Hovedreglen
*a > a
- sāl, salis m./n. ‘salt’ < *sāl, *salós; gr. ἅλς (eller *seh2l-, *sh2lós)
- caper m. ‘gedebuk’ overfor gr. κάπρος ‘vildsvin’
I de fleste tilfælde afspejler latinsk a et *e, der er blevet farvet af en laryngal:
- agere ‘drive, føre’; gr. ἄγω < *h2ag̑-
- amāre ‘elske’ – hvis til roden *h2emh₃- ‘gribe fat i → sværge’; gr. ὄμνυμι ‘sværge’; ved. am i – ‘gribe, sværge’
- ante ‘foran, før’; gr. ἀντί < *h2ént-i, jf. hitt. hanza adv. ‘foran’, skt. ánti-
- āra f. ‘alter’; jf. hitt. hāšša– < *h2eh1seh2
Andre gange afspejler a en vokaliseret laryngal:
- patēr m. ‘far’ *ph2tēr (skrives også *pə2tēr)
To sældne regler fra tidlig oldlatin
*a > o /u̯ .CV́
Dvs. *u̯a > *u̯o- i prætonisk, åben stavelse. En meget sjælden regel (Weiss s. 141; Sommer 1914: 110)
- vocīvus ~ vacīvus adj. ‘tom, ledig’; jf. vacuus adj. ‘tom’.
*a > e /i̯ i̯
Dvs. *a > e i stilling mellem to *i̯’er. Også en sjældent observérbar regel, som er foregået i historisk tid, idet Plautus både har iaiiūnus og ieiiūnus (Weiss. s. 141).
- iaiientō ‘spiser morgenmad’ > ieiientō; se følgende:
- iaiiūnus > ieiiūnus ‘fastende, afholdende, sulten’; Intervokalisk -ii- tyder på *i̯ag-i̯- (jf. maiior < *mag-i̯os-), og Forssman har foreslået, at her er tale om en afledning til *hi̯ag̑- ‘at ofre’, jf. ved. yaj ‘at ofre’: *hi̯ag̑-i̯u-, jf. ved. yajyú- ‘from; som ærer guderne; som bliver æret som en gud’. Idéen er, at man ofrer på tom mave; så længe man ikke har ofret har man altså heller ikke spist (de Vaan 296–7).