Laryngaler

Meiser (1998: 105–110); Meiser (2018: passim); Weiss (2020: 52ff.)

Laryngalerne forsvandt som selvstændige fonemer allerede i uritalisk, så de regler, der gælder for laryngaler i latin, applicerede allerede i uritalisk eller før.

Nedarvet laryngalfarvning

I italisk er set eneste sikre spor af, at der var tre typer laryngaler, den farvning af *e, der fandt sted i urie:

VH > V̄ / {C, #}

Urie. laryngalfarvning med efterfølgende erstatningsforlængelse ses for eksempel i:

  • quī adv. ‘hvorledes’ < *kʷih1, instr. af *kʷi-
  • nōtus ‘kendt’ < *g̑noh3-tó-, jf. vedisk jñātá-
  • plēnus ‘fuld’ < *pleh1-no-, jf. skt. prāṇa- ‘fyldt’ (overfor nultrin i pūrṇá- ‘rig, overdådig’)
  • fāma ‘omtale, rygte’; gr. φήμη ‘berømmelse’ < *bʰáh2-mah2
  • vīvus *gʷih3-u̯ó-s ved. jīvá- lit. gývas

(fūmus gr. θῡμός < *dʰuh2-mó-s eller *dʰou̯h2-mó-s? Tore Rovs Kristoffersen siger nu, at det snarere er *dʰou̯-mó-s, idet *ou̯m → *ūm på græsk)

Et andet spor af de tre laryngaler er den lidt usikre evidens for en italisk lex Rix, se længere nede.

Laryngaltab: initialt og før vokal

H > Ø / __ V

Initialt:

  • agō ‘kører, driver’ < *h2ag̑-
  • ovis ‘får’ < *h2ou̯i-; jf. hitt./kluv hāwi lyk. χawa
  • it/īt ‘går’< *h1ei̯-
  • aedis < *h2ei̯dʰ-i-

Medialt:

  • dat. sg. -ae < *-ah2-ai̯
  • ventus < *h2u̯eh1n̥tos ‘vind’; ved. vā́ta-

H > Ø / #  __ 

Modsat græsk og armensk har latin ikke protetiske vokaler som refleks af initiale laryngaler. Dvs. en initial laryngal går tabt, både i stilling før konsonant og vokal.

  • līber, gr. ἐλεύθερος < *h1leudʰ-ero-
  • dēns ‘tand’, < *h1d-ont-/*h1d-n̥t- < *h1ed- (eller *h3od-) ‘spise’; gr. ὀδούς, -όντος m. ‘tand’
  • regō, gr. ὀρέγω < *h3reg̑- ‘rette, styre’
  • mingō ‘tisser’ ved. méhati, gr. (Hipponax) ὤμιξεν ‘tissede’; Hesych ὀμιχεῖν ← *h3mei̯g̑ʰ-
  • iuvencus ‘ung ko/tyr’, oind., yuvaśá- ‘ungdommelig’ < *h 2i̯u-h3n̥-k̑o‑; 1. led *h2oi̯-u- n. ‘liv, livstid’, som bl.a. ses i ved. ā́yu- n. ‘liv, livstid’, og *h2i̯eu̯-, som ses i skt. yós ‘velvære, lykke’.

Inspireret af Klingenschmitt og Schrijver nævner Meiser (1998: 106) følgende undtagelser, hvor en initial laryngal vokaliseres. Det virker dog mere sandsynligt, at de har et analogisk fuldtrin:

  • aiō /aiiō/ ‘siger’ < *ai̯-i̯e/o- < *h2g̑-i̯e/o- gr. ἄνωγα ‘befalede’, arm. asem ‘siger’
  • āctum ppp. af agere < *h2g̑-tó-

LIV medtager:

  • apiō ‘binde, fæstne’ < *h1p-i̯o- (hitt. ēpzi); Weiss (2020: 497) peger fornuftigt nok på roden *h2ep- (hitt. hapzi). *h1p- er et af den slags nultrin, der typisk undgås. Dog danner apiō perfektum ēpī, der ville være regelmæssigt fra *h₁e-h₁p-.

Vokalisering

En vokaliseret laryngal, det være sig *h1, *h2 eller *h3, giver uritalisk a. Reglen gælder først og fremmest i stilling mellem obstruenter, da der er en del særudviklinger i forbindelse med sonoranter.

