*i̯

Urie *i̯ har tre reflekser i latin:

  1. *i̯ > Ø
    *i̯ svinder (1) mellem vokaler, (2) i stilling før i og (3) i særlige tilfælde efter konsonant
  2. *Ci̯ > /i̯i̯/
    g, d, og (senere hen) s assimileres til *i̯; resultatet er gemineret /i̯i̯/, der skrives <i> eller <ii>
  3. *i̯ > i
    I stilling efter konsonant vokaliseres et *i̯, der ikke er svundet (iflg. regel 1) eller indgår i geminatet /i̯i̯/ (iflg. regel 2)
  4. *i̯ > j – initialt

Initialt

*i̯ > j / # (*h)     V

Initialt *i̯ bevares:

  • iugum n. ‘åg’ < *i̯ug-om
  • iecur n. r/n-st. ‘lever’ < *i̯ekʷor (vel sim.); skt. yákr̥t, gr. ἦπαρ

Reglen gælder også for ord med urie. laryngal + *i̯ (idet initial laryngal altid svinder):

  • iuuencus m. ‘ung ko/tyr’, oind. yuvaśá– ‘ ungdommelig’ < *h2i̯u-h3n̥-k̑o-
  • iubēre < *hi̯ou̯dʰ-éi̯e- jf. lit. judė́ti ‘at bevæge sig’, ved. yúdh ‘at kæmpe’

*#Ci̯ > j ~ C

I initiale konsonantgrupper med *i̯ lader det til, at en af de to konsonanter svinder. Vi har ét sikkert eksempel på, at

*#di̯ > /i̯/

  • Iūpiter < *di̯eu̯s ph2ter-
  • Iouis < *di̯eu̯es (tidligste eksempel, IOVEI, er fra det 4. årh., men der er feks. også DIOVIS fra 3. årh.: Weiss s. 159)

Den samme udvikling sker uafhængigt i oskisk og umbrisk. Tilsvarende assimileres gruppen *di̯ > *i̯i̯ inde i ordet; se længere nede.

I stilling efter andre initiale konsonanter svinder *i̯ muligvis:

*i̯ > Ø/ #C    

  • pauīre ‘at slå’ < *pi̯eh2-u-i̯e- (LIV: *u-præs. + *i̯e/o-præs.)
  • mouet ‘bevæger’ < *mi̯ou̯h-ei̯e-ti ← roden *mi̯eu̯h1, jf. ved. mī́vati ‘skubber’’
  • suere ‘at sy’ < *si̯eu̯h-e-, jf. lit. siū́ti ‘syr’ (til sammenligning assimileres *si̯ inde or ordet til *i̯i̯; det forudsætter nok et mellemstadie *zi̯, som vi ikke får initialt)
  • sōdēs ‘hvis du vil (som eng. “if you please)’< *sī audēs ‘hvis du vil lytte’; således Weiss, men sōdēs kan lige så nemt forklare som kontraktion eller elision.

En tilsyneladende undtagelse: Lindemanns lov:

  • SIED 3sg. opt. < *h1s-ii̯eh1-t < *h1s-i̯eh1-t (senere erstattes vokalismen med ī > *ih1)

Medialt

*-i̯- > Ø / V     V

Intervokalisk *i̯ går tabt allerede i uritalisk, hvis de to omgivende vokaler er ens (Meiser 2018: 747):

  • trēs, osk. trís ‘tre’ < *trei̯es
  • SVODALES → sodālēs på Lapis Satricanus, 6. årh. med ‑ES < *-ei̯es
  • monēre ‘at minde om’ < *mon-ei̯e-

Mellem uens vokaler går *i̯ først tabt i latin selv:

  • vocō < *u̯okʷā-i̯ō, jf. uden kontraktion osk. subocau
  • vocet  < **u̯okʷā-i̯ēt, jf. osk. deivaid < *-āēt

*i̯ > Ø /      i

Vi kan formentlig godt gå ud fra, at *i̯ svandt i stilling før *i på alle tidspunkter af sprogets historie. Et sent eksempel ses i:

  • abiciō/abjiciō ‘kaster bort’ < ab + iaciō

Her forsvinder *i̯ altså sporløst. Den udvikling minder om det vi ser ifm. *u̯, der feks. svinder sporløst i oportet < *opu̯ortet og parum < *paru̯om

Medialt i konsonantgrupper

Latin tillader ikke en sekvens af C + /i̯/. Vi har allerede set, at initialt *Ci̯- reduceres til *i̯- eller *C-.  Inde i ordet virker en lang række lydlove, der ligeledes eliminerer de forskellige typer af *Ci̯-grupper:

  • Assimilation: *gi̯, *di̯ > *i̯i̯– peiior, maiior
  • Vokalisering: *Ci̯ > *Ci – fīlī, medius
  • Tab af *i̯: *Ci̯ > C – capis
  • Latinsk assimilation: *si̯ > *i̯i̯– cuiius

Hvilken regel der applicerede hvornår afhang af kvaliteten af (1) den initiale konsonant i gruppen og (2) stavelsesgrænsen.

