Lucius Cornelius Scipio Barbatus, konsul i 298 fvt.
- Lucius Scipio Barbatus, konsul i 298, spillede en vigtig rolle i den tredje samnittiske krig (298-290 f.Kr.), som romerne udkæmpede mod en alliance af samnittere, etruskere, gallere og umbrere. Med sejren opnåede Rom herredømmet over hele Mellemitalien.
- Nedenstående tekst er skrevet i det saturniske versemål. Forskerne strides om de metriske principper. For Clackson & Horrocks fortolkning, se her.
CORNELIVS·LVCIVS·SCIPIO·BARBATVS·GNAIVOD·PATRE
PROGNATVS·FORTIS·VIR·SAPIENSQVE—QVOIVS·FORMA·VIRTVTEI·PARISVMA
FVIT—CONSOL CENSOR·AIDILIS·QVEI·FVIT·APVD·VOS—TAVRASIA·CISAVNA
SAMNIO·CEPIT—SVBIGIT·OMNE·LOVCANA·OPSIDESQVE·ABDOVCIT
CORNELIUS → Cornēlius, et nomen gentilicum, se under Romerske navne
LVCIUS /lūcius/ → Lūcius
- Bemærk monoftongeringen i LVCIUS, men ikke i ABDOVCIT /abdoucīt/. Muligvis første belæg af monoftongeringen.
SCIPIO et cognōmen, af scīpiō, m. n-st. ‘stok’
Jf. gr. σκῑ́πων ‘stok’. Visse cognōmina gik i arv. Det betød, at en person kunne have to cognōmina, som her: Lūcius Cornēlius Scīpio Barbātus.
BARBATUS Barbātus ‘skægget’
- barba f. ‘skæg’ har en uklar oprindelse. Kroonen rekonstruerer et germansk *barzda- < *bʰorzdʰ-eh₂- som bl.a ses i ono. barð ‘skæg’, eng. beard oht. bart. I baltisk og slavisk har vi former som oldpr. bordus, lit. barzdà, lett. bā̀rda, oksl, brada, rus. borodá ‘skæg’. Italiensk farfecchie ‘overskæg’ lader til at gå tilbage til sabellisk og peger på en rod *bʰardʰ- med uforklaret -a-. Katz mener at uritalisk *farba > barba er lydret.
PROGNATUS prōgnātus ‘født’
*pro-g̑n̥h₁-to-, p.p.p til prōgignō ‘avle’. Kombinationen *pro + *genh₁ er nedarvet; jf. ved. prajā́- f. ‘afkom’.
FORTIS fortis ‘stærk’
Oldlat. også forctis. Vel *bʰr̥g̑-ti- til roden *bʰergʰ- ‘være høj, hæve sig over’ som bla. ses i skt. br̥h-ánt ‘stor’, oldirsk brí ‘en høj’, og i navnet Brigit, arm. barjr ‘høj’ osv. Det besynderlige er bare, at ti-stammer normalt er substantiver, ikke adjektiver.
PARISUMA parissima
pār, paris, adj. ‘lige’
Uforklaret oprindelse. Ordet er et ud af fire enstavelsesord, der har aflyd i roden, som ikke skyldes en eller anden form for erstatningsforlængelse: mās, maris adj.‘mandlig’, lār, laris m. ‘lar (en husgud)’, sāl, salis m./n. ‘salt’. Sjovt nok har de alle a- i roden.
UM: I tidlig latin veksler kortovkaler i indre åben stavelse mellem i og u, hvis der følger en labial; jf. optumo ~ optimus < *h₃optm̥ho-; i superlativsuffikset generaliseres -imus i klassisk latin.
CONSOL cōnsul
En deverbal afledning til verbet cōnsulere ‘rådslå, forsamle’. LIV (529): til roden *selh₁- ‘at tage’, jf. gr. εἴλον aor. ‘tog’; kausativen ses i got. saljan ‘ofre’, ono. selja ‘sælge’. *kom-selh₁-/-sl̥h₁-.
CENSOR cēnsor
Nomen agentis afledt at verbet cēnsēre ‘at bedømme, vurdere’. LIV (326) *k̑N̥s-h₁i̯é-, essiv til *k̑eNs- ‘forkynde, vurdere’: skt. śaṃsati ‘taler højtideligt, roser’. Bemærk, at den lydrette for vel burde være *kens-tōr-.
SAPIENS sapiēns adj. af præs. ptc. aktiv, ‘forstandig’
Verbet sapere (săpio, -pīvi, 3. bøjn.) ‘smage; er forstandig’ lader til at gå tilbage til en rod *seh₁p-, der også ses i oskisk sipus ‘vidende’. Kroonen rekonstruerer roden uden *h₁: han antager en urgerm. stamme *safjan- ‘at opfatte’, som ses i osax. an-seffian, biseffian ‘at bemærke’, middelhollandsk be-seffen ‘at forstå’ osv.; jf. skt. sápati ‘at ære, tage hensyn til’, gr. ἕπω ‘tager mig af, beskæftiger mig med.’
