Oprindelse og betydning
Pronominer kan, ligesom adjektiver, modificere nominer. Derfor er der en tendens til, at adjektiver overgår til den pronominale bøjning (en tendens, der i de germanske sprog har givet anledning til den stærke bøjning).
Fortson og Vine klassificerer disse adjektiver som ‘semantically basic’, Meiser (s. 168) taler om “ihrer semantischen Nähe zu den Pronomina.” Betydningsmæssigt ligger de tæt op ad nogle grammatiske kategorier: i latin angiver de typisk tal, mængde eller modsætninger. I vedisk angiver de også deiksis, dvs. placering i rum eller tid.
I latin finder vi ligeledes en række adjektiver af 1./2. deklination, der viser pronominale særtræk.
Bøjning
Pronominaladjektiver bøjes efter 1./2. deklination, med følgende pronominale særtræk:
- Genus-indifferent gen.sg. på ‑īus
- Genus-indifferent dat.sg. på -ī
- Nom.akk.n. på -d (kun i aliud)
Eksempler
Tal og mængde
- ūnus ‘en’ < *(h₁)oi-no-; jf. ved. éka– ‘en’ < *(h₁)oi̯-ko-
- ūllus ‘(ikke) nogen’ < *(h₁)oi̯-n-elo-
- nūllus ‘ingen’ < *ne-(h₁)oinelo-
- sōlus adj. ‘alene, ene, den eneste’
- tōtus ‘al’ < *tou̯eto- ‘fyldt, fuld’, iflg. Meiser (s. 168) en ppp. til et verbum *tou̯ei̯e-, afledt af *teu̯h₂- ‘være stærk’. Jf. semantisk parallel i ved. víśva– og sárva– ‘al’
Modsætning (‘en af to’)
- alius, alia, aliud ‘anden’ < *ali̯o-; jf. gr.ἄλλος, ἄλλη, ἄλλο (ikke ἄλλον, dvs < *ali̯od, jf. ved. anyád ‘id.’); jf. ved. anyá-
- alter ‘den ene af to’ < *ali-tero-
- ŭter, utra, utrum, pron. adj. og sb. ‘hvem (hvilken) af to’; den ene af to’ < *kʷu-tero-, jf. gr. πότερος, ved. katará-
- ŭterque, utrāque, utrumque, indef. pron., adj. og sb. ‘hver især af to, begge’ < *kʷu-tero-+kʷe
- neuter, ‑tra, -trum, adj. og sb. [ne og uter] ‘ingen af to, ingen af begge’