Uritalisk vokalisering: *.Ci̯ > *.Ci

Sievers’ lov omtales traditionelt som epentese (← gr. ἐπένθεσις ‘indsættelse’) eller anaptykse (← ἀναπτύσσω ‘udfolder’). Betegnelsen epentese implicerer en udvikling *i̯ > *ii̯, dvs. en difonemisk sekvens. Da der ikke er nogen evidens for denne udtale, foretrækker jeg anaptykse eller simpelthen vokalisering. Derfor skriver jeg *i̯ → *i, ikke *ii̯.

En tidlig, dvs. uritalisk, vokalisering er først og fremmest attesteret i forbindelse med suffikset/suffikserne *‑i̯e/o-.

Uritalisk vokalisering: *.Ci̯e > .Cī

I nominalbøjningen bevirker vokaliseringen, at vokativens endelse *i̯e > *ī efter en tung stavelse. Man må gå ud fra, at *i̯e her først undergår epentese eller vokalisering, alt efter hvordan man opfatter Sievers’ lov.

Weiss (2020: 132) går ud fra epenetese og antager, at den anden vokal svinder ved synkope; Weiss (2022: 118) taler dog om, at den absorberes (*ii̯e > *ii̯ > *ī). Han kalder fænomenet for fīlī-reglen.

  • *fīl-i̯e *fīl-ii̯e (Sievers-epentese) > *fīl-ii̯ (synkope) > fīlī

Måske det er mere ligetil at anse Sievers’ lov for en vokalisering; hernæst kontraheres de to vokaler:

  • *fīl-i̯e > *fīl-ie (Sievers-vokalisering) > fīlī (kontraktion af *ie > ī

I verbalsystemet bevirker den tidlige anaptykse, at en lang række *-i̯e/o-præsentier får ī som deres stammevokal og overgår til 4. konjugation. Dette gælder ikke blot rødder med udlydsstrukturen *-CC, -V̄C, men også  *‑VR og verbalstammer med to korte, forudgående vokaler. Således:

  • sentīs < *sent-ī-s < *sent-ie-s < *sent-i̯e-si
  • venīs < *gʷem-ī-s < *gʷem-i-es < *gʷem-i̯e-si
  • sepelīs < urit. *sepelīs < *sepel-ie-s < *sepel-i̯e-si

Som vi skal se i næste afsnit, er der efter min mening en vis idé i at forestille sig, at udviklingen faktisk går over et stadie, hvor *i̯e > *i̯i.

Uritalisk svind: *C.i̯e > C.i

I stilling efter en let stavelse udvikler *Ci̯e sig til *Ci, typisk i tredje konjugation. I et enkelt (analogisk?) eksempel sker dette efter g, som ellers skulle assimileres (fugiō, fugis, fugit). Iflg. Weiss (2022: 118) absorberer *i̯ den følgende vokal. Det kan man vel bedst forstå hvis man antager, *e i denne stilling er blevet til *i:

*i̯ĕ > *i̯i /     Ci# (?)

Så ville svindet nemlig skyldes, at *i̯ svinder i stilling før *i, formentlig på alle tidspunkter af sprogets historie (se længere oppe). Om denne hypotetiske udvikling var betinget at, at *e stod i sidste stavelse, og om der var en sammenhæng mellem reglen og apokope af finalt *-i er selvfølgelig uklart. Fordelen ved at antage *e > *i er, at vi ville forstå følgende udvikling:

*i̯ > Ø / V̆C{p, b, θ, t, k, g, r}     e

  • capis ‘tager’ < *kap-i̯i-s < *kap-i̯e-si
  • fodis ‘graver’ < *fod-i̯i-s *bʰodʰh2-i̯e-si
  • quatis ‘ryster’ < *kʷot-i̯i-s <*kʷot-i̯e-si
  • specis ‘ser’ < *spek-i̯i-s < *spek̑-i̯e-si
  • fugis ‘flygter’ < *fug-i̯i-s < *bʰug-i̯e-si (bem. forventet *-gi̯- > ii udebliver)
  • paris ‘føder’ < par-i̯i-s < *pr̥h3-i̯e-si

Fællesitalisk assimilation: *d/gi̯ > *i̯i̯

Intervokalisk j kommer i latin altid af *Ci̯; derfor skrives det også <ii>.

