Også sabellisk har et langvokalisk perfektum; således:
- Oskisk uupsens ‘de byggede’
Der er flere forskellige kilder til langvokalisk perfektum.
Rodtyper
Der er ingen egentlig fællesnævner for det typer der danner langvokalisk perfektum, men det kan nævnes, at:
- Nogle af verberne i denne gruppe er de lydrette reflekser af et redupliceret perfektum.
- Vi finder stort set ingen verber af den type der forekommer i redupliceret perfektum, dvs. verber med initialt (s)T- eller sjældnere m- og f-. De undtagelser der forekommer – capere, scabere og fodere – anses for at være analogiske. Meiser (2003:195) anser faktisk langvokalisk perfektum for at være komplementært til redupliceret perfektum.
Indoeuropæisk langtrinsperfektum?
Meiser (1998: 211-212) bemærker, at flere urie. sprog, heriblandt urgermansk, erstattede de svage former af redupliceret perfektum med et langtrinsperfektum. I sin gennemgang af langtrinsperfektum ender han med en håndfuld former, der ikke kan gives en god forklaring. Han foreslår, at de afspejler samme fænomen som ses i de gotiske stærke verber af klasse 4 (qiman – quam – qemum) 5 (qiþan – qaþ – qēþum) og 6 (faran – fōr – fōrum):
- frangere: frangō, frēgī, frāctum
- legere: legō, lēgī, lēctum
- linere: linō, lēvī (līvī), litum
- fundere: fundō, fūdī, fūsum
Analogisk hertil:
- fodere: fodiō, fōdī, fossum
- scabere: scabō, scābī, —
Redupliceret perfektum med erstatningsforlængelse
I italisk var der en tendens til at generalisere den svage perfektumsstamme, hvilket vel forklarer former som:
- sedēre: sedeō, sēdī, sessum. se-sd- > sēdī.
- sīdere: sīdō, sēdī/sīdī (-sēdī), -sessum; ligeledes se-sd- > sēdī
- edere: edō, ēdī, ēsum < *h₁e-h₁od-/*h₁e-h₁d-. Jf. præs. edō, ēdis/ēs, edit/ēst
- coepere: coepiō, coēpī, iflg. både LIV og de Vaan < *h₁e-h₁op-/*h₁e-h₁p- (jf. ved. āpa).
Af co- + apiō, iflg. LIV *h₁p-i̯o- (hitt. ēpzi ‘tager’), en form som Weiss (2009: 469) fornuftigt nok afleder fra roden *h₂ep- (hitt. hapzi ‘passer, føjer sig’) - ōdī < *h₃o-h₃od-/ *h₃o-h₃d-
- emere: emō, ēmī, ēmptum. Pf. < *h₁e-h₁m-
Analogisk hertil:
- agere: agō, ēgī, āctum. Vi venter *āgī; LIV (256): efter fēcī : faciō.
Meiser: efter pf. ēgī ‘sagde’ < *h₁e-h₁g- til aiō ‘siger’ < *h₁g-i̯e-; men roden er snarere *h₂ag̑-, og det er uklart om en sådan perfektumsform til aiiō findes. - capere: capiō, cēpī, captum; efter apiō : ēpī, se ovenfor
-u-/-v-perfektum med erstatningsforlængelse
I 1. og 2. bøjning danner verber med udludende -v langvokalisk perfektum. Her er tydeligvis tale om -u-/-v-perfektum.
- (ad)iuvāre, (ad)iūvī, (ad)iūtum (det eneste verbum på listen der muligvis dannede pf, i urie. LIV: *h₁eu̯-; pf. ses i ved. ā́va ← avⁱ ‘hjælpe’)
- lavāre, lāvī, lautum
- cavēre, cāvī, cautum
- favēre, fāvī; fautūrum
- fovēre, fōvī, fōtum
- movēre, mōvī, mōtum
- vovēre, vōvī, vōtum
Afredupliceret perfektum?
Visse rødder udvikler en langvokal i latin, enten i deres fuldtrin eller i deres nultrin. I teorien kan perfektum til den slags rødder ende op som langtrinsperfektum, hvis de undergår afreduplikation. Fortson (215–216) peger på fūgī som en mulighed:
- fūgī < *bʰe-bʰou̯g-, jf. præs. fugiō < *bʰug-i̯o- (hvis ikke rodaorist)
Her er det blot et problem, at uritalisk tilsyneladende generaliserede den svage stamme. Dvs. vi venter *fufŭgai – en form der ville gå tabt pga. de latinske restriktioner på initial konsonantisme i reduplicerede perfekta (Meiser 1998: 212).
Urie. rodaorist?
For følgende verbers vedkommende spekulerer man i en rodaorist:
- iacere: iaciō, iēcī, iactum. Pf. < aor. *hi̯eh₁-k-, jf. gr. ἦκα
- facere: faciō, fēcī, factum. Pf. < aor. *dʰeh₁-+k- jf. *dʰh₁+k-
- vidēre, vīdī, vīsum. Pf. < aor. *u̯ei̯d-
- esse: sum, fuī < fūī. Pf. < aor. *bʰuh-t, jf. ved. á-bhūt
- fugere: fugiō, fūgī; fugitūrus. Pf. < aor. *bʰeu̯g-, som skulle være reflekteret, i tematiseret form, i gr. ἔφυγον
- linquere: linquō, -līquī, -lictum. Pf. < aor. *lei̯kʷ-
- vincere: vincō, vīcī, victum. Pf. < aor. *u̯ei̯k̑
- venīre: veniō, vēnī, ventum. Pf. ← 1.sg: *gʷem-m > *gʷēm, 2sg. *gʷem-s > *gʷēns
Imperfektum til langtrinspræsens
Meget hypotetisk, få mulige eksempler hos Weiss (2020:438):
- lat. lēgī < urie. *(h₁)e-lēg̑-m̥, jf. Alb. mblodhi ‘samlede’; Tokh. B lyāka præt. ‘så’ Kümmel i LIV: “Alb. mblodhi < *lēg̑-; ← *lelg̑- wie im Lat.?” – Dvs. han antager at lat. lēgī kommer af *le-lg-.
Urie. havde som bekendt en præsenstype vi kalder langtrinspræsens eller narten-præsens. Den havde langtrin i roden, og imperfektum til denne type ville også have langtrin. Den kunne måske udvikle sig til et langtrinsperfektum, mener Weiss (og vist nok Jasanoff; henvisninger i Weiss 2020: 438).