*H > a / C __ {C, #}

I indre stavelse er mange laryngaler gået tabt ved synkope, derfor er der flest eksempler fra første stavelse:

  • pater m. ‘far’< *ph2tēr
  • datus adj. ‘given’< *dh3-tó-s
  • capere ‘tage’ < *kh2p-i̯e/o-; gr. κάπτω (og κώπη ‘greb’ < *koh2p-eh2), got. hafjan
  • facere ‘gøre’< *dʰh1-k-esi; til præs. *dʰh1-k-i̯e/o-, aor. fēcī < *dʰeh1-k-h2ai̯
  • animus ‘sjæl, ånd, vilje, sind’ (med regelmæssig svækkelse af kortvokal i indre stavelse) < *h2enh1mos; gr. ἄνεμος, oskisk anams

Man antager, at reglen også gælder finalt. Her finder vi måske en vokaliseret laryngal i nom./akk. neutrum pluralis:

  • genera < *g̑enh1-es-h2

Idéen om, at finalt *a bevares, er dog overraskende, eftersom *a er den svageste vokal i alle andre stillinger, og alle andre finale vokaler lader til at falde sammen i *‑e. Derfor kunne man overveje, om nom./akk. pluralis på *‑a kommer af den tematiske endelse, *‑eh2. Men her løber vi ind i endnu et mysterium: at denne endelse forventes at give **‑ā.

*H > *a  / #{R, N} ___ {obstruent}

Vokalisering af interkonsonantiske laryngaler applicerer også, når en laryngal befinder sig mellem en initial sonorant og en obstruent. Sonoranten vokaliseres altså ikke. I latin er eksemplerne få, men Kroonen (2013: XVII–XVIII) observerer samme fænomen i germansk, så måske det er nedarvet.

  • macer ‘mager, tynd’< *mh2k̑-ró-, jf. urgerm. *magra-, feks. i oldn. makr adj. ‘mager’, gr. μακρός ‘lang’. Fuldtrinnet ses i  gr. μῆκος ‘længde’, palatalen i av. masah– ‘størrelse’. Jf. også hitt. maklanza-
  • lacer, lacera ‘revet i stykker’ < *lh2k(V)ró-, jf. gr. λακίδες ‘pjalter’ (aor. ἀπέληκα)
  • lassus adj. ‘træt’< *lh1d-to-, jf. gr. ληδειν, iflg. Hesych ‘at hvile’

Derimod sker der noget andet, hvis der går en lukkelyd forud for sonoranten, se det følgende afsnit.

CR̥HC/CN̥HC > CRāC/CNāC

Meiser (1998: 108)

Den mest anerkendte forklaring på dette fænomen er, at sonoranten udviklede en støttevokal til venstre, dvs. RHC > RaHC > RāC.

I denne kontekst har græsk tredobbelt repræsentation:

  • lātus ‘båret’; gr. τλητός <*tl̥h2-tó- ← *telh2-; jfr. oht. dult ‘tålmod’.
  • strātus ‘spredt ud’; gr. στρωτός, ved. stīrtá- < *str̥h3-tó- ← *sterh3–
  • nātus ‘født’; gr. κασίγνητος ‘bror’; ved. jātá- ‘født’ < *g̑n̥h1-tó-s ← *g̑enh1–
  • grātus  ‘kærkommen’ ; jf. osk. brateis, to-ptc. gen.sg., ved. gūrtá-, vb.adj. til gr̥ṇāti ‘priser’. Urie *gʷr̥Htó- < *gʷerH-

Undtagelse: CRH > CRa / __ lukkelyd + C

En særregel postuleret af Schrijver, jf. de Vaan (2008: 263), som mener, at laryngalen måske svandt i en så kompleks cluster. Der lader dog til at være flere forklaringsmuligheder.

  • glaber adj. ‘skaldet, glat’ < *gʰl̥h2dʰ-ro-, jf. lit. glodùs < *gleh2dʰ-u-; Weiss (2022: 84 fn.31) foreslår en rod *gʰladʰ-.

Accentbetinget undtagelse; CŔ̥HC > CaRaC

En særregel, der er lidt svær at bevise eller modbevise. Minder om græsk  θνητός ~ θάνατος. Höfler (2017) diskuterer i alt seks eksempler:  parra, palla, gallus, marra, and sam(p)sa. Se også Weiss (2022: 119).

