Redupliceret perfektum

Det reduplicerede perfektum har sin oprindelse i det indoeuropæiske perfektum og i den reduplicerede aorist, omend evidensen for nedarvede reduplicerede aorister er sparsom (se Meiser s. 210). Bemærk, at visse urie. perfekta er afspejlet i langtrinsperfektum.

Rodtype

Dannes til 25 verber, der alle er relativt hyppige og har følgende initiale konsonantisme:

  • Lukkelyd (21 eksempler): tangere : tetigī
  • s+lukkelyd (2 eksempler): spondēre : spopondī
  • m (2 eksempler): mordēre: momordī, meminī
  • f- (1 eksempel): fallere: fefellī

Dannes overvejende til lette stammer eller stammer der var lette i uritalisk; se under aflyd.

Forekomst

  • Typisk i 3. og 2. bøjning.
  • Ikke længere produktiv; se længere nede.

Reduplikationsstavelsen

  • Reduplikationsstavelsen består normalt af verbalrodens første konsonant og en enkelt vokal.
  • Dog redupliceres to initiale konsonanter, hvis den første er s. Til gengæld slettes det rodinitiale s (vel for at opnå en kort reduplikationsstavelse):
  • spondēre : spopondī
  • scindere : scicidī (oldlat.)
  • Rødder med i, eller u i roden redupliceres med hhv. i-, u- eller o-.
  • discere : didicī : Ø
  • pungere : pupugī (Aul.Gell. pepugī)
  • currere : cucurrī : cursum

I vedisk redupliceres med i eller u, hvis rodens nultrin indeholder en af disse to vokaler. Selv om italokeltisk og vedisk i denne henseende ligner hinanden, går feks. LIV ud fra at perfektum i urie. havde e-reduplikation.

  • Rødder med synkront o i roden redupliceres med -o-, hvilket er en latinsk nydannelse:
  • mordēre : modeō, momordī, morsum
  • spondēre : spondeō, spopondī (Aul.Gell. spepondī)
  • poscere : poposcī (Aul.gell. peposcī); umbr. pepurkurent
  • Andre rødder, dvs rødder med a eller e, redupliceres med e-. Vokalsvækkelsen har siden ændret rodvokalens kvalitet uden at det har påvirket reduplikationsvokalen:
  • tangere : tangō, tetigī, tāctum
  • canere : canō, cecinī
  • parere : pareō, peperī; jf. OFal. peparai < *pe-pr̥h₃-
  • pellere : pallō, pepulī – iflg. Meiser (210) < *pe-pol- < *pe-pel- < *pe-pal- < *pe-pl̥h-
  • tollere : tollō, tetulī – iflg. Meiser (210) < *tetol- < *tetel- < *tetal- < *te-tl̥h-
  • pendere : pendō, pependī – vel *pe-pn̥d-

Afreduplicering (ikke-reduplicering)

I præfigerede verber tabes reduplikationsstavelsen, hhv. redupliceres ikke:

  • tetigī : contigī
  • cecinī : concinī
  • tetulī : contulī
  • spopondī : respondī
  • momordī : remordī
  • pepulī : compulī

Heraf opstod i klassisk latin ureduplicerede former som tulī, tulistī, tulit osv.

Undtagelser forekommer (måske betinget af at reduplikationsstavelsen ikke er -e-, der jo skulle svækkes):

  • didicī : ēdidicī

Aflyd

Det urie. perfektum have som bekendt o/Ø-aflyd. Formentlig allerede i uritialisk lader dette aflydsskema til at være blevet opgivet til fordel for et skema med gennemgående nultrin. Resultatet er en overvægt af reduplicerede stammer der består af to lette stavelser (Meiser s. 210).

Generelt ser vi to endenser, der begge peger tilbage på en utiralisk præference for to korte stavelser i reduplicerede dannelser::

a. Nultrin

  • pungere : pungō, pupugī : punctum < *pu-pug-
  • tangere : tangō, tetigī : tāctum < *te-th₂g-
  • scindere : scindō, scicidī (oldlat): scissum < *sk̑ʰe-sk̑ʰid- (LIV: nydannelse)

Generaliseringen af nultrinnet er tilsyneladende sket før R̥ > VR:

  • pellere : pellō, pepulī – iflg. Meiser (210) < *pepol- < *pepel- < *pepal- < *pepl̥h-
  • tollere : tollō, tetulī – iflg. Meiser (210) < *tetol- < *tetel- < *tetal- < *te-tl̥h-

I en række tilfælde har vi noget der ligner fuldtrin, men som kan fortolkes som refleksen af et uritalisk nultrin:

  • pendere : pependī : pēnsum < *pe-pn̥d- (ikke *popondī)
  • tendere : tetendī : tēnsum/tentum < *te-tn̥dʰ- (ikke *totondī)
  • currere : cucurrī : cursum < *ke-kr̥s- (eller, iflg. de Vaan, *ke-kors-)
  • mordēre, momordī, morsum < *me-mr̥d-

I mindst et tilfælde kan vi se, at et latinsk redupliceret perfektum til en tung rod har erstattet en dannelse med let rod:

  • poscere ‘forlange’: poposcī (Aul.gell. peposcī). Indførelsen af præsensstammen, urie. *pr̥k̑-sk̑e-, må være en innovation i forhold til umbrisk pepurkurent fut.prf. < *pe-pr̥k̑-us-ent.

b. Samme vokalisme som infektivstammen – før vokalsvækkelsen.

I nogle tilfælde er resultatet to lette stavelser:

  • canere : cecinī : cantum
  • cadere : cecidī : cāsum
  • parere : pareō, peperī; jf. OFal. peparai < *pe-pr̥h₃-

I andre tilfælde, der lader til at være nydannelser, er resultatet en jambisk struktur. Bemærk, at o ikke svækkes til u:

  • caedere : cecīdī : caesum (LIV: nydannelse; rod ?*kh₂ei̯d-, kun i italisk og albansk)
  • pēdere: pēdō, pepēdī, –
  • fallere: fallō, fefellī, falsum (LIV/de Vaan: nydannelse)

I to af disse tilfælde skal det bemærkes, at o ikke svækkes i indre stavelse, ligesom det ikke svækkes i momordī i det ovenstående.

  • spondēre : spopondī : spōnsum
  • tondēre, totondī, tōnsum

Videre udvikling

I historisk tid kan vi se, at nogle reduplicerede perfekta overgår til u-perfektum. I utiralisk var der som nævnt en tendens til at generalisere den svage form af roden i det reduplicerede perfektum. Eftersom u-perfektum dannedes til lette rødder, havde den nye u-perfektumsstamme samme metriske struktur som den gamle reduplicerede:

  • tetinit → tenuit
  • scicidī → scidī
  • pepercit → parcuit Naev.com. 69 
  • cecinī → occinuī
  • crēdidī → concrēduī PL. Cas. 479

Måske vi generelt kan gå ud fra, at mange u-perfekta erstatter gamle reduplicerede perfekta.