Italokeltisk
Om italisk og keltisk var en sproglig enhed, og hvornår denne enhed eksisterede, er omdiskuteret. Fællestræk mellem de to sproggrene er bl.a., iflg Kortlandt og Schrijver hos de Vaan:
- Superlativ på *-ism̥o-
- Tematisk genitiv singularis på -ī ved siden af reflekser af *-osi̯o
- Dativ pluralis på *-bʰos
- Pronominal genitiv pluralis, 1. og 2. person: *-strom (nostrum, uestrum)
- Generalisering af s- i *so-/*to- pronominet
- Generalisering af ablativisk -d i alle bøjninger
- Udbredelse af 3.pl. mediums *-ro til andre mediale/passive endelser (?)
- ā-konjunktiv
– og så selvfølgelig, at begge sprog er centumsprog
Uritalisk
4. årtusind–1800 fvt.
Periodiseringen, 4. årt.–1800, er Meisers (1998).
Historiske udviklinger i perioden
Fortson (2011:199) mener, at talere af uritalisk dukker op i Podalen (den norditaliske slette) midt i 2.årt. fvt., men det har nye forskningsresultater fra Saupe et al. (2021) nu lavet om på. De vigtigste begivenheder er:
- 2200–900: Italiensk bronzealder (Saupe et al.)
- Saupe et al. (2021): Stepperelaterede genomer dukker op i norditalien omkring 2000, i mellemitalien ca 1600 fvt.
Sproglige udviklinger i perioden
Tilsyneladende fælles for italisk og venetisk (Meiser 2018):
- Aspirerede lukkelyde bliver til frikativer:
Initialt: *f, *θ, *χʷ, *χ
Intervokalisk: *β, *δ, *γʷ, *γ – idet sabellisk <f> tolkes som stemt /β/ - *f, *θ, *χʷ > *f / # __ (Weiss 2022: 116 nævner kun *dʰ- og *bʰ- i denne forb.)
Fælles for alle italiske sprog:
- *p > kʷ / __ . kʷ quīnque, coquō
- Thurneysen-Havets lov: **ou̯ > *au̯ i prætonisk stilling. Før *eu̯ > *ou̯.
- *eu̯ > *ou̯ – jf. osk. touto ‘samfund’, men venetisk te.u.ta. I oldirsk bliver *eu̯, tilsynaledende uafhængigt af den italiske udvikling, også til *ou̯, jf. túath ‘folk’ ovf. det galliske gudenavn Teutates ← < urkelt. *teu̯tā (Weiss 2020: 112)
- Sammenfald (> *a) og tab af laryngaler
- Initialaccent? Nogle forskere anser initialaccenten for at være et områdefænomen, der involverede germansk og keltisk, mens Weiss (2020: 118 fn. 17) snarere ser det som et fællesitalisk områdefænomen. Visse uritaliske lydudviklinger lader til at forudsætte, at den urie. accent er bevaret.
- TT > TsT > ss
- *s > z > r /V__u̯ Minerua ovf. etruskisk menerva, 6.årh.
- CRHC > CRāC – muligvis italokeltisk
- *r̥hV og *l̥hV > *ar og *al
- *t# > *#d: FECED
- Vokalforlængelse før nasal + hæmmelyd eller ‑ct(s)- lat. cōnsul, sānctum, osk. saahtúm
- Osthoff, Dybo og Rix
- *-di̯-, *-gi̯- > *-i̯i̯- / V̆ __ V[o?]
- Intervokalisk *i̯ går tabt mellem ens vokaler
- Sievers’ lov forårsager opsplitningen af *i̯e/o-præsens i 3. og 4. klasse (før *m̥ og *n̥ > *em, *en: Weiss 2022: 118)
- *r̥ og *l̥ > *or og *ol
- *m̥ og *n̥ > *em, *en (men sab. *an i første stavelse)
- Morfemer: impf. konj. *-sē- og impf. ind. *-bā- (således Weiss 2022: 116, der også medregner gerundiummen på urital. *-nn-, lat. *-nd- uden at nævne at nogle forskere mener vi har har at gøre med urie. *mh₁no)
Opsplitning i italiske dialekter
Omkring 7. årh.
Historiske udviklinger i perioden
- 900–200 Italiensk jernalder (Saupe et al. 2021)
- 8. årh.: græske kolonister bringer et vestgræsk alfabet til syditalien
- 753 Roms grundlæggelse iflg. legenden om Romulus og Remus
Sproglige udviklinger i perioden
Sprogforskerne mener, at den italiske enhed bestod indtil omkring 7. århundrede, dvs. et halvt århundrede efter at legenden siger at Rom blev grundlagt.
Resultatet var følgende dialekter:
- Venetisk (det første sprog der skilte sig ud; dog muligvis slet ikke italisk)
- Sabellisk (oskisk, umbrisk, sydpikensk, præsamnitisk (et sprog, der taltes før de oskisk-talende samnitter flyttede til området). Fortson: i midten af 1. årt. fvt. er de sabelliske sprog de mest udbredte
- Latinofaliskisk (latin i Latium og nord for Rom, med hovedbyen Falerii).