Korte vokaler

Kortvokalernes udvikling

Sammenfatning

I klassisk latin lå accenten på næst- eller tredjesidste stavelse. Det accentsystem opstod formentlig i det fjerde århundrede. Før da lå accenten på første stavelse, en betoning, der formentlig går tilbage til fællesitalisk, idet de sabelliske sprog også har initialbetoning (iflg. Meiser. Sihler s. 60 siger vi intet ved om de ting). Også etruskisk har initialbetoning, så det lader til at være et områdefænomen.

Initialbetoningen har sat sig sine spor i de korte vokaler, idet:

  • vokaler i ubetonede stavelser svækkedes eller svandt helt (nok 6.–5. årh.), et fænomen, der kaldes:
    synkope (svind i indre og sidste stavelse) eller
    apokope (svind af udlydende vokal)
  • vokaler i første stavelse er generelt godt bevarede.

I visse tilfælde undergår de korte vokaler forlængelse som følge af

Nedenstående skema er en oversigt over de indoeuropæiske kortvokalers reflekser i latin. I indre, åben stavelse og i sidste stavelse kan *e og *i også falde helt bort. Vokaler i parentes viser de betingede allofoner.

Bemærk, at det vrimler med sporadiske omlydsfænomener, analogier og uforklarede undtagelser til hovedreglerne.

PIE

#   –

–   CC-

–   CV-

–   CC#

–    C#

-V#

*a

a
(o)
(e)

e
Ø
(i)
(u)

i
Ø
(e)
(o)
(u)
(*ü)

e
Ø

i
Ø
(e)
(a?)

e
Ø

*e

e
(i)
(o)
((u))

*i

i
(e)

i
Ø

i
Ø

i
Ø

*o

o
(u)
(e)
(a)

u
Ø

u
Ø

u
Ø

*u

u
(o)

Læs mere om

Korte vokaler i første stavelse
Korte vokaler i indre stavelse
Korte vokaler i sidste stavelse
Vokalforlængelse