AIDILIS aedīlis
Afledt af aedēs/aedis ‘værelse, tempel’ – i pl. ‘hjem, bolig, familie’ < *h₂ai̯dʰ-i-; jf. oldirsk áed ‘ild’, gr. αἴθω ‘brænder’, skt. édha- ‘brænde (dvs. træ)’. Forklaringen er, at ethvert hjem eller tempel havde et arnested. Ædilen have blandt andet opsyn med de offentlige bygninger, heraf navnet.
SVBIGIT·OMNE·LOVCANA·OPSIDESQVE·ABDOVCIT
SUBIGIT subigit, 3sg. præsens til subigere (sūbĭgo-ēgi, -actum) ‘driver, tvinger, underkuer’, dvs. sub + agere.
Tidligere i teksten optrådte en perfektusmform, cēpit, som nu følges af to verber i præsens, subigit og abdūcit. Clackson & Horrocks (2007:142) taler om “the highly marked ‘neutralization’ of tenses after perfect cepit, perhaps showing Greek influence…”
Historisk præsens er det fænomen, at præsens i fortællende stil bruges til at angive handlinger i datiden. Det forklares traditionelt som en måde at gøre en fortælling mere levende. Historisk præsens forekommer hyppigt i græsk og findes også i latin. Mens nogle forskere mener, at det latinske historiske præsens skyldes græsk indflydelse, foreslår andre (tentativt Clackson & Horrocks s. 111), at her er tale om en videreudvikling af den indoeuropæiske injunktiv, der var umarkeret for tempus og modus og typisk brugtes som en slags kamæleon-form, der påtager sig samme tempus og modus som et forudgående verbum. I den ovenstående indskrift er det således underforstået, at subigit og abdūcit skal forstås som perfektum, ligesom cēpit.
OPSIDES obsidēs, akk.pl. af obsēs, -idis
Afledt af obsidere ‘besætte, belejre’, ob + sedēre ‘at sidde’. Samme type sammensætning som cōn-sul og com-es, -itis ‘ledsager’ (*kom-h₁i-t-) og, med nominalt forled, prīn-ceps og au-spex.
ABDOVCIT abdūcit
Bemærk, det er præsens.
Urie. *deu̯k-, ses feks. i got. tiuhan ‘trække’.
Lucius Cornelius Scipio, konsul i 259 fvt.
- Lovprisning af Lucius Cornelius Scipio, som var konsul i 259 fvt. og søn af Lucius Cornelius Scipio Barbātus.
- Rom var midt i den første puniske krig (264–241), og det var i den forbindelse, at Scipio indtog Korsika med et flådeangreb i 259.
- Det var almindelig praksis at en feltherre kunne afgive et vōtum ‘ønske, løfte’ til guderne om, at deres hjælp ville blive belønnet med et tempel. Som det ses af indskriften, har Scipio fået hjælp af vejrguderne. Den slags begivenheder nævnes hyppigt i gravskrifter.
- Scipios sarkofag bærer nedenstående indskrift, som i flere henseender er mere arkaisk end faderens. Clackson & Horrocks hælder til den anskuelse, at den der har skrevet sønnens indskrift simpelthen er mere konservativ.
L·CORNELIO·L·F·SCIPIO
AIDILES·COSOL·CESOR
HONC OINO·PLOIRVME·COSENTIONT R[…]
DVONORO·OPTVMO·FVISE·VIRO
LVCIOM·SCIPIONE·FILIOS·BARBATI
CONSOL·CENSOR·AIDILIS·HIC·FVET·A […]
НЕС·CE PIT·CORSICA·ALERIAQVE·VRBE
DEDET·TEMPESTATEBVS·AIDE·MERETO
HONC OINO·PLOIRVME·COSENTIONT R[…]
Honc oino ploirumẹ̄ cōsentiont romānī
hunc ūnum plūrimī cōnsentiunt romānī
PLOIRVME plūrimī
E for ẹ̄ < *ei̯ < *oi̯; bliver senere til -ī. Skrivemåden E ses fra midten af 3.årh. jf FALERIES på ← Bronzekyradset fra Falerii (Penney 2011: 225)
Plūrimus er superlativ til plūs, som er komparativ til multus. Urie. *pleh₁-i̯os- → gr. πλείων, πλεῖον, ονος, og πλέων, πλέον ‘mere’. Den uritaliske forform til plūs er usikker: urit. *ploh₁i̯os-, *ploh₁-is- eller *pleh₁-i̯os-, komparativ til samme rod som ses *pl̥h₁-u-: gr. πολύς, πολλή, πολύ ‘talrig, hyppig’, ved. purú- ‘meget, ofte’, got filu ‘meget’. Som man kan se, bliver diftongen *oi̯ > ū, og Clackson & Horrocks (2007: 142) foreslår, at PLOIRVME er en falsk arkaisme for PLOVRVME (dvs. ikke en arkaisme).
