*i̯

Urie *i̯ har flere reflekser i latin, groft sagt Ø, /i/ eller /j/:

  1. *i̯ > j
    – kun initialt
  2. *i̯ > Ø
    – efter initial konsonant
    – mellem vokaler
    – i stilling før i
  3. *.Ci̯ > .Ci
    – Vokalisering iflg. Sievers’ lov
  4. *C.i̯ > /i̯i̯/
    – Regressiv assimilation medialt efter heterosyllabisk g, d og s.
  5. *Ci̯ > Ci
    – postkonsonantisk vokalisering af *i̯ , der ikke er svundet (iflg. regel 1) eller indgår i geminatet /i̯i̯/ (iflg. regel 3)

Initialt

*i̯ > j / # (*h)     V

Initialt *i̯ bevares:

  • iugum n. ‘åg’ < *i̯ug-om
  • iecur n. r/n-st. ‘lever’ < *i̯ekʷor (vel sim.); skt. yákr̥t, gr. ἦπαρ

Reglen gælder også for ord med urie. laryngal + *i̯ (idet initial laryngal altid svinder):

  • iuvencus m. ‘ung ko/tyr’, oind. yuvaśá– ‘ ungdommelig’ < *h2i̯u-h3n̥-k̑o-. Første led menes at være *h₂oi̯-u- ‘livstid, alder’ > ved. āyú‑ ‘levende’; *h2i̯u-h3on- ses i gr. αἰών, -ῶνος m./f. ‘tidsrum, levetid’; *h₂ai̯u̯o- > Lat. aevus m., aevum n. ‘tidsrum’, Go. aiws m. ‘evighed, alder’, nederl. eeuw ‘århundrede’; ses oså i da. ‘evig’.
  • iubēre, olat. iūbēre ‘befale’ < *hi̯ou̯dʰ-éi̯e- jf. lit. judė́ti ‘at bevæge sig’, ved. yúdh ‘at kæmpe’. Laryngalen ses i gr. ὑσμῑ́νη f. ‘kamp, slag’ og i ved. amitrā-yúdh- ‘som bekæmper fjender’.

*#Ci̯ > j ~ Ø

I initiale konsonantgrupper med *i̯ lader det til, at en af de to konsonanter svinder. Vi har ét sikkert eksempel på, at

*#di̯ > /i̯/

  • Iūpiter < *di̯eu̯s ph2ter-
  • Iouis < *di̯eu̯es (tidligste eksempel, IOVEI, er fra det 4. årh., men der er feks. også DIOVIS fra 3. årh.: Weiss s. 159)

Den samme udvikling sker uafhængigt i oskisk og umbrisk. Tilsvarende assimileres gruppen *di̯ > *i̯i̯ inde i ordet; se længere nede.

I stilling efter andre initiale konsonanter svinder *i̯ tilsyneladende:

*i̯ > Ø/ #C    

  • pavīre ‘at slå’ < *pi̯eh2-u-i̯e- (LIV: *u-præs. + *i̯e/o-præs.)
  • movet ‘bevæger’ < *mi̯ou̯h-ei̯e-ti ← roden *mi̯eu̯h1, jf. ved. mī́vati ‘skubber’’
  • suere ‘at sy’ < *si̯eu̯h-e-, jf. lit. siū́ti ‘syr’ (til sammenligning assimileres *si̯ inde or ordet til *i̯i̯; det forudsætter nok et mellemstadie *zi̯, som vi ikke får initialt)
  • sōdēs ‘hvis du vil (som eng. “if you please)’< *sī audēs ‘hvis du vil lytte’; således Weiss, men sōdēs kan lige så nemt forklare som kontraktion eller elision.

I følgende tilfælde er *i vokalisk, og reglen virker ikke:

  • quiēs, -ētis f. ‘ro, stilhed’ < *kʷi̯eh₁-, som også ses i quiēscere ‘hvile’; jf. av. š́(ii)ā̆- ‘være afslappet, glad, udhvilet’.

