is, ea, id

Betydning

  • Anaforisk pronomen
  • Kan anvendes som bestemt artikel: is seruus ‘den slave’
  • Semantisk som ved. sá, sā́, tád < urie. *só, *sáh₂, *tód, som kun overlever i relikter i latin. Dvs. sá, sā́, tád = anaforisk + bruges som en slags artikel.

Oprindelse

Beslægtede former: ved. ayám, iyám, idám, got. is, si, ita, 3. persons pronomen. Pronominet er dannet på tre forskellige stammer eller stammeformer:

  • *(h₁)i-, ses i is, id, akk.sg. im; jf. got. is, akk.pl. ins. Ligner i-stammesuffikset.
  • *(h₁)ei̯o-, ses feks. i eum, eam; jf ved. ayám, iyám, idám. Ligner i-stammesuffikset i fuldtrin + temavokal.
  • * (h₁)e-, ses feks. i gen.sg. e-ius. Forekom i urie. før *-sm- og *-si̯-.

Bøjning

 SingularisM.F.N.
Nom.is
EIS
eaid
Akk.eum
im, em (Festus)
eamid
Gen.eius
eiius (olat.)
eiuseius
Dat.
ēī (Plautus)
EIE
(ESMEI, umbr.)

eae (Plautus)
ESIAI (duenos)
Abl.
EOD

EAD
Instr.?
Directional?
dertil
intereā ‘i mellemtiden’
  
  • Meiser mener, at det oldlatinske eis er analogisk fra feks. akk.sg.: *is, *ei̯om → *ei̯s, *ei̯om
  • Akk.sg. eum Weiss (341) foreslår, at formen i virkeligheden er den gamle nom.sg. *(h₁)ei̯-om, som ses i ved. nom.sg.m. ayám som ville > *eum i latin.
  • Nom.sg.f. ea < *ei̯-ah₂
  • Akk.sg. im, em < *(h₁)i-m, jf. ved. im-ám
    Akk.sg. eum, eam < *(h₁)ei̯-om, *(h₁)ei̯-ah₂-m
  • Gen.sg. eius (eiius)< *(h₁)e-si̯o + s: jf. ved. asya.
  • Dat.sg.m.  dannet til genitiven, dvs. *ei̯i̯- (< *esi̯o) +-ei̯.
    Plautus ēī < *ei̯i̯-ī. Bemærk at latin har droppet -sm-affikset, som ellers ses i oskisk lok.sg. esmik.
    Dat.sg.f. eae < *(h₁)e-si̯-ah₂-ai̯; analogisk fra m.; 
 PluralisM.F.N.
Nom.iī, ī
(Plautus)
EEI
eaeea
Akk.eōseāsea
Gen.eōrum
eum (olat.)
eārumeōrum
Dat./ablīs, iīs, eīs
EEIS
ībus (Plautus)
īs, iīs, eīs
eabus (Cato)
īs, iīs, eīs
  • Nom.pl.m.: ī er kontraktion af eī < *ei-oi̯
    eī  analogisk fra andre e-former.
    Gotisk har eis < *eies, hvilket er den normale i-stammeendelse. Det latinske pronomen er tilpasset adjektiver af 1./2. deklination – der sjovt nok har den pronominale endelse *oi̯.
  • Nom.pl.f: eae < *ei̯-ah₂-i, som i anden deklination.
  • Akk.pl.:som 1./2.deklination.
  • Dat./abl. ībus: Weiss: måske analogisk, måske < *ei̯bʰos, jf. vedisk ébhyaḥ. Men formen īs er også analogisk.