Stemte, aspirerede

De aspirerede lukkelydes udvikling anses af Weiss (2022) for at være en af de vigtigste indikatorer for, at italisk var én samlet gren, ikke resultatet af konvergens mellem ikke nærmere beslægtede sprog. De aspirerede lukkelydes udvikling har nemlig ingen direkte paralleler i andre indoeuropæiske sprog.

Samlet kan man sige, at de italiske sprog viser fire særtræk, når det kommer til de stemte aspirerede lukkelydes udvikling:

  1. De udviklede sig til frikativer
  2. Initialt optrådte disse frikativer som ustemte (med en mulig, men obskur, undtagelse i sikulisk)
  3. Initialt faldt *bʰ og *dʰ (og *gʷʰ/*gʰu̯, som Weiss ikke omtaler) sammen i f
  4. Medialt optråde disse frikativer som stemte – idet sabellisk <f> tolkes som /β/

Der er generel enighed i dag om, at disse sætræk må være udviklet i uritalisk.

Derimod er der to hypoteser om en vigtig detalje i de aspirerede lukkelydes udvikling. I følge en hypotese forslået af G.I. Ascoli, videreudviklet af O. Szemerény og accepteret af Meiser og tilsyneladende også af Weiss, blev de først ustemte i alle stillinger, men blev atter stemte i intervokalisk stilling. Stemtheden vill være resultatet af en regel, der ramte alle frikativer, inklusive /s/, der beviseligt var stemt i denne stilling i alle de italiske sprog.

Stuart-Smith mener dog, at parallelen med /s/ er uberettiget. Hun arbejder videre på en hypotese, der forsvaredes af F. Hartmann og Helmut Rix: Hun mener, at frikativerne kun mister deres stemthed initialt, mens den bevares medialt.

Nedenstående skema viser kun de stemte aspirerede lukkelyde. Ustemte aspirerede var mindre hyppige, og nogle forskere mener slet ikke de fandtes.

Urie.Urit.Tidlig latin
 #_V__V#__#__RV__RVN__­V__V
*bʰ *f*βfb
*gʷʰ*f*γʷfbguv
*dʰ*f*ðfbdd, b, (r)
*s*s*zsfbsr
*gʰ/g̑ʰ*x*γh, f, Øg, Øgh, Ø
Ikke i skemaet: *g̑ʰ/gʰ > *f > b / R     iflg, Katz og Hyllested

Urie. *bʰ

Initialt


*bʰ > f  / # __

  • fuit  ← *bʰu̯eh2-, jf. ved. ábhūt
  • fābulāre ← *bʰah2-tlah2-i̯e/o-
  • ferīre ← *bʰerh-, jf. alb. bie, bjerrë ‘falde, komme igennem’, lit. bárti ‘slå’
  • fugere ‘flygte’ ← *bʰeu̯g-, jf.  gr. φεύγω
  • frāter m. ‘bror’ < *bʰréh2-ter- jf. ved. bhrā́tar-

*bʰ > *f > Ø /#__{o, u}rf?

Foreslået af Adam Hyllested som mulig forklaring urbs, med en parallel i orbis, se under *dʰ

  • urbs, -is f. ‘by’ *urf- < *furf- < *forf- < *bʰr̥gʰ-, jf. urgm. *burg‑ (feks. got. baurgs (f.) ‘befæstet by’), oldirsk brí, gen. breg ‘høj’. Katz mener, at initialt *bʰ svandt sporadisk, mens Hyllested foreslår en lydlov.

Medialt

  • Hovedregel: *bʰ til b i alle stillinger
  • Vigtig undtagelse: *bʰ > p /__ {s, t}

*bʰ > b   / V __ V

  • probus adj. m. adv. probē ‘god, fremragende’ < *pro-bʰ(h2)u-; jf. umbrisk prufe ‘korrekt’, ved. pra-bhu- ‘fremragende’ (med overraskende kort ŭ).
  • nebula ‘sky’ < *nebH-el-eh2, jf. gr. νεφέλη ‘sky’, ved. nábhas- ‘tåge’
  • dat.pl. -ibus *-V-bʰos
  • carēbō 1sg.fut. ‘vil mangle’, jf. fal. carefo

*bʰ/ N __

Håndbøgerne nævner, at alle frikativer bliver til lukkelyde efter nasal i latin og i umbrisk, men ikke i oskisk. Det er ikke så interessant ifm. *bʰ, der jo udvikler sig til en latinsk lukkelyd i alle andre stillinger end initialt.

