• Til vokalstammer:
  v-perfektum til stammer på oprindelig langvokal;
  u-perfektum til stammer på oprindelig kortvokal.
• Den mest udbredte perfektumstype i latin.
• Dannes til sekundære verber, fordi verber af denne type slet ikke dannede perfektum i urie. Perfektum dannes jo til roden, ikke til en afledt stamme.
• I vedisk feks. begynder verber af denne type at danne perifrastiske perfektumsstammer (ks. jānáyati → pf. janayām cakāra). Måske det er det samme, der er sket i latin.

u/v-perfektum og de fire konjugationer

• Det såkaldte “v-perfektum” dannes til stammer med udlydende langvokal.
• Det såkaldte “u-perfektum” dannes til lette rødder og stammer med udlydende kortvokal. 2. bøjningsverber analyseres som stammer med kortvokal: urie. *mon-éi̯e- → italisk *moné-i̯e-.
• Ofte følges supinum og u/v-perfektum ad, dvs. u-perfektum følges typisk af supinum på -V̆tum, v-perfektum af supinum på ‑V̄tum:
  amāre : amāvī : amātum
  monēre : monuī : monitum
  assuēscere : assuēvī : assuētum
• Bemærk, at den anapæstiske struktur i feks. mŏnŭī er den samme som tilsyneladende efterstræbes i det reduplicerede perfektum: cĕcĭdī, ikke *cecīdī

1. bøjning

Faktitiver og denominativer danner v-perfektum og supium på -ātum

• donāvī, donātum til præs. *don-ah₂-i̯e-
• novāvī, novātum til præs. *neu̯-ah₂-i̯e-

Gamle kausativer/iterativer (der kun ved et tilfælde er endt i 1. bøjning) danner u-perfektum og supinum på ‑itum

• domuī, domitum til præs. *domh₂-ei̯e-
• tonuī, tonitum til præs. *tonh₂-ei̯e-
• sonāre, sonuī, sonitum til præs. *-su̯onh₂-éi̯e-
• vetuī, vetitum til præs. *u̯oth₂-ei̯e-

2. bøjning

v-perfektum forekommer her kun i forbindelse med rødder på *-eh₁

• flēuī ← flēre
• complēuī ← complēre

u-perfektum dannes til:

(a) lette rødder

• habēre: habeō, habuī, habitum
• monēre: moneō, monuī, monitum
• tacēre: taceō, tacuī; tacitus
• calēre: caleō, caluī; calidus; calitūrus

En lille håndfuld verber passer tilsyneladende ikke til reglen – men har muligvis gjort det i uritalisk, før R̥ → VR. Følgende rekonstruktioner er fra LIV:

• arcēre: arceī arcuī, – < *hr̥k-éi̯e-
• splendēre: splendeō, splenduī; splendidum < *spln̥d-h₁i̯é-
• torpēre: torpeō, torpuī; torpidum < *tr̥ph₁i̯é-

Et verbum der ikke følger hovedreglen er:

• manēre: maneō mānsī, jf. gr.  ἔμεινα `*mēn-/men-s-

(b) oprindeligt u-perfektum til rødder på finalt -u/-v

Resultatet er et langvokalisk perfektum:

• cavēre: caveō, cāvī, cautum
• favēre: faveō, fāvī; fautūrum
• fovēre: foveō, fōvī, fōtum
• movēre: moveō, mōvī, mōtum
• vovēre: vōvī, vōtum

(c) tunge rødder på finalt -r, -l eller -s:

Ved tunge rødder venter vi s-perfektum eller redupliceret perfektum. Men: hvis –s– ville bortassimileres (til udl. –r, -l eller -s), har vi alligevel u-perfektum:

• callēre: calleō, calluī, callidum ← callum
• flōrēre, flōruī; flōridum ← flōs m. ‘blomst’
• pārēre: pāreō, pāruī; pāritūrus af usikker oprindelse
• ārēre: āreō, āruī; āridus < *h₂h₁s-h₁i̯é- med sekundært ā iflg. LIV

I nogle tilfælde ansætter LIV nultrinsformer, der i uritalisk ville give en let form af roden – men det er usikkert om så gamle former kan have relevans for u-perfektum, der jo er en latinsk innovation:

