s-perfektum

Oprindelse

Fra den urie. s-aorist, der dannedes med ē/e-trin. De fleste forskere postulerer, at der var ē-trin i 1.-3- singularis aktiv og *e-trin i resten af paradigmet, men det er værd at bemærke at et sådant mønster ikke er bevaret. Vedisk har ē-trin i alle former af indikativ og injunktiv aktiv.

Rodtyper

S-perfektum er produktivt til tunge rødder:

  • I 2. klasse er der ca. 14 s-perfekta til tunge rødder, ét til en let (manēre)
  • I 3. klasse er der ca. 10 s-perfekta til lette rødder, 50 til tunge.
  • I 4. klasse (der overvejende indeholder tunge rødder) er der ca. 7 s-perfekta til tunge rødder

Findes ikke til stammer, hvor *s ville unergå rhotacisme eller assimileres:

  • Stammer der udlyder på vokal og v idet *s ville undergå rhotacisme.
  • Stammer der udlyder på likvid eller *i̯, idet *s ville assimileres til sonoranten. Der findes muligvis nogle relikter af et s-perfektum, dvs. aorist, til sådanne rødder – se under simpelt perfektum.
  • Stammer der udlyder på -s, idet *s ville assimileres.

Dvs. at s-perfektum er begrænset til stammer på lukkelyd, h, nasal og r < *s – fordi s bevares i disse omgivelser:

  • gerere: gerō, gessī, gestum

Gælder også urie. *gʷ, der er gået tabt andre steder i bøjningen:

  • flūxī < *bʰlou̯gʷ-s- til præsens fluō (analogisk hertil: struō : strūxī)
  • fīxī < *dʰei̯gʷʰ-s- til præsens fīuō/fīgō (analogisk hertil: uīuō : vīxī)

I græsk feks. dannes s-aorist ellers netop til vokaliske verber (ἐτίμησα); det samme gælder feks. keltisk og oksl. Relikter af et italisk s-perfektum til vokaliske verber findes også i oldlatin (Meiser s. 207):

  • putāstī < *putās-tai
  • PROBARUNT < *probāsont

Forklaringen på, at s-aorist og -præteritum i andre sprog netop dannedes til vokaliske verber er vel, at -s- fungerede godt som en hiatbryder. Her har latin sat -v- ind i stedet, med det såkaldte u/v-perfektum.

Forekomst

Produktiv i 3. og, ved verber på prosodisk tung rod, 2. bøjning, og i et par analogiske dannelser.

2. bøjning

Her forekommer s-aoristen kun ved tunge rødder

  • alxī ← algēre

3. bøjning

  • rēxī ← regere (jf. gr. ὄρεξα)
  • vīxī ← vīvere (analogi med fīvo : fīxī, se nedenfor)
  • strūxī ← struere (analogi med fluō : flūxī)
  • intelligere: intelligō, intellēxī, intellēctum – nydannelse i forhold til usammensat legere: legō, lēgi, lēctum

4. bøjning

Mindst seks verber danner s-perfektum. I tre tilfælde må tilhørigheden til 4. klasse må være opstået efter R̥> VR. Et verbum der denominalt.

  • sentīre: sentiō, sēnsī, sēnsum < *sn̥t-i̯é- iflg. LIV
  • vincīre: vinciō, vīnxī, vinctum – muligvis afledt af vincere
  • farcīre: farciō, farsī, fartum < *bʰr̥k-i̯é- iflg LIV
  • sancīre: sanciō, sanxī, sanctum < ?
  • sarcīre: sarciō, sarsī, sartum < *sr̥k-i̯é- iflg LIV, med a efter farcīre
  • saepīre: saepiō, saepsī, saeptum (denominal)

Aflyd

Den urie s-aorist havde *ē-/e-aflyd.Det mønster er ikke godt bevaret i latin, hvor vi ser forskellige tendenser – en klar tendens er til fuldtrin i roden.

Langtrin nedarvet fra s-aoristen ses feks. i

  • vēxī ← vehere

Langtrinnet ville i nogle dannelser elimineres pga. Osthoffs lov (Meiser s. 208; lidt teoretisk da nedenstående eksempel iflg. LIV er en nydannelse, på trods af gr. ἔδειξα):

  • dīxī < *dei̯ksai < *dēi̯k̑-s-

Analogisk langtrin ses feks. i

  • illēxī ← *in-lec-s- < *in-lac-s-, præs illiciō

Aflyden er tilpasset ppp. i:

  • iŭbeō, iŭssī < oldlat. ioubeō iousī efter ppp. iussus < *hi̯udʰ-to-

Lachmanns forlængelse ses vel i:

  • rēxī < reg-s- (jf. ppp. rēctum)