  • ambi- gr. ἀμφί < *h2m̥bʰ-

*bʰ > p /__ {s, t}

  • pf. glūpsī, ppp. glūptum ← glūbere ‘afbarke’← *gʰleu̯bʰ; jf. gr. γλῠ́φω ‘udhuler’, oht. klioban, oisl. kljúfa ‘kløve’
  • nūptiae f. ‘bryllup’  ← nūbere, nūpsī, nūptum ‘at ægte” ← *sneu̯bʰ, jf. russisk-kirkeslavisk snubiti ‘elske, bejle til’
  • pf. scrīpsī, ppp. scrīptum ← scrībere ← *skrei̯bʰ

Urie. *dʰ – og *tʰ

De to lyde falder vel sammen i uritalisk. Urie. *tʰ er en sjælden lyd, men Birgit Olsen (1988: 30‑) har som nævnt foreslået, at feks. suffikset ‑bulum/‑bula afspejler urie. *‑tʰlo-. Hun mener, at dette er en variant af suffikset *‑tlo-, der optræder i stilling efter *h1 og *h2.

Olsen (1988) mente, at laryngalen havde en præaspirerende effekt på den efterfølende dental, men senere har hun antaget, at her opstår en metatese: *Htl → *tHl > *tʰl. Det har betydning for, om man mener den slags tilfælde skal have kort- eller langvokal.

  • terebra (L&S terēbra) f. ‘et bor’ < *, BAO forudsætter, at mens oldirsk tarathar n., gr. τέρετρον n. kommer af *térh̥1-tlom n., har den feminine form haft nultrin i roden: *terh1-tláh2. Lat. terebra må så være analogisk, på en eller anden måde.
  • crībrum n. ‘en si’ < *krih1-tlo-; jf. oeng. hrīdder, oht. rītera, mens oldirsk criathar afspejler *krei̯h1-tlo-.
  • polūbrum(pollūbrum pga. association med polluere ‘besudle’) ‘vaskebalje’ < *leu̯h1-tlo- / *luh2-tlo-; jf. gr. λόετρον, gall. lautro ‘balneo’, oldirsk loathar ‘balje’; ono. lauðr, oeng. leaþor, mod. eng. lather ‘skum’
  • lābrum n. ‘bassin’ *leu̯h1-tlo-. Olsen (1988: 10): lavābrum er en senere dannelse. Bemærk, at iflg. min kontraktionsregel bør også lābrum afspejle it. *lou̯ātʰro-, idet *lou̯αtʰro- skulle > *lōbrum
  • flābra, -ōrum n. pl. ‘vindpust’ < *bʰleh1-tlom; jf. oht. blātara, osaks. blādara, oeng. blǣdre ‘vabel’
  • crēber adj. ‘tæt, hyppig’ < *k̑reh1-tro- ← *k̑reh1-tlo- < *k̑reh1– ‘at vokse’
  • dolābra f. ‘lille hakke eller økse’, vel omdannet fra *dlābra < *dl̥H-tlo- efter verbet dolāre (eller palma-reglen?)
  • calābra curia ‘(forsmalnigssted for) en kurie, hvor kalenderdagene udråbtes’; vel omdannet fra *klābra < *dl̥H-tlo- efter verbet calāre (eller palma-reglen?)
  • stăbulum n. ‘en stald’; jf. umbr. staflarem ‘stabularem’ < *stah2-tlo- med sekundær kortvokal; jf. skt sthātrám ‘ståsted’
  • pābulum n. ‘foder’ < *peh2-tlo-?
  • sūbula f. ‘en syl’ < *si̯uH-tláh2, jf. oth. siula, tjek. sidlo
  • fābula f. ‘snak, samtale, fortælling’ < *bʰah2-tlah2

