De substantiviske former af verbet er:
- Gerundium, som bøjes i akkusativ, genitiv og dativ/ablativ
- Infinitiv, som beskrives som den nominativ, gerundiet mangler, men som er opstået af gamle lokativ- og dativformer
- Supinum, som bøjes i akkusativ, genitiv og dativ
Infinitiv og supinum dannes med en lille samling suffikser, der også danner infinitiver og lignende i andre sprog:
Infinitiv
Infinitiven er den eneste substantiviske form, der er repræsenteret både i aktiv og passiv og i alle tre tempora:
| Aktiv | Passiv | |
| Samtid | amāre monēre tegere salīre esse | amārī; AVOCARIER monērī legī; FIGIER salīrī – |
| Fortid | amāuisse monuisse lēgisse saluisse fuisse | amātus esse monitus esse lēctus esse saltus esse – |
| Fremtid | amātūrus esse monitūrus esse tēctūrus esse saltūrus esse fore / futūrus esse | amātum īrī/olat. īrier monitum īrī/olat. īrier lēctum īrī/olat. īrier saltum īrī/olat. īrier – |
Aktive former
- Egentiorem <ho>minem <quam ego su>m neminem neque esse credo nec fuisse nec fore
“Jeg tror hverken, at der findes eller har fandtes eller nogensinde vil findes en mand, der er fattigere end jeg er.”
(Plautus Vid. 81)
Infektum: ‑(e)re *-se
- Analyseres traditionelt som < *‑es-i, lok.sg. af en s-stamme. Jf. feks. *g̑enh₁-es-i > genere, abl.sg.. At endelsen indeholder *‑s-, ikke *-r-, ses feks. i esse.
- Suffiksets *e er gået tabt, måske fordi det er blevet analyseret som temavokalen.
- Her ville være tale om en målets lokativ; denne brug ses stadig i feks dō bibere ‘giver (til) at drikke’ (Rubenbauer & al. 1975: 187).
Perfektum
Uforklaret perfektumsmarkør ‑is‑ + infinitivens *‑se.
Meiser (1998: 225): -isse måske identisk med esse. Om esse kan → isse, er usikkert. I indre stavelse venter vi esse, men i første stavelse har vi eksempler på *u̯es > *u̯is, hvilket er interessant, fordi isse i mange tilfælde forekommer efter perfektumsmarkøren -u-. En klar fordel er, at infinitiven således kun har én perfektumsmarkør (-u-) og ikke to (-u- + -is-).
Futurum
-tūrus esse, med det uforklarede futurumsparticipium.
Oldlatinske futurumsformer: amassere osv. dannet til urie. desiderativ.
Passive former
Infektum
I, II og IV: -ēr-ī, -ār-ī, -īr-ī: Den aktive infinitiv + *-ei̯.
Oldfaliskisk har en inf. menesei ‘at forblive’, der er blevet sammenlignet med lat. manērī, men også antages at kunne afspejle en urie. lokativ (Vine: 796 Weiss 2020: 474); jf. hom. μενεϊ.
III: -ī < *-ei̯, dativ singularis af et rodnomen.
En lignende dannelse ses i vedisk:
- ved. bhuvé < *bʰuh₂-ei̯, dvs dativ sg. til rodnomen.
-IER forekommer i oldlatin og hos nogle digtere. Iflg. Meiser er der tale om en instrumentalis på *-ieh₁ + passivens ‑r. Ligner den vediske absolutiv på -yā (ut-tā́-ya ← ud-sthā́-ya ‘opstående’– jf. sthā-)
- ego nolo me meretricem dicier
“jeg vil ikke kaldes prostitueret”
-RIER ses også i oskisk (sakrafir). Lader til at afspejle *‑dʰi̯ōi̯ > *-δie, ses i umbrisk (pihafei). Udviklingen δ > -r- minder om det vi ser i meridiēs ← *medʰi̯o-diēs, men det er også blevet forslået at her er tale om indlfydelse fra den aktive infnitiv, der på et tidspunkt endte på *-zi < *‑si. Lang forklaring hos Fortson (2012)
I passiv tilføjes –r‑: *-δier > -rier, jf. lat. amārier.
Beslægtet med iir. *‑dhyai (ved. píbadhyai ‘at drikke’).
Eksempler:
- 1. raptarier
- 2. obtuerier
- (3. afferrier)
- 4. convestirier
- omnes mortales sese laudarier optant
“alle dødelige ønsker at blive rost”
Perfektum
Let gennemskuelig perifrastisk form
Futurum
Dannes med første supinum, en akkusativform til en tu-stamme, samt en passiv infinitiv til eō ‘går’
Supinum
1. supinum (akk.)
