Lange vokaler

De latinske langvokaler markeredes ikke i skriften.  Penney (2021) bemærker, man en overgang (c. 135–75 f.v.t) begyndte at skrive langovkaler dobbelt (AARA = āra ‘alter’, EEMIT = ēmit ‘købte’).

Der er flere kilder til de latinske langvokaler:

  • Urie. *ā, *ē, *ō
  • Urie. kort vokal + laryngal: *eH, * aH, *oH, *iH, *uH.
  • Forbindelser af  vokaliseret sonorant + laryngal, feks. *r̥h > rā, *m̥h > mā
  • Forlængelse af latinske kortvokaler

 Langvokaler kan desuden forkortes i en række tilfælde.

Urie. *iH

*iH > ī

  • sīmus   < *h1s-ih1-mós 1. pl. optativ
  • vīs f. ‘kraft’ < *u̯ihs, jf. skt. váyas- n. ‘næring, noget der giver kræfter’, gr. ἵ̄ς f. ‘kraft’
  • vīuus adj. ‘levende’ < *gʷih3-u̯ó-s, jf. ved. jīvá- adj. ‘levende’, lit. gývas adj. ‘levende’

Urie. *ū og *uH

*ū, *uH > ū

  • fūmus  < *dʰuh2-mó-s
  • mūs < *mūs, gr. μῦς

*ū > ī   /     i̯V
Den såkaldte (uritaliske!) pius-regel, der skal forklare forholdet mellem pūrus ‘ren’ og pīus ‘from’. Se de Vaan (8, 468) for henvisninger til forfattere, der beskriver reglen således: „*uhijV > *wihjV‟ .

  • pius (enkelte indskrifter tyder på tidligere pīus) o/a-adj. ‘from’; osk piíhiúí < *puH-i̯o-; jf. pūrus *puH-ro-; ved. pūnāti ‘renser’
  • fīō  ‘bliver til’ ← *bʰī-i̯e- < *bʰuh-i̯e-; jf. oskisk fiiet, 3pl. præs; Oldirsk bíu
  • scīre ‘at vide’ < *skuh1-i̯e- (Willi 2012: 267-269), jf. skt. kaví– m. ‘seer’, oht.  scouwon ‘at skue’
  • suffiō < *sub-fū-i̯ō, jf. fūmus ‘røg’ (Weiss 2009: 142)
  • inciēns ‘gravid’ *(h1)en-k̑uh1-i̯-n̥t-s ← urie.*k̑u̯eh1– ‘svulme op’, jf. gr. kυέω ‘er gravid’ (alternative etymologier hos de Vaan)

Urie. *ē og *eh1

*ē, *eh₁ > ē

  • sēmen n. ‘sædekorn’ < *seh1-mn̥ jf. got. saian ‘så’
  • plēnus adj. ‘fuld’ < *pleh1-no- som vedisk prāṇa-

*ē > ī /      .i
En særlig slags i-omlyd, der kun rammer ē (Weiss 2009: 143), bortset fra, at den på mystisk vis ligner pius-reglen:

  • fīlius, -a m./f. ‘søn/datter’ < *dʰeh1-li-o-; men roden er *dʰeh1(i̯)- med en rodudvidelse, så fīlius kan også afspejle *dʰih1-li-o- ← *dʰh1i-li-o- (Weiss 2009: 114 n. 40). At reglen er uritalisk, ses af Ven. filia ‘datter’, Fal. fileo ‘søn’, filea ‘datter’. En alternativ etymology (Hyllested m.fl.) sammenligner endvidere med messapisk biles ‘søn’ og bilia ‘datter’, muligvis afledt af *bʰu̯eh₂‑ ‘at blive’, som ser ud til at være belsægtet med alb. bir ‘søn’ og bijë ‘datter’ (Nielsen Whitehead 2020; Hyllested 2020)
  • subtīlis, -e adj. ‘fint vævet, fin’, sammensat af sub + tēla f. ‘væv, stof’
  • vīlis adj. ‘til fals, billig’ < *u̯esli- ‘til salg’, jf. ved. vasniya- ‘til salg’, om en gammel værdiløs hest i RV
  • suspīciō f. ‘mistanke’ – Meiser: 69 antager *spēk̑-, men langvokalen er uforklaret. Verbet er suspĭcere med kort rodvokal; i teorien kunne forlængelsen vel være sket efter vokalsvækkelsen.

Urie. *ō (og *ō < *eh3 eller *oh3)

*ō, *oh₃ > ō

  • ōs, ōris n. ‘mund’ < *h3eh1-os-, jf. skt. ā́s- n. ‘mund’
  • nōtus ‘kendt’ *gnoh3-tó-, med fuldtrin som i vedisk jñātá-
  • dōnum < *doh3-no-, gr. δῶρον

*ō > ū/ __ r#

Gælder i to enstavelsesord:

  • cūr < quōr
  • fūr m. ‘tyv’ < *fōr, jf. gr. φώρ m. ‘tyv’

Urie. *ā og *eh2

*ā, *ah₂ > ā

  • māter < *meh2-tér-, jf. skt. mātár-
  • fāma ‘omtale, rygte’, gr. φήμη ‘berømmelse’ < *bʰáh2-mah2
  • fābula < *bʰáh2-tʰlah2