Initialt

*dʰ  > f   /# __

  • facere ← *dʰeh1– ‘sætte, stille, lægge’
  • fēlix ‘frugtbar, lykkebringende’ < *dheh1-lu-ih2-s; jf. oldirsk deil ‘so’, ved. dhāru- ‘diende’, gr. θηλύς ‘hun-, kvindelig’, alle ← *dʰeh1(i̯)- ‘die’
  • fēmina ‘kvinde’ ← *dʰeh1(i̯)- ‘die’
  • fingere ‘forme’ ← *dʰeig̑ʰ- ‘smøre på, ælte’ skt. dih- ‘at smøre på, ælte, kalke/pudse’; av. pairi.daēza-‘en væg’
  • foris < *dʰu̯or-i-, jf. gr. θυρά
  • fragēs ‘bundfald ved olivenpresning’, lit. drãgės ‘bundfald’ (osv.) < *dʰragʰ?
  • fraus, -dis ‘skade, bedrag’, jf. skt. druh adj., m., f. ‘bedrag(erisk)’ ← *dʰreu̯gʰ-
  • frēnum ‘tøjle’, hvis de Vaan har ret i sin analyse  < *dʰr-eh1-no-, dvs. roden *dʰer- + stativsuffikset *-eh1– + verbaladjektivssuffikset *‑no-

*dʰ > *f > Ø /#__{o, u}rf (iflg. Hyllested)

En mulig undtagelse; samme regel som muligvis giver urbis < *bʰr̥gʰ-.

  • orbis m. ‘en cirkel’. Katz: besl. m. gr. ὄρχις ‘testikel’; Hyllested: nej, snarere *orfi- < *forfi- < *dʰorg̑ʰ-i-, afledt af *dʰerg̑ʰ- ‘at dreje’; jf. arm. darj- ‘tilbagevenden’, alb. dredhë ‘bue, hvirvelvind’, oldirsk droch, ‘hjul’, gr. τροχός ‘hjul, pottemagerskive’.

Medialt

  • Hovedregel: *dʰ > d
  • Undtagelse: *dʰ+ {s, t} > -ss-
  • Undtagelse: *dʰ > b / {r, u, ū} __ {u, ū, u̯, r, l}

*dʰ > d / V {-u} __ V {-u}

  • aedēs sg. ‘tempel’, pl. ‘hjem’ < *‘arnested’, jf. gr. αἶθος m. ‘hede, ild’, oldirsk áed ‘ild’; *h2ai̯dʰ-
  • medius ‘midterst’, ved. mádhya-
  • vas, -dis ‘pant’, got. wadi ‘pant’ < *hu̯odʰ- (ses i da. vædde)
  • viduus, -a ‘enkemand, enke’; ved. vidháva- adj. ‘enke, enkemand’ (bem. –du- < *‑dʰeu̯-, da *-dʰu- ville > *-bu- i følge reglen *dʰ > b / u, r, l)

Sporadisk undtagelse: *dʰ > r/ V__V

– meridiēs < *medʰi-

(Omvendt er *r blevet til d i crūdus ‘rå, blodig, grusom’ < *kruh2-ro- ved. krūrá-)

*dʰ > b / {r, u, ū} __ {u, ū, u̯, r, l}

  • Efter {r, u, ū} og før {r, u, ū, u̯, l} bliver *dh > b.
  • Weiss kalder fænomenet for RUbL–reglen (burde være RUbLUR). Meiser har en lidt anden formulering.
  • At *u har en rundende effekt er umiddelbart forståeligt – at l og r har samme effekt er forståeligt når man tænker på, at urie. *l̥ og *r̥ > urital. *or, *ol-. Det såkaldte l pinguis har også i andre sammenhænge en rundende effekt.
  • Bemærk, at *s, der som *ð er en dental hæmmelyd, også > *b /     r

Efter -r-:

  • verbum n. ‘ord’ < *u̯erdʰ-o-, got. waurd ‘ord’, lit. var̃das ‘navn’

Før –r- (her er udviklingen parallel med *s):

  • glaber ‘glat’ < *gʰladʰro- < *gʰlhdʰ-ro-, jf. lit. glodùs ‘glat’, oksl. gladĭkŭ, ‘jævn, glat’, oht. glat.

