Elision
En vokal, der enten står i udlyd eller følges af -m, elideres for det meste, hvis et efterfølgende ord begynder på vokal eller h.
- amāre occēpīt → amār’ occēpīt
- rem nou am ad uōs prōferam → rem nou’ ad uōs prōferam
Hiat
Hiat er det modsatte af elision, dvs. det fænomen, at en vokal ikke elideres i stilling før en anden vokal. Forekommer hyppigere hos Plautus end hos senere digtere.
Prodelision/aphaerese
Følger verbalformerne es ‘er (2sg)’ og est ‘er (3sg)’ et ord på ‑is eller ‑us finder elision ikke sted; i stedet svinder verbets vokal:
- Praeféctus est → praeféctust
Fænomenet kaldes prodelision eller aphaerese.
Kontraktion
Se Meiser (1998: 87) og Weiss (2020: 132-133 også om eks. med *ii̯). Det er ikke sikkert at alle kontraktioner kan forklares med den samme regel, og Weiss (132) mener, at “the rules are too variable to allow a general statement”. De nedenstående regler dækker dog materialet ret præcist – bortset fra tilfælde, hvor kontraktion udebliver.
- Nye vokalsekvenser opstår (på vidt forskellige tidspunkter i historien) ifbm.:
- tab af intervokalisk *i̯, *u̯, *h
- sammensætning (co-agō → cōgō)
- univerbering (nē homō → nēmō)
- anaptykse *-i̯e- → *-i-e-
- Hvis den anden vokal er en fuldvokal, kontraheres de to vokaler, ellers opstår der en diftong (undt.: bīgae, se længere nede)
- Vokaler forkortes før vokaler, så man kan gå ud fra, at den første vokals længde er irrelevant. Det er den andens derimod ikke.
V₁+V̆₂ → V̄₁
Hvis den anden vokal er kort, assimileres den til en forudgående vokal. Samme regel galdt i urie., hvor den tematiske dativ sg. og nom.pl. blev kontraheret fra hhv. *‑o-ei̯ > *‑ōi̯ og *‑o-es > *‑ōs.
ā + e → ā
- laudās < *laudā-i̯e-si
- aspernātur < *ad-sper-n-h-i̯e-tor
ā + o → ā
- mālō < *māuolō < *mags u̯olō > *magis u̯olō
- Mars < *māu̯ors
ă + ŏ → ā
- cāuī, u-perfektum til cauēre < *kau̯-ou̯-ai̯
ŏ + a → ō
- cōgō < *co-agō
ŏ + e → ō
- pōma f. ‘frugt’ < *po-ema
- prōmō < *pro-emō
- nōnus < *nou̯enos
ē + a → ē
- dēgō < *dē-agō
ē + o → ē
- nēmō < *nē homō eller *nē hemō
i + e → ī
- fīlī < *fīlie < *fīli̯e
- seruīs < *seru̯ies < *seru̯i̯esi (anderledes Weiss 2020: 132-133)
i + a → ī
- fatīgō < *fati-agō
i + u → ī
- bīgae < *du̯i-i̯ugae (Weiss: evt. via *du̯i-i̯igae? )
u + e → ū
- iūnior < *i̯uu̯eniōr < *h₂i̯uh₁-n̥-iōs
Weiss citerer følgende eksempler, hvor den første stavelse indeholder en diftong. Eksemplet praeda lader til at vise, at den korte vokal i anden stavelse svinder sporløst:
- praeda < *prae-hoda eller *prae-heda
- praemium < *prae-emii̯om
V₁+V̄₂ → V̄₂
Hvis den anden vokal er lang, forårsager den assimilation eller måske snarere synkope af en forudgående vokal
ā + ē → ē
- laudēs < *laudāi̯ēs
ā + ō → ō
- laudō < *laudāi̯ō
ī + au → ō
- sōdēs < *sī audēs (eller elision?)
Ukontraherede undtagelser forekommer:
- I første stavelse:
- aes, aeris n. ‘kobber, bronze’ < *h₂ai̯es-, jf. skt. áyas-
- Hvis anden vokal er lang og bærer accenten (Weiss):
- a(h)ēnus ‘af kobber’ < *ai̯esno-, jf. umbr. ahesnis ‘af messing’
- co-ēgī, co-āctum, men cōgō < *co-agō