r

Konsonantisk r

Urie. *r giver som udgangspunkt r i latin.

Sen (2015: 92 fn. 17) har dog foreslået, at der var to realiseringer af r: en dental, som vi ser i coda og en “dark”, hvilket vel betyder postalveolær eller rundet, som vi ser i onset. Fordelingen er altså næsten modsat af fordelingen af l pinguis.

Sen mener, at forskellen f.eks. ses, når den sene overgang af vo- > ve- før dental rammer forskelligt:

Bevarelse af o foran r i onset:

  • vorāre

Fronting af o > e foran coda-r:

  • versi-
  • vermis

Det kunne måske også forklare, hvorfor endestavelsessynkope rammer V̆ mellem {r, t} og udlydende {s, t}, men ikke udlydende r:

Synkopen rammer ens efter r og t; typer på at de to lyde er ens i en eller anden henseende: 

  • *dentis > dēns
  • *akris > *akr̥s > acer

Men før -s og -r er resultatet forskelligt: synkopen udebliver før r; tyder på at de to lyde er forskellige:

  • *fertor > fertur

Stavelsesbærende *r̥

Begge de uritaliske likvider må have været udtalt med læberunding. Det ses feks. af at de påvirker de latinske frikativer på samme måde som u, samt af, at deres støttevokal er *o i uritalisk.

*R̥ > OR/ __ C (URITALISK)

Dette er hovedreglen:

  • cor, ‑dis ‘hjerte’ < *k̑ḗrd, *k̑r̥dós; gr. καρδίᾱ (Homer κραδίη) oirsk cride
  • mors, –tis < *mr̥-tí-, jf. ved. mr̥tyú- lit. mirtìs, mir̃ti ‘dø’
  • morior  < *mr̥-i̯e-
  • fors, -tis f. ‘tilfælde’, jf. pael. FORTE(S) gen.sg. ‘held’
  • torvus o/a-adj. ‘uhyggelig’ < *tr̥gʷ-o-, jf. hitt. tarkuwa(nt)-
*R̥ > UR UNDER UKLARE OMSTÆNDIGHEDER

Efter labiovelar og *u̯ og i andre tilfælde, der tilskrives låneord fra umbrisk eller dialektalt lån. Det er svært at afgøre, om en given form går tilbage til *r̥ eller *or (og Zair (2017) påpeger, at former med -ur- kan være dialektale eller umbriske, idet han mener at *r̥ > ur i umbrisk). (Derudover har jeg foreslået, at *or rent faktisk kan udvikle sig til er i latin.)  

  • curtus ‘kort’ ← *kwr̥-tó- (hitt. kwerzi ‘skærer’)
  • gurges -itis ‘afgrund’ ← redupliceret form af *gʷr̥h3– ‘sluge’ (Zair 2017 anser etymologien for tvivlsom, idet der bla. mangler spor af laryngalen)
  • currō ‘løber’ < *kr̥s-; oldirsk carr, gallisk *karros > latin carrus ‘vogn’; muligvis oldislandsk hros ‘hest’; jf. også gr. ἐπιίκουρος ‘hjælper, allieret’
  • furtum n. ‘tyveri’ < *bʰr̥-tó-
  • surdus o/a-adj. ‘døv, stum’; tvivlsom afledning af *suer- ‘lyde’; skt. svar- : sváranti ‘lyder’, svarita ‘intonerende accent’
  • ursus m. o-st. ‘bjørn’ < *h2r̥tk̑o- gr. ἄρκτος (muligvis et låneord)

Husk at der er en regel om, at initialt *u̯o- > ve-. Det betyder, at i en del eksempler har vi *u̯r̥ > uor > uer

  • versus < vorsus
  • vermis
*R̥ > AR / __ (H)V (OGSÅ URITALISK)

Det lader til, at laryngaler farver et tilstødende r̥/l̥; jf. CR̥HC  > CRāC.

  • carō ‘kød’ *kr̥hō < *(s)kerh- ‘dele’, jf. umbr. karu, dat. karne; kartu ‘skal fordele’; litauisk skìrti ‘skille’
  • haruspex, -icis m. ‘etruskisk og romersk præst, som tog varsler af offerdyrs indvolde og af visse naturfænomener’ < *g̑ʰr̥h-u- ‘indvold’, jf. skt. hirā́- ‘vene’, lit. žarnà ‘indvold’. oldisl. go̧rn ‘indvolde’ + *spek̑-
  • vărus ‘bums (på huden)’ < *u̯r̥h-o-, jf. lit. vìras ‘pustel’

Anaptykse 

Sporadisk:

  • magisterātus for magistrātus