• Før to finale konsonanter
• Før én final konsonant
• I absolut udlyd

Kortvokaler før to finale konsonanter

I denne stilling gælder nogle grundregler, der også ses i indre lukket stavelse:

*a og *e falder sammen i e

Dvs. *a hæves til *e, der forbliver uændret.

*a > e 

• princeps, -cipis ‘først i rang’ — capere

*e > e

• auspex, -spicis ‘fugleskuer’ – specere

*i forbliver uændret

• fornix, -icis ‘hvælving’ (nom.sg. forekommer kun 3 gange, hos Horats, Cicero og Martial)

Men:

• iūdex, icis ← *dic-; antages at være analogisk efter fx. princeps ‑ipis

*o og *u falder sammen i u

Dvs. *o hæves til *u, der forbliver uændret.

*o > u 

• agunt < *-ont(i)

Bemærk, at der også i første stavelse er en tendens til at hæve o til u før nasal, og at der (ligesom i indre stavelse) er mange eksempler på bevaret o:

• praecox, -coquis adj. ‘for tidligt moden’
• pernox, noctis adj. ‘som varer hele natten’
• uēcors, -dis adj. ‘afsindig’
• compos, -potis adj. ‘som har magt over’
• cohors, -tis f. ‘indhegning’
• consors ‑tis adj. ‘delagtig’

Det betyder, at det er næsten umuligt at finde utvetydigt bevis for, at reglen *o > u / __ CC# gælder i alle konstellationer.

*u > u

• coniux -ugis ‘ægtefælle’

Korvokaler før én final konsonant

• De tre urundede vokaler, *a, *e og *i, falder som hovedregel sammen i /i/ (dvs. *a > *e; hernæst *e > *i)
• De to rundede vokaler, *o og *u, falder sammen i /u/

• Undtagelse 1: før r# bevares *e og muligvis *a
• Undtagelse 2: før N# bevares *e
• *e, *o og *i kan rammes af endestavelsessynkope. Reglen kan formuleres som følger:
  *V̆ > Ø / {r, t} __ {s}# – men kun efter mindst to forudgående moraer.

*a

*a > *e > olat. i/ __ C#

Dette er hovedreglen. Ses i kompositionsformer af dare

• 2/3 sg. reddis, reddit

*a > a / __ r#

I indre stavelse bliver alle korte vokaler til e i stilling før r, og vi kunne forvente den samme udvikling i sidste stavelse. Meiser s. 71 mener dog, at *a bevarer sin kvalitet i denne stavelse, men hans eksempler er ikke gode:

• iubar, -ăris n. (*di̯u-bʰeh₂-es-) ‘stråleglans’ citeres af Meiser, nom./akk. sg. har langvokal (iubār) hos Ennius
• caesar, -ăris usikker etymologi; bemærk, ă, ikke ĕ, i indre stavelse

*a > *e > e / __ N#

Dvs. *a sænkes til *e, der forbliver uændret før final nasal. Der er vist kun ét eksempel:

• cornicen ‚hornblæser‛ jf. canere ‚synge‛

*e

*e > olat. i/ __ C#

Kons.-st. gen.sg.:

• nominis < *‑es

2/3sg. af tematisk bøjning:

• facis facit < *‑es(i), *‑et(i) (indksr. FECED /fēked/)

*e > e / __ -r#

Meisers eksempler på denne regel (s. 71) er ret usikre:

• iter, itineris < *h₁i-ter/-ten-. Der er en del usikkerhed om den urie. aflyd i dette paradigme. Hvis vi tager den latinske form for pålydende, var nom./akk. sg. *h₁i-ter.
• vesper, som Meiser bruger som eksempel, kommer af *u̯esperos, dvs. ‑er har ikke altid stået i sidste stavelse og afspejler egentlig *-err < *-ers.

*e > e / __ N#

Dvs. *e forbliver uændret før final nasal.

• decem < *dék̑m̥
• nōmen <*h₃noh₃mn̥

Endestavelsessynkope

Endelsesstavelsessynkope er et fænomen, der er senere end *i-apokopen (i den forstand, at før i-apokopen stod de berørte vokaler ikke i en endestavelse), men tidligere end rhotacismen, der sætter ind i 4. årh. Den rammer *e, *i og *o.

*e > Ø / {r, t} __ {s}# – men kun efter mindst to forudgående moraer

For *e’s vedkommende ses resultatet i verbet ferre:

• fers < *feres < *bʰeresi
• fert < *feret < *bʰereti

*i

I stilling før en enkelt final konsonant kan *i bevares eller undergå synkope.

Der er således ingen sænkning før final nasal. I i-stammernes akk.sg. har mange stammer overtaget konsonantstammernes endelse, –em < *-m̥, men den gamle endelse findes stadig, til dels i adverbier.