• horrēre: horreō horruī; horridum < *g̑ʰr̥s-h₁i̯é- eller *g̑ʰors-éi̯e- iflg. LIV
• cēnsēre: cēnseō, cēnsuī, cēnsum < *k̑N̥s-h₁i̯é- iflg LIV
• terrēre: terreō, terruī, territum; LIV: < ital. *tersē- < *tr̥s-ē- < *tros-ē- < *tros-éi̯e- med samme synkope som i tertius < *tr̥tii̯o-. Umbr. tursitu ‘skal jage’ kommer af samme form, men med indflydelse fra gudenavnet Tursa

3. bøjning

Selvom u/v-perfektums oprindelse er uklar, er der enighed om, at typen opstod i de sekundære verber. Den optræder dog også regemæssigt i tredje bøjning i forbindelse med lette rødder (Jf. Meiser 1998: 205–206).

v-perfektum dannes til langvokaliske rødder

• spernere: ‘adskille’: spernō, sprēvī, sprētum
• sternere: ‘sprede’: sternō, strāvī, strātum
• terere ‘gnide, rive’: trīvī, trītum; men opteruī

Et -īv- perfektum dannes til rødder på -ss- (idet de hverken kan danne u- eller s-perfektum:

• capessere ‘gribe’: capessīvī, capessītum
• quaesere/quaerere: quaesīvī, quaesītum
• (petere ‘række efter noget’: petīvī, petītum)

u-perfektum dannes til lette rødder. Det er vel i sin oprindelse et v-perfektum til rødder med udlydende kortvokal, som *gena-u̯- ← *g̑enh₁-.

• gignere ‘avle’: gignō, genuī, genitum
• accumbere ‘lægge sig (for at spise)’: accubuī, accubitum
• colere ‘dyrke, bebo’: coluī, cultum

Et umarkeret perfektum til rødder og stammer på -u er tydeligvis opstået af u/v-perfektum. Nogle er denominale (bemærk midsætningen til afledninger af i-stammer, der danner perfektum på -īvī):

• acuō, -uī, -ūtum (adj. acu-, jf. acus, -ūs f. ‘nål’)
• metuō, -uī, -ūtum ← metus, -ūs m. ‘frygt’
• statuō, -uī, -ūtum ← status, -ūs m. ‘stilling’
• tribuō, -uī, -ūtum ← tribus, -ūs f. ‘stamme’
• arguō, -uī, -ūtum < urie. *h₂erg̑- ‘hvid’
• minuō, -uī, -ūtum, beslægtet med minor adj. ‘mindre’

Andre er primære præsensstammer fra urie. rødder:

• sternuo, -uī, — < urie. nasalpræsens?
• imbuō, -uī, -ūtum af usikker oprindelse
• luō, luī, -lūtum < urie. *leu̯H-
• solvō, solvī, solūtum ← *se-lū-, ← luō
• ruō, ruī, rŭtum < urie. *h₃reu̯-
• spuō, -uī, —  < urie. *spi̯uH-
• suō, suī, sūtum  < urie. *si̯uH-
• volvō, volvī, volūtum  < urie. *u̯el-u-, u-præsens
• -nuō, -nuī, —   < urie. *neu̯- ‘nikke’
• (con)gruō, -uī, —  < urie. *gʰreu̯H
• ex-/ind-uō, -uī, -ūtum  < urie. *h₃eu̯- ‘tage (bekældning) af, på,’

4. bøjning

Her er u/v-perfektum dominerende.

Som i 1. bøjning danner denominativer v-perfektum, med en uventet forlængelse af afledningsbasens stammevokal:

• vestīre: vestiō, vestīvī, vestītum ← vestis
• balbūtīre < *balbūtus
• sitīre: sitiō, sitīvī, sitītum ← sitis
• servīre: serviō, servīvī, servītum ← servus
• saevīre: saeviō, saevīvī, saevītum ← saevus
• pūnīre: pūniō, pūnīvī, pūnītum ← poena
• partīre: partiō, partīvī, partītum ← pars, -tis
• mūnīre: mūniō, mūnīvī, mūnītum ← moenia
• mollīre: molliō, mollīvī, mollītum ← mollis
• impedīre: impediō, impedīvī, impedītum ← pēs, pedis
• custōdīre: custōdiō, custōdīvī, custōdītum ← custōs, –dis
• sepelīre: sepeliō, sepelīvī, sepultum < ?

