Romerske navne fulgte en skik, der var fælles for sabellere, etruskere og latinere og ikke havde så meget til fælles med indoeuropæiske traditioner. Måske de mest indoeuropæiske træk er:
- patronymer dannet med suffikset *‑ii̯o- eller *-iho-
- filiationen, dvs. angivelsen af, hvis søn/datter personen er
Det romerske navnesystem er først og fremmest kendetegnet ved de tria nōmina ‘tre navne’, som alle mænd bar fra republikkens tid og fremefter, feks. Titus Maccius Plautus, Publius Ovidius Nāsō, Gāiius Iulius Caesar. For kvinder var normen lidt anderledes: i mange tilfælde havde en kvinde kun ét navn.
Henimod slutningen af republikken var det et formelt krav, at alle mænd skulle registreres med hele fem oplysninger:
1. Praenōmen
Den tidligste navnetype, der optræder i de første indskrifter.
Rix (2008) skriver, at ved udgangen af republikken var omtrent 14 fornavne i hyppig brug: Aulus, Decimus, Gāiius, Gnaeus, Lūcius, Mānius, Marcus, Publius, Quīntus, Servius, Sextus, Spurius, Tiberius, Titus. Der var ikke frit valg mellem disse navne, idet hver slægt typisk kun brugte et begrænset antal. Hertil kom fire, som kun brugtes af fem patricierfamilier Appius (Claudii), Kaesō (Fabiī, Quīnctiī), Māmercus (Aemiliī), Numerius (Fabiī).
Hvert praenōmen har sin egen forkortelse: Ti = Tiberius; S(p) = Spurius, S(e)x = Sextus, Ser = Servius osv. Iflg. Rix (2008: 725) går disse forkortelser tilbage til det 6. årh. og blev formentlig lavet, da kongen Servius Tullius oprettede en census, dvs. en borgeropgørelse. At disse forkortelser er gamle, ses af, at visse forkortelser bruger bogstaver, der ellers er gået ud af brug:
- C = Gaiius
- Cn = Gnaeus
- K = Kaesō
- ꟿ (transskriberes <M’>) = Mānius
I starten af republikken havde kvinder som hovedregel ikke noget praenōmen, kun et nōmen gentīlicium.
2. Nōmen gentīlicium
Betegnede den gēns ‘slægt’ personen tilhørte. Gentiliciet var typisk et patronym, der antoges at gå tilbage til slægtens oprindelige stamfader.
Overgangen fra patronymer til slægtsnavne er en særlig italisk udvikling, der i Rom kan spores in indskrifter fra anden halvdel af 7.årh.
Anses for at være den centrale del af navnet, kaldes til tider blot gentīlicium eller slet og ret nōmen. Marcus Tullius Cicerō tilhørte feks. gēns Tullia.
Piger havde ikke nødvendigvis et praenōmen, men blev navngivet med deres gentīlicium, så Ciceros datter hed Tullia. Det ville hans hans sønnedatter, søster, faster, kusine gennem hans farbror osv. også have heddet, evt. med tilnavne som Minor, Maiior, Maxima, Tertia, Paulla.
3. Filiation
Angivelse af, hvem personen var søn/datter af <L. F.> står feks. for Lūcī fīlius ‘Lucius’s søn’. Sommetider angives også bedstefaderens navn; feks. står <L. N.> for Lūcī nepōs ‘Lucius’ barnebarn.’
Filiationen er vel en nedarvet tradition.
4. Tribus
Navnet på den stamme personen tilhørte.Tribus blev dog ikke brugt så meget, så det kan vi se bort fra her.
5. Cognōmen
Personens tilnavn, der brugtes til at skelne ham fra andre slægtninge med det samme prae- og cognōmen. Rix (2008: 275) bemærker, at cognōmen er ikke en sammensætning af co(m)+nōmen, men en afledning af cognōscere ‘lære at kende, genkende’. Dvs. det er et navn man bruger til at kende mænd der ellers har samme navn fra hinanden.
I starten var cognōmina personlige tilnavne, men efterhånden blev nogle cognōmina nedarvede og kom til at angive den stirps ‘gren’ af slægten personen tilhørte. Man kunne så bruge et yderligere tilnavn, der sattes efter det nedarvede.
Cognōmina begyndte at optræde i officielle registre omkring 100 fvt., men blev udbredt allerede i det 5. årh.
Kvinder har ikke fra starten cognōmina, med mindre man tæller tilnavne som Minor, Maiior, Maxima, Tertia, Paulla. Hen imod slutningen af republikken opstår der forskellige typer, typisk den feminine form af faderens cognōmen. I løbet af kejserdømmet blev reglerne endnu mere frie.
Eksempel
taget fra toppen af denne indskrift:
Praenomen | Nomen | Filiation | Filiation | Cognomen | Cognomen |
M’ | VALERIVS | M F | M N | MAXIM | MESSALLA |
Mānius Ualerius, Marcī fīilius, Marcī nepōs, Maximus Messalla