelsen ‑ae, som er en kortdiftong. Eftersom oldlat. -ām forkortedes til ‑am, kunne man slutte sig til, at den umarkerede stamme havde kort a. Denne form generaliseredes i nominativ.
N. nom./akk. pluralis
Forklaringen kan også bruges på nom./akk. pluralis, der ligeså uventet har endelsen ‑ă. Fra pronomnerne ved vi, at nom./akk. pluralis religiøst følger 2. bøjnings nominativ singularis:
| Anaforisk | F. | N. |
| Nom. singularis | ea | id |
| Nom. pluralis | eae | ea |
| Identitetspron. | F. | N. |
| Nom. singularis | eadem | idem |
| Nom. pluralis | eaedem | eadem |
| Refl./emf./dem./ | F. | N. |
| Nom. singularis | ipsa | ipsum |
| Nom. pluralis | ipsae | ipsa |
| Medialdeiktisk | F. | N. |
| Nom. singularis | ista | istud |
| Nom. | istae | ista |
| Fjerndeiktisk | F. | N. |
| Nom. singularis | illa | illud |
| Nom. Pluralis | illae | illa |
De relative, interrogative og indefinitte pronominer overlapper som bekendt på flere måder. De har det særtræk, at det relative pronomen har en uforklaret i-markør i m. og f. nom. singularis, der bevirker sammenfald med nominativ pluralis – og, femininum, også med n. nom./akk. pluralis.
Denne markør optræder ikke i f. nom. singularis af det indefinitte pronomen, der har formen qua. Samme form optræder i n. nom./akk. pluralis:
| Relativt/interr./indef. | ||
| Nom. singularis | quae interr./rel./indef. qua indef. | quod |
| Nom. pluralis | quae | quae interr./rel. qua indef. |
Visse deiktiske pronominer har et affiks -c, i oldlatin -ce. Før affikset optræder et ‑i-, der vel er idnetisk med det, vi ser i det relative/interrogative pronomen. Det interessante er, at affikset -c i klassisk latin kun forekommer i singularis – og i n. nom./akk. pluralis:
| Nærdeiktisk | F. | N. |
| Nom. singularis | haec | hoc |
| Nom. | hae | haec |
| Fjerndeiktisk | F. | N. |
| Nom. singularis | illaec | illuc |
| Nom. pluralis | illaec | illaec |
Set i dette lys er det let at konstatere, at n. nom. akk. er dannet efter samme møsnter som nom.sg. femininum:
| Nom. singularis | -a | -om |
| Nom. pluralis | -ae | -a |