• Lachmanns lov
• V > V̄ /     N + hæmmelyd eller ‑ct(s)-
• Vokalforlængelse før ŋn
• Vokalforlængelse i enstavelsesord

Lachmanns lov

En række verber, der alle udlyder på refleksen af en urie. stemt, uaspireret lukkelyd, har en uventet langvokal i p.p.p’en og i andre dannelser med suffikser med initialt *t (og *s).

Det er måske ikke helt berettiget at kalde fænomenet for en lov, idet vi ikke kender de præcise betingelser for dens virke.

Formentlig er forlængelsen opstået i forbindelse med, at den stemte lukkelyd er blevet analogisk  genindført – den skal jo ellers miste sin stemthed før den ustemte obstruent i suffikset.

Rødder med final velær (*g eller *g̑)

• aiiō med fut. pf. āxint < **h₂ag̑- (Weiss s. 191)
• agere, ēgī, āctum < *h₂eg̑-.
• legere, lēgī, lēctum < *leg̑-
• regere, rēxī, rēctum < *h₃reg̑-.
• tegere, tēxī, tēctum < *(s)teg-.
• frangere, frēgī, frāctum < *bʰreg/g̑-
• pangere, pēgī → pepigī, pāctum < *peh₂g̑-
• tangere, tetigī, tāctum < *teh₂g/g̑-

I nominalsystemet:

• lēx, lēgis f. ‘lov’ ← legere
• (rēx derimod har også langvokal i ved. rāj-)

I nogle tilfælde optræder længden også i afledninger med visse suffikser, der tilsyneladende ikke har en obstruent. I en del af disse tilfælde har jeg foreslået, at den oprindelige dannelse faktisk havde et urie. *t, der regelmæssigt udviklede sig til *k i stilling før l. Velæren er gået tabt, og det uventede resultat er en rod med langvokal og finalt -g:

• co-āgolum ‘løbe (som bruges til at få mælken til at løbe sammen)’ ← cōgo coēgi, coactum ‘driver sammen’; < *āg-tlom < *h₂ag̑-tlom, et nomen instrumenti
• AGOLUM: pastorale baculum, quo pecudes aguntur, (Paul. ex Fest. p. 29 Müll), vel også fra *āg-tlom < *h₂ag̑-tlom; har en kognat i ved. áṣṭrā f. ‘hyrdestav’ *h₂ag̑-tlah₂
• tēgula f. ‘teglsten’; vel *tēgt-ela, en diminutiv/tilhørighedsdannelse til tēctum n. ‘et tag’, eller *tēg-tla < *teg-tlah₂, et nomen instrumenti.
• rēgula f. ‘en liste, lineal, regel’ < *rēg-tla < *h₃reg̑-tlāh₂
• (tunica) rēgilla ‘(en tunika) hvis tråde går i vertikal retning’, er vel diminutiv til rēctus, dvs. urit. *rēg-t-elo.

Andre dannelser er sværere at forklare på denne måde:

• contāgĭō f. ~ contāgĭum n. ~ contāmen, n. (senlatin) ‘berøring’ ← *kontāg-tiō?
• suffrāgō, -inis f. ‘skinke’; suffrāgium n. ‘kode (på en hest); stemmeafgivning’

I en lille håndfuld tilfælde er her tale om dannelser, der tilsyneladende er suffiksløse, bortset fra, at de har en nominativ singularis på -ēs. Den dannelsestype findes stort set kun ved tunge rødder. Her ser vi den i forbindelse med Lachmannrødder, uden at man kan se, hvad der har udløst Lachmanns lov:

• ambāgēs -um, f. pl. ‘omvej, gådefuld, tvetydig (ambiguus) tale’. Måske dannet til en nom. sg. *amb-āx ← *amb-ag-s. Dog er nom. singularis ikke attesteret: ablativen ambāge er den eneste attesterede singularisform.
• compāgēs, gen. compāgis f. ‘en samling’ ← *compāgs? Har en sideform compāgō, ‑inis
• contāgēs, gen. contāgis f. ‘kontakt’ ← *contāx?

Disse dannelser står i kontrast til dannelser med metrisk lette rødder. Her optræder et suffiks /iē/:

• effigiēs f. ‘afbildning’ ← effingere, -fīnxī, fictum
• congĕrĭes f. ‘en bunke’ ← congerere, -gessī, gestum

Om de to suffikser, -ēs og -iēs, er beslægtede, vides ikke.

