3. deklination

Urie. konsonant‑, i– og ih₂-stammer

De indoeuropæiske konsonant- og i-stammers bøjning har i latin påvirket hinanden, således at man samlet kan tale om én deklination, der dog kan underinddeles i

1. de mere konsonantiske stammer.
2. dem der mere ligner i-stammer
3. dem der viser træk af begge bøjninger

Derudover regner man med en vis indflydelse fra de feminine *ih₂-stammer, nemlig i adjektiver af typen suavis, der er overgået fra u- til i-stammebøjning via f. *su̯eh₂d-u-ih₂, jf. ved. svādú- m.; svādvī f.. Måske det er på grund af denne type, at latin har så mange i-stammeadjektiver. Det er selvfølgelig lettere problematisk, at disse adjektiver alle har kort i som deres stammemærke, men jf. at også neptis f. ‘barnebarn, niece’ < *nept-íh₂-, jf. ved. naptī́ḥ.

Det fører til tre bøjningstyper, der adskiller sig i følgende former:

Et udgangspunkt for sammenfaldet mellem de to bøjningstyper er, at i-stammernes suffiks i mange tilfælde regelmæssigt går tabt, så der ikke længere er et gennemgående ‑i‑ i bøjningen. Det drejer sig om:

1. Endestavelsessynkope af nom.sg. *‑ris > -er og *‑tis > -s
2. Intervokalisk svind af ‑i̯‑ i nom.pl. *‑ei̯es > ‑ēs
3. Muligvis kan Stangs lov have ført til akkusativer på *‑ei̯m > *‑ēm, der kunne give anledning til analogiske nominativer på *‑ēs i stedet for *‑ēi̯s > *‑īs (jf. nom.sg. diēs ← diēm < *di̯eu̯m). Men det kommer an på, om Stangs lov overhovedet virker på *i̯.
4. Mulig haplologi i dativ singularis *‑ei̯-ei̯, allerede i uritalisk (se nedenfor)

I konsonantstammerne var følgende udvikling relevant:

1. I dativ pluralis indførtes ‑i‑ som bindevokal, formentlig for at undgå besværlige konsonantgrupper: *ped-bʰos > pedibus; jf. ved. paḍbhíḥ.

Der er en tendens til, at substantiver følger konsonantstammernes bøjning, adjektiver derimod i-stammernes; således adjektiverne ācer m., ācris f., ācre n. ‘skarp’; tenuis ‘tynd’; grāuis ‘tung’. Men bemærk, at adjektiverne har generaliseret konsonantstammeendelsen ‑em! I historisk perspektiv skal det bemærkes, at sabellisk bevarer den konsonantiske nom.pl.-endelse *‑ĕs, men indfører i-stammernes *‑ei̯s i genitiven. Se udvalgte tredjebøjningsstammer her.

