Latin tilhører den italiske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. Den italiske gren har visse træk til fælles med den keltiske gren, hvilket har ført til den formodning, at begge grene udgår fra en italokeltisk gren.
Man antager, at de italiske dialekter udspaltedes omkring det 7. århundrede. Perioden fra latins fremkomst som selvstændig dialekt og frem til de første skriftlige vidensbyrd kaldes urlatin.
Sproghistorisk kan latin inddeles i arkaisk, klassisk og sen latin.
Den arkaiske periode indledes med de første indskrifter fra det 7./6. århundrede med en række indskrifter. Sproget i den tidlige del af perioden, hvor vi kun har indskrifterne, kaldes førlitterær latin (Weiss: Very Old latin) eller evt. tidlig latin. Sproget fra den periode, hvor egentlig litteratur forekommer, kaldes oldlatin.
Realhistorisk svarer arkaisk latin til kongetiden, der iflg legenden indledtes i 753, hvor kongedømmet Rom blev grundlagt, samt størstedelen af republikkens tid. Republikken blev oprettet i 509 fvt., året før at Athen var overgik til demokrati.
Den klassiske periode begynder i den sene republik og blomstrer under kejserdømmets tidlige år, hvor kejser Augustus blev kendt som protektor af litteratur og arkitektur og understøttede nogle af de mest berømte Romerske digtere: Horats, Ovid og Virgil og også historikeren Livius. Sproget i denne relativt korte periode kaldes også guldalderlatin – en betegnelse, der først og fremmest bruges om en litterær stil.
Med Augustus’ død indledes en ny periode, både politisk og litterært. Sproget i denne periode kaldes sølvalderlatin – igen en litterær betegnelse.
Læs mere om