- *u̯ > Ø – ses:
(1) mellem ens vokaler
(2) efter de fleste obstruenter
(3) før u og o - *Ru̯ > RR – i stilling efter sonorant assimileres *u̯ (gælder ikke Ru̯ < RVu̯)
- *u̯ > v
Stangs lov (i urie.)
En urie. regel der eliminerede *u̯ (med erstatningsforlængelse) i stilling før akkusativens -m, der ikke vokaliseredes, som man skulle forvente. Ses i
- akk.sg. diem < *di̯ēm < *di̯eu̯-m, jf. ved. dyām, gr. Ζῆν. I analogi med akkusativen dannes nom.sg. diēs
Læs mere om Stangs lov her.
Initialt
*u̯ > v/ #(h)
- vidēre < *u̯id-eh1–
- vidua < *h1u̯i-dʰh1-eu̯-o
*u̯ > Ø/ # o ?
Zair (2017) mener, at initialt *u̯erC og *u̯orC > *u̯urC > *urC, mens *u̯r̥C giver vorC. Men det kommer an på, hvordan man fortolker eksemplerne:
- urgēre < *u̯org-ei̯e- *u̯org-ei̯e- (Meiser: *u̯r̥g-ei̯e-)
- urbs, -is f. ‘by’, hvis < *u̯r̥bs/u̯orbs, jf. umbr. verfale ‘område hvor man tager varsler’ (Driessen hos de Vaan) – en form som Hyllested analyserer som < *bʰr̥gʰ-s
- uruum n. ‘plovås’ *u̯or-u̯o-, jf. gr. ἐρύω ‘trækker’
For en mindre overbevisende forklaring, se Meiser (1998: 63–64).
*u̯ > Ø/ r̥C ?
Zair (2017) mener, at *u̯ bevares i stilling før or < *r̥:
- vertere < vortere < *u̯r̥t-
*u̯ > Ø / # R
Inde i ordet har vi *u̯R > RR. Ordinitialt har vi samme udvikling, men uden gemination:
- rādix < *u̯r(e)h2-d-iH-, jf. got. waurts
- lāna f. ‘uld’ < *h2u̯l̥h1-neh2–
Initialt efter obstruent
Urie *u̯ svinder ofte efter obstruenter i latin, typisk fordi *u̯ står i stilling før *o hvor det regelmæssigt skal svinde
*#tu̯ > #p
Ét muligt eksempel:
- pariēs, -etis, hvis < *tu̯or-i-, beslægtet med lit. tveriù ‘indhegner’, tvorà ‘hegn’
*#du̯ > #b
En særudvikling i latin (midten af det 3. årh), jf. sabellisk du-
- bonus < *du̯enos, jf. fal. duenas gen.sg. f.
- bis adv. ‘to gange’ < *du̯is, jf. skt. dvíḥ, gr. δίς
*#dʰu̯ > #f-
Samme udfald som *dʰ. Sker allerede i italisk, jf. umbr. fu–
- foris ‘dør’ *dʰu̯or-i-, umbr. furu, furo, akk.sg. ‘forum’, oksl. dvorŭ
*#k̑u̯ > kʷ
Sekvenser af velar + *u̯ falder samme med de gamle labiovelarer (dvs. *gu̯ falder sammen med *gʷ osv.). Med *kʷo- > co-:
- combrētum ‘en (siv?)plante’ < *k̑u̯ondʰr̥-, jf. lit. šveñdrai ‘bredbladet dunhammer’, ono. hvǫnn ‘kvan, angelik’ (bot.)
*#g̑ʰu̯ og *gʰʷu̯ > #f
Samme udvikling som *gʷʰ.
- ferus ‘vild’ *g̑ʰu̯eh1-ró-, jf. lit. žvėrìs
*su̯ > s(u)
Initialt, før ikke-rundet vokal, bevares *u̯
- suāvis adj. ‘sød’ < *su̯ādu̯i-
- suēscere ‘vænne sig til noget’ < *suēdʰ-sk̑e-, jf. skt. svadhā́ ‘egenart, skik’
Initialt, men før o, svinder *u̯
- sodālis ‘ kammerat’ jf. SC de Bacch. (186 fvt.) SUODALES < *su̯e + dʰeh1–
- sorōr < *su̯esōr
- socrus, -ūs ‘ svigermor’ < *su̯ek̑ruh2
- socors ‘doven, apatisk’ *su̯e-k̑r̥d-
Medialt
*u̯ > Ø / V1 V1
Intervokalisk tab af *u̯ sker som hovedregel mellem ens vokaler (Meiser: 92):
- prōrsus ‘fremad, lige ud, lige til, præcis ’ < *prō-u̯orsus
- lātrīna < *lau̯ātrīna, jf. lauāre
- uīta < *u̯īu̯itā < *gʷíh3u̯o-tah2, jf. lit. gyvatà
- dītis gen.sg. (af dīues ‘rig’)< *dī́uitis < *dei̯u̯etes
Det er en sen regel, der virkede efter at accenten var flyttet hen på næstsidste stavelse engang i 4. årh..