Efter u:

  • iubēre ‘befaler’,  pf. iussī; kausativ af *hi̯eu̯dʰ ‘kæmpe’; ved. yudh, kaus. yódháyati = olat. IOVBEATIS; senere  jŭbēre m. analogisk kortvokal
  • ubi ‘hvor’ < *kʷudʰei
  • līber adj. ‘fri’; līberī m. pl. ‘børn’, jf. ven. louderobos dat.pl. ‘børn’ < *h₁leu̯dʰero-, jf. gr. ελευθερος

Mellem u og r

  • ruber ‘rød’ *-h1rudʰ-ró-, jf. gr. ἐρυθρός, ved. rudhirá

Før l: her har vi kun eksempler med *tʰ, forudsat at man tror på Birgit Olsens laryngalmetatese:

  • stabulum < *sth2-tʰlo-
  • crībrum < *krih-tʰlo-

Undtagelse:

  • rūfus ‘rødhåret’; låneord? Jf. umbr. m. akk. pl. rofu

*dʰ > d / N __

Som allerede nævnt bliver frikativer bliver til lukkelyde efter nasal i latin og i umbrisk, men ikke i oskisk. Det er mere relevant ifbm. de velære frikativer.

  • offendīcēs ‘knuder på stropper, der holder en præsts hat på plads’ < urie. *bʰendʰ- ‘at binde‘

Undtagelse

  • īnferus ‘nedre’ < *(h)n̥dʰero-, jf. ved ádhara-, got. undar ‘under’; måske resegmenteret som in+ferus

*dʰ > s /__ {s, t}

  • pf. iussī, ppp. iussum < *hi̯eu̯dʰ-

Urie. *gʷʰ/gʰu̯

En sekvens af urundet velær lukkelyd + *u̯ har samme udfald som den tilsvarende labiovelære lukkelyd.

Initialt

*gʷʰ > f / # __

  • formus ‘varm’ < *gʷʰor-mó-, ved. gharmá- m. ‘varme’, gr. θερμός ‘varm’ < *gʷʰer-mó-,
  • favēre ‘begunstige’, < *gʷʰou̯-eh1-i̯e-, jf. umbr. FONS ‘gunstig’< *gʷʰou̯-ni-
  • frendere kan rekonstrueres som *gʷʰrend- eller *gʰrend-; frendere er nok det eneste indicium for *gʷʰ-, idet *gʰr- tilsyneladende > gr-, se grāmen nedenfor.

Medialt

  • intervokalisk: *gʷʰ > v
  • før/efter konsonant: *gʷʰ > lukkelyd, enten b, gu eller g/k

*gʷʰ > v / V __ V

  • fovēre ‘være varm’ ved. dáhati ‘brænder’, oirsk daig ‘ild’ ← *dʰegʷʰ ‘at brænde’
  • vovēre < *h1u̯ogʷʰ-éi̯e-; *gʷʰ ses i umbr. vufru ‘votivgave’. Jf. skt. ohate < *h1e-h1u̯gʷʰ-e-toi̯
  • levis ‘let’ i-st.-adj. afledt af *h1legʷʰu-, gr. ἐλαχύς (bemærk, at –ev- kun kan komme af en forbindelse som denne, idet urie. *eu̯ > urital. *ou̯)
  • brevis ‘kort’, i-st.-adj. afledt af < *mreg̑ʰu-, jf. gr. βραχύς (som forudgående)

*gʷʰ  > b / __ r

  • febris ‘feber’ < *dʰegʷʰ-ri- til roden *dʰegʷʰ- ‘at brænde’

*gʷʰ  > gu/ n __

Alle frikativer bliver til lukkelyde efter nasal i latin og i umbrisk, men ikke i oskisk. Det er interessant ifbm. de velære frikativer, der jo bliver til hhv. -v- eller -h- i stilling mellem vokaler. I latin virker det dog, som om de velære frikativer generelt bliver til lukkelyde i naboskabet af en anden konsonant.