– cubitum īre ‘at gå og/for at lægge sig’
– nuptum dare ‘give til ægte’
Jf. vedisk hótum ‘til at ofre’
Endelsen -tum er akkusativ singularis af en urie. tu-stamme.
2. supinum (abl.)
– mirābile dictū
– lepida sunt memorātuī (Plautus, ét eks.)
Endelsen -tū er nok en dativ singularis til en urie. tu-stamme, men kan også være en ablativ. Endelsen -tuī forekommer muligvis kun én gang, Plautus Bacch. 62.
Gerundium
- Afledes til verbalstammen (modsat f.eks. supinum)
- Et aktivt og transitivt verbalnomen
- Kan tage et akkusativobjekt; men her bruges en konstruktion med gerundiv
- Forekommer kun i singularis og i alle andre former end nominativ:
| Akkusativ | amandum | monendum | gerendum | audiendum |
| Genitiv | amandī | monendī | gerendī | audiendī |
| Dativ | amandō | monendō | gerendō | audiendō |
| Ablativ | amandō | monendō | gerendō | audiendō |
Eksempler
- ad quod gerendum praetor a populo factus
“hvilket folket havde gjort ham til prætor for at gøre …” - mihi ad enarrandum hoc argumentum est comitas,
Jeg har elskværdigheden til at forklare jer komediens plot - si ad auscultandum uostra erit benignitas;
Hvis I vil have velviljen til at lytte - et meam partem loquendi et tuam trado tibi; …
Både min tur til at tale og din giver jeg til dig; - … ad loquendum atque ad tacendum tute habeas portisculum.
du får taktstokken (der giver tegn) til at tale og til at tie - Iam si est Ceres a gerendo
“Igen, hvis navnet Ceres kommer af (det verbum der betyder) at bære frugt …” - ars amandī ‘elskovskunsten’
- modus vivendī ‘levevis’
- sic ulciscar facinora singula, quem ad modum a quibusque sum provocatus: malos cives rem publicam bene gerendo, perfidos amicos nihil credendo atque omnia cavendo, invidos virtuti et gloriae serviendo, mercatores provinciarum revocando domum atque ab iis provinciarum rationem repetendo.
“Jeg vil således straffe deres ugerninger på samme måde som jeg er blevet provokeret af hver af dem: Dårlige medborgere ved at administrere staten godt; utro venner ved ikke at have tiltro til noget og være mistænksom over for alt; de misundelige ved at hengive mig til dyd og ære og dem der handler med provinser ved at kalde dem hjem og forlange et regnskab [?] for provinserne. “
Gerundiven sættes typisk ind i stedet for gerundium, når der optræder et objekt:
- summaque alacritas et cupiditas belli gerendi innata est
“Den største lyst og attrå efter at føre krig blev skabt” - Osk. trííbum ekak … upsannam deded
“han befalede at bygge dette hus”
Jasanoff mener, konstruktioner af denne type bygger på lignende gerundivkonstruktioner. Jens Elmegård Rasmussens påstår det modsatte, se længere nede.
Oprindelse
Da gerundium er en både aktiv og transitiv form antager man traditionelt, at den har en anden oprindelse end gerundiven, der jo er passiv.
- Risch, Jasanoff (2006): fra gerundiven; Jasanoff mener, talere let kunne slutte fra ad librum legendum (med gerundiv) til ad gerendum. Men faktisk har andre forskere (heriblandt H Hettrich) påpeget, at gerundivkonstruktionen nok er udviklet af en konstruktion med gerundium
- Rasmussen 1999 [1996]: en tematisk afledning til en *men-stamme: *-m̥n-o-, med samme uventede udvikling *mn > nd som han postulerer for gerundiven. Jasanoff (2006) kalder denne udvikling “a typological monstrosity”. Der er dog flere fordele ved Rasmussens konstruktion.
Gerundiet iflg. Jens Elmegård Rasmussen
JER har en længere udredning af *men-stammernes aflyd samt de deraf afledte *m̥n-o-stammers reflekser.
★ Fordel nr. 1
Udgangspunktet er verbalnominer på *-men- af typen. De afledes fra roden, ikke verbalstammen. ★ Det kunne forklare, at gerundiet sjældnere har spor af temavokalen (sequendum, ikke *secundum) ★:
- Lat. sē-men, ag-men, ter-men
- Gk. σπέρμα, τό ‘sæd’, τέρμα, ατος, τό ‘ende, grænse, mål’, ῥεῦμα, τό ‘det flydende, strøm, flod’
- Ved. karman- n., jániman- n.
