Adams et al. (2023, kapitel 5) m.fl.
Stavelser
De latinske versemål er en rytmisk sammensætning af korte og lange stavelser. Her er en kort forklaring.
Åbne og lukkede stavelser
En stavelse består af mindst én vokal. Hvis denne vokal følges af én konsonant plus vokal, er stavelsen åben. Det er fordi konsonanten tælles til den næste stavelse ‑ også selvom der følger en ordgrænse.
- semel /se.mel/
- dare /da.re/
- ut enim /u.t e.nim/
I de ovenstående eksempler er se– da- og u- åbne stavelser.
Undtagelser (kun for latin):
- mūta cum līquidā-reglen siger, at:
1: en gruppe bestående af lukkelyd plus likvid tæller som én konsonant.
- pá-tre /pa.tre/
- Amphi-truō /am.fi.tru.ō/
- pó-plo /po.plo/
I de ovenstående eksempler er pa-, –phi– og po- åbne stavelser.
2: Reglen gælder dog ikke, hvis der falder en morfem- eller ordgrænse mellem de to fonemer:
- abripere /ab.ri.pe.re/
- ut rem /ut. rem/
Senere digtere har et mere frit forhold til mūta cum līquida: Regel 2 gælder altid, regel 1 er mere fleksibel.
- Fonemet h tæller ikke som en konsonant (man siger, det ikke danner position)
- līber hārum /lī.be.r hā.rum/
- et haec /e.t haec/
I de ovenstående eksempler er –be– og e- åbne stavelser
Hvis vokalen følges af to konsonanter (og de ovenstående undtagelser ikke foreligger), tælles den første konsonant til stavelsen selv. Dermed opstår en lukket stavelse.
- Amphitruō /am.fi.tru.ō/
- novisse /no.vis.se/
- urbs est /ur.bs est/
Bogstaverne z og x står for [ks] og [dz], dvs. de indeholder to konsonanter.
- ex Árgō = /ek.s argō/
Grafemerne qu [kʷ] og ph [f] er eet fonem.
- quŏque – /kʷo.kʷe/
- sophus – /so.fus/
Lange og korte stavelser
En åben stavelse med kortvokal er kort; en åben stavelse med langvokal er lang/tung. Alle lukkede stavelser er lange/tunge.
Metrum
Et verselinie er opbygget af fødder. En fod indeholder to halvdele: en let del (sænkning) og en tung del (hævning). Eksempler på fødder:
∪∪ | pyrrhus | ||
— ∪ — | Kretikus | ||
∪∪∪∪ | proceleusmaticus | 40 | |
∪∪∪ | tribrach | 250 | |
— ∪ | trokhæ τροχή | Alcumēna | 570 |
∪∪ — | anapæst | Amphitruō | 600 |
— ∪∪ | daktyl | Amphitruō | 700 |
∪ — | jambe gr. ἴαμβος | aedibus | 1630 |
— — | spondæ | 2940 |
Heauton Timorumeno, iflg. Adams et al. 2003: 84
Særligt om Plautinsk metrik
Traditionelt inddeler man i tre slags tekst hos Plautus: Talt recitativ uden musikalsk akkompagnement, recitativ med musikalsk akkompagnement og sange. Talt recitativ er for det meste skrevet i jambisk senar. Det er en verseform, der i princippet er opbygget af seks jamber. Den sidste stavelse er dog en syllaba anceps, dvs. den har ingen metrisk værdi, hvilket markeres med et kryds:
∪ —1 ∪ —2 ∪ —3 ∪ —4 ∪ —5 ∪ x6
Plautus forholder sig meget frit til dette skema.
- Hævningen (∪) i de første fem jamber kan både erstattes af én lang eller sågar to korte; resultatet er som regel en spondæ eller en daktyl, men anapæst og procleusmaticus forekommer også:
- Haec úrbs — —
- is amāre; legiōnibus ∪∪ —
Endelig er der fænomenet brēvis in longā, hvor en kort erstatter en lang…
Man skulle tro, at resultatet af al denne frihed var totalt kaos, men der er dog visse regelmæssigheder.