• ovim (og ovem) akk.sg. af i-stammen ovis
• turrim akk. sg. af i-stammen turris
• partim adverbium af gl. i-stamme pars med analogisk akkusativ partem
• statim adverbium
• tractim adverbium …

Mulig undtagelse, der er blevet brugt som argument for en regel om, at *‑im > *‑em (ligesom *aN > -eN):

– quem < *kʷim

Om der ville være en sænkning før finalt -r, er uvist, p.g.a. fraværet af ord på finalt *‑ĭr.

Endestavelsessynkope

Ligesom *e og *o undergår *i endestavelsessynkope:

*i > Ø / {r, t} __ {s}# – men kun efter mindst to forudgående moraer.

Den rammer således finalt *‑ris og *‑tis, hvis der går mindst to moraer forudgående.

i-stammer til rødder på -r; udviklingen er *‑ris > *‑r̥s > *‑err > -er:

• ācer < *ākris
• ter ‘tre gange’ nævnes ofte som et eksempel på denne udvikling, men Weiss (142) mener her er tale om en metatese: *tris > *tirs > *terr; jf. certus overfor gr. kριτος og cernō overfor gr. κρινῶ

ti- stammer:

• pars < *partis
• mors < *mortis
• dōs < *dōtis 
• compos < *compotis
• praegnās, –ātis ‘gravid’ < *praegnātis (senere forstået som participium, praegnāns)

   Med én forudgående mora og derfor ingen apokope:

• sitis
• potis

*o

*o, *u > u / __ C#

Midten af 3. årh. (Penney 2011: 226). Weiss s. 140: reglen gælder *o før ‑d, ‑s, ‑m, ‑nt; hvorfor han ikke regner -r (og -l) med, er uklart.

Ligesom i første og indre stavelse er udviklingen langsommere efter *u̯, som man kan se af nogle af de nedenstående eksempler (Weiss s. 140; Vine 2017: 754; uden angivelse af, hvor længe former som seruos og equos bestod i klassisk latin. Clackson mener vist, at det er noget rent ortografisk: man undgik skrivemåden SERVVS):

*o

Tematisk nom.sg.

• Olat. servos; kl. lat. servus ~ servos
• Olat equos; kl. lat. equus ~ equos

Neutrale pronominer

• aliud < *‑od; gr. ἄλλο ved. anyát

Tematisk akk. sg.

• Olat. servom; kl.lat. servum < *‑om

Verbalendelser

• -tur < *-to-r
• -ntur < *-nto-r

Endvidere:

• iecur, iocineris n. ‘lever’ < *i̯ekʷor < *i̯ékʷ-r̥

Endestavelsessynkope

Dvs. *o > Ø / {r, t} __ {s, t}#, når der går to mindst to mora forud.

to- participiet (ét eksempel!)

• damnās ‘dømt’ (juridisk sprog) < *damnātos

Tematiske stammer til rødder på -r : *‑ros > *‑r̥s >-er :

• ager < *h₂ag̑ros
• sacer < *sh₂k-ro-; jf.  hitt. šāklāi- ‘skik, ritual’ < *seh₂k-lo-
• frūgi-fer < *-foros
• alter < *h₂el-tero-s
• līber < *h₁leu̯dʰ-ero-s
• magister < *magisteros

Også her betinges apokopen af, at der går mindst to mora forud. En undtagelse er:

• vir < *u̯ir-os < *u̯ih₁r-ós

Med én forudgående mora og derfor ingen apokope:

• ferus ‘vild’

Med r < *s og derfor ingen apokope (dvs. apokopen er før rhotacismen):

• umerus<  *h₂om-es-os
• numerus < *nom-es-os (dvs. ingen apokope af -sos).

*u

Nom.sg. af u-stammer

• partus m. ‘fødsel, avling’

Akk. sg. af u-stammer

• partum

Kortvokaler i absolut udlyd

Der er en formodning om, at alle vokaler falder sammen i denne stilling, ligesom de gør i indre åben stavelse. I udlyd bliver de blot til -e, ikke -u.

Kortvokalerne kan også undergå apokope. Termen bruges om tab af sidste stavelse. Den kommer af gr. ἀποκοπή ‘afskæring, amputation’; ἀποκόπτω ‘at skære af.’

Rent faktisk er materialet ikke entydigt. Det eneste der er sikkert er, at *i undergår aokope eller bliver til -e.

