Sibilanten s (og PIE *þ)

s

Initialt

*s > s /#      

  • sistō gr. ἵστημι osv.

*s (> θ?) > f / #     r

Dvs. her falder s vel først sammen med *dʰ, den anden dentale frikativ:

  • frīgus < *srihges; jf. gr. ῥῖγος ‘frost, kulde’; polsk śryż ‘islag’

*s > Ø /#    N, l

  • mīrus ‘vidunderlig’ < *smeiro-, til rod *smei̯- ‘at smile’ jf. oldindisk smerá- ‘leende’
  • nāre ‘at svømme’ < *sneh2-, jf. skr. snā́ti ‘bader’, middelirsk snaid ‘svømmer’, gr. νήχω ‘svømmer’
  • lūbricus ‘glat’ < *sleu̯b- jf. got sliupan ‘at glide’

Medialt

  • I stemte omgivelser opstod allerede i uritalisk et stemt *z, der har tre udfald i latin: ‑r-, -b- eller -Ø- + erstatningsforlængelse.

*s > z > r /V     V

Stemtheden opstår allerede i uritalisk, mens rhotacismen sker i det 4. årh. (jf. at Cicero beretter, at L Papīrius Crassus, der var diktator i 339 fvt., var den første i sin klan, der hed, Papīrius, ikke Papīsius). Faliskisk og Umbrisk har rhotacisme, men ikke oskisk.

Weiss (2009: 81 fn. 8) bemærker, at en form som maximus < *mag-is-m̥mo er problematisk i denne henseende.

Vi ved fra feks. Lapis Satricanus (VALESIOSIO) at rhotacismen er efter 500 fvt..

  • fēmin-ārum, gen.pl., jf. umbr. egmazum
  • gerō vs. gessī
  • genus generis *g̑enh1-os, *g̑enh1-es-os
  • aurōra ‘daggry’ < *h2au̯sōs+ah2; jf. gr. αὔως, ved. uṣā́s- ‘daggry’

   Undtagelse: Ingen rhotacisme når der er r andetsteds i ordet:

  • miser overfor maereō maestus

   Undtagelse fra undtagelsen: når der er s- i ordet…

  • soror < *su̯ésōr

Undtagelse fra undtagelsen til undtagelsen:

  • rōs, rōris m. ‘dug, dugdråber’

*s > z > r /V     u̯ (uritalisk!)

  • Minerua < *menes-u̯ā ‘opmærksom’, jf. skt. manas-vín-‘klog’, men etruskisk menerva fra 6.årh. Denne rhotacisme sker altså meget tidligere en den fællesitaliske rhotacisme.

*s > Ø i konsonantgrupper med sonorant

Typisk svinder alle andre konsonanter end sonoranten, med erstatningsforlængelse:

  • iūmentum < IOUXMENTA (6. årh.)
  • pānis < *past-ni-, jf. dim. pastilla
  • āla < *akslā, jf. dim. axilla
  • ē- < ex-  i ē-lūcere osv.

*s > r / r     

Assimilation til et forudgående r

  • torreō ‘steger, rister, tørrer’ < *tors-ei̯e- til roden *ters-, jf. da. tørst, hitt. tarš– ‘tør’
  • terra, < *tersah2

I udlyd degemineres, men man kan se på metrikken hos Plautus, at der var et geminat:

  • ter < *terr < *tirs <*tris

*s (> θ?) > f / r

Parallelt til #sr > fr-. Evt. dissimilation af artikulationssted? Sihler (1995: 140) peger på umbrisk akk. pl. *-ns > -nf, som tyder på. *s også i sabellisk *s kan falde sammen med f.

  • fūnebris ‘som har med begravelser at gøre’ vs. fūnestus ‘dødelig’
  • lūcubrāre ‘arbejde om natten’ < *lukes-ro- [?]
  • tenebrae f. ‘mørke’ < *temes-rah₂

s > s ~ Ø /    #

Ligesom -m artikuleredes udlydende -s svagt. Det ved vi fra metrikken (elision) og fra indskrifter, hvor udlydende -s til tider mangler.

Indskrifterne viser, at udlydende -s i 3. og 2. århundrede udtaltes svækket:

  • NATIONV for natiōnūs, AIDILE for aedīlis

þ

Meiser s. 29, Sihler s. 225–226; Kloekhorst 2016 (med henvisninger)

> s, h

En lille gruppe af rekonstruerede, urie. ord indeholder en to-konsonantgruppe (*tk̑, *dʰg̑ʰ, *dʰgʷʰ, *dʰg̑ʰ), der har nogle uventede reflekser i enkeltsprogene.

