Oprindelse og betydning
Pronominer kan, ligesom adjektiver, modificere nominer. Derfor er der en tendens til, at adjektiver overgår til den pronominale bøjning. I en del indoeuropæiske sprog gælder det særligt en type adjektiver, der betydningsmæssigt ligger tæt op ad nogle grammatiske kategorier. I latin er det typisk tal, mængde eller modsætninger. I vedisk angiver de også deiksis, dvs. placering i rum eller tid.
Fortson og Vine klassificerer disse adjektiver som ‘semantically basic’, Meiser (s. 168) taler om “ihrer semantischen Nähe zu den Pronomina.”
Bøjning
Pronominaladjektiver bøjes efter 1./2. deklination, med følgende pronominale særtræk:
- Genus-indifferent gen.sg. på ‑īus
- Genus-indifferent dat.sg. på -ī
- Nom.akk.n. på -d (kun i aliud)
Eksempler
Tal og mængde
- ūnus ‘en’ < *(h₁)oi-no-; jf. ved. éka– ‘en’ < *(h₁)oi̯-ko-
- ūllus ‘(ikke) nogen’ < *(h₁)oi̯-n-elo-
- nūllus ‘ingen’ < *ne-(h₁)oinelo-
- sōlus adj. ‘alene, ene, den eneste’
- tōtus ‘al’ < *tou̯eto- ‘fyldt, fuld’, iflg. Meiser (s. 168) en ppp. til et verbum *tou̯ei̯e-, afledt af *teu̯h₂- ‘være stærk’. Jf. semantisk parallel i ved. víśva– og sárva– ‘al’
Modsætning (‘en af to’)
- alius, alia, aliud ‘anden’ < *ali̯o-; jf. gr.ἄλλος, ἄλλη, ἄλλο (ikke ἄλλον, dvs < *ali̯od, jf. ved. anyád ‘id.’); jf. ved. anyá-
- alter ‘den ene af to’ < *ali-tero-
- ŭter, utra, utrum, pron. adj. og sb. ‘hvem (hvilken) af to’; den ene af to’ < *kʷu-tero-, jf. gr. πότερος, ved. katará-
- ŭterque, utrāque, utrumque, indef. pron., adj. og sb. ‘hver især af to, begge’ < *kʷu-tero-+kʷe
- neuter, ‑tra, -trum, adj. og sb. [ne og uter] ‘ingen af to, ingen af begge’