Undtagelser

Weiss (2020: 191, med henvisning til Meillet 1909) mener, at reglen ikke virkede på –i- (selvom den virker på u). Følgende eksempler hører måske under denne regel, men bemærk, at der er uklarhed om den udlydende konsonant:

• stringere, strīnxī, strictus ← *strei̯g-, ~ *streng^h-
• pingere, pīnxī, pictum ← *pei̯g- ~ *pei̯k̑-

Rødder med finalt *-d

Her får vi -s- som resultat af -d-+-t-. Sekvensen må i første omgang have givet ‑V̄ss-, men både Fortson og Weiss konstaterer, at V̄ss > V̄s (ligner littera-reglen). Verber af denne type er:

• cadere, cecidī, cāsūrūs < *k(h₂)ei̯d-
• edere, ēdī, ēsus < *h₁ed-; effekten af Lachmanns lov ses også i 1.–3. sg.: edō, edis/ēs, edit/ēst
• ōdī, ōdisse, ōsus sum ‘hader’ < *h₃od-
• fundere, fūdī, fūsus < *g̑ʰeu̯d-
• tundere, tutudī, tūsum < *teu̯d-
• vidēre, vīdī, vīsum < *u̯eid̯- (problematisk for Weiss/Meillet der mener at reglen ikke virker på rodvokalen -i-)

I nominalsystemet ses reglen i nominativ singularis i et, måske to tilfælde:

• pēs, pedis ‘fod’ < *ped-s (med generalisering af den svage stamme i urie. *pod-/ped‑)
• sēdēs, sēdis f. ‘sæde, hjem, sted’ ← nom.sg. *sēds? Hverken sedēre eller sīdere har ellers Lachmann-former, se længere nede.

Undtagelser

I forbindelse med rødder med urie. *d i roden udebliver reglen i en række tilfælde, måske fordi talerne ikke kunne gennemskue etymologien. Det passer fint med idéen om, at hvor reglen virker, skyldes den en en analogisk genindførelse af rodens udlydende konsonant:

• tussis ‘hoste’ < *tud-ti- ‘stød’; jf. tundō, tussī, tūsum < *teu̯d-
• lassus adj. ‘træt’< *lh₁d-to-, jf. gr. ληδειν, iflg. Hesych ‘at hvile’

Weiss (2020: 191, med henvisning til Meillet 1909) mener som sagt, at reglen ikke virkede på –i-. Han må så påstå, af vīsus har analogisk langvokal fra perfektum vīdī.

• scindere, scidī, scissum < *skei̯d- 
• findere, fīdī, fissum < *bʰei̯d- ‘at spalte’

Uforklaret:

• sīdere, sēdī/sīdī, sessum ‘sætte sig’
• sedēre, sēdī, sessum ‘sidde’ med den ovennævnte afledning sēdēs f. ‘sæde, hjem, sted’

Sihler foreslår, at Lachmanns forlængelse i participiet kun forekommer i verber der (1) er transitive (2) har langvokal i det aktive perfektum (ex. agere, ēgī, āctum). Indvendinger imod Sihler:

• svært at forstå, at ē i ēgī skulle indvirke på et oprindeligt kort a i *ăctum
• følgende eksempler taler imod reglen:

• cadere ‘falde’, cecidī, cāsūrūs — intransitivt
• tangere ‘røre’, tetigī, tāctum — kortvokal i perfektum
• pangere ‘fæstne’, pēgī → pepigī, pāctum — kortvokal i perfektum
• tundere ‘slå’, tutudī, tūsum — kortvokal i perfektum

Eksempler på, at Lachmanns lov efter forventning ikke virker

Efter aspirerede og ustemte dentaler forventer vi ikke, at reglen virker.

Dentalrødder

• iubēre, iussī, iussum ← *hi̯eu̯dʰ-
• fodere, fōdī, fossum ← *bʰedʰ-
• mittere, mīsī, missum ← *meith₂– (med i i roden, dvs. iflg. Weiss/Meillet skulle reglen ikke virke her)

Velarrødder

• fingere, fīnxī, fictum ← *dʰei̯g̑ʰ-; jf. gr. τεῖχος

Labialrødder

Her er det sværere at finde eksempler hvor reglen ikke virker, da vi sjovt nok har tre eksempler med langvokal:

• glūbere, glūpsī, ppp. glūptum ‘afbarke’← *gʰleu̯bʰ; jf. gr. γλῠ́φω ‘udhuler’, oht. klioban, oisl. kljúfa ‘kløve’
• nūbere, nūpsī, nūptum ‘at ægte” ← *sneu̯bʰ, jf. russisk-kirkeslavisk snubiti ‘elske, bejle til’
• scrībere, scrīpsī, ppp. scrīptum ← *skrei̯bʰ

V > V̄ /     N + hæmmelyd eller ‑ct(s)-

Denne regel medfører regelmæssig langvokal i former som

• cōnsul < *kom+sal-
• īnferī < *n̥-dʰer-o
• conjūnx < *kom+i̯ung-
• quīntus < *penkʷ-to-

Den sidstnævnte form førte til sekundær længde i quīnque (hvor vi ikke forventer forlængelse, da nc står foran vokal)

Meiser mener, reglen er uritalisk; jfr osk. saahtúm /sāhtum/ n. ‘sānctum’, umbr. sahatam /sātam/. Bemærk, at her er den velære lukkelyd repræsenteret som en hæmmelyd, <H>. Hvis det også er udgangspunktet for de latinske former, forstår vi bedre, at en gruppe som ‑Vnc- udviklede sig på samme måde som ‑Vns-. Dvs.

