Vokalforlængelse

Lachmanns lov

Man kan konstatere at en række verber, der alle udlyder på refleksen af en urie. stemt, uaspireret lukkelyd, har en uventet langvokal i p.p.p’en og i andre dannelser med suffikser med initialt *t (og *s).

Det er måske ikke helt berettiget at kalde fænomenet for en lov, idet vi ikke kender de præcise betingelser for dens virke.

Formentlig er forlængelsen opstået i forbindelse med at den stemte lukkelyd er blevet analogisk  genindført – den skal jo ellers miste sin stemthed før det ustemte obstruent i suffikset.

Rødder med final velær (*g eller *g̑)

  • aiiō med fut. pf. āxint < **h2ag̑- (Weiss s. 191)
  • agere, ēgī, āctum < *h2eg̑-.
  • legere, lēgī, lēctum < *leg̑-; ængden ses også i lēx, lēgis ‘lov’
  • regere, rēxī, rēctum < *h3reg̑-.
  • tegere, tēxī, tēctum < *(s)teg-.
  • frangere, frēgī, frāctum < *bʰreg/g̑-
  • pangere, pēgī → pepigī, pāctum < *peh2g̑-
  • tangere, tetigī, tāctum < *teh2g/g̑-

I nominalsystemet:

  • lēx, lēgis f. ‘lov’

I nogle tilfælde optræder længden også i afledninger med visse suffikser, der tilsyneladende ikke har en obstruent. I en del af disse tilfælde har jeg foreslået, at den oprindelige dannelse faktisk havde et urie. *t, der regelmæssigt udviklede sig til *k i stilling før l. Velæren er gået tabt, og det uventede resultat er en rod med langvokal og finalt -g:

  • co-āgolum ‘løbe (som bruges til at få mælken til at løbe sammen)’; i min analyse < *āg-tlom < *h2ag̑-tlom, et nomen instrumenti, som vel også ses i glossen AGOLUM: pastorale baculum, quo pecudes aguntur, (Paul. ex Fest. p. 29 Müll) og har en kognat i ved. áṣṭrā f. ‘hyrdestav’ *h2ag̑-tlah2
  • tēgula f. ‘teglsten’; vel *tēgt-ela, en diminutiv/tilhørighedsdannelse til tēctum n. ‘et tag’, eller *tēg-tla < *teg-tlah₂, et nomen instrumenti.
  • rēgula f. ‘en liste, lineal, regel’ < *rēg-tla < *h3reg̑-tlāh2
  • (tunica) rēgilla ‘(en tunika) hvis tråde går i vertikal retning’, er vel diminutiv til rēctus, dvs. urit. *rēg-t-elo.

Andre dannelser er sværere at forklare på denne måde:

  • contāgĭō f. ~ contāgĭum n. ~ contāmen, n. (senlatin) ‘berøring’ ← *kontāg-tiō?
  • suffrāgō ‘skinke’; suffrāgium n. ‘kode (på en hest); stemmeafgivning’

I en lille håndfuld tilfælde er her tale om dannelser der tilsyneladende er suffiksløse, bortset fra at de har en nominativ singularis på -ēs. Den dannelsestype findes stort set kun ved tunge rødder. Her ser vi den i forbindelse med Lachmannrødder, uden at man kan se hvad der har udløst Lachmanns lov:

  • ambāgēs -um, f. pl. ‘omvej, gådefuld, tvetydig (ambiguus) tale’. Måske dannet til en nom. sg. *amb-āx ← *amb-ag-s. Dog er nom. singularis ikke attesteret: ablativen ambāge den eneste attesterede singularisform.
  • compāges, gen. compāgis f. ‘en samling’ ← *compāx? Har en sideform compāgō, ‑inis
  • contāges, gen. contāgis f. ‘kontakt’ ← *contāx?

Disse dannelser står i kontrast til dannelser med metrisk lette rødder. Her optræder et suffiks /iē/:

  • effigiēs f. ‘afbildning’ ← effingere, -fīnxī, fictum
  • congĕrĭes f. ‘en bunke’ congerere, -gessī, gestum

Om de to suffikser, -ēs og -iēs, er beslægtede vides ikke.

