Nasaler (n og m)

Urie. havde to nasaler, *n og *m. De havde to realiseringer:

  • Konsonantisk *m og *n før/efter vokal
  • Stavelsesbærende *m̥ og *n̥ i stilling mellem konsonanter
    – undtagen i forbindelse med Stangs lov

I latin har vi følgende reflekser, der muligvis først er opstået i latinofaliskisk:

  • *m, *n > m, n
  • *m̥, *n̥ > em, en (i sabellisk an i første stavelse)
  • *Hm̥, *Hn̥ > am, an; se under laryngaler

n̥ > en; m̥ > em

  • centum < *k̑m̥tóm
  • in-tentus < *-tn̥-tos
  • ueniō < *gʷm̥-i̯e/o-
  • decem < *dek̑m̥; umbr. desenduf akk.pl. f. ‘12’, gr. δέκα ‘10’
  • tenēre < Meiser: *tn̥-eh1-i̯e/o-; LIV: *tn̥-h1i̯e/o-
  • pedem < *pedm̥
  • nōmen < *h₃nóh₃mn̥

Senere undergår *en og *em < *n̥, *m̥ de samme lydregler som gælder for *e:

  • lingua < *dn̥gʰu̯a- (osk. fangvam)
  • imber Osc. anafríss = imbrīs ‘til regnguderne’ < *n̥bʰbri-

n̥ > na og ma / __ media+ C

Schrijver: RDC > RaDC. Weiss (2009:81 fn. 10): analogisk fuldtrin.

  • magnus < *m̥g̑h2-no- gr. méga, oind. máhi

Men bemærk ignis (ikke ** nagnis) < *n̥gnis

n̥ > an / __ V?

  • manet 3sg. af manēre ‘forblive’. Forklaret som *mn̥-eh1-t, med vokalisering af n som følge af Lindemans lov; men dette er usikkert

*dn > nd (metatese)?

En omdiskuteret regel. Nogle forskere mener, de følgende tilfælde har helt individuelle forklaringer:

  • unda f. ‘bølge’ < *ud-n-ah₂, afledt af r/n-stammen *u̯odr̥, *u̯edn- n. ‘vand’. Jasanoff (2006): snarere indflydelse fra nasalpræsens, jf. ved. unátti, pl. undánti ‘væde’ – ses også i lit. vañduo, dial. uñduo, let. ûdens ‘vand’. Tre indvendinger: (1) dette nasalpræsens er ikke belagt i latin, (2) indflydelse fra verbet virker suspekt (3) umbr. utur, abl. une viser tilbage til en stamme *ud-r̥, *ud-n-, som det virker oplagt at aflede den latinske form fra.
  • pandere ‘udbrede, åbne’ < urit. *pat-ne-, jf. osk. 3pl. impf. konj. p a t e n s í n s ‘panderent’. Af urie. *pt-ne-h₂-, jf gr. πίτνημι.
    Rasmussen (1996): *pət-na-h₂-mi med ‘schwa secundum’,som opstår i konteksten #T_ TRV-; lukkelyd nr. 2 undergår en særlig udvikling her; ses også i quadru-pēs < *kʷətru-.
    Jasanoff (2006): resultatet af en sporadisk metatese *padn- → *pand- i analogi med verber som scindere, tundere, tendere, prehendere, tangere, pungere, ung(u)ere, osv.
  • fundus m. bund < *bʰudʰ-no-, måske afledt af *bʰudʰ-men-, jf. gr. πυθμήν ‘bund’. Jasanoff (2006): gr. πύνδαξ viser, at metatesen (sammen med *dʰ > *d) fandt sted allerede i urie.

*m̥m > *əm?

Sekvensen *m̥m opstod dels af *m̥HV, dels som følge af Lindemans lov. Weiss (2022: 118) mener, at udfaldet var urit. *əm > lat. om. Evidensen er:

  • homō < *g̑ʰm̥mō, jf. got. guma
  • Ven. dekomei lok.sg. < *dek̑m̥mo-; jf. keltib. tekametam ‘tiende’
  • Osk. últiumam ‘sidst’
  • Palæo-U. setums ‘Septimus’ (et navn) < *septm̥mos
  • Præ-Samnitisk ϝολαισυμος nom.pl. ‘bedst’

*mi̯ > *ni̯ 

  • venīre ‘at komme’ < *gʷem-i̯e-
  • quoniam < *kʷom iam

*mr > br; *ml > bl (denasalering)

Reglen har undtagelser, men også et par gode eksempler:

  • brevis adj. ‘kort’ < *mregʷʰ-i- < *mreg̑ʰ-u̯i-, jf. gr. βραχύς
  • hībernus adj. ‘vinterlig’ < *g̑ʰei̯m-rino-
  • blandus adj. ‘smigrende’ < * blāndus, hvis < *mlah2-[…], jf. skr. mlā ‘at blive blød’ gr. μαλακός ‘blød’. Ikke sikkert.
  • Jf. også verbet blatīre, blatere ‘plapre’ (og balbus ‘stammende’)

*mn > md > nd (denasalering)?

Denne regel bruges af Jens Elmegård Rasmussen (1999 [1996) til at forklare en række fænomener; nogle forskere er uenige. Reglen har undtagelser, som Rasmussen gør rede for.

  • secundus adj. ‘anden, følgende’ < *sekʷo-mh1no- – og andre gerundiver
  • bibendum gerundium ‘at drikke’ < *pi-ph₃-m̥n-o- og andre gerudiummer
  • tendō ‘spænder’ < *tn̥-n-, jf. nasapræsens i skt. tanóti
  • tondeō ‘klipper, skærer’, en kausativ-iterativ, *tomh2-éi̯e-, der sekundært er blevet påvirket af et nasalpræsens < *tm̥-n-h1-, jf. gr. τάμνω.

Måske det er mere sandsynligt, at udviklingen var *m̥n > *n̥n > *dn > *nd med den ovenfor nævnte metatese.

*m# > Ø̃# (talesprog)

I oldlatinske indskrifter er der flere eksempler på, at finalt -m ikke skrives, og i metrikken ses det, at finalt -Vm helt svinder før vokal (Meiser s. 94). I skriftsproget opretholdes udlydende -m dog fra 2.årh., og det er først i de romanske sprog, at –m svinder i alt andet end enstavelsesord. Noget lignende gør sig gældende for -s.

*-V̄ns# > -V̄s

  • tem. akk. pl. -ōs < *-ōns, jf. ved. -ān ~ -āṃs

Sekundære stavelsesbærende nasaler

Stavelsesbærende nasaler opstået i forbindelse med synkope. Støttevokalen er i:

  • sigillum ‘mærke’ < *segn̥-lo- < *segno-lo-← signum ‘tegn’ < *seg-no-
  • tigillum ‘lille planke’< *tegn̥-lo- < *tegno-lo- ← tignum ‘stykke tømmer’

Anaptykse
Sporadisk:

  • Alc(u)mēna
  • techina ‘kunst, trick’ < gr. τέχνη
  • specimen < *spekmen < *spek̑-mn̥