Vokalforkortelse

Dybos forkortelse

Dybos forkortelse i Schrijvers fortolkning (således også Weiss s. 99): I uritalisk forkortes prætonisk langvokal i stilling før sonorant:

V̄ > V / __ RV́

Der er eksempler på denne forkortelse i germansk, italisk og keltisk.

  • vir < *ui̯h-rós, jf. ved vīrá-, lit. výras
  • serēnus ‘klar’, serēscere ‘tørre’ < *kseh₁-ró-;  jf. gr. ξηρός ‘tør’ (men jvf. ξερόν ‘fastland’ med kort ε. OHT serawēn, tysk serben ‘udtørre’, ligeledes med kort e har måske generaliseret Dybo i germansk?)
  • ferus ‘vilddyr’ *g̑hu̯eh₁-ró-, jf. lit. žvėrìs, gr. θήρ o.s.v.
  • Got. sunus < *suhnús, jf. lit. sūnùs, ved. sūnú-; ikke i latin

Følgende modeksempler har begge en labial sonorant, hvilket måske er afgørende:

  • uīuus ‘levende’ < *gʷih₃-u̯ó-, jf. skt. jīvá-. Dog viser got. quius og Oirsk béo, MW byw tilbage til *gʷi-u̯ó-, så lat. uīuus har nok sin langvokal fra verbet uīuere ‘at leve’ < *gʷih₃-u̯e- ← *gʷi̯eh₃-
  • fūmus < *dʰuh-mó-, jf. skt. dhūmá-, lit. dū́mai (men Tore Rovs Kristoffersen mener at have bevist, at fūmus kommer af *dʰou̯h-mó-, ligesom Oht. tōm og, i hans analyse, gr. θῡμός)

Osthoffs forkortelse

Osthoffs lov er formuleret til at beskrive et græsk fænomen, men den har en en parallel i Latin.

Uritaliske langvokaler og diftonger forkortes før sonorant+konsonant. Weiss s. 125–126 mener, at reglen virkede på flere forskellige tidspunkter.

  • parentēs ← parāre tyder på forkortelse før vokalsvækkelse, dvs. *parāntēs > *parantēs > parentēs
  • amant 3pl. ← amāre
  • perna ‘skinke, lår’ overfor Ved. pārṣṇi ‘hæl’
  • undecim ‘elleve’ < *oi̯no-dek̑m̥ – efter monoftongeringen
  • nuncupāre ‘kalde ved navn’ *nōmi-kapāre
  • sinciput ‘et halvt hoved’ < *sēmi-kaput
  • uentus m.‘vind’ < *h₂u̯eh₁-n̥t-o-, jf. ved. vāta- (også /va.ata/) m. ‘vind’

Modarbejdes af V > V̄ / __ N + hæmmelyd eller ‑ct(s)-: sanctum > sānctum

Vōcālis ante vōcālem corripitur

  • flēre – fleō – flēs – flēt
  • deus < *dēu̯os < *dei̯u̯os

Undtagelser forekommer: I oldlatin ser vi tit, at ī og ū bevarer længden:

  • fūimus, fūit.

I klassisk latin bevares langt ī i fīō, fīunt, fīam

  • fīō < *bʰuh-i̯e- : *bʰuh₂-i̯e-ti > *bʰī-i̯e-ti; jf. Oldirsk bíu

Breuis breuiāns

Oldlatinsk jambeforkortelse; correptiō iambica

Jambiske ( ‿ __ ) ord bliver pyrrhiske ( ‿ ‿ ), dvs., i en formulering der stammer fra det 19. årh., en kort stavelse (breuis) virker forkortende (breuians) på en efterfølgende stavelse. Ses i scenisk digtning fra omkr. 2. årh. fvt., hvor reglen er optionel. Der er visse restriktioner:

  • Reglen påvirker kun ubetonde stavelser
  • Kun i tæt syntaktisk/prosodisk forbindelse med følgende ord. Flg. eksempler forekommer hos Plautus:
  • uolŏ, dabŏ, duŏ, homŏ overfor dīcō, amābō, ambō
  • I metrikken virker jambeforkortelse både på langvokaler og på lukkede stavelser:
  • putā    →   pută
  • putat    →   putăt — kan skanderes som to korte stavelser
  • I tidlig latinsk metrik ser vi jambeforkortelse i anden stavelse del af flerstavelsesord, hvis stavelsen er ubetonet. Dvs. de understregede stavelser i flg. ord kan skanderes kort:
  • gubernābunt (men ikke gubérnō)
  • iuuentūte (men ikke iuvéntās)
  • senectūtem (men ikke senéctus)