Vokalisering

*i̯ > i / #C     iflg Lindemans lov

Lindemans lov handler om den initiale konsonantgruppe i enstavelsesord. Hvis gruppen bestod af en obstruent + sonorant eller havvokal – *CRV – havde sonoranten to realiseringer: *CRV  ~ *CR̥V. Dvs. enstavelsesord kunne realiseres som tostavelsesord. I latin ser vi det i konjunktiven til esse:

  • SIED 3sg. opt. < *h1s-ii̯eh1-t < *h1s-i̯eh1-t (senere erstattes vokalismen med ī > *ih1)

Medialt

*-i̯- > Ø / V     V

Intervokalisk *i̯ går tabt allerede i uritalisk, hvis de to omgivende vokaler er ens (Meiser 2018: 747):

  • trēs, osk. trís ‘tre’ < *trei̯es
  • SVODALES → sodālēs på Lapis Satricanus, 6. årh. med ‑ES < *-ei̯es
  • monēre ‘at minde om’ < *mon-ei̯e-

Mellem uens vokaler går *i̯ først helt tabt i latin selv:

  • vocō < *u̯okʷā-i̯ō, jf. uden kontraktion osk. subocau
  • vocet  < *u̯okʷā-i̯ēt, jf. osk. deivaid < *-āēt

*i̯ > Ø /      i

Vi kan formentlig godt gå ud fra, at *i̯ svandt i stilling før *i på alle tidspunkter af sprogets historie. Eksempler:

  • abiciō/abjiciō ‘kaster bort’ < ab + iaciō
  • coniciō/conjiciō ‘kaster sammen’

Her forsvinder *i̯ altså sporløst (omend der er ganske få eksempler, hvor det stadig danner position; Weiss 2022), men kan også restitueres analogisk. Udviklingen minder om det vi ser ifm. *u̯, der f.eks. svinder sporløst i oportet < *opu̯ortet og parum < *paru̯om.

*C.i̯ĕ > *C.i̯i > *Ci

I stilling efter en let stavelse udvikler *Ci̯e sig til *Ci, typisk i tredje konjugation. I et enkelt (analogisk?) eksempel sker dette efter g, som ellers skulle assimileres (fugiō, fugis, fugit; se længere nede). Weiss (2022: 118) formulerer det sådan, at *i̯ absorberes af den følgende vokal. Det kan vel bedst forstås, hvis man antager, at *e er blevet til *i, måske som følge af en regel *e > *i.

Så ville svindet nemlig skyldes, at *i̯ svinder i stilling før *i, formentlig på alle tidspunkter af sprogets historie. Fordelen ved at antage *e > *i er, at vi ville forstå følgende udviklinger:

*i̯e > i / C{p, b, θ, t, k, g, r}. __ Ci#

  • capis ‘tager’ < *kap-i̯i-s < *kap-i̯e-si
  • fodis ‘graver’ < *fod-i̯i-s < *bʰodʰh2–i̯e-si
  • quatis ‘ryster’ < *kʷot-i̯i-s < *kʷot-i̯e-si
  • specis ‘ser’ < *spek-i̯i-s < *spek̑-i̯e-si
  • paris ‘føder’ < par-i̯i-s < *pr̥h3–i̯e-si
  • fugis ‘flygter’ < *fug-i̯i-s < *bʰug-i̯e-si (bem. forventet *-gi̯- > ii udebliver)

*i̯ĕ > *i̯i > *i > *e / C.      #

Imperativen til disse verber ender på -e. Måske vi kan antage, at dette -e afspejler et tidligere *i (jf. adj. animāle < *animāli)

  • cape ‘tag’ < *kap-i < *kap-i̯i < *kap-i̯e
  • fode ‘grav’ < *fod-i < *fod-i̯i < *bʰodʰh2-i̯e
  • quate ‘ryst’ < *kʷot-i < *kʷot-i̯i < *kʷot-i̯e
  • spece ‘se’ < *spek-i < *spek-i̯i < *spek̑-i̯e
  • fuge ‘flygt’ < *fug-i < *fug-i̯i < *bʰug-i̯e
  • pare ‘fød’ < par-i < par-i̯i < *pr̥h3-i̯e

Assimilation: *d/gi̯ > *i̯i̯ (fællesitalisk)

Intervokalisk j kommer i latin altid af *Ci̯; derfor skrives det også <ii>.