Tredje bøjning

32. F.eks. pater.
33. Sekundært fra i‑stammerne: canis, mēnsis, iuuenis er alle gamle konsonantstammer (*k̑uu̯on-, *meh₁-ns-, *h₂i̯u-h₃onh₂-)
34. Usikkert hvorfor ‑is i enkelte tilfælde er gengivet på denne måde.
35. Former som vulpēs, nūbēs formodes af nogle at afspejle gl. hysterodynamiske (HD) i‑stammer, med atematisk nom. sg. *‑ē(i̯), akk. *‑ei̯m > ‑ēm (idet de mener at Stangs lov ville applicere her). Både Meiser og Weiss antager, at nom. sg. ‑ēs afspejler urie. *‑ē(i̯) med sekundært tilføjet -s.
    Weiss (2009: 243) mener, denne form *‑ēi+s muligvis lydret ville give -ēs; Meiser derimod mener udfaldet ville være *‑ei̯s (med Osthoffs forkortelse) > *‑īs. En lignende forklaring er nødvendig for uerrēs ‘vildsvin’, der afspejler urie. *h₂u̯r̥s-en‑ n‑st. med nom. sg. *h₂u̯r̥s-ē, jf. ved. nom. sg. vŕ̥ṣā, gen. vŕ̥ṣṇas. Denne nom. sg. *h₂u̯r̥s-ē ville > *verrē og har altså fået et sekundært s.
36. Apokope: mors < *mortis, ars < *artis, etc. Dog ingen apokope i hostis, orbis, vestis, dulcis, fortis, turpis.
37. Apokope efter ‑r og ‑l: vigil, pugil, dēbil(is); i adjektiver med tre endelser fordelt efter køn (dvs. ingen apokope i f.): M. alacer, ācer F. alacris, ācris. N. alacre, ācre
38. Fx. cor n. ‘hjerte’ < *k̑r̥d.
39. F.eks. mare ‘hav’, rete ‘net’
40. Ved den særlige apokope der rammer neutrale, nominale i-stammer på -l og-ar, på over to stavelser (animal, calcar).
41. Uventet refleks; klassisk latin har turrim.
42. Endelsen ‑em er (overraskende) generaliseret i adjektiver (fortem), maskuliner (hostem) og stammer med synkoperet nom.sg. (mēns, mentem); ‑im er arkaisk (og dialektal), jf. adverbielle former: partim ‘delvist’ → kl. distributivsuffiks ‑tim; paulātim ‘lidt efter lidt’. Endelsen ‑im er altså forbeholdt feminine substantiver. I sabellisk er der intet sammenfald mellem i- og konsonantstammernes akkusativ, ej heller ablativ.
43. Lydret, hvis man tror på Stangs lov, + regelmæssig forkortelse.
44. Sporadisk bevaret; jf. nox adv. ‘om natten’. DIOVOS osv. er iflg Weiss (2009:202) overvejende ikke-urbant latin.
45. Iflg. Weiss (2009: 238) er abl.sg. på *-ed forklaret som falske arkaismer, der ikke vandt indpas. Dannet til lokativens *-i > *-e.
46. Lokativens ‑e < Urie. *‑i.
47. Uritalisk *‑īd med *‑V̄d fra tematisk bøjning. Erstattes i 2. årh. generalt af ‑e, bortset fra i gamle neutrale i-stammer. Men se feks. kl.lat. ignī ‘ild’ (aquā et ignī interdicere ‘nægte vand og ild → forvise’).
48. nt-participierne kan have ablativ på -e eller -ī. Meiser er tilhænger af den teori, at ablativen på ‑e forekommer når participiet bruges verbalt. Det vil i typisk sige, at man kan oversætte participialfrasen med en underordnet sætning:
    – ex flagrante domō ‘ud af et brændende hus/et hus der brændte’
    Ikke alle eksempler er dog lige tydelige:

    – ā sapiente ‘af en klog/vidende mand’
    I følge samme teori bruges i-stammernes ablativ på -ī i i adjektivisk brug. Det vil sige, at participiet beskriver en egenskab, ikke en igangværende handling:
    – in flagrantī crimine ‘(taget) i ‘brændende’ forbrydelse
    – sapientī cōnsiliō ‘med et viist råd’.

    Lokativen på -ī er muligvis identisk med i-stammernes lokativ på *-ei̯ (Fortson 2018: 209)

49. Urie. *‑ei̯ei̯ kan have udviklet sig til -ī på to måder:
    (1) haplologi (ses muligvis også i slaviske i-stammer, feks. oksl. gosti): *ei̯-ei̯ → *‑ei̯ > ‑ī (Weiss 2009: 244; Vine 2017: 761)
    (2) lydret *-ei̯ei̯ > *-ēi̯ > -ī
50. Dermed faldt i-stammernes dativ sammen med konsonantstammernes; Klingemschmitt mener, at denne udokumenterede udvikling havde betydning for, at i- og konsonantstammer blandedes sammen
    49a: abl. på -ī mest i neutrum.
51.  Sporadiske former.
52. Vine (2017: 759): fra de tematiske stammers *-oi̯. Men sammesteds: “Loc. sg.: U. ocre ‘mountain’ (i-stem) with *-ei̯ or *-ēi̯”

