Vokaler og diftonger

Indledende bemærkninger

Latin havde ti monoftongiske vokalfonemer:

Vi har nogle indirekte indikationer af vokalernes artikulation.

• De lange vokaler var lidt mere lukkede og spændte end de korte; kun a/ā havde samme artikulationshøjde. Det viser udviklingen i de romanske sprog. Her er der ikke længere forskel på lange og korte vokaler; i og ē er faldet sammen i et lukket [e], som romanisterne noterer som ẹ, og u og ō er faldet sammen i et lukket [o], som romanisterne noterer som ọ. De to kortvokaler e og o udvikler sig til de åbne vokaler [ɛ] og [ɔ], som romanisterne noterer som ȩ og o̧. De sidstnævnte diftongeres i spansk, og også i fransk, men her kun i åbne stavelser:

Lat.	Lat.	It.	Sp.	Fr.	Lat.
ī	uīta	vita	vida	vie	‘liv’
ē	tēla	tẹla	tela	toile	‘et væv’
i	sitis	sẹte	sed	soif	‘tørst’
e	mel	miele	miel	miel	‘honning’
ū	mūrus	muro	muro	mur	‘mur’
ō	hōra	ọra	hora	heure	‘time’
u	gula	gọla	gola	gueule	‘svælg’
o	ouum	uovo	huevo	oeuf	‘æg’

• Det korte a lader til at være en central, urundet vokal. Den falder sammen med e i indre, lukket stavelse og med e og i i sidste stavelse.
• I det tidligste, førlitterære latin lå accenten på første stavelse. Derfor undergår vokaler færre forandringer i første stavelse, end de gør i indre og sidste stavelse.
• I indre stavelse rammes kortvokaler fra første halvdel af 5. århundrede af diverse svækkelser og synkope. Langvokaler forbliver upåvirkede af disse fænomener.

Læs mere om:

Korte vokaler 

Lange vokaler

Vokalsandhi

Diftonger

———

Noter

[1] Denne regel gælder ikke sardisk; her er ī faldet sammen med i, ē med e, ū med u og ō med o, osv. I rumænsk gælder reglen for fortungevokalerne, mens ū er faldet sammen med u og ō med o ligesom i sardisk.