v-perfektum forekommer yderligere i:

• amb-īre: ambiō, ambīvī, ambītum 
• ad-cīre: acciō, accīvī, accītum
• scīre: sciō, scīvī, scītum
• parturīre: parturiō, parturīvī, partum
• ēsuriō, ēsurīre: ēsurīvī?, ēsurītum
• sōpīre: sōpiō, sōpīvī, sōpītum < *su̯ōp-i̯e-?
• dormīre: dormiō, dormīvī, dormītum < *dr̥m-i̯e-
• blatīre: blatiō, blatīvī, blatītum

u-perfektum er mere sjældent; eksemplerne er alle til kortvokalisek rødder:

• am-icīre: amiciō, amicuī, amictum (jf. jacere: jaciō, jēcī, jactum)
• re-perīre: reperiō, repperuī, repartum (jf. parere: pariō, peperī, partum)
• ap-erīre: aperiō, adaperuī, adapertum < urie. *h₂u̯er-
• salīre: saliō, saluī, saltum < urie. *sel-

Ellers danner verber af fjerde bøjning s-perfektum eller langvokalisk perfektum.

Oprindelse

Uklar oprindelse. En latinsk nydannelse. dvs. denne type findes ikke i sabellisk (!). Muligheder:

1. Perfektum af *bʰuh-: 1sg. *bʰuu̯-ai̯
2. Perfektum participium aktiv, urie. *-u̯os-/-u̯ot-/-u̯es-/-us. Her er to muligheder:
   (a) Suffikset er undergået elision til -u’
   (b) suffikset er lydret blevet til *-u̯is-, som feks. ses i 2sg. ville give *-u̯is-s; denne form fik perfektumsendelsen og blev til -uis-tī. Derudover var der yderligere analogiske udviklinger. Blev allerede foreslået af Schultze (1887: 272-274) og accepteret af Pulgram (1978: 117), men associeres i dag mest med Rix og Meiser (1998: 204; 215). Nævnes ikke i Fortson (2016) eller  Weiss (2020: 436–437), mens Vine (2017: 793) har en henvisning til Meiser (1998: 204; 215).
   (c) Suffikset blev til en i-stamme med nom.sg.: *-u̯os-is. Feks. konjunktiv *-u̯os-is sīs > *-u̯is-is sīs → *-u̯is-īs → –verīs
3. samme fænomen som ved. jajñáu, tastháu, osv, pf.til sthā-, jñā– osv. Weiss : 411 er tilhænger af denne idé; Fortson (216) finder den mindre sandsynlig, da en vigtig form, jajñau først er attesteret efter Rigveda og derfor kan være skundær.

Med hensyn til typens udbredelse inden for de forskellige bøjningsklasser er det naturligt at antage, at det først blev produktivt i de sekundære klasser der ikke dannede aorist eller perfektum i urie.

Det kan iaggtages i historisk tid, at u-perfektum erstatter reduplicerede perfektumsformer (Meiser 1998: 206):

• meminī → monuī
• tetinit → tenuit
• pepercit → parcuit Naev.com. 69 
• cecinī → occinuī
• trīvī → opteruī
• credidī → concreduī PL. Cas. 479

I den forbindelse er det interessant, at det uritaliske perfektum tilsyneladende generaliserede nultrinsformen af roden, så den reduplicerede stamme gennemgående udgjorde to korte stavelse, som i lat. tetigī ∪∪×. Eftersom u-perfektum overvejende dannes til lette rødder, er resultatet den samme metriske struktur: habuī ∪∪×.

Som nævnt lader det til, at nogle af de u-perfektumssstammer der synkront har langvokal, som feks. splenduī, havde kortvokal i uritalisk: *spln̥d-. Spørgsmålet er, hvordan u-perfektum, der er en latinsk nydannelse, kan selektere rødder, der tidligere har været korte? Det forstås måske bedst hvis vi antager at her er tale om gamle perfektumsstammer, feks. *spe-(s)pln̥d-, der er overgået til u-perfektum. Det besvarer ikke spørgsmålet hvorfor vi her har et u-perfektum dannet til en synkron tung rod – men vi ved i det mindste at det ville være en parallel til pepercit → parcuit i Naevius.