- Sidste fod er næsten altid en jambe, sjældnere en pyrrhus;
- Luchs & Bentleys lov: næstsidste fod kan ikke være jambisk, hvis sidste fod er et jambisk ord: pater meus kan ikke stå i slutningen af jambisk senar
- Trokhæer er ikke tilladt;
- Der er en tendens til, at femte[?] og syvende element i jambisk senar er korte:
x —1 ∪ —2 x —3 ∪ —4 x —5 ∪ x6 - Cæsur. Midt i den tredje eller fjerde versefod ligger der stort set altid en ordgrænse, og der kan være en lille pause. Denne såkaldte cæsur kan noteres med //.
1 is núnc — — | 2 Amphítru- — ∪∪ | 3 ō //prae- — // — | 4 féctust — — | 5 legiōn- ∪∪— | 6 ibus ∪— |
- Ritschl, Hermann og Lachmanns love om split resolution: der kan godt ligge en ordgrænse mellem eller efter to korte i en anapæst eller en proceleusmaticus, resultatet er en splittet anapæst:
- id erāt ∪|∪—
- mihi fert ∪∪|—
Men det ord, der går forud for ordgrænsen, er altid et en- eller tostavelses, proklitisk ord. Reglen virker således ikke på eksempler som:
- (il)lud erāt ∪∪—
- (Myr)rhina fert ∪∪—
Sandhi
Elision
En vokal eller diftong, der enten står i udlyd eller følges af -m, elideres for det meste, hvis et efterfølgende ord begynder på vokal eller h.
- amāre occēpīt → amār occēpīt
- atque hīc → atqu īc
- quantum est → quant est
Hiat
– er det modsatte af elision, dvs, det fænomen, at en vokal ikke elideres. Forekommer hyppigere hos Plautus end hos senere digtere.
Prodelision/aphaerese
Følger verbalformerne es eller est et ord på ‑is eller ‑us finder elision ikke sted; i stedet svinder verbets vokal:
- Praeféctus est → praeféctust
Fortson s. 206 nævner, at dette fænomen i teorien kan være relateret til, at verber i hovedsætninger var ubetonede i urie.
Jambisk forkortelse eller breuis breuiāns
Jambiske ( ‿ __ ) ord kan blive pyrrhiske ( ‿ ‿ ). Ses i scenisk digtning fra omkr. 2. årh. fvt., hvor reglen er optionel. Læs mere.
Særlige forhold i oldlatin
En række finale stavelser, der senere forkortes, er lange hos Plautus:
- 3sg. af 1., 2., 4. bøjning –āt, –ēt, –īt
- 3sg. impf. –bāt
- Konjunktiv –āt, –ēt, –īt
- Perfektum indikativ –īt
- Passiv imperativ -(n)tōr
- 2sg. af esse: es, sommetider skrevet ess. Gælder også når der er aphærese: amātu’s(s)
- Maskuline og feminine nominalstammer på –ōr, –ēr: sorōr, patēr
- Neutrale stammer: animāl, calcār
- Animate t-stammer: miles, hospes (formentlig også vas og os!); herunder hører vel også cor.
- Adverbiet ter < ters (men bemærk, at sidst stavelse af ager er kort; ligeledes vel også vir. Fortson mener, at tab af -s forløb tidligere i flerstavelsesord.)
- De neutrale hoc < *hod-ce, istúc < *istud-ce
Visse underordnende konjunktioner som sī, nī og quandō kan undergå forkortelse i kombination med diverse klitiske ord (Adams et al. 2023:81):
- squis, niquis
- nīsī → nisī → nisi med jambeforkortelse
- quandoquidem
- *ed-quis > ecquis kan også udtales med kort første stavelse
(1) Men det udtaltes formentlig, for det er først omkring midten af det første årh. fvt., at det nogle gange mangler i manuskripterne.