Korte diftonger

Allerede i uritalisk blev *eu̯ > *ou̯, så latin arvede følgende kortdiftongsystem:

u-diftongeri-diftonger
*ou̯*ei̯*oi̯
*au̯*ai̯

Dette system udviklede sig i første stavelse til det system, vi kender, idet a-diftongerne bevaredes, mens de øvrige diftonger monoftongeredes ved en proces, der bedst kan beskrives som hjævning af vokalen og tab af halvvokalen med erstatningsforlængelse: *ou̯ > *u̯ > ū, *ei̯ > *ii̯ > ī, *oi̯ > *ui̯ > ū. En vigtig undtagelse er, at *oi̯ i visse tilfælde blev til oe.

Opr. u-diftonger + *oiOpr. i-diftonger
ūīoe
auae

Korte diftonger i første stavelse

*ei̯. > *ẹ̄  > ī  

Hos Plautus (Truc. 262–4) staves īra ‘vrede’ eira og forveksles bevidst med era ‘frue’, så Plautus udtalte vel īra som ẹ̄ra (Weiss: 101). Eksempler:

  • dīuus, arkaisk DEIVOS (duenos-indskriften, 6. årh) oskisk deívaí d. sg. ‘dīuae’
  • olat.  īt, klassisk it ‘går’ overfor vedisk éti gr. εἶσι
  • olat. deicere > dīcere; i indre stavelse: indīcere
  • mātrī d.sg. < *mātr-ei̯
  • dīco ‘siger’ < *dei̯k̑-, gr. δείκνῡμι

Hvis diftongen havnede i prævokalisk stilling pga. *u̯ > Ø, blev udviklingen stående ved *ei̯ > *ẹ̄, som forkortedes:

  • deus m. ‘gud, guddom’ < *dĕos < *dẹ̄u̯os < *dei̯u̯os (men dīuus adj. ‘guddommelig’, hvor bevaret /u̯/ er generaliseret)
  • oleum n. ‘olie’ *olĕom < *olẹ̄u̯om < *olei̯u̯om (men olīua, fordi /v/ er bevaret)

En anden omdiskuteret undtagelse gælder stilling mellem l og v:

  • lēuis adj. ‘glat’ < *lei̯u̯is, jf. gr. λεῖ(ϝ)ος ‘glat’
  • lēuī 1. sg. pf. af linō ‘besmører’

*oi̯. > ū   

Dette er hovedreglen.

  • ūnus ‘en’ < *oi̯nos; got. ains, gr. οἴνη ‘etter på terning’; men se en af Scipioindskrifterne (slutn. af det 3. årh) HONC. OINO.PLOIRUME = hunc ūnum plūrimus…
  • cūrāre ‘sørge for’ (olat. 3 pl. pf. coirauere, pælignisk coisatens)
  • mūrus m. ‘mur’ ~ arkaisk moeros
  • mūnia ~ arkaisk moenia f. ‘pligt’

Monoftongeringen anses af Meiser for at være fuldbragt ved udgangen af det 3. årh.; Weiss s. 102 siger anden halvdel af 2. årh.

*oi̯. > oe

I en række tilfælde, der alle involverer stilling mellem labial og apikal, bevares diftongen som/udvikler ū sig til oe:

  • poena f. ‘straf’, men  pūnīre
  • foedus n. ‘pagt’
  • moenia n. ‘(by)mure’
  • poenus ‘puner (digterisk)’ overfor pūnicus ‘punisk’
  • foedus adj. ‘hæslig’
  • foetēre ‘stinke’

*oi̯. > ī

I tre tilfælde udvikler *oi̯ og *ou̯ (< *eu̯) sig tilsyneladende til ī mellem l og labial

  • līber a/o-adj. ‘fri’ < *h1leu̯dʰ-ero- (gr. ἐλεύθερος ‘fri’), jf. Festus: loebesum [sic!] et loebertatem antiqui dicebant liberum et libertatem.
  • līmus m. o-st. ‘mudder, slim’ < *loi̯mo-, men kun hvis ordet faktisk er beslægtet med urgerm. *lai̯ma/ōn- > oht. leim ‘lerjord’
  • clīuus ‘skråning’ < *k̑loi̯u̯o-, jf. got. hlaiw ‘gravhøj’ og oldeng. hlāw n., mod. eng. low/law ‘høj’.

*ou̯.  > ū

Gælder også *ou̯ < *eu̯ (idet *e > o / __ u̯ som i nouus etc..)

  • lūna ‘måne’ < *lou̯ksnah2 *leu̯k- ‘lyse’; jf. skt. rócate ‘lyser’
  • lūcus ‘lund’, indskr. beg. af 2. årh.: loucom
  • lūcēre < *leu̯k-; i indre stavelse:  allūcēre
  • dūcere < *deu̯k-; i indre stavelse: indūcere
  • ūrere ‘brænde’ overfor gr. eὕω, ved. óṣati ‘brænder’
  • manūs gen.sg. < *eu̯s
  • jūmentum < IOUXMENTA (6. årh.)
  • jūbēre, SC de Bacch. (186 f.v.t.) IOVBEATIS < *Hi̯eu̯dʰ-ei̯e-

*ai̯. > ae

<ae> (aedēs) afløste i slutningen af 3. årh. <ai> (som i aide).