Assimilationen af *d og *g til efterfølgende *i̯ er fællesitalisk (Meiser 1998: § 84.2; 2018: 745; Weiss 2009: 145, 149, 159). Udviklingen ses kun efter kortvokal; dvs. den er betinget af, at der går en stavelsesgrænse mellem de to lyde: *d.i̯; *g.i̯. Det er muligt, at reglen kun virker i stilling før *o; den kan altså formuleres som følger:

*-d.i̯-, *-g.i̯- > *-i̯i̯- / V̆    V

Resultatet er *Vi̯i̯V, som til tider skrives <ii>, feks. i maiior, peiior. Nogle håndbøger skriver māior, pēior, fordi den første stavelse er lang, men det er altså misvisende (Sihler 1995: 189, Weiss 2009: 159).

Positive eksempler, der i øvrigt alle involverer et efterfølgende o/ō, er:

  • peiior adj. ‘værre’ < *ped-i̯os-
  • maiior adj. ‘bedre’ < *m̥g̑-i̯os-
  • iaiiūnus/ieiiūnus ‘fastende’ < *hi̯ag̑-i̯u-(h)no-
  • aiiō aiiunt ‘siger’ < *h2ag̑-i̯e-; jf. gr. aor. ἦ ‘sagde’; pf. ἄνωγα ‘(har sagt → ) befaler’. 2./3. sg. ais, ait tyder på, at reglen også fælder før andre voklaer, men det kunne goså være homonymiflugt, jf. de tilsvarende former af agere: agis, agit, agitis

Modstridende eksempler er bl.a.:

  • adagium, adagiō < *-ii̯o- over for umbr. aiu /ayyå/ n.pl. ‘orakelsvar’ < *h2ag̑-ii̯o-. Kunne tyde på, at rodvokalen er lang i de to latinske former: adāgium, adāgiō (jf. ambāgēs), hvilket ordbøgerne dog ikke mener.
  • fugiō, fugis, fugit osv. – her kunne være tale om en analogisk udjævning af den modsatte type, som ses i aiiō, ais osv.

Assimilationen er kun attesteret ifm. *d og *g. Den gælder ikke for de urie. aspirerede lukkelyde, der havde udviklet sig til hæmmelyde på det relevante tidspunkt (jf. *medʰi̯o- > medius).

*-s.i̯-  > -i̯i̯- (tidlig latin)

Eksemplet medius tyder som sagt på, at hæmmelyde ikke assimileres til efterfølgende *i̯, og at urital. *θi̯ først undergik vokalisering efter udviklingen til *di̯, dvs. *θi̯ > *di̯ > *di.

En anden hæmmelyd, der ikke assmmileres til *i̯ i det tidligste latin, er *s.

I overensstemmelse med Fortsons regel om, at i konsonantgrupper, der indeholder *s og en sonorant, bevares stort set ikke andet en sonoranten, assimileres *s først i tidlig latin.

*-s.i̯-  > -i̯i̯- (tidlig latin)

At reglen først virker sent, ser vi i tidlige indskrifter, hvor der endnu ikke er assimilation:

  • POPLIOSIO gen.sg. → klassisk publiī
  • TITOIO /titoi̯i̯o/ gen.sg. → Titī

Assimilationen er særlig kendt fra pronominerne:

  • cuiius gen.sg. af rel.pron. < *kʷosi̯o

Tilsyneladende undtagelser er dannet med suffikset *-ii̯o-:

  • Numerius, praenomen, jf.  NVMASIOI

Reglen virker ikke i oskisk; således oplyser Paulus ex Festo at “måneden maj hedder maesius på oskisk”: Maesius lingua Osca mensis Maius.

*i̯g̑ > i̯i̯?