Bemærk, at lat. -gu- kun forekommer efter -n-  (anguis, lingua, unguen osv.), modsat ‑qu-, der forekommer i stort set alle stillinger (laqueo, aeque, quantus, etc.). Også uaspireret *gʷ > gu i denne stilling.

  • ninguit ‘sner’, oldirsk snigid, ved. snihyati ‘er fugtig, klæber’, lit. sniẽgas ‘sne’

*gʷʰ > k /__ {s, t}

  • nix, nivis ‘sne’ < *snigʷʰ-s, gen. *snigʷʰ-es
  • *snigʷʰ
  • pf. connixit; yngre connīuit ← connīuēre ‘være lukket, klemt sammen’ ← *knei̯gʷʰ-, måske besl. m. got. hneiwan ‘hælde, bøje’, ty. neigen
  • connictāre ‘at blinke’ ← connīuēre ‘at knibe sammen’

Urie. *g̑ʰ/*gʰ

Urie. *g̑ʰ/*gʰ > lat. h, der kan gå helt tabt, både initialt og intervokalisk, formentlig som et socio-/dialektisk træk. I metrikken danner h ikke position, og fonemet er hverken bevaret i låneord eller i nogen af de romanske sprog. I indskrifter finder vi fejlskrivninger som IC, ABETO for hīc, habētō, eller omvendt HOSSA for ossa.

Initialt

*g̑ʰ/gʰ > *xʷ > f  / # __ u

Der findes vist kun ét eksempel på denne regel, men det virker plausibelt, at urital. *x bliver rundet før en rundet vokal. I denne stilling falder *x sammen med de øvrige aspirerede lukkelyde.

  • fundere ‘hælde, gyde’ < *g̑ʰeu̯(d/t)-, jf. skt. juhóti ‘hælder, gyder’

*g̑ʰ/gʰ > h ~ Ø / # __ {V -u}

*g̑ʰ/gʰ > h

  • holus -eris ‘grønsag’, jf. gr. χλωρός ‘gulgrøn’, oind. hári- ‘blond, gul’ < *g̑ʰelh3-.
  • heri adv. ‘i går’  *g̑ʰ-(d)i̯-es-ei̯, ved. hyás; muligvis *g̑ʰe/o- ‘hin’ + *‑di- ‘dag’ (forudsætter at det gængse ord for ‘dag’ var en u- stamme: *di̯-eu̯-)
  • habēre < *gʰeh1bʰ-, jf. oldirsk gaibid ‘tager’
  • homō < *(dʰ)g̑ʰem-ōn. Festus påstår at der var en ældre akk. hemōnen; man har også villet se e-vokalisme i nēmō ‘ingen’ < ne-hemō. Dog kan denne form vel også afspejle *ne+homō. Oldirsk duine ‘mand’ (med d < *dʰgʰ-); Oldlit. žmuõ, mod. lit. žmogù s ‘person’, got guma ‘mand’. Initialt *dʰ ses i hitt. te-e-kan ‘jord’, A-tokh. tkam (B kem) og, med metatese og thorn, i gr. χθών, ved. kṣā́m ‘jord’.

*g̑ʰ/gʰ > Ø

Sporadisk; nok dia- eller sociolektalt.

  • ānser ‘gås’ vedisk haṃsá-, lit. žąsís Oht. gans ‘gås’ < *g̑ʰens-
  • arēna f. ‘sand’, jf. indskr. HARENA. Iflg Varro hed ordet fasena på sabinsk (ut testis est Varro, a Sabinis fasena dicitur – Velius Longus, GL 7, 69.8–10). Sabinsk er muligvis identisk med sydpikensk.
  • aedus / haedus ‘ged’
  • ircus / hircus ‘gedebuk’

*g̑ʰ/gʰ > g   / # __ r/l

  • grāmen ‘græs’ < en men-st. til en rod *gʰreh1– der ses i urgerm. *groan ‘at gro’; hertil hitt. karii̯ant- ‘græs’, got. gras n. ‘græs’ (s-st.), eng. græd ‘græs’ < *gʰreh1-to-.
  • glaber ‘glat’ < *gʰladʰro- < *gʰl̥hdʰ-ro-, jf. lit. glodùs ‘glat’, oksl. gladĭkŭ, ‘jævn, glat’, oht. glat.

