Særtræk
De indoeuropæiske pronominer havde en række særtræk, af hvilke følgende er videreført i italisk:
- Suppletive stammer
- Nom.sg. *-s mangler i nogle tilfælde (feks. lat. quī, ved. sá, gr. ὅ)
- Neutrum nom./akk.sg. *-d i nogle stammer
- Abl.sg. *-Vd
- Gen.sg. med *-si̯-
- (Dat., abl., lok. sg. f. med *-si̯- ses derimod ikke i italisk)
- M./n. dat., abl., lok. sg. med *-sm-: kun i sabellisk
- Nom.pl.m. *-oi̯
- Gen.pl. med *-s-
- Inde i ordet ses et *-oi̯- i visse endelser (evt. olat. ībus)
- Bøjningen har en tendens til at tiltrække en særlig type adjektiver, kaldet pronominaladjektiver
I latin har de pronominale paradigmer endu et særtræk:
- Endelsen -i i nom.sg.. Ses i:
– rel.pron. m. quī (indskr. QVOI), f. quae og analogisk i n. nom./akk. pl. quae
– dem.pron. f. haec, analogisk i nom./akk. pl. haec.
– dem. pron. f. illaec, analogisk i nom./akk. pl. haec
Dette -i lader til at være fraværende i m. hic og illic, så måske det er en femininumsmarkør, der har bredt sig til maskulinum? Bemærk, at f.nom.sg. på -ae(c) altid følges med en enslydende n.nom./akk.; det er vel efter mønstret i nominerne, hvor endelsen er -a begge steder. - Ingen genusdifferentiering i genitiv singularis, dativ singularis og dativ/ablativ pluralis
Oversigt
Personlige pronominer
1sg. ego
2sg tū
1pl. nōs
2pl. uōs
Possessive adjektiver
1sg. meus
2sg tuus
1pl. noster
2pl. uoster
Demonstrative pronominer
Anaforiske o.l.
*so- – anaforisk, fragmentarisk
is, ea, id ‘han, hun, den’ – anaforisk
īdem, eadem, idem ‘den samme’
ipse, ipsa, ipsum ‘selve’; emfatisk, refleksivt
Deiktiske
hic, haec, hoc – proximal deixis
iste, ista, istud – medial deixis
ille, illa illud – distal deixis
illic, illaec, illuc – distal deixis
Relative, interrogative og indefinitte pronominer
quis/quī, quae – interrogativt
quid/quod – indefinit
quī quae quod – relativt prononem og adjektiv