Undtagelser til Lachmanns lov. Weiss (2020: 191, med henvisning til Meillet 1909) mener, at reglen ikke virkede på –i- (selvom den virker på u). Følgende eksempler hører måske under denne regel, men bemærk, at der er uklarhed om den udlydende konsonant:

  • stringere, strīnxī, strictus ← *strei̯g-, ~ *strengh-
  • pingere, pīnxī, pictum ← *pei̯g- ~ *pei̯k̑-

Rødder med finalt *-d

Her får vi -s- som resultat af -d-+-t-. Sekvensen må i første omgang have givet ‑V̄ss-, men både Fortson og Weiss konstaterer, at V̄ss > V̄s (ligner littera-reglen). Verber af denne type er:

  • cadere, cecidī, cāsūrūs < *k(h2)ei̯d-
  • edere, ēdī, ēsus < *h1ed-; effekten af Lachmanns lov ses også i 1.–3. sg.: edō, edis/ēs, edit/ēst
  • ōdī, ōdisse, ōsus sum ‘hader’ < *h3od
  • fundere, fūdī, fūsus < *g̑ʰeu̯d-
  • tundere, tutudī, tūsum < *teu̯d-
  • vidēre, vīdī, vīsum < *u̯eid̯- (problematisk for Weiss/Meillet der mener at reglen ikke virker på rodvokalen -i-)

I nominalsystemet ses reglen i nominativ singularis i et, måske to tilfælde:

  • pēs, pedis ‘fod’ < *ped-s
  • sēdēs, sēdis f. ‘sæde, hjem, sted’ ← nom.sg. *sēds? Hverken sedēre eller sīdere har ellers Lachmann-former, se længere nede.

Undtagelser. I forbindelse med rødder med urie. *d i roden udebliver reglen i en række tilfælde, måske fordi talerne ikke kunne gennemskue etymologien. Det passer fint med idéen om, at hvor reglen virker, skyldes den en en analogisk genindførelse af rodens udlydende konsonant:

  • tussis ‘hoste’ < *tud-ti- ‘stød’; jf. tundō, tussī, tūsum < *teu̯d-
  • lassus adj. ‘træt’< *lh1d-to-, jf. gr. ληδειν, iflg. Hesych ‘at hvile’

Weiss (2020: 191, med henvisning til Meillet 1909) mener som sagt at reglen ikke virkede på –i- (selvom den virker på u). Han må så påstå, af uīsus har analogisk langvokal fra perfektum uīdī.

  • scindere, scidī, scissum < *skei̯d- 
  • findere, fīdī, fissum < *bʰei̯d- ‘at spalte’

Uforklaret:

  • sīdere, sēdī/sīdī, sessum og sedēre, sēdī, sessum med den ovennævnte afledning sēdēs f. ‘sæde, hjem, sted’

Sihler foreslår, at Lachmanns forlængelse i participiet kun forekommer i verber der (1) er transitive (2) har langvokal i det aktive perfektum (ex. agere, ēgī, āctum). Indvendinger imod Sihler:

  • svært at forstå, at ē i ēgī skulle indvirke på et oprindeligt kort a i *ăctum
  • følgende eksempler taler imod reglen:
  • cadere ‘falde’, cecidī, cāsūrūs — intransitivt
  • tangere ‘røre’, tetigī, tāctum — kortvokal i perfektum
  • pangere ‘fæstne’, pēgī → pepigī, pāctum — kortvokal i perfektum
  • tundere ‘slå’, tutudī, tūsum — kortvokal i perfektum

Eksempler på, at Lachmanns lov efter forventning ikke virker

Efter aspirerede og ustemte dentaler forventer vi ikke at reglen virker.

Dentalrødder

  • iubēre, iussī, iussum ← *hi̯eu̯dʰ-
  • fodere, fōdī, fossum ← *bʰedʰ-
  • mittere, mīsī, missum ← *meith2– (med i i roden, dvs. iflg. Weiss/Meillet skulle reglen ikke virke her)

Velarrødder

  • fingere, fīnxī, fictum ← *dʰei̯g̑ʰ-; jf. gr. τεῖχος

Labialrødder

Her er det sværere at finde eksempler hvor reglen ikke virker, da vi sjovt nok har tre eksempler med langvokal:

