Pronominer – Latinsk sproghistorie

De indoeuropæiske pronominer havde en række særtræk, af hvilke følgende er videreført i italisk:

Suppletive stammer
Nom.sg. *-s mangler i nogle tilfælde (feks. lat. quī, ved. sá, gr. ὅ)
Neutrum nom./akk.sg. *-d i nogle stammer
Abl.sg. *-Vd
Gen.sg. med *-si̯-
(Dat., abl., lok. sg. f. med *-si̯- ses derimod ikke i italisk)
M./n. dat., abl., lok. sg. med *-sm-: kun i sabellisk
Nom.pl.m. *-oi̯
Gen.pl. med *-s-
Inde i ordet ses et *-oi̯- i visse endelser (evt. olat. ībus)
Bøjningen har en tendens til at tiltrække en særlig type adjektiver, kaldet pronominaladjektiver

I latin har de pronominale paradigmer endu et særtræk:

Endelsen -i i nom.sg.. Ses i:
– rel.pron. m. quī (indskr. QVOI), f. quae og analogisk i n. nom./akk. pl. quae
– dem.pron. f. haec, analogisk i nom./akk. pl. haec.
– dem. pron. f. illaec, analogisk i nom./akk. pl. haec
Dette -i lader til at være fraværende i m. hic og illic, så måske det er en femininumsmarkør, der har bredt sig til maskulinum? Bemærk, at f.nom.sg. på -ae(c) altid følges med en enslydende n.nom./akk.; det er vel efter mønstret i nominerne, hvor endelsen er -a begge steder.
Ingen genusdifferentiering i genitiv singularis, dativ singularis og dativ/ablativ pluralis