  • palma ‘håndflade, åre, palme’ < *palama- < *pĺ̥h2-mah2, jf. gr. παλάμη (som nogle forskere mener palma er lånt fra), oldirsk lám
  • calāre ‘kalde’ < *kĺ̥h-i̯e-, jf. gr. καλέω
  • parra ‘fugl med et uheldsvanger skrig’; umbr. parfa < *parasā < *pr̥hso- ← *pr̥hsó- ← *perh-os- ‘fjer, vinge’, som ses i slovensk perso n. med gen.sg. peresa.

H før/efter sonorant

#HN̥ > #a/e/oN

I græsk applicerer den såkaldte Lex Rix, iflg. hvilken initialt *h1,* h2, *h3 vokaliseres til *e, *a, *o i stilling før *u̯, *r̥, *l̥, *m̥, *n̥.

Flere forskere har ment at noget lignende sker i latin, men tilsyneladende kun i forbindelse med nasalerne. Schrijver (1991: 56ff.) har behandlet spørgsmålet indgående. Som de følgende eksempler viser, er der næsten ingen evidens i italisk, og mens Meiser (1998: 106; 2018: 746) nævner reglen som uritalisk, tvivler Weiss (2022); Höfler (2025) er stort set afvisende.

#h1N̥ > eN?

Bemærk, at *N̥ under alle omstændigheder > *eN. Ét muligt eksempel – hvis der er en initial laryngal, og den laryngal er *h1:

  • īnferus ‘nedre’ < *enferus < *(h)n̥dʰero-, jf. ved ádhara-, got. undar ‘under’; måske resegmenteret som in+ferus

Et muligt modeksempel

  • inter ‘mellem’ < *h₁n̥tero-, jf. osk. anter, umb. ander, der viser, at laryngalen ikke har farvet uritalisk *n̥ (Höfler 2025: 12)

#h2N̥ > aN

Et muligt eksempel, som Höfler (2025) ikke kommenterer på:

  • ambi- gr. ἀμφί < *h2m̥bʰ-, jf. umbr AMBOLTU = lat. ambulātō ‘skal gå omkring’. Gr. ἀμφί, skt. abhí, oldirsk imb, oht. umbi.

#h3N̥ > oN

To relativt positive eksempler på lex Rix, begge med *h3n̥-

  • unguis ‘negl’ < *h3n̥gʰ-u-, jf. gr. ὄνυξ, ὄνυχος ‘negl, klo’ < *h3nogʰ-u-, oldirsk ingen ‘negl’ < *h3n̥gʰ-u-. Höfler (2025: 10) forslår, at her er tale om en Schwebeablautvariant, *h₃ongʰ-, af *h₃negʰ-.
  • umbilīcus < *h3n̥bʰ-e/olo-, jf. gr. ὀμφαλός, oht. nabulo, oldirsk imbliu; skr. nábhya- ‘hjulnav’. Man kunne dog også overveje et slægtskab med umbō -ōnis, m. „skjoldknap, skjoldbukkel‟ – en knap der sidder midt på skjoldet. Ordet er iflg. Kroonen afledt af samme rod som vi ser i ‘navle’-ordet. Vi finder en kognat i urgerm. *amban- m. ‚mave‛ – Os. ambon pl. ‚id.‛, Oht. amban ‚id.‛ < urie. *h3embʰ-on- (Kroonen). Det er vel kun oldirsk imb, der tyder på nultrinsformen *h3n̥bʰ-?
    Også her foreslår Höfler (2025: 10) Schwebeablaut; *h₃nebʰ- ~ *h₃onbʰ-.

Modeksempler:

  • ēnsis ‘sværd’ < *h2/3ns-i-, jf. palaisk ḫašī-ra- ‘dolk’, skt. así- ‘sværd, offerkniv’
  • īnfula ‘religiøst,uldent, rødt eller hvidt hovedbind’, iflg. Höfler (2025: 5) < *h₂/₃n̥dʰ-lo- med urie. *h₂/₃nedʰ-, hvis laryngal ses i komposita: upā-nah- ‘sko’. Også her måtte man regne med dialektal form eller resegmentering īn-fula, idet den postulerede form skulle give *indula. Roden *h₂/₃nedʰ- skulle være en variant af *neh₂/₃d- ‘binde’, formentlig opstået ved metatese i nultrinnet *n̥h₂/₃d-. LIV derimod ansætter blot *Hnedʰ-.

h₂R̥ > aR?

