Langdiftong før konsonant
Faldende diftonger opstår, når sekvenser af vokal + i̯ / u̯ befinder sig i stilling før en konsonant, dvs. i̯/u̯ danner sammen med konsonanten en lukket stavelse. I stilling før en vokal kommer i̯/u̯ til at stå i den næste stavelses coda, og sekvensen er ikke diftongisk.
Den vokaliske del af en diftong kan være kort eller lang, feks. *ei̯C overfor *ēi̯C. Nye langdiftonger opstår i de enkelte grene, når Vhi̯/u̯C > V̄i̯/u̯C.
I sprog som latin hvor Osthoffs lov operer forsvinder forskellen på korte og lange diftonger imidlertid når vokalen forkortes i stilling før sonorant + C, feks. *ēi̯C > *ei̯C.
Det betyder, at langdiftongerne fuldstændig falder sammen med kortdiftongerne i latin, lige bortset fra i udlyd.
Eksempler på langdiftong + konsonant
*āi̯.
Eksempler mangler, så vidt jeg ved.
*ēi̯.
- urie. *dei̯k̑- dannede en s-aorist med langtrin: *dēi̯k̑-s-; det viser oldav. daiš-. Denne aorist er videreført i lat. dīxī.
*ōi̯.
- Urie. *-ōi̯s, tem. instr. plur. > *-ŏi̯s > dat.pl. -īs som i uirīs; jf. ved. instr. uīráis
*āu̯.
- Urie. *kleh₂u- > urital. *klāu̯-. I claudere ‘at lukke’ undergik roden osthoffsk forkortelse pga. rodudvidelsen *d, mens vokallængden bevaredes før vokal i clāuis.
*ēu̯.
- Urie. *di̯ēu̯s, nom.sg. af *di̯eu̯- ‘dag, himmel’, er bevaret i diūs (nūdius tertus ‘nu er det den tredje dag’). Mellemstadiet er *di̯eu̯s > *di̯ou̯s med kortdiftong. Nogle forskere mener dog at den urie. nom.sg. var *di̯eu̯s, og at langdiftongen i ved. dyáuḥ /diāus/ er sekundær.
*ōu̯.
- Urie. *gʷōu̯s er nærmest ubrugelig i denne sammenhæng. For det første mener nogle forskere at den urie. nom.sg. var *gʷou̯s, og at langdiftongen i ved. gáuḥ /gāus/ er sekundær. For det andet må lat. bōs være et låneord fra umbrisk, hvor vi blot ved, at akk.sg. hed bum < *bōm < *gʷōm < *gʷou̯m.
Langdiftong i udlyd
I udlyd har vi kun meget få eksempler. Det vigtigste er *ōi̯, der i udvikler sig til -ō.
*-āi̯# > -ae
- Urie. dat.sg. *-ah₂-ai̯ > tidlig latin -āi > klassisk latin -ae (dialektalt findes også -ā)
- Urie. lok.sg. *-ah₂-i > tidlig latin -āi > klassisk latin -ae (Romae)
- Italisk (?) gen.sg. *-ā + ī > oldlatin -āī (to stavelser) > klassisk latin ‑ae
*-ēi̯#
- En mulig kilde til uritalisk *-ēi̯ er i-stammernes dat.sg., hvor feks. skt. har -ay-e, der tyder på *-ei̯-ei̯. I baltoslavisk derimod er lader endelsen til at gå tilbage til en form med haplologi: *-ei̯-ei̯ → *-ei̯; således feks. oksl. gosti. Det er omdiskuteret, om den italiske endelse kommer af urie. *-ei̯ eller *-ei̯ei̯; det virker sandsynligt, at begge endelser ville > *-ī.
*-ōi̯# > -ō
- Urie. dat.sg. *-o-ei̯ > *-ōi̯ > tidlig latin -ōi > klassisk latin
- NVMASIOI numeriō på Fibula Praenestina