• Vnct > Vnχt > -V̄nχt- > -V̄nct-
• Vns > Vns > -V̄ns- > -V̄ns-

Weiss (2009: 130; 377) mener ikke, reglen er uritalisk, idet den virker efter reglen om, at *a og *e > i / __ {k, g}. Han tænker vell på en form som tingō, tīnxī, tīnctum < urie. *teng-. Sayeed (2017) peger endvidere på en “general *RCt > Rt rule, as in *forktis > fortis ‘strong’”, der kunne have virket, hvorefter den tabte velær kunne være blevet genindført.

I sidste stavelse går n tabt, efter at forlængelsen er sket; således akkusativ pluralis:

• servōs akk.pl. < *‑ō-ns
• aedīs akk.pl. < *‑i-ns
• familiās akk.pl.< *‑ah₂ns

Her er det altså en erstatningsforlængelse. I indre stavelse skete der nok det samme, men n er normalt restitueret. I indskrifter finder vi levn af denne lydregl:

• cōsul = cōnsul
• cēsor = cēnsor

Reglen må have været levende i talesproget. Iflg. grammatikeren Velius Longus (2. årh evt.) udtalte Cicero (106–43) hortensia, Megalensia og forensia uden n:

sequenda est vero non numquam elegantia eruditorum virorum, qui quasdam litteras lenitatis causa omiserunt, sicut Cicero, qui foresia et Megalesia et hortesia sine n littera libenter dicebat …,

---

Vokalforlængelse før ŋn

Usikkert. Ses i indskrifter: dīgnus dIgne, sīgnum seignum (overfor sigillum)

Denne regel er en smule obskur (dvs. ikke så vigtig at huske!); den beror på en udtalelse af grammatikerenPriscian og er svær at efterprøve.

---

Vokalforlængelse før rC

Ses i indskrifter; sjældent og ikke så vigtigt at huske:

• fIrmi

Sådanne former er sporadiske og går i øvrigt imod Osthoffs lov.

Forlængelse i enstavelsesord?

Tomoriske ord (med -V̆C eller -V̄) forekommer først og fremmest i konjunktioner, præpositioner og et par hyppice imperativer. Det lader til, at der på et tidspunkt har været en regulering af ord af denne struktur.

Funktionelle/grammatiske ord

Enstavelsesord på udlydende kortvokal findes ikke. En kort, udlydende vokal forlænges i et enstavelsesord, at dømme efter disse to eksempler:

• nē (men ne-que) < *nĕ, jf. skt. ná
• prō < *prŏ, jf. skt. prá

Det er sikkert derfor navnene på bogstaverne har langvokal: bē, dē, gē.

Eksempler på enstavelsesord med strukturen -V̆c er typisk funktionelle/grammatiske ord:

• Konjunktioner: et, cum, ut
• Præpositioner: ad
• Imperativerne fac, fer
• Pronominer: is, id, hic (men regelmæssigt hoc < *hodce og quam < *quām)

Adverbier

Til forskel fra den ovenstënde gruppe er adverbier er leksikalske ord. Her har strukturen -V̆C tilsyneladende på et tidspunkt ikke været tilladt. Således lader ét eksempel til at vise forlængelse i enstavelsesord:

• cūr < *kʷōr < *kʷor, jf. got. ƕar, ono. hvar ‘hvor’ < urgerm. *hwar  adv. ‘hvor’, skt. kar-hi adv. ‘hvornår’, Alb. kur ‘hvornår’, lit. ku˜r adv. ‘hvor’ < *kʷur

Ét eksempel har strukturen -V̆C, som dog går tilbage til -V̆CC:

• ter ‘tre gange’ skanderes som /terr/ i i ældre sprog. Iflg. Weiss (142) formentlig *tris > *tirs > *terr; jf. certus overfor gr. kριτος og cernō overfor gr. κρινῶ

Nominer

For enstavelsesnominer gælder næsten altid tre ting:

1. Den underliggende rod/stamme har præcis to mora, dvs. den udlyder enten på en langvokal eller mindst én konsonant.
2. Det betyder, at nominativ singularis altid er en tung stavelse.
3. Rodvokalen har næsten altid den samme kvalitet, kort eller lang, i hele paradigmet; der findes dog syv-otte undtagelser til denne regl.