  • argentum ‘sølv’ < *h2r̥g̑n̥to-, jf. av. ərəzata- ‘sølv’, hitt. harki-‘hvid’. Höfler (2025: 8) henviser dog til khotanesisk āljsata- [āldzada-] < *Hard͡zata- < *h2erg̑n̥to- med fuldtrin
  • arcēre, muligvis fra *h2r̥k̑éi̯e- iflg. LIV; jf. hitt. harzi, harkanzi ‘fastholde’
  • ars ‘kunst’ *h2r̥-ti-
  • artus ‘snæver’ *h2r̥-to-
  • altāre ‘alter’ (Paulus ex Festo) nom./akk. pl altāria < *h2l̥-teh2–

Modeksempler iflg. Höfler:

  • ulcīscor, ultus sum ‘hævner’ < *h2l̥k-sk̑e-, *h2l̥k-tó-, jf. gr. ἀλέκω, ἀλέξω ‘afværger’, ved. rákṣati ‘beskytter’
  • urna f. ‘krukke, potte’ < *h2r̥k-sneh2-, urceus m. ‘lerkrukke’ < *h2r̥k-ei̯o-, jf. arca ‘kiste’ *h2erk-eh2, orca ‘tønde’ < *h2ork-eh2-; arcēre ‘indeslutte’, ← urie. *h2erk-(Hitt. ḫarzi, ḫarkanzi ‘have, hold’). Som Höfler bemærker, kan her imidlertid også være o-trin.
  • ursus m. o-st. ‘bjørn’ < *h2r̥tk̑o-, jf. hitt. ḫartakka-, oldirsk art, gr. ἄρκτος, ved. ŕ̥kṣa-, ungav. arša- osv. Höfler (2025: 8–9)
  •  uls ‘på den anden side’, ultrā m. komp. ulterior, sup. ultimus ‘udover’ afledt af en pronominal stamme *h₂al-, der også ses i alius; jf. ved. āré lok. ‘i det fjerne’, ārā́t abl. ‘langt væk fra’)

N̥ + HV

I stilling mellem en vokaliseret nasal og en vokal svinder en laryngal uden at sætte sig andre spor end vokaliseringen af nasalen, der ville være udeblevet, hvis laryngalen ikke havde været der:

  • tenuis *tn̥h2(e)u-(i-); gr. ταναός – visse forskere rekonstruerer dog *tenh2(e)u-(i-) med et analogisk fuldtrin
  • similis < *semali- < *sm̥h2el-i-; gr. ὁμαλός (med uventet o). Jf. semel ‘én gang’
  • sine ‘uden’ < *sn̥h1-i, jf. oldirsk sain- ‘særlig, anderledes’, wal. han- ‘særskil, sær-’, gr. ἄνευ ‘langt fra. uden’, got. sundro ‘særskilt’, oht. suntar, ty. sonder ‘uden’

R̥HV > aRV

Normaludviklingen af urie. *r̥ og *l̥ er urital. *or og *ol. I stilling før laryngal + vokal får vi derimod *al og *ar.

  • valēre ‘være stærk’ < *u̯l̥h-eh1-i̯e-; oldirsk flaith ‘herskab’, tokh B walo ‘konge’. LIV rekonstruerer en essiv: *u̯l̥h-h1i̯e-.
  • calēre ‘være varm’. LIV: *k̑l̥-h1i̯e/o-; de Vaan (2008): *k̑l̥h1-éh1– < *k̑el- ‘være varm’; Meiser (mærkeligt nok): *k̑l̥-eh1i̯e/o-; lit. šil̃tas ‘varm’
  • vărus ‘bums (på huden)’ < *u̯r̥h-o-, jf. lit. vìras ‘pustel’
  • haruspex, -icis m. ‘etruskisk og romersk præst, som tog varsler af offerdyrs indvolde og af visse naturfænomener’ < *g̑ʰr̥h-u- ‘indvold’, jf. skt. hirā́- ‘vene’, lit. žarnà ‘indvold’, oldisl. go̧rn ‘indvolde’ + *spek̑-

Det er lidt besynderligt, at vi har to andre regler – Thurneysen/Havet og *o > a/ {b, m, u̯, kʷ, l, *tu̯(?)}     CV – hvor vi ligeledes får a for ventet o. Af de ovenstående eksempler ville valēre og varus faktisk falde ind under den sidstnævnte regel. Derudover kunne man vel også spekulere i, om Thurneysen/Havet også kunne forklare calēre, eftersom l og v lader til at have samme effekt andre steder.