Assimilationen af *d og *g til efterfølgende *i̯ er fællesitalisk (Meiser 1998: § 84.2; 2018: 745; Weiss 2009: 145, 149, 159). Udviklingen ses kun efter kortvokal; dvs. den er betinget af, at der går en stavelsesgrænse mellem de to lyde: *d.i̯; *g.i̯. Det er muligt, at reglen kun virker i stilling før *o; den kan altså formuleres som følger:

*-d.i̯-, *-g.i̯- > *-i̯i̯- /     V[o?]

Resultatet er *Vi̯i̯V, som til tider skrives <ii>, feks. i maiior, peiior. Nogle håndbøger skriver māior, pēior, fordi den første stavelse er lang, men det er altså misvisende (Sihler 1995: 189, Weiss 2009: 159).

  • pei(i)or adj. ‘værre’ < *ped-i̯os-
  • mai(i)or adj. ‘bedre’ < *m̥g̑-i̯os-
  • iaiiūnus/ieiiūnus ‘fastende’ < *hi̯ag̑-i̯u-(h)no-
  • ai(i)ō ‘siger’ < *h2ag̑-i̯e-; jf. gr. aor. ἦ ‘sagde’; pf. ἄνωγα ‘(har sagt → ) befaler’. Modstridende: adagium < *-ii̯o- over for umbr. aiu /ayyå/ n.pl. ‘orakelsvar’ < *h2ag̑-ii̯o-.

Assimilationen fandt formentlig kun sted før *o. Det betyder, at det defektive verbum aiiō, ais, ait, aiiunt har udjævnet efter 1. sg., 1pl. og 3. pl.. Dette er ikke skete i verbet fugere, så man skal nok regne med, at der er tale om homonymiflugt, idet 2. og 3. sg. og 3.pl. ville være faldet sammen med det tilsvarende former af agere: agis, agit, agitis.

Assimilationen er kun attesteret ifm. *d og *g. Den gælder ikke for de urie. aspirerede lukkelyde, der havde udviklet sig til hæmmelyde på det relevante tidspunkt (jf. *medʰi̯o- > medius). Se længere nede for sen assimilation af *si̯ → *i̯i̯.

Sen vokalisering

*Ci̯-grupper der hverken påvirkedes af uritalisk vokalisering, assimilation eller tab af *i̯ undergik sen vokalisering eller sen assimilation.

Lukkelyd + *i̯

Vi har set, at i 3. bøjning udvikler *C-i̯e- sig til *Ci. Derimod har vi *C-i̯ō > *Ciō og *Ci̯ont > *Ciunt i 1. singularis og 3. pluralis. Disse to former får altså vokalisering, formentlig på et senere tidspunkt end den ovennævnte fællesitaliske:

  • capiō < *kap-iō < *kap-i̯ō
  • capiunt < *kap-io-nt *kap-i̯o-nt

Den sene vokalisering antages også at ramme *Cʰi̯- grupper, der hverken fik tidlig vokalisering eller assimilation, fordi den initiale konsonant var en hæmmelyd på det relevante tidspunkt. Efter den udviklede sig til en lukkelyd, vokaliseredes *i̯. Vi har ét godt eksempel:

  • medius ‘midterst’ < *medio- < *meθi̯o- < *medʰi̯o-; O. mefiaí l.sg.f. ‘den midterste’. Ordet tæller tre stavelser, overfor to i gr. μέσος, ved. mádhya-. Senere udvikler postkonsonantisk i sig til j; dvs. medius > medjus > italiensk mezzo.

Der findes ét usikkert modeksempel med *g̑ʰ:

  • meiiere ‘tisse’: < *h3mei̯g̑ʰ-i̯o- eller *h3mei̯g̑ʰ-o-?.

Grupper med *si̯ undergår derimod sen assimilation.

Latinsk assimilation

Eksemplet medius tyder som sagt på, at hæmmelyde ikke assimileres til efterfølgende *i̯ og at urital. *θi̯ først fik vokalisering efter udviklingen til *di̯.

Ligeledes assimileredes hæmmelyden *s ikke til *i̯ i det tidligste latin. Vi får heller ikke vokalisering, da s forbliver en hæmmelyd. Derimod får vi sen assimilation.

*-si̯-  > -i̯i̯- /V̆  V (tidlig latin)

At reglen først virker sent, ser vi i tidlige indskrifter, hvor der endnu ikke er assimilation:

  • POPLIOSIO gen.sg. → klassisk publiī
  • TITOIO /titoi̯i̯o/ gen.sg. → Titī

Assimilationen er særlig kendt fra pronominerne:

  • cuiius gen.sg. af rel.pron. < *kʷosi̯o

Tilsyneladende undtagelser er dannet med suffikset *-ii̯o-:

  • Numerius, praenomen, jf.  NVMASIOI

Reglen virker ikke i oskisk; således oplyser Paulus ex Festo at “måneden maj hedder maesius på oskisk”: Maesius lingua Osca mensis Maius.