Undtagelser med aflydende vokal

Syv-otte undtagelser har alle aflyd i rodovkalen. De kan deles i to grupper.

Med ē/e eller ō/o i roden

• pēs, pĕdis m. ‘fod’ – her antager man, at pēs afspejler *peds med Lachmanns lov; dvs. vi kan rekonstruere *peds, *pedes. Mærkelig nok er det samme ikke sket med grex, gregis < *gʷreg-.
• bōs, bŏvis m./f. ‘ko’. Her er tilsyneladende tale om et låneord, og nom.sg. afspejler et underliggende *bous. Vi forventer egenlig **būs, og Varro mener, bōs har erstattet tidligere bous.

Med ā/a i roden; alle eksempler har en likvid i den svage stamme:

• lār, lăris m. ‘lar’. Her lader nom. singularis til at være en nydannelse, idet ordet oprindelig kun forekom i pluralis, som i Carmen Arvale har formen lasēs. Langvokalen i Lār er altså nydannelse. Er det en analogi, eller er det forlængelse i enstavelsesord?
• mās, măris adj. ‘mandlig’ er af ukendt oprindelse. Måske langvokalen i nominativ singularis er opstået på samme måde som i lār?
• pār, păris adj. ‘lig, lige’ er af ukent oprindelse, men udtrykket pār est ‘det er passende’ har et cognat i umbr. pars est ‘det er foreskrevet’
• sāl, sălis m./n.‘salt’ har iflg. f.eks. de Vaan nedarvet aflyd. Men faktisk er latin et af de vigtigste eksempler på, at ordet havde aflyd, og det giver anledning til rekonstruktioner som *seh₂l-s *sh₂-l-ós. Derfor bør man overveje, om længden i nom.sg. er sekundær, dvs. om det nedarvede paradigme var *sal-s, *sal-es

Måske følgende form hører til i denne gruppe:

• vās? vadis m. < *u̯odʰ-s (jf. praes, -dis, pl. pravidēs ‘en kautionist’). Nom. singularis er tilsyneladende ikke attesteret i en metrisk tekst, så måske formen har Lachmans lov lige som pēs.

Undtagelser, der tidligere har udlydt på -CC

En ret spektakulær form lader til at være parallel med ter /terr/:

• vir, -ī m. ‘mand’ < *u̯i(h)-ró-. Efter endestavelsessynkopen må nom.sg. have haft formen /virr/, hvilket dog tilsyneladende ikke er attesteret i metrikken.

En række neutrumsord har en nom./akk. singularis på -V̆C; men den underliggende form er -V̆CC:

• as (eller ās) assis m. ‘en et-punds kobbermønt’
• os, ossis n.
• far, farris n.
• cor cordis n. ‘hjerte’ – bemærk, at Plautus behandler cor som om den stadig endte på to konsonanter.
• mel, mellis n.
• lac, lactis n.
• vās, vāsis n. ‘kar’ < urit. *u̯ass-

De regelmæssige former

Nedenstående er blot en liste over regelmæssige former, der alle har eller har haft en tung stavelse i nom. singularis.

• cleps, clepis m. ‘tyv’
• nux, nucis f. ‘nød’
• grex, gregis m. ‘hjord, flok’ (tilsyneladende uden Lachmanns lov)

Rødder/stammer på -V̄C:

Med finalt -g

• rēx, rēgis m. ‘konge, fyrste’

Med final dental

• cōs, cōtis f. ‘flintsten, slibesten’
• dōs, dōtis f. ‘gave’
• glūs, glūtis f. ‘lim’
• līs, lītis f. ‘disput’

• glīs, glīris m. ‘hasselmus’
• flōs, flōris m. ‘blomst’
• mūs, mūris m. ‘mus’
• rōs, rōris m. ‘dug, vand’
• mōs, mōris m. ‘skik’
• jūs, jūris n. ‘ret’
• jūs, jūris n. ‘suppe’
• rūs, rūris n. ‘landet’
• pūs, pūris n. ‘pus, materie’
• tūs, tūris n. ‘røgelse, virak’
• crūs, crūris n. ‘ben, skinneben’
• ōs, ōris n. ‘mund’
• fās (udeklinabelt, men se nefārius) ‘moralsk rigtigt’; 
• plūs, plūris adj. ‘mere’

Med finalt  -r og -l :

• ēr, ēris m. ‘pindsvin’
• fūr, fūris m. ‘tyv’
• vēr, vēris n. ‘forår’
• sōl, sōlis m. ‘sol’
• (sīl, sīlis n. ‘okker’)