  • glūbere, glūpsī, ppp. glūptum ‘afbarke’← *gʰleu̯bʰ; jf. gr. γλῠ́φω ‘udhuler’, oht. klioban, oisl. kljúfa ‘kløve’
  • nūbere, nūpsī, nūptum ‘at ægte” ← *sneu̯bʰ, jf. russisk-kirkeslavisk snubiti ‘elske, bejle til’
  • scrībere, scrīpsī, ppp. scrīptum ← *skrei̯bʰ

V > V̄ /     N + hæmmelyd eller ‑ct(s)-

Denne regel medfører regelmæssig langvokal i former som

  • cōnsul < *kom+sal-
  • īnferī < *n̥-dʰer-o
  • conjūnx < *kom+i̯ung-
  • quīntus < *penkʷ-to-

Den sidstnævnte form førte til sekundær længde i quīnque (hvor vi ikke forventer forlængelse, da nc står foran vokal)

Reglen er uritalisk; jfr osk. saahtúm n.‘sanctum’. Bemærk, at her er den velære lukkelyd repræsenteret som en hæmmelyd, <H>. Hvis det også er udgangspunktet for de latinske former, forstår vi bedre at en gruppe som ‑Vnc- udviklede sig på samme måde som ‑Vns-. Dvs.

  • Vnct > Vnχt > -V̄nχt- > -V̄nct-
  • Vns > Vns > -V̄ns- > -V̄ns-

I sidste stavelse går n tabt, efter at forlængelsen er sket; således akkusativ pluralis:

  • servōs akk.pl. < *‑ō-ns
  • aedīs akk.pl. < *‑i-ns
  • familiās akk.pl.< *‑ah2ns

Her er det altså en erstatningsforlængelse. I indre stavelse skete der nok det samme, men n er normalt restitueret. I indskrifter finder vi levn af denne lydregl:

  • cōsul = cōnsul
  • cēsor = cēnsor

Reglen må have været levende i talesproget. Iflg. grammatikeren Velius Longus (2. årh evt.) udtalte Cicero (106–43) hortensia, Megalensia og forensia uden n:

sequenda est vero non numquam elegantia eruditorum virorum, qui quasdam litteras lenitatis causa omiserunt, sicut Cicero, qui foresia et Megalesia et hortesia sine n littera libenter dicebat …,

Vokalforlængelse før ŋn

Usikkert. Ses i indskrifter: dīgnus dIgne, sīgnum seignum (overfor sigillum)

Denne regel er en smule obskur (dvs. ikke så vigtig at huske!); den beror på en udtalelse af grammatikerenPriscian og er svær at efterprøve.

Vokalforlængelse før rC

Ses i indskrifter; sjældent og ikke så vigtigt at huske:

  • fIrmi

Sådanne former er sporadiske og går i øvrigt imod Osthoffs lov.

Forlængelse i enstavelsesord?

En kort, udlydende vokal i et enstavelsesord forlænges:

  • nē (men ne-que) < *nĕ, jf. skt. ná
  • prō < *prŏ, jf. skt. prá

Det er sikkert derfor navnene på bogstaverne har langvokal: bē dē ḡe.

Nominativ singularis af enstavelsesord

Dette afsnit kan man evt. springe let henover, da dets længde ikke helt står mål med nyhedsværdien.

Nominativ singularis af enstavelsesnominer har følgende strukturer: ‑V̄C, -V̄CC eller ‑V̆CC. Strukturen V̆C forekommer ikke.

Vokalen bevarer, med nogle få undtagelser der er interessante for vores emne, den samme længde under bøjningen.

Eksempler

Hvis et enstavelsesord  har to konsonanter i udlyd, kan dets vokal altså være kort eller lang: 

  • cleps, clepis m. ‘tyv’
  • nux, nucis f. ‘nød’
  • grex, gregis m. ‘hjord, flok’ (tilsyneladende uden Lachmanns lov)
  • rēx, rēgis m. ‘konge, fyrste’

Tilsyneladende undtagelser er stammer, der kun på overfladen har én konsonant i udlyd:

  • as (eller ās) assis m. ‘en et-punds kobbermønt’
  • vas uadis m. < *u̯odʰ-s (jf. praes, -dis, pl. pravidēs ‘en kautionist’). Tilsyneladende er nom. singularis ikke attesteret i en metrisk tekst, så måske vokalen er lang
  • cōs, cōtis f. ‘flintsten, slibesten’
  • dōs, dōtis f. ‘gave’
  • glūs, glūtis f. ‘lim’
  • līs, lītis f. ‘disput’
  • cor cordis n. ‘hjerte’ – bemærk, at Plautus behandler cor som om den stadig endte på to konsonanter.
  • far, farris n.
  • lac, lactis n.
  • mel, mellis n.
  • os, ossis n.
  • uās, uāsis n. ‘kar’ < urit. *u̯ass-