52 Fra i-stammernes *‑ei̯‑es. Samme analogi ses i hittitisk, hvor konsonantstammernes nom.pl. ender på -eš < *ei̯es.
Konsonantstammernes *-es er bevaret i sabellisk.
53 Fra i-stammernes akkusativ pluralis.
54 Lydret: *‑n̥s > *‑ens > *‑ēs. Eller *-m̥s, som > hitt. -uš
55 Fra konsonantstammerne.
56 Lydret. Erstattes i klassisk latin gradvist af ‑ēs.
56a Nok det eneste eksempel på, at *h₂ > a i udlyd. I i-stammerne venter vi *‑ī, så ‑ia er nok analogisk fra konsonantstammerne, ligesom det er det i de tematiske stammer.
57 pūmiliō  ‘dværg.’ Gen.pl. *-ōm, iflg Vine (2017: 759). Weiss mener slet ikke der findes evidens for en endelse *‑ŏm. Spørgsmålet er, om *-ōm ikke skulle forkortes til *‑om, snarere end -um.
 58 Med ‑i- fra i-stammerne.

Nogle særlige stammer

Lat. bōs, bouis har en særlig historie. Saussure antog en proterodynamisk u-stamme afledt af roden *gʷoh₃‑ ‘at føre på græs’, som ses i gr. βόσκω. En sådan stamme ville have formerne nom.sg. *gʷoh₃-u-s, gen.sg. *gʷh₃-u-ós. Jochen Schindler, der fik følgeskab af Jens Elmegård Rasmussen i den sag, rekonstruerede et akrostatisk rodnomen: nom.sg. *gʷōu̯-s, gen. *gʷou̯-s. Begge rekonstruktioner fører til problemer, og selv har jeg foreslået en hysterodynmaisk u-stamme: nom.sg. *gʷh₃-ēu̯(s), gen.sg. *gʷh₃-u̯-ós. Hvilket skema man følger er ikke så vigtigt for de latinske former. Hvad der er vigtigt er:

1. at Urie. *gu̯ > *u̯‑ i latin, så bōs kan ikke være nedarvet, men må være lånt fra sabellisk
2. at akk.sg. hedder bum < *bōm på umbrisk og viser Stangs lov
3. at det latinske paradigme har generaliseret *bou̯‑ i alle former undtagen nom.sg. – en helt normal udvikling i latin, hvor nom.sg. typisk har en anden stammeform end resten.

Nedenstående skema viser nogle vigtige reflekser af ordet i græsk og vedisk samt de analogiske udviklinger, der skal til , hvis vi forudsætter, at ordet er en hysterodynamisk u-stamme.

Iūpiter med gen. Iouis går tilbage til et hysterodynamisk i-stamme. Paradigmet er blevet udspaltet til to forskellige stammer: den vi ser i Iū-piter og den vi ser i diēs ‘dag’, som bøjes efter femte bøjning. Den oprindelige betydning ‘himmel’ ses i udtrykket sub ioue ‘under åben himmel.’

Nom.sg.: Jf. ved. dyáuḥ, gr. Ζεύς

• Urie. *di̯ēu̯s ses stadig i Diūs Fidius ‘troskabens gud’.
• Urie. *di̯ēu̯s er også bevaret i adverbiet nūdiūs tertius, quartus, quintus ‘nu er det X dage siden; for X dage siden’
• Diēspiter er dannet efter samme mønster som diēs, se nedenfor.
• Iouis er en sekundær dannelse, efter mønstret nom.sg. cīuis, gen.sg. cīuis

Øvrige kasus

• Efter vokativen *di̯eu, som ses i Iū-piter
• Gen.sg. DIOVOS “ikke-urbant latin” iflg Weiss (2009:202)