  • I hittitisk og tokharisk ser vi, at disse konsonantgrupper oprindeligt bestod af en dental efterfulgt af en dorsal (dvs. palatal eller velar).
  • I græsk (der har den såkaldte τίκτω-regel) og i keltisk undergår gruppen metatese, så vi får dorsal + dental i stedet.
  • I de øvrige sproggrene går den ene af de to konsonanter typisk tabt.
  • I latin er resultatet nogle gange s: ursus, sinō, sitis, andre gange h-: humus, herī (se forklaringer i det nedenstående)
  • I sanskrit er resultatet oftest kṣ, men det sker også, at *t- svinder.
  • Oprindeligt antog man – og nogle antager stadig –, at
    • metatesen skete i allerde i urie., efter at hittitisk og tokharisk havde skilt sig ud
    • der opstod et særligt fonem, som man (dvs sprogforskerne) skrev *þ og kaldte thorn. Dette *þ gav s i latin, ṣ i skr., τ i græsk osv.

“Thorn” i latin

Urie. *h2r̥tk̑o-

Tidligere: *r̥k̑þo-

  • Hitt. hartagga- /hartka/
  • Latin ursus – men det er blevet foreslået at ursus er et helt ubeslægtet ord
  • Oldirsk art
  • Gr. ἄρκτος
  • Skt. ŕ̥kṣa-

Urie. *dʰg̑ʰ-es- ‘i går’

Stammene r afledt af *dʰeg̑ʰ- ‘at brænde’, jf. urgerm. daga- m. ‘dag’. Tidligere rekonstruerede man *dg̑ʰi-es- ←*g̑ʰ-di-es-, dvs. *g̑ʰe/o- ‘denne’ + *‑dei̯- ‘dag’ + *-es- (således Meiser s. 97)

  • Latin herī ‘i går’ < *dʰg̑ʰ-es-ei̯, hesternus ‘af i går’
  • Oldirsk in-dé ‘i går’
  • Oht. ges-taron
  • Gr. χθές
  • Albansk dje
  • Skr. hyás < *dʰg̑ʰdi-os‑, (jf. sa-dy-áḥ *sm̥-di-os)

Urie. *dʰég̑ʰōm, gen. *dʰg̑ʰmós, lok. *dʰg̑ʰém- ‘jord’

Tidligere: *g̑ʰðem

  • Hitt. nom.-acc.sg. tēkan, gen. taknas, lok. tagān
  • Tokh. A tkaṃ, B keṃ
  • Latin humus (og homō) < *g̑ʰom-o-
  • Oldirsk nom.sg. dú, gen.sg. don ‘sted’
  • Gallisk TEVO-XTONION [deu̯ogdonion] ‘guder og mennesker’
  • Gr. χθῶν
  • Albansk dhe
  • Frygisk zemel ‘slave’ ← ‘mand’?
  • Skt. nom.sg. kṣā́ḥ, gen.sg. jmáḥ/gmáḥ
  • Av. nom.sg zå
  • Lit. žẽmė

Urie *tk̑ei̯-/tk̑i- ‘at drive landbrug, bosætte’

Roden er afledt af *tek̑- ‘føde’ som ses i gr. τί-κτ-ω ‘føde’ (med metatese)

  • Latin sinō ‘tillader’ (og pōnō < *po-sinō; jf. ppp. po-si-tum) regnes traditionelt til denne rod, men kan også være til *seh1i- ‘slippe løs’
  • Myk. ki-ti-je-si = /ktii̯ensi/ ‘bebygger’
  • Gr. κτίζω ‘befolker’; ἐὺ κτίμενος ‘beboelig’
  • Skr. kṣi ‘at bo’; 3sg. kṣéti, 3pl. kṣíyanti
  • Ungav. 3sg. šaēiti, 3pl. šiieiṇti ‘bor’

Urie. *dʰgʷʰei̯- ‘går til grunde (af varme)’

Roden er afledt af *dʰegʷʰ- ‘at brænde’.

  • Latin sitis ‘tørst’ – dog mener nogle forfattere ikke, at denne dannelse hører til her
  • Ono. dvina ‘svinde’; holl. verdwijnen ‘forsvinde’; eng. dwindle ‘svinde hen’
  • Gr. φθίνω, ἔφθιτο ‘omkommer’ (κλέος ἄφθιτον ‘udødeligt ry’)
  • Skt. kṣi ‘at ødelægge’;  kṣiṇā́ti ‘ødelægger’; kṣī́yate ‘går til grunde’; ungav. jināiti ‘ødelægger’; skr. śravas … ákṣitam ‘udødeligt ry’

Tvivlsomme eller irrelevante dannelser

  • Skt.. kṣáyati ‘hersker’ < *h3kʷ-s-, en desiderativ iflg LIV (297)
  • Lat. texō, texere ‘at væve’, jf.hitt. takš-zi ‘to devise, to unify, undertake, to mingle’ (Kloekhorst 2006:813). LIV (619) ansætter *tek-s-, en desiderativ til *tek-‘væve, flette’