Det ses af, at den ikke gælder, hvis den anden vokal er betonet:
- sevērus
- lavātiō
- oblīvīscor
- dīvitiae
*u > Ø / o
Sker samtidig med, at labiovelar > velar i samme stilling, senest i 3. årh. fvt. (Meiser)
- deus < *dei̯u̯os
- parum adv. < *paru̯om, jf. analogisk udjævnet paruus ‘lille’
Adjektivet paruus er et af mange eksempler på at u̯ genindføres analogisk fra stillinger hvor det blev bevaret, fordi det stod før en anden vokal end o.
*Ru̯ > Ru̯ ~ RR ~ ur
Dvs.i en sekvens sonoroant + *u̯ opstår en gemineret sonorant:
- sollus ‘hel’ < *solh-u̯o-, jf. ved. sárva- (iflg. Weiss, Nussbaum)
I tilfælde hvor R alligevel bevares har der nok stået et segment, der er blevet bortsynkoperet:
- solvere < *su̯e-luH-e-, jf. luere ‘at løse’, gr. λύω
- salvus adj ‘uskadt’ < it. *salau̯o-, jf. osk. salavs
- uolvere *u̯l̥-u̯ol- (vel sim.)
- lārua f. ‘maske, spøgelse’, i olat. tre stavelser: lārŭa < *lāsou̯a- eller *lārou̯a-
Der er ingen gemination, når *u̯o > o:
- parum adv. < *paru̯om, jf. analogisk udjævnet paruus ‘lille’
I nogle tilfælde sker der tilsyneladende metatese
- parvus < *paru̯o- med metatese, jf. gr. παῦρος, got. fawai n.pl. ‘få’, dansk få, eng. few
- nervus < *sneh1-ur-o-, jf. gr. νεῦρος
*u̯ > Ø / obstruent
*pu̯ > p
(Jf. pariēs ← *tu̯er-)
- oportet 3sg. ‘det passer sig’ < *op-u̯or-t-
- aperīre < *ap-er-ii̯i- < *ap-u̯or-i̯e- *-Hu̯er-i̯e-, jf. oksl ot-voriti ‘at åbne’
*bʰu̯ > bʰ > b / V V
Samme udvikling har *bʰ:
- probus ‘fremragende’ < *pro-bʰu̯(h)-o
*tu̯ > -tu-
Ingen eksempler på *tu̯ > p inde i ordet, derimod to ikke helt klare eksempler med anaptykse. Weiss mener, at anaptyksen indtræder, når *tu̯ står i coda:
- mortuus < *mortuu̯o- < *mor.tu̯o- < *mr̥tu̯o-, en mærkelig hybrid form, der også ses i ven. murtuvo–
- quattuor < *kʷat.tu̯ōr (*tu̯ > tt omdiskuteret)? < *kʷᵃtu̯ōr (præcis hvordan Weiss mener anatyksereglen virker her er uklart for mig)
*du̯ > -u̯- / -Ø-
Få mulige eksempler
- suāvis < *su̯ah2d-u̯i-, jf. skt. svādú- ‘sød’, gr. ἡδύς ‘sød’
- mollis < *molu̯i- < *moldu̯i- < *ml̥du̯i- < *ml̥du-i; jf. ved. m. mr̥dú-, f. mr̥dvī ‘svag’
- quārtus < *kʷadu̯orto- < *kʷdu̯orto- *kʷtu̯orto- (Schrijver)
*dʰu̯ > -b-
*dʰ skal > *b / {r, u} {l, u, r}. Dernæst svinder *u̯.
- lumbus m. o- st. ‘lænd’ < *londʰ-u̯o-, cf. OCS lȩdvijȩ ‘lænder’
*k̑u̯ > kʷ
- equus m. o-st. ‘hest’ /e.kʷus/ < *h1ek̑-u̯o-
*gu̯ > u̯
Samme udvikling som *gʷ. Inde i ordet:
- mālō ‘vil hellere’ < *mau̯olō < *mag’ u̯olō ← magis uolō
*g̑ʰu̯ og *gʰʷu̯ > -u̯-
Inde i ordet ser vi, at *eu̯ > *ou̯ skete før intervokalisk *gʷʰ og *gʰu̯ > *u̯:
- brevis adj. ‘kort’ < *mregʷʰ-i- < *mreg̑ʰ-u̯i-, jf. gr. βραχύς
- levis ‘let’ < *h1legʷʰ-i- < *h1legʷʰ-u̯i-, gr. ἐλαχύς
Anaptykse
Anaptykse forekommer generelt ikke i forbindelse med *u̯. Der er dog to eksempler:
- quattuor < *kʷ(e)tu̯ōr (*tu̯ > ttu omdiskuteret)
- mortuus < *mr̥tu̯os