Bemærk at uritalisk *n̥ > en og *m̥ > en er en kilde til latinsk e: centum < *k̑m̥tom, semel, semper < *sm̥- ‘én’. Sådanne e’ er følger alle de samme lydlove som nedarvet e.
Hovedreglen
*e > e
- ferō; ferre ‘bærer, at bære’< *bʰér-ō
- genus n. ‘oprindelse, slægt osv.’< *g̑enh1-os
- ego ‘jeg’ < *h1eg̑+ō
- legere ‘at samle’ < *leg̑ -; gr. λέγω, λόγος; alb. mb-ledh ‘at samle’;
- est ‘er’ < *h1ésti
- septem ‘syv’ < *septḿ̥, gr. ἑπτά
- tenēre ‘at hole’ < *ten-; ved. tan-, tanóti ‘spænde ud’, ty. dehnen
En uritalisk regel: *eu̯ > *ou̯
*e > o / u̯
- novus < *neu̯os, jf. gr. νέος
- novem < *h1neu̯n̥
- Jovis < *di̯eu̯- (se under diftonger)
Men ikke i former med v < *gʷ, så reglen er ikke produktiv:
- levis ‘let’ i-st.-adj. afledt af *h1legʷʰu-, gr. ἐλαχύς
- brevis ‘kort’, i-st.-adj. afledt af < *mreg̑ʰu-, jf. gr. βραχύς
Oldlatinsk runding: *e > *o
I oldlatin har vi en række eksempler, hvor indskrifterne eller en tidlig forfatter har e, mens senere tekster har o. De kan opdeles i to kategorier, alt efter om den udløsende faktor (bla.) er den forudgående konsonantisme eller et efterfølgende l pinguis.
*e > o / #(C)u̯
1. *e > o /*su̯
Eftersom *u̯ senere går tabt i stilling efter en obstruent, og *u̯ har en tendens til at svinde før *o, er resultatet *su̯e- > *su̯o- > so-.
- sodālis m. ‘kammerat, følgesvend’; indskr. SVODALES < *su̯e- (Lapis Satricanus, 6. årh.)
- sopōr m. ‘søvnighed’ < *su̯ep-os-; jf. ved. svapná- m. ‘søvn’
- sorōr f. ‘søster’; jf. ved. svásar-, ty. Schwester
- socer m. ‘svigerfar’; jf. ved. śváśura-, gr. ἕκυρος
- sordēs f. ‘skidt’ < *su̯ord-i-, jf. got. swarts ‘sort’
Måske reglen gælder alle sekvenser af Cu̯e-, jf. at en lignende udvikling ses i den følgende regel. Det skal blot bemærkes, at den er så sen, at vi har et eksempel fra duenoesindskriften på, at den endnu ikke er indtrådt:
2. *e > o /*du̯
Ifm. at *u̯ senere går tabt i stilling efter en obstruent, er resultatet *du̯e- > *bo-.
- bonus < duenos adj. ‘god’ (på Duenos-indskriften, 6. årh.); usikker ie. oprindelse.
Reglen virker tilsyneladende ikke, når den efterfølgende stavelse indeholder en fortungevokal, eller der følger et l exīlis, så måske det er en omlydsregel. Det ville forklare følgende eksempler:
- bene adv. ‘godt’ < *du̯enēd
- bellus adj. ‘smuk’ < *du̯enelos, diminutiv af *du̯enos
- bellum n. ‘krig’; hos Plautus undertiden duellum; ordet antages at være afledt af *du̯enos. Pinault: *du̯enelo– ‘god, modig’. Senere forbandt man ordet med duo ‘to’; således Isidor Hispalensis: Bellum antea duellum uocatum eo quod duae sint partes dimicantium. Således kom duel til at betyde ‘kamp mellem to personer’
- Bellona f. krigsgudinden Bellōna -ae, f. ‘krigens gudinde, Mars’ ledsagerske’; jf. SC de Bacch. DVELONAI (186 fvt.)
Weiss (2009: 139) citerer Nussbaum for en alternativ forklaring på bonus; se næste afsnit.
3. *e > o /u̯ __ C [+ rounded]
Denne regel har ét eksempel:
- vomit < *u̯emh1 -; jf. gr. ἐμέω, ved. vami ‘kaste op’
Iflg. Weiss (2009: 139) forklarer Nussbaum dog både bonus og vomit med følgende regel:
*e > o /(C)u̯ N+V [+back]
Hvis man derimod, som her, antager, at *u̯e- > u̯o- i stilling før en rundet konsonant, er reglen parallel med den følgende:
4. *e > o /kʷ C [+ rounded]
Hos Weiss hedder reglen *e > o /kʷ kʷ. Hvis vi antager, at en hvilken som helst rundet konsonant har denne effekt, er reglen parallel med den ovenstående *e > o /(C)u̯ C [+ rounded].
Eftersom labiovelarer senere mister deres runding før o og u, er resultatet *kʷe- > *ko-.
- coquō ‘koger’ < *kʷekʷ- < *pekʷ-; jf. ved. pac-
Følgende eksempel viser måske, at coda-r blokerer for reglen:
- quercus f. ‘egetræ’ *perkʷ-u-; jf. også querquētum n. ‘egeskov’
5. *e > o / ɫ
Det velære l pinguis har samme indvirkning på *e, som *u̯ havde i uritalisk og må vel have været rundet. Denne regel er imidlertid ikke uritalisk, men særlig for latin, jf. umbr. etu veltu (3sg.impv.) ‘han skal gå og forlange’ (svarende til lat. ītō *vultō).
