Lange vokaler

De latinske langvokaler markeredes ikke i skriften.  Penney (2021) bemærker, man en overgang (c. 135–75 f.v.t) begyndte at skrive langovkaler dobbelt (AARA = āra ‘alter’, EEMIT = ēmit ‘købte’).

Der er flere kilder til de latinske langvokaler:

  • Urie. *ā, *ē, *ō
  • Urie. kort vokal + laryngal: *eH, * aH, *oH, *iH, *uH.
  • Forbindelser af  vokaliseret sonorant + laryngal, feks. *r̥h > rā, *m̥h > mā
  • Forlængelse af latinske kortvokaler

 Langvokaler kan desuden forkortes i en række tilfælde.

Urie. *iH

*iH > ī

  • sīmus   < *h1s-ih1-mós 1. pl. optativ
  • vīs f. ‘kraft’ < *u̯ihs, jf. skt. váyas- n. ‘næring, noget der giver kræfter’, gr. ἵ̄ς f. ‘kraft’
  • vīvus adj. ‘levende’ < *gʷih3-u̯ó-s, jf. ved. jīvá- adj. ‘levende’, lit. gývas adj. ‘levende’

Urie. *ū og *uH

*ū, *uH > ū

  • fūmus  < *dʰuh2-mó-s
  • mūs < *mūs, gr. μῦς

*ū > ī   /     i̯V

Den såkaldte (uritaliske!) pius-regel, der skal forklare forholdet mellem pūrus ‘ren’ og pius ‘from’. Se de Vaan (8, 468) for henvisninger til forfattere, der beskriver reglen således: “*uHii̯V > *u̯iHi̯V” .

  • pius (enkelte indskrifter tyder på tidligere pīus) o/a-adj. ‘from’; osk piíhiúí < *puH-i̯o-; jf. pūrus *puH-ro-; ved. pūnāti ‘renser’ < *pu-né-H-ti.
  • fīō  ‘bliver til’ ← *bʰī-i̯e- < *bʰuh-i̯e-; jf. oskisk fiiet, 3pl. præs; Oldirsk bíu
  • scīre ‘at vide’ < *skuh1-i̯e- ← *(s)keu̯H- ‘se, fornemme’; jf. skt. kaví– m. ‘seer’, oht.  scouwon ‘at skue’. Denne analyse er foreslået af Willi (2012: 267-269); LIV antager, at den underliggende rod er *sekH- som ses i secāre ‘at skære.’
  • suffiō ‘ryger (f.eks. med røgelse)’< *sub-fū-i̯ō, jf. fūmus ‘røg’ (Weiss 2009: 142)
  • inciēns ‘gravid’ *(h1)en-k̑uh1-i̯-n̥t-s ← urie.*k̑u̯eh1– ‘svulme op’, jf. gr. kυέω ‘er gravid’ (alternative etymologier hos de Vaan)

Urie. *ē og *eh1

*ē, *eh₁ > ē

  • sēmen n. ‘sædekorn’ < *seh1-mn̥ jf. got. saian ‘så’
  • plēnus adj. ‘fuld’ < *pleh1-no- med fultrin som vedisk prāṇa- ‘fyldt, fuld’ (nultrinnet ses i pūrṇá- ‘fuld’)

*ē > ī /      .i

En særlig slags i-omlyd, der kun rammer ē (Weiss 2009: 143).

  • fīlius, -a m./f. ‘søn/datter’ < *dʰeh1-li-o-; men roden er *dʰeh1(i̯)- med en rodudvidelse, så fīlius kan også afspejle *dʰih1-li-o- ← *dʰh1i-li-o- (Weiss 2009: 114 n. 40). At reglen er uritalisk, ses af Ven. filia ‘datter’, Fal. fileo ‘søn’, filea ‘datter’. En alternativ etymology (Hyllested m.fl.) sammenligner endvidere med messapisk biles ‘søn’ og bilia ‘datter’, muligvis afledt af *bʰu̯eh₂‑ ‘at blive’, som ser ud til at være beslægtet med alb. bir ‘søn’ og bijë ‘datter’ (Nielsen Whitehead 2020; Hyllested 2020)
  • subtīlis, -e adj. ‘fint vævet, fin’, sammensat af sub + tēla f. ‘væv, stof’ (eller afledt af subtexere ‘væve under?’)
  • vīlis adj. ‘til fals, billig’ < *u̯esli- ‘til salg’ jf. vēnum < *u̯es-no-; ved. vasniya- ‘til salg’, om en gammel værdiløs hest i RV
  • suspīciō f. ‘mistanke’ – Meiser: 69 antager *spēk̑-, men langvokalen er uforklaret. Verbet er suspĭcere med kort rodvokal; i teorien kunne forlængelsen vel være sket efter vokalsvækkelsen.

Urie. *ō (og *ō < *eh3 eller *oh3)

*ō, *oh₃ > ō

  • ōs, ōris n. ‘mund’ < *h3eh1-os-, jf. skt. ā́s- n. ‘mund’
  • nōtus ‘kendt’ *gnoh3-tó-, med fuldtrin som i vedisk jñātá-
  • dōnum < *doh3-no-, gr. δῶρον

*ō > ū/ __ r#

Gælder i to enstavelsesord:

  • cūr < quōr
  • fūr m. ‘tyv’ < *fōr, jf. gr. φώρ m. ‘tyv’

Urie. *ā og *eh2

*ā, *ah₂ > ā

  • māter < *meh2-tér-, jf. skt. mātár-
  • fāma ‘omtale, rygte’, gr. φήμη ‘berømmelse’ < *bʰáh2-mah2
  • fābula < *bʰáh2-tʰlah2