I denne gruppe finder vi en vigtig undtagelse fra reglen om, at vokalen bevarer sin længde under hele bøjningen:

  • pēs, pĕdis m. ‘fod’ – her antager man at pēs afspejler *peds med Lachmanns lov; dvs. vi kan rekonstruere *peds, *pedes. Men bemærk, at det samme tilsyneladende ikke har gjort sig gældende med grex, gregis.

Enstavelsesord der udlyder på kortvokal findes ikke. Derimod findes der en række stammer på udlydende langvokal. De har kun tilsyneladende aflyd, idet langvokalen forkortes foran endelsens vokal:

  • sūs, suis m./f. ‘gris’
  • grūs, gruis f. u-st. ‘trane’
  • rēs, reī f. ‘sag’
  • spēs, speī f. ‘håb’
  • vīs, vīs, pl. vīrēs f. ‘styrke’ (sekundær overgang til r-stamme)
  • bōs, bŏvis m./f. ‘ko’ – her er bōs lydret af *bou̯s < urie. *gʷou̯s eller *gʷōu̯s

Stammer med én udlydende konsonant har altid langvokal under hele bøjningen. Således stammer på finalt -s, med en enkelt undtagelse:

  • glīs, glīris m. ‘hasselmus’
  • flōs, flōris m. ‘blomst’
  • mūs, mūris m. ‘mus’
  • rōs, rōris m. ‘dug, vand’
  • mōs, mōris m. ‘skik’
  • jūs, jūris n. ‘ret’
  • jūs, jūris n. ‘suppe’
  • rūs, rūris n. ‘landet’
  • pūs, pūris n. ‘pus, materie’
  • tūs, tūris n. ‘røgelse, virak’
  • crūs, crūris n. ‘ben, skinneben’
  • ōs, ōris n. ‘mund’
  • fās (udekl.; se nefārius) ‘moralsk rigtigt’; 
  • plūs, plūris adj. ‘mere’

Undtagelsen er:

  • mās, măris adj. ‘mandlig’

Det samme gælder stammer på -r og -l; her er tre undtagelser:

  • ēr, ēris m. ‘pindsvin’
  • fūr, fūris m. ‘tyv’
  • uēr, uēris n. ‘forår’
  • sōl, sōlis m. ‘sol’
  • (sīl, sīlis n. ‘okker’)

Undtagelserne er:

  • lār, lăris m. ‘lar’ (en nydannet nom. sg. til tidligere nom. pl. larēs < lasēs i Carmen Avale)
  • pār, păris adj. ‘lig, lige’
  • sāl, sălis m./n.‘salt’

Endelig udgør vir, -ī m. ‘mand’ < *u̯i(h)-ró- en undtagelse, men her er tale om en tematisk stamme, så længde i nom. singularis ville være meget uregelmæssigt.

Sammenfattende kan man altså sige, at enstavelsesstammer som mās, lār, pār og sāl er interessante, fordi de er særlige på to måder: (1) de har a-vokalisme, (2) de har kort vokal uden for nom. singularis. I eksemplet lār, laris lader nom. singularis til at være en nydannelse, idet ordet oprindeligt kun forekom i pluralis. I Carmen Arvale optræder ordet tilsyneladende som lasēs. Lār er altså dannet efter rhotacismen, og langvokalen er en nydannelse. Er det en analogi, eller er det forlængelse i enstavelsesord?

Latin har selvfølgelig masser af enstavelsesord med strukturen V̆(C) i andre ordklasser, jf. konjunktioner som et, quum, ut præpositioner som ad, imperativer som fac, fer. Men vi finder et enkelt interessant eksempel blandt adverbierne:

  • cūr < *kʷōr < *kʷor, jf. got. ƕar < urgerm. *hwar

Dette eksempel kan næsten kun forklares som forlængelse i enstavelsesord. Hvis den regel også gælder lār, gælder den måske også mās,  pār og sāl.