- volō ‘jeg vil’ < *u̯elh1-ō over for velle ‘at ville’ < *u̯elh1-se; velim 1sg. opt. < *u̯elh1-ih1-m
- volt (Plautus) < *u̯elh1-ti
- olīva fra gr. ἐλαίϝα
- colō ‘bebor, dyrker’ < *kʷelh1-; jf. ved. cárati ‘kører’, gr. πέλομαι ‘bevæger’
6. *e > *o > u / ɫC
Denne regel gælder efter, at *e > o / ɫ (idet også *o > u / ɫC)
- uult < uolt (Plautus) < *u̯elh1-ti
Et særtilfælde
- homō m. ‘menneske’ rekonstrueres ofte som *(d)g̑ʰem-ō(n). Her venter vi ikke o-vokalisme, og Festus siger da også, at der har været en form hemō. Alternativt rekonstruerer Weiss (2022: 118) homō < *g̑ʰm̥mō og postulerer at *-m̥m > *‑əm- > *‑om-.
Fronting: *e > i
Zair (2017) bemærker, at i det 4.–2. årh. var e og i meget tætte på hinanden. Det forklarer til dels en række tilfælde, hvor *e > i.
*e > i / ŋ
Denne regel finder vi også i indre stavelse.
- quīnque < *kʷenkʷe < *penkʷe (med analogisk forlængelse fra quīntus)
- dignus (-gn- → -ŋn-) *dek̑-no- ← decet ‘sømmer sig’, decus, ‑oris ‘agtelse’ Urie. *dek̑-.
*e > i under uafklarede omstændigheder
I en række tilfælde, der typisk involverer en nasal, hæves *e (parallelt med at o hæves til u før ŋ og m: hunc, umerus). Omstændighederne er uafklarede/mangfoldige:
- Ubetonethed og naboskab med nasal forklarer måske følgende eksempler:
- in-igere ‘at drive ind i’ < *(h1)en-h2ag̑-
- in-aequālis ‘ulige’ < *n̥-…
- nihil ‘intet’ < *nehĭlom < *ne hīlom ‘ikke en smule (hīlum)’
- mihī dat.sg. af 1. persons pers.pron. < *meg̑ʰ+oi̯ (enklitisk svækkelse, jf. Weiss 2009: 327)
- nisi ‘medmindre’ < *ne-sei̯
- Stilling før/mellem nasal spiller måske ind i nogle tilfælde
- imber m.‘regnskyl, regnsky’ < *m̥bʰ-ri-, jf. ved. abhrá- n. ‘sky’
- limbus m. ‘kant. bort’ < *lemb-o-, jf. skt. lámbate ‘hænge slapt ned’
- Minerua f. ‘gudinde for krigsførsel mm.’ < *menes-u̯ā f. adj. ‘opmærksom’. To indskrifter har MENERVA med det gamle e.
- minae f. pl. ‘spidser, tinder, trusler’; minor ‘truer’ < *men- ‘rage frem’ – en sjælden rod i urie. men vi kender den fra prōminēre ‘rager frem’; imminēre ‘være overhængende, truende’.
- Stilling efter labial antages af Watkins apud de Vaan mens Weiss har lidt forskellige regler; Zair (2017) regner med en vis regelløshed:
- vigēre ‘være livskraftig, i vigør’ < *u̯eg̑-ḗ- (nydannet ē-præsens iflg. Watkins apud LIV)
- vitulus m. ‘tyrekalv’ (umbr. vitlu, akk.sg.) < *u̯et-elo-.
Weiss: *e > i /u̯ {s, t} - vispillō ~ vespillō ‘ligbærer’
Weiss: *e > i /u̯ {s, t} - villus m. ‘tykt og tottet hår’ ~ vellus, -eris n. ‘afklippet uld af får’ ← vellere ‘at plukke’< *u̯el-n-h2-, nas.præs. ← *u̯elh3–
- firmus < *dʰer-mo-
Weiss: *e > i / _rC, i “dialektal” latin - fiber ‘bæver’ < *bʰebʰru-, jf. skt. babhru- ‘desmerdyr’, oht. bibar ‘bæver’
- pinna ~ penna f. ‘vinge, fjer’ < *peth2-nah2–
- Omlyd antages i nogle tilfælde, af hvilke to har en nasal og et har en initial labial og således passer til ovenstående regler om stilling før/mellem nasal og efter labial:
- similis < *semali- < *sm̥h2el-i-; gr. ὁμαλός. Jf. semel ‘én gang’
- cinis, -eris m. ‘aske’ < *kenis- (her er man nødt til at antage e/o-aflyd, fordi alle andre sprog tilsyneladende har o i roden: gr. κόνις, tokh. B kentse < *kon-is-o-)
- vigil adj. ‘vågen’ < *u̯eg-li-; ← urie. *u̯eg̑- (man er så nødt til at antage, at uigil har påvirket verbet uigēre ‘være aktiv, livskraftig’, som også er afledt af *u̯eg̑-)