Verberne i trejde bøjningsklasse går tilbage til urie. tematiske og atematiske præsentier. Endelserne er de tematiske.
Tematiske præsentier
*-e/o-
- agere
- coquere
*-i̯e/o-præsens til rødder med let enstavelsesbasis
Dvs., hvis et *i̯e/o-præsens er dannet til en rod med kort vokal og én obstruent i udlyd, ender det i tredje bøjning. I de fleste andre tilfælde overgår den til fjerde bøjning.
(Schrijver 2003 og de Vaan 2011 regner iflg. Vine med en særlig klasse af i-præsentier.)
- facere ‘gøre’: faciō, fēcī, factum
- capere ‘tage’ : capiō, cēpī, ceptum
- iacere ‘kaste’: iaciō, iēcī, iactum
- fodere ‘grave’: fodiō, fōdī, fossum
- quatere ‘ryste’: quatiō – quassum
- ēlicere (*lacere) ‘fremlokke’: ēliciō, ēlicuī, ēlictum
- fugere ‘flygte’; fugiō, fūgī, fugitum
- parere ‘føde’: pariō, peperī, partum
- specere ‘se’: speciō, spexī, spectum
- cupere ‘begære’: cupiō, cupīvī, cupītum
- sapere ‘smage’: sapiō, sapīvī, –
- rapere ‘røve’: rapiō, rapuī, raptum
Bemærk, at i alle andre former end 1 sg. og 2. pl. svinder ethvert spor af suffikset: for eksempel har 3sg. capit helt samme endelse som 3sg. agit.
*-i̯e/o-præs. til rødder på ‑u og -ū
- spuō, -uī, — < urie. *spi̯uH-
- ruō, ruī, rŭtum < urie. *h₃reu̯-
- suō, suī, sūtum < urie. *si̯uH-
- -nuō, -nuī, — < urie. *neu̯- ‘nikke’
- luō, luī, -lūtum < urie. *leu̯H-; hertil solvō, solvī, solūtum ← *se-lū-, se luō
- (con)gruō, -uī, — < urie. *gʰreu̯H
- ex-/ind-uō, -uī, -ūtum < urie. *h₃eu̯- ‘tage (bekældning) af, på,’
- volvō, volvī, volūtum < urie. *u̯el-u-, u-præsens
- sternuo, -uī, — < urie. nasalpræsens?
- imbuō, -uī, -ūtum af usikker oprindelse
*-u-i̯e/o-: denominativ til u-stammer
Altid med langt -ū- i supinumstammen.
- acuō, -uī, -ūtum ← adj. acu-, jf. acus, -ūs f. ‘nål’
- metuō, -uī, -ūtum ← metus, -ūs m. ‘frygt’
- statuere ‘opstille’: statuō, statuī, statūtum ← status, -ūs m. ‘stilstand’
- tribuere ‘tildele’: tribuō, tribuī, tribūtum ← tribus, -ūs f. ‘stamme, opdeling af befolkningen’
- arguō, -uī, -ūtum < urie. *h₂erg̑- ‘hvid’
- minuō, -uī, -ūtum, beslægtet med minor adj. ‘mindre’
*-sk̑e/o-præsentier
- poscere ‘forlange’: poscō, poposcī, –
I latin kan disse verber få inkhoativ betydning. Denne betydning er dog aftagende, og verber på –ēscere, –īscere og -āscere udvikler sig med tiden til at være rene essiver, der erstatter gamle andenbøjningsverber på -ēre.
- nōscere ‘lære’: nōscō, nōvī, nōtum
- albēscere ‘blive hvid’: albescō, –, –
- conticēscere ‘blive stille’: conticēscō, conticuī, ––
Urie. atematiske præsentier
Rodpræsentier
- vomere ‘brække sig’: vomō, vomuī, vomitum; jf. gr. εμέω, skt. vámiti ← *u̯emh₁-
- rudere ‘brøle’: rudō, rudīvī, –; jf. skt. rudánti
Reduplicerede præsentier
- bibere
- gignere
- sistere
- reddere ← deh₃ eller *dʰeh₁-)
Nasalpræsentier
- findere, jf. skt. bhinátti bhindánti *bʰeidʰ-
- spernere ‘fjerne, trodse’ < *spʰer-n-h-e- (LIV: fuldtrin fra rodaoristen) ← *spʰerh- ‘sparke’
- sternere ‘udbrede’ < *ster-n-h₃-e- ← *sterh₃-
- sternuere ‘nyse’ – eneste rest af nu-præsens
t-præsentier
En lille mærkelig klasse i urie..
- pectere ‘frisere’ < *pe-kþ- < *pe-pk-? Jf. gr. πέκω
- plectere ‘flette’ < *plek̑-te/o-, jf. og oisl. flétta; skt. praśna– ‘turban’, gr. πλέκω ‘flette’
- nectere ‘knytte’ med usikker etymologi
d-præsentier
En latinsk specialitet:
- cūdere ‘slå’ ← urie. *kuh₂-d-e/o-, jf. gr. κέασσαι ‘kløve’, lit. káuti, oht. houwan ‘slå’ osv.
- fundere ‘hælde’, jf. gr. χέω; muligvis umbr. hondu 2sg. impv.. Nasalpræsentiet er en italisk nydannelde
- plaudere ‘klappe’ *plah₂u̯- (jf. plānus),
Jens Elmegård Rasmussen foreslog, at nogle af disse former var opstået via lydlov i nasalpræsens: *-N̥n- > lat. -nd-
- tendere *ten- ‘strække’ < *tn̥n-, jf. skt. tanóti
- pendere ‘hænge’ < *pn̥-n-h₁- far roden *spenh₁-; nas.præs. også i arm. hanuml henum ‘væve’ og indirekte i got. spinnan ‘spinde’; baltoslav. *pin-e-: Lith. pinti, pinù‘ flette’
- fendere skulle være af en rod ← *gʷʰenH-, der er forskellige fra *gʷʰen- ‘at slå, dræbe’
I 2. bøjning finder vi en lignende dannelse:
- tondēre ‘skære’, en omdannelse af iterativen < *tomh₁-ei̯e- efter et nasalpræsens *tend-e- < *tm̥-ne-h₁-, jf. gr. τάμνω, τέμνω