I senere latin bliver ae monoftongeret og skrives <e>. Denne udvikling lader til at være startet uden for Rom allerede i det andet århundrede, hvor vi finder  former som CEDITO for kl. caeditō “han skal skære” fra Spoleto og FORTVNE, kl. fortunae “til Fortuna”. Varro oplyste at haedus ‘kid’ hed hedus ude på landet i Latium.

  • aedēs ‘tempel’, pl. ‘hus’ < *h2aidʰei̯es; Gr. αἴθω ‘antænder’; *h2aidʰ-
  • aestus ‘varme’ < *h2aidʰ-tu-; gr. αἴθω ‘antænder’
  • caecus ‘blind’, oldirsk caech ‘enøjet, blind’, gotisk haihs ‘enøjet
  • prae < *prah2-i, gr. παραί

*au̯.  > au

  • auris ‘øre’ *h2au̯sis, lit. ausìs

Korte diftonger i indre lukket stavelse

I indre åben stavelse ophører diftongerne med at være diftonger, så her taler vi kun om lukket stavelse. For at forstå diftongernes udvikling i denne stilling skal vi sammenligne med kortvokalernes udvikling.

*ai̯. > *ei̯. >  ī

Husk, at *a svækkes til *e i indre lukket stavelse (canere : accentus). Derfor falder a-diftongerne sammen med e-diftongerne i denne stilling:

  • occīdō < *opkeidō ← *obkai̯dō
  • cecīdī ← caedere; olat. inceideretis (SC de Bacch., 186 f.v.t.)

*au̯. > *eu̯. > *ou̯. >  ū

Dvs. *a > *e i indre lukket stavelse, dernæst *e > *o/ __ u̯.; dernæst *ou̯ > ū

  • conclūdō < *konklou̯dō < *konkleu̯dō < *konklau̯dō

*ou̯. > ū

Dvs. *o > *u i indre lukket stavelse; dernæst bliver *ou̯ > *uu̯ > ū:

  • abdūcō, jf. olat. ABDOVCIT 3. årh.
  • lūcus ‘lund’; jf. indskr. LOVCOM < *lou̯kó-; jf. skr. loká- ‘rum, verdern’, oht. lōh ‘bevokset lysning’

*oi̯. > ū ?

Eftersom *o svækkes til *u i indre lukket stavelse, har *oi̯ vel givet *ui̯ > ū i følgende tilfælde:

  • impūnis sammensat af in + poenia
  • commūnis ‘fælles’; jf. moenia ‘bymure’; Pl. circummoenire ‘befæste med mure’, SCdB, 186 fvt. CO-MOIN-EM (got. ga-mains ‘fælles’)
  • pollūceō  ‘ofrer’ < *por-loi̯k-ei̯e-, kausativ til den rod, vi ser i līcet ‘det er tilladt’

Nogle forskere (Meiser s. 70–71, de Vaan s. 408) mener, at *oi̯ giver ī i denne stilling (lidt ligesom vi har eksempler på *oi̯ > oe i første stavelse), men Weiss (120) bemærker, at eksemplerne er usikre.

Eksempler på <oe> som ikke kommer af *oi̯

  • oboediō ‘adlyder’ < *-au̯idiō? Alternativt *ob-bʰoi̯d-i̯ō fra roden *bʰei̯dʰ-, som ses i fīdō ‘stoler på’
  • amoenus ‘dejlig’

Et eksempel, hvor vi ikke har fået ī, men ē, viser måske en særudvikling før r (Weiss: 120):

  • pōmērium n. ‘den åbne plads langs med bymurene’ < *post-moi̯rii̯om

Korte diftonger i udlyd

I sidste stavelse er udviklingen den samme som i indre, bortset fra, at *oi̯ > -ī. I første stavelse er den regelmæssige udvikling jo *oi̯ > ū – det er sket efter, at diftongerne er blevet svækket i indre stavelse.

Ses i nogle vigtige bøjningsendelser:

*-ei̯# > -ī

  • patrī < *pə2tr-ei̯, dat.sg.
  • lēgīt (oldlatin) 3sg. pf. < *-ei̯t (e =3sg pf.; -i- præsens; -t  = 3sg.)

Monoftongeringen af ei > ẹ̄ ses i 3. årh., hvor nom.pl. m. ses stavet -e, dat. plur. -es. I midten af 2. årh. udvikler ẹ̄ sig til ī; de nævnte endelser får deres velkendte former: -ī og -īs.

*oi̯# > ī

  • virī nom.pl. < *u̯ir-oi̯; SC de Bacch. (186 f.v.t.) VIREI
  • quī < *kʷei̯ < *kʷoi̯ (indksr. QVOI, QOI, QVEI)

*ou̯# > ū

  • metūs, gen.sg. af metus ‘frygt’, <  *-eu̯s ; jf ved. sūnos, got. sunaus

*ai̯# > ī

  • peperī, 1sg. pf.  *-h2ai̯, faliskisk PE:PARAI < *-h2ai̯

*au̯# > ?

Vist ikke belagt.