- CIL I².I
- Lapis Niger er et kvadratisk område på Forum Romanum, der på Cæsars tid blev indkapslet i sort marmor, muligvis for at markere, at her tidligere stod en helligdom, i følge legenden til Romulus, men måske snarere til Vulcanus.
- Under marmoren har man bl.a. fundet en cippus (spids stenblok) med nedenstående indskrift, der dateres til det tidlige 6. årh. (Penney 2011: 221).
- Heiner Eichner (1995) foreslog, at indskriften handler om fodgængersikkerhed: den rummer et forbud mod at køre med vogn på Via Sacra.
Kommentar
Nedenstående kommentar følger Eichners tydning.
Se også billede her
QVOI HONC [eller: HODCE ITER] …… SAKROS ESED SORA[NOI]
„Den der … denne [ad denne vej?]… skal prisgives Soranus‟
QVOI = quī
Relativt pronomen med det særegne -i i nom.sg.m.
SAKROS ‘prisgivet’?
sacer ‘hellig, viet til, prisgivet’ < *sh₂k-ro-; jf. hitt. šāklāi- ‘skik, ritual’ < *seh₂k-lo-.
ESED = kl. lat. erit.
Urie. *h₁es-e-t.
… RECEI IC … EVAM … QVOS RE
RECEI → kl. lat. rēgī.
Urie. *h₃rēg̑-ei̯
Rom var på denne tid et kongedømme og ledtes altså af en rēx. Efter republikkens oprettelse i 509 blev kongens kultiske rolle overdraget til en rēx sacrōrum, en højtrangerende præst, der udnævntes for livstid af pontifex maximus, den øverste præst i romersk religion.
[M] KALATOREM HAB … IOD IOVXMENTA KAPIAD DOTAVERE
„De har givet (som privilegium), at han skal have en udråber og at han skal holde trækdyrene‟
KALATOREM calātor, m. ‘offentlig slave, der tjente præster og augurer’
Afledt til verbet calāre ‘udråber, sammenkalder’, som kun findes i tekniske termer som denne, samt comitia calāta n. pl. ‘sammenkaldt forsamling’ og kalendae ‘første dag i måneden’. En nōmenculātor var en slave, der kendte og oplyste herren om navnene på de mennesker han mødte på gaden.
Beslægtet med gr. καλέω ‘kalder’ og særligt Homergræsk καλήτωρ m. ‘udråber’. De Vaan antager urie. *kelh₁-, men LIV rekonstruerer roden som *kleh₁- og forklarer lat. calāre som urie. *kl̥h₁-i̯e-, mens græsk καλέω og umbr. kařetu kommer af en iterativ *kl̥h₁-éi̯e-.
IOVXMENTA = iūmenta
*i̯éu̯g-s-men-to-; jf. NIL: 398. Vel beslægtet med f.eks. gr. ζέυγμα, -ματος n. ‘forbindelse, åg’. Mellem rod og suffiks optræder et *-s-, som vi også ser i forbindelse med andre suffikser; dets oprindelse er uklar.
KAPIA = capiat
LIV: *keh₂p–i̯e-, jf. gr. κάπτω ‘snapper, sluger’, got. hafjan ‘hæve’ muligvis lett. kàmpt kàmpju ‘griber’; essiv *kh̥₂p-h₁i̯é- > oht. haban have.
DOTAVERE dōtāverunt
…M ITER I … … M QVOI HAVELOD NE[QVE] … IOVESTOD LOIVQVIOD
‟ … vej … som uretmæssigt og … retmæssig forsamling / passende seletøj‟
HAVELOD ‘uretmæssigt’?
Iflg Eichner *hau̯edōd > *hau̯elōd med sabinsk l. Det skulle være en ablativ til en stamme *hau̯-id-o- ‘falsk, forkert, uretmæssig, utilstrækkelig’, som senere giver lat. haud ‘næppe’. Roden ses i oldirsk gáu, gó ‘falskhed’; Eichner og de Vaan rekonstruerer *g̑ʰou̯-idʰo-.
Suffikset -idus erstatter ppp. i 2. bøjning, og Eichner foreslår, at der har været et verbum *hau̯-ē- ‘at mangle’. Partiklen haud afspejler iflg. hans forslag *hau̯idom, med uregelmæssigt tab af *̍om – ikke overraskende for en partikel. *a-vokalismen kan ikke være Thurneysen-Havets lov, hvis den lov kun virker på oprindeligt *ou̯.
BAO rekonstruerer idus-suffikset som *-tʰo-, som hun analyserer som en variant af *‑to-suffikset, der forekommer efter *h₁ og *h₂. I hendes rekonstruktion ville formen gå tilbage til *g̑ʰeu̯-eh₁-to- > *g̑ʰeu̯-e-th₁o-.
IOVESTOD ‘retmæssigt’, abl.sg. af iūstus
En *to-afledning til til iūs, -ris n. ‘lov’. Her i indskriften ser vi, at iūs er en gammel s-stamme, vel nom.sg. *ieu̯-os, gen. *i̯eu̯-es-os. NIL (283): Nogle forskere rekonstruerer *h₂i̯eu̯-es-, en afledning til *h₂oi̯-u- n. ‘liv, livstid’, som bl.a. ses i ved. ā́yu- n. ‘liv, livstid’, eller *h₂i̯eu̯-, som ses i skt. yós ‘velvære, lykke’. Andre antager en afledning til roden *i̯eu̯- ‘holde fast. forbinde’, som vi kender fra ved. yuváti.
LOIVQVIOD ‘med en forsamlingsbeslutning’? Eller ‘med et bånd/tøjle?’
Eichner foreslår at læse /loi̯kʷiōd/, som i klassisk latin ville være līciō, abl.sg. af līcium ‘tråd, bånd’, som måske tidligere havde formen *lou̯kʷio-. Festus påstår, at in licium uocare antiqui dicebant ad contionem uocare „i gamle dage kaldte man det at kalde til forsamling at kalde til licium.‟ Så måske ordet har haft en særlig betydning i administrativt sprog.
En beslægtet form er muligvis oblīquus adj. ‘som sker, går eller vender til siden, side-, som går i skrå retning, skrå, skæv’.