Undtagelse – sabellisk?

  • rāvus ‘grå’, jf. grāvastellus ‘gråhåret mand’, oht. grāo

Medialt

  • intervokalisk: samme som initialt: *g̑ʰ/gʰ > h ~ Ø
  • før og efter konsonant ser det ud til, at *g̑ʰ/gʰ altid bliver til en lukkelyd, normalt g, men i en særlig stilling måske b
  • I faliskisk lader det til, at *g̑ʰ/gʰ > /g/: lecet < *legʰeti, jf. got ligan (Weiss 2022)

*g̑ʰ/gʰ > h ~ Ø / V __ V

*g̑ʰ/gʰ > h 

  • vehere; vehiculum < *u̯eg̑ʰ- jf. ved. váhati; vahítram gr. ὀχέω

*g̑ʰ/gʰ > Ø:

Sporadisk; nok dialektalt eller sociolektalt.

  • dēbēre ‘skylde’ fra dis-, dē- + hab- ← *gʰeh1bʰ- (jf. også dir-ibēre ‘holde adskilt’)
  • nēmō ‘ingen’   < *ne hemō ‘ikke + ‘mand’ < *g̑ʰem-on-
  • meiiere ‘tisse’ < *h3mei̯g̑ʰe-?

*g̑ʰ/gʰ > *f > b / R     ?

En regel, der er blevet foreslået af Katz (1998; 2006), med en tilføjelse af Hyllested

  • arbor ‘træ’ < *h2arg̑ʰ-os-, beslægtet med alb. (h)ardh-í- ‘vinranke’, gr. ὄρχος ‘række af vinstokke’, ὀρχάτα ‘vinranker’
  • urbs, -is f. ‘by’ – hvis < *forf- < *bʰr̥gʰ-, jf. urgm. *burg‑ (feks. got. baurgs (f.) ‘befæstet by’), oldirsk brí, gen. breg ‘høj’ (med Hyllesteds lov: urit. *f > Ø /#__{o,u}rf).
  • orbis m. ‘en cirkel’. Katz: besl. m. gr. ὄρχις ‘testikel’; Hyllested: *dʰerg̑ʰ- ‘at dreje’ → *dʰorgʰ-i-, jf. arm. darj- ‘tilbagevenden’, alb. dredhë ‘bue, hvirvelvind’, oldirsk droch, ‘hjul’, gr. τροχός ‘hjul, pottemagerskive’. I italisk ville vi få *forfi- > *orbi-, iflg. Hyllested.
  • masturbārı̄ ‘at masturbere’. jf. Katz: til urie. *mostr̥gʰ– ‘marv, hjerne, semen’ (påviser, at de tre ting opfattes og er blevet opfattet som nært beslægtede i mange kulturer), som ses i skt. mastr̥han-, av. mastərəγan- ‘hjerne’. *most- > mast- ville blot være et af mange eksempler på uventet -a- i latin.

*g̑ʰ/gʰ > k /__ {s, t}

  • fictor ‘billedhugger (i ler)’ *dʰig̑ʰ-tōr

*g̑ʰ/gʰ > g / N __

Denne særregel for stilling før nasal er som sagt mest interessant fordi oskisk bevarer frikativen i denne stilling.

  • mingere ‘tisse’ < *h3mei̯g̑ʰ- ved. méhati
  • fingere ‘forme, håndtere’ < *dʰi-ne-g̑ʰ- ← *dʰei̯g̑ʰ ‘ælte’; U. fiktu /fẹngtōd/ impv. ← *dhingh-e/o- urie.*dhei̯g̑ʰ-: {U?} feíhúss ‘mure’, gr. τεῖχος ‘væg, mur’, ved. dehī́- ‘mur, væg’;

*g̑ʰ/gʰ > g / __ l

  • figulus ‘pottemager’ *dʰig̑ʰ-lo- ← fingō < ‘forme, håndtere’ *dʰei̯g̑ʰ ‘ælte’ (jf. feíhúss ‘mure’, gr. τεῖχος ‘væg, mur’ ved. dehī́- ‘mur, væg’)

Diagram over frikativernes udvikling