DVONORO·OPTVMO·FVISE·VIRO
LVCIOM·SCIPIONE·FILIOS·BARBATI
CONSOL·CENSOR·AIDILIS·HIC·FVET·A […]
duonōro(m) optumo(m) fuisse viro(m). Lūciom Scīpiōne(m).
bonōrum optimum fuisse virum: Lūcium Scīpiōnem.
Filios Barbātī cōnsol cēnsōr aidīlis hic fuet apud vōs,
Filius Barbātī cōnsul cēnsōr aidīlis hic fuit apud vōs,
AIDILES aidīlis
Samme sammenblanding af i og e som ses i HEC længere oppe
hec cēpit Corsica(m) Aleria(m)que urbe(m),
hic cēpit Corsicam Aleriamque urbem,
НЕС·CE PIT·CORSICA·ALERIAQVE·VRBE
DEDET·TEMPESTATEBVS·AIDE·MERETO
НЕС
Reduktion af o i ubetonet stavelse (her klitisk ord): *g̑ʰo-k̑e > hic. Zair (2017): e og i var meget tæt på hinanden i 4.-2. årh. – det ses bla. i stavemåden HEC.
Aleria = Ἀλερία, Ἀλαλίη/Ἀλλαλία var en by/koloni på Korsika, grundlagt af grækere, for en tid overtaget af etruskere og indtaget af Scipio sammen med resten af Korsika i 259.
dēdet Tempestātebus aide(m) meretō.
dēdit Tempestātibus aidem meritō.
TEMPESTATEBUS Tempestātibus
tempestās f. ‘tid, vejr, storm, vejrguder’
Afledt af tempus, -oris n. ‘tid, vejr’. I tempestās ser vi, at den svage s-stamme have e-trin i suffikset: *tempos, *tempes-. tempus lader til at have betydet ‘udstrækning’, idet ordet tilsyneladende afledt til urie. *temp- ‘at udspænde’, som også ses i lit. te˜mpti, tempiù ‘spænde(r)’ og tokh. B campäṃ, A cämp¨äs ‘kan, er i stand til’.
De Vaan er blandt de forskere der mener at templum n. ‘tempel’ ef afledt til samme rod, hvilket indebærer en relativt uklar semantiske udvikling.
MERETO[D] → meritō, abl.sg.m. af meritum ‘fortjeneste’, egentlig ppp. til merēre ‘at fortjene’
meretō ‘efter fortjeneste’ bruges hyppigt i indskrifter hvor guderne får en såkaldt votivgave efter at de har fortjent den, idet de har opfyldt et ønske.
Formen er vigtig, fordi den viser, at den klassiske endelse ‑itus, -ita, -itum går tilbage til -etos, -eta, -etum; se mere under anden bøjning.
Finalt -d går tabt efter langvokal, iflg. Penney (2011: 225) omkring midten af 3. årh.
Lucius Cornelius Scipio, kvæstor, muligvis i 167 fvt.
L·CORNELI L·F·P
SCIPIO·QVAIST
TR·MIL·ANNOS
GNATVS·XXX III
MORTVOS·PATER
REGEM ANTIOCO
SVBEGIT
Lūcius Cornēlius Lūciī fīlius Publiī Scīpiō.
Quaestōr, Tribūnus Mīlitum. Annōs nātus XXXIII mortuus.
Patēr rēgem Antiochum subēgīt.
ANTIOCO Antiochum
Antiochos 3. Megas var en konge over seleukideriget (Vestasien, 312–63 fvt.), som romerne slog ved slaget ved Magnesia i 190, tilsyneladende anført af Lucius Cornelius Scipios far, der vel hed Lucius Cornelius Scipio.
Bemærk G i GNATOS
QVAISTOR quaestor -ōris, m. ‘kvæstor’, en romersk embedsmand.
Til quaerere/quaesere ‘bede, spørge, søge efter’ med usikker oprindelse. De Vaan: Urie. *kʷeh₂-i- ‘at få’, jf. gr. πέπαμαι/πάομαι ‘erhverver mig’ lit. kviẽsti ‘at invitere’. quaesere er muligvis en desiderativ hertil. LIV (260): til *ko + *h₂ai̯s- ‘at søge’, jf. skt. iccháti ‘søger’, oldirsk escaid ‘afluser’, oldlit. ìeškau, ieškóti ‘søge’, lett. iẽskãju, ieskât ‘afluse’ <*h₂is-sk̑e-.
ANNOS annōs
annus m. ‘år’
LIV har en rod *h₂et- ‘at gå’, der er attesteret i ét verbum: skt. atasi 2sg. præs. ‘vandrer’. Man mener at det er samme rod der ses i lat, annus, umbrisk akno- ‘år’, gotisk aþnam dat. pl. ‘år’ samt skt. atyá- ‘løber, hest.’
- nātus kombineres med akkusativ af annus ‘år’ og et talord for at betegne en persons alder.