Disse stammer er proterodynamiske; det ses ud fra
- lat. nōmen, oldirsk gen. sg. anmae
- at roden kunne have både fuld- og nultrin: Gk. θέμα, τό ‘opstillet påstand, sætning’, τρῆμα, τόd ‘hul, åbning’, ῥῦμα, τό ‘buestreng’
Aflyden viser polarisering af accenten, der var fuldbyrdet i inst. sg.:
- Nom.sg. *kʷér-mn̥
- Dat.sg.*kʷr̥-mén-ei̯
- Inst.sg. *kʷr̥-mn-óh₁ → -n-óh₁; -m-óh₁
- Lok. sg. *kʷr̥-mén(i)
I forbindelse med rødder af den ovenstående type optræder sekvenser på -mn- aldrig, da de er blevet simplificeret ved Johannes Schmidts regel.
★ Fordel nr. 2
Dog forekommer der dannelser med fuldtrin af en type, der udløser vokalisering af *-m-. Til disse dannelser forekommer tematiske afledninger på *-m̥n-o-; JER påviser at ★ sådanne dannelser optræder i flere sproggrene ★ (til forskel fra Jasanoffs gerundiv-suffiks, der kun har en typologisk parallel i slavisk).
I Latin bliver denne type dannelser til gerundium
- vertendum < *u̯ertm̥n-o- < *u̯ert-men-
I vedisk har vi eksempler som:
- Ved. vártana- n. ‘drejning’ < *u̯ertm̥n-o- ← várt-man- n. ‘spor’ < *u̯ert-men-
- Ved. vásana- n. ← vásman- n.
- Ved. áyana- n. < *h₁ei̯m̥n-o- ← éman- < *h₁ei̯-men-
I baltoslavisk reduceres m̥n > im, ses også i participiet: *u̯eg̑ʰ-m̥h₁n-o > lit. vežimas, Oksl. vezomŭ. Eksempler:
- Lit. vertìmas ‘oversættelse’ < *u̯ert-m̥n-o-
- Oksl. pisĭmo ‘skrivning’, lit. piešìmas ‘tegning’
Også i græsk findes denne type; her ser vi andre køn end neutrum, muligvis fordi disser former oprindelig var adjektiver:
- ἑᾰνός, ἡ (ἕννυμι) ‘kvinders pragtklædning’
- στεφᾰ́νη, ἡ ‘omhegning, rand, krans’; στέφᾰνος, ὁ ‘omgivelse, omkransning’
- δρεπᾰ́νη, ἡ (δρέπω) ‘segl’; i prosa δρέπᾰνον, τό
Visse græske former har -onē, tilsyneladende en dissimilation:
- περόνη, ἡ ‘spids, torn, nål, < *perh₂-m̥n-ah₂
- ἀκόνη, ἡ ‘slibesten’ < *h₂ak̑-m̥n-ah₂, jf. gall. acaunum ‘sten’
I kontinentalkeltisk dukker typen op i infinitivstammer med u-diftong + n
- keltiberisk amPi-TinCounei /ambidingounei/ ‘bygge omkring’
- Gall. med. ptc. barnauno- ‘stående for domstolen’; -auno- < *-amno-
I germansk ser vi typen i en afledt form:
- Got. witubni n. ‘viden’ < *u̯id-m̥n-i-om
Men det er altså kun på latin, at den har udviklet sig til en gerundium.
★ Fordel nr. 3
Med hensyn til oprindelsen af gerundiviske konstruktioner af typen cupiditās bellī [gen.] gerendī [gen.] “attrå efter at føre krig” støttes Jens Elmegård Rаsmussens analyse af en gøngs teori om, at ★ disse konstruktioner har deres ophav i urie. dobbelte dativ-konstruktioner, ★ hvor infinitiven og dens objekt stod i dativ. Heinrich Hettrich har påvist, at denne konstruktion er nedarvet:
- Lit. vežė rąstų namui [dat.] statyti ‘de bragte stammer til at bygge et hus [dat.]’ (infinitiven er i sin oprindelse en dativ).
- ved. vr̥trā́ya [dat.] hántave [dat] ‘for at dræbe [dat. inf.] vr̥tra [dat.]’
Denne type konstruktion skulle være videreført i latin, hvor infinitivens dativform jo er gerundiet; et eksempel kunne være:
- comitia cōnsulibus rogandīs “en forsamling til at [bede folket om at] udvælge konsuler”