Der findes ét usikkert eksempel på denne udvikling, som også er søgt forklaret som *g̑ʰ+-i̯:

  • meiiere ‘tisse’: < *h3mei̯g̑ʰ-o-, jf. skt. méhati, eller *h3mei̯g̑ʰ-i̯o- uden paralleler?

Vokalisering

Uritalisk Sievers: *.Ci̯e > *.Cie > .Cī

Sievers’ lov omtales traditionelt som epentese (← gr. ἐπένθεσις ‘indsættelse’) eller anaptykse (← ἀναπτύσσω ‘udfolder’). Betegnelsen epentese implicerer en udvikling *i̯ > *ii̯, dvs. en difonemisk sekvens. Da der ikke er nogen evidens for denne udtale, foretrækker jeg anaptykse eller simpelthen vokalisering. Derfor skriver jeg *i̯ → *i, ikke *ii̯.

En tidlig, dvs. uritalisk, vokalisering iflg. Sievers’ lov er først og fremmest attesteret i forbindelse med suffikset/suffikserne *‑i̯e/o-. Vi ser det i nominalbøjningen, hvor vokativens endelse *i̯e > *ī efter en tung stavelse. Man må gå ud fra, at *i̯e her først undergår epentese eller vokalisering, alt efter hvordan man opfatter Sievers’ lov.

Weiss (2022: 118) foreslår, at *i̯ absorberes i den efterfølgende vokal (*ii̯e > *ii̯ > *ī). Weiss (2020: 132) går derimod ud fra epentese og antager, at den anden vokal svinder ved synkope. Han kalder fænomenet for fīlī-reglen.

  • *fīl-i̯e > *fīl-ii̯e (Sievers-epentese) > *fīl-ii̯ (synkope) > fīlī

Hvis Sievers’ lov var en ren vokalisering, forekommer udviklingen mere ligetil. Også her kan man lege med den hypotese, at *i̯e > *i̯i i sidste stavelse. Under alle omstændigheder ville resultatet blive *ī:

  • *fīl-i̯e > *fīl-i̯i > *fīl-ii > fīlī
  • *fīl-i̯e > *fīl-ie > fīlī 

I verbalsystemet bevirker denne tidlige vokalisering, at en lang række *-i̯e/o-præsentier får ī som deres stammevokal og overgår til 4. konjugation. Dette gælder ikke blot rødder med udlydsstrukturen *-CC, -V̄C, men også  *‑VR og verbalstammer med to korte, forudgående vokaler. Således:

  • sentīs < *sent-ī-s < *sent-ie-s < *sent-i̯e-si
  • venīs < *gʷem-ī-s < *gʷem-i-es < *gʷem-i̯e-si
  • sepelīs < urit. *sepelīs < *sepel-ie-s < *sepel-i̯e-si

Senere vokalisering

*Ci̯-grupper, der hverken påvirkedes af Sievers’ lov, assimilation eller tab af *i̯, undergik sen vokalisering.

*i̯ > i / Lukkelyd __ {o, ō}

I det ovenstånde har vi set, at *C-i̯e- udvikler sit til *Ci eller *Cī, alt efter omstændighederne. Derimod bevares *i̯ i stilling før o, ō, men vokaliseres (eller assimileres til forudgående V̆{g,d}, se ovenfor):

  • capiō < *kap-iō < *kap-i̯ō
  • capiunt < *kap-io-nt *kap-i̯o-nt

Den sene vokalisering antages også at ramme *Cʰi̯- grupper, fordi den initiale konsonant var en hæmmelyd på det relevante tidspunkt. Efter den udviklede sig til en lukkelyd, vokaliseredes *i̯. Vi har ét godt eksempel:

  • medius ‘midterst’ < *meðio- < *meθi̯o- < *medʰi̯o-; O. mefiaí l.sg.f. ‘den midterste’. Ordet tæller tre stavelser, overfor to i gr. μέσος, ved. mádhya-. Senere udvikler postkonsonantisk i sig til j; dvs. medius > medjus > italiensk mezzo.

Grupper med *si̯ undergår derimod sen assimilation.