*-a > -a

Vi har kun to mulige eksempler på kort -a i udlyd. De tyder strengt taget på, at -a bevares:

• genera < *g̑enh₁-es-h₂, dvs. neutrum pluralis i konsonantstammerne, som på forhånd er gådefuld, idet der også er kort vokal i de tematiske stammer, hvor *-eh₂ burde have > *-ā.
• ita ‘således’, der muligvis er beslægtet med skt. íti ‘således’ i urie. *Hit-ə. Men ita kan også sammenlignes med avestisk iθa; begge former kan afspejle urie. *itah₂ med jambeforkortelse i latin (Weiss 2009: 148).

*-e > -e ~ Ø

• quīnque < *penkʷe < *kʷenkʷe
• Brute < *‑e, tematisk vokativ
• age; gr. ἄγε osv., imperativ

I forbindelse med finalt –e optræder apokope i historisk tid sporadisk i visse klasser, f.eks. imperativen:

• fac, fer, dīc (Plautus dīce), dūc (Plautus dūce)

Diverse partikler og konjunktioner:

• ac/atque; nec/neque; seu /sīue

Pronominer

• hoc < *hodce; illíc < *illidce

*-i > -e ~ -Ø

Meiser mener, at i-apokope er en fællesitalisk proces, der foregik før omlægningen til initialaccent. Han mener, at kun betonet *-í bevaredes; det kunne dog indføres analogisk i forskellige former. Senere blevet det til -e.

Weiss derimod konstaterer blot, at udviklingen til -e eller -Ø fordeler sig på visse morfologiske kategorier og måske også er betinget af intonationen.

*-i > -e

Mens Weiss skriver, at finalt *-i generelt bevares i nominalbøjningen, forklarer Meiser s. 104 fænomenet med accent:

• pede ablativ sg. < *pedí jf. gr. ποδί. Bevarelsen af denne oprindeligt betonede endelse skulle analogisk føre til bevarelse af ablativisk -e i andre paradigmer, inkl. infinitivens -re < *‑si.

Særligt i neutrale i-stammer på under tre stavelser bevares nom./akk. sg. på -i og udvikler sig til -e. I længere ord indtræder apokope. Iflg. Meiser er her tale om generalisering af endelsen fra oxytone stammer. Han giver dog ingen konkrete eksempler på sådanne adjektiver. Eksempler:

• mare < *mori
• suāve < *su̯ādui̯
• facul adv. < *fakl̥ < *fakli (analogisk facile i adjektivet)

Endnu et af Meisers eksempler på, at betonet, finalt *-i ikke skulle gå tabt:

• ante, gr. ἀντὶ, ved. ánti

*-i > -Ø

Den såkaldte i-apokope ses i følgende kategorier:

1. Neutrale, substantiviske i-stammer på -āli- og -āri-, på over to stavelser:

• animal n. ‘dyr’; plur. animālia
• calcar n. ‚spore‛ (< *‑e < *‑i); plur. calcāria (jf. lit. kulkšnìs ‘ankel’)

I neutrum af adjektiviske i-stammer genindførtes *i, vel for at tydeliggøre kongruensen. Dernæst udviklede *-i sig regelmæssigt til -e:

• M/F animālis, facilis, dēbilis
• N animāle, facile, debile

Her får vi altså en modsætning: animal ‘dyr’ – animāle ‘besjælet’

2. Primære verbalendelser: -s, -t, -nt < *‑si, *‑ti, *‑nti. Også de andre italiske sprog har mistet dette hic-et-nunc-i (Meiser s. 74). På den anden side er endelsen muligvis bevaret på Carmen Saliare: tremonti = tremunt, så det er svært at sgie noget præcist om dateringen. Weiss 147 taler om „an utterance-final reduction, which did not normally affect the nominal forms‟.
3. Partikler
   – et, jf. gr. ἔτι
   – per, jf. gr. pári
   – jf. derimod ante < *antí

*-o > -o ~ -e ~ Ø

*-o > -o

• endo, indi- indu- < *h₁endŏ

*-o > -e

Passiv imperativ

• sequere < *‑eso jf. gr. ἕπου/ἕπεο (evt. vedisk -sva)

Maskuline pronominer af typen iste?

• iste < *is-to iflg. Meiser, men Weiss antager *is-te

*-o > Ø

Apokope – efterfulgt af *-p > -b – forekommer i

• ab, jf. gr. ἀπό

*-u > -u ~ Ø

To mulige eksempler:

• genu, cornu – men de har langt -ū i poesien, vel fra dualis.

Et par mulige eksempler på apokope. Meiser mener, at u-apokope er lydret, men siger intet om kronologien. Eksemplerne er lidt usikre:

• mox ‘snart’, jf. oldirsk mō, adv., mós præv. ‘snart’ved. makṣū́ ‘snart’
• -īs, o-st. dat./abl.pl., men kun hvis det afspejler urie *-oi̯su (skt. -eṣu), ikke *‑ōi