    Reglen gælder også hvis et enklitisk ord flytter accenten væk fra en ellers betonet stavelse (Adams at al. 2023: 81).
  • voluptā́s meas (men voluptās)
  • Ovennævnte berører sjældent lange vokaler (bevarelse af distinktive kvantiteter), men det forekommer, som i:
  • amĭcitiam
  • uerĕbāmini
  • Reglen kan godt virke over ordgrænse, hvis der er et let enstavelsesord som id involveret (Adams et al. 2023:81)
  • De to korte stavelser skal være en del af det samme metriske element (Adams et al. 2023:81)
  • Overlange stavelser (V̄CC) kan ikke forkortes:
  • ferōx
  • amāns
  • Reglen er ikke levende i det klassisk sprog, men den har sat en række blivende spor. Det er tydeligt, at reglen særligt påvirkede grammtiske ord (Fortson (2008: 176–203) apud Adams et al. 2023:81):
  • benĕ adv. *benē(d)
  • malĕ adv. *malē(d)
  • modŏ adv. *modō(d) jf. modō ablativ af modus
  • egŏ < egō (stadig lang hos Plautus)
  • tibi – poetisk tibī
  • sibĭ < sibī (poetisk) *sebhei̯ (oskisk sífeí)
  • mihi – poetisk mihī
  • ibi, ubi – poetisk ibī, ubī
  • nisi – i indskrifer NISEI

Korte vokaler i udlyd skal jo give ‑e. Når vi i stedet har -o eller -i, er det typisk pga. jambeforkortelse.

Forkortelse i endestavelser

Korte vokaler i sidste stavelse falder som bekendt sammen i -i. Når vi alligevel finder kortvokaler i sidste stavelse, der ikke er blevet svækkede, er det fordi de pågældende vokaler oprindelig var lange; således sorŏr, gen. sorōris, animăl, gen. animālis, 3sg. konj. dormiăt overfor 2sg. dormiās.

I flerstavelsesord forkortes en udlydende langvokal nemlig før -r, ‑l, ‑m, ‑n, ‑t.

Denne forkortelse er endnu ikke indtrådt hos Plautus; derfor finder vi følgende langvokaler, der er korte i klassisk latin (og i vores grammatikker!):

  • Maskuline og feminine nominalstammer på -ōr, -ēr : sorōr, patēr
  • Neutrale stammer: animāl, calcār
  • Sandsynligvis akkusativ singularis af første bøjning (*ah₂m > *ām > ‑am); lader sig dog ikke påvise p.g.a. elisionen
  • 3sg. af 1., 2., 4. bøjning: -āt, -ēt, -īt: amāt, monēt, venīt
  • 3sg. impf. -bāt: amābāt
  • 3sg. konjunktiv -ēt -āt, -ēt: amēt, moneāt, veniāt
  • 3sg. perfektum indikativ -īt amāvīt

I enstavelsesord sker den klassiske forkortelse kun før -m og -t; langvokal bevares altså i former som

  • sōl < *seh₂u̯ōl (vel sim.)
  • fūr < *bʰōr, jf. gr. φώρ ‘tyv’
  • cūr < *kʷōr < *kʷor, jf. got. ƕar < urgerm. *hwar (latinsk forlængelse i enstavelsesord?)

… mens der forkortes regelmæssigt i

  • quăm < quām jf. osk. paam
  • sĭt < sīt < *sied < *h₁s-i̯eh₁-t
  • dĕt < dēt  < *daiēt < *də₃-i̯eh₃-t

Forkortelse af finalt ‑ā?

Nominativ singularis af ā-stammerne og neutrum pluralis nom/akk udlyder på kort ‑a < *ah₂. Om der er tale om en lydlov vides ikke. Forklaringsmodeller:

  • I neutrum pluralis kan der være tale om generalisering af den atematiske endelse: *‑h₂ >*‑a (men man kan undre sig over, at *ă ikke > e som andre vokaler)
  • I femininum være tale om generalisering af vokativen (*‑ah₂ >*‑a i absolut udlyd).
  • I andre tilfælde kan der være tale om jambisk forkortelse, fex. *fugā > fuga.

Littera-reglen

V̄C > V̆CC

En regel, der virker sporadisk og vel er sociolektisk betinget. En sekvens af langvokal + enkelt konsonant erstattes til tider af en sekvens af kortvokal + dobbeltkonsonant:

  • lītera > littera
  • Iūpiter > Iuppiter
  • vārus ‘krumbenet’ → Varrō, et navn
  • gnārus ‘kyndig’ → narrāre ‘at berette’

Reglen behandles grundigt af Sen 2015.