ille, illa illud – Latinsk sproghistorie

Betydning

Fjerndeiktisk demonstrativ: henviser til noget der er langt væk, både fra taleren og den tiltalte
Lejlighedsvist positiv konnotation, modsat iste

Meiser afleder stammen fra PIE *h₂ol-, jf. oldirsk al(l) ‘på den anden side’, got. alls ‘al’
I oldlatin havde pronominet formen ollus/olle; ollus må afspejle *ol-nos, mens olle må have lånt endelsen fra iste og ipse
Vokalismen i ille er sekundær, jf. beslægtede dannelser: uls ‘på den anden side’, ultrā m. komp. ulterior, sup. ultimus ‘udover’ og ōlim ‘engang’; jf. ved. āré lok. ‘i det fjerne’, ārā́t abl. ‘langt væk fra’).
ille, ista, istud må være omdannet efter iste og ipse.

Bøjes efter 1./2. deklination, med undtagelse af de kasus, hvor pronominer typisk skiller sig ud:

Sing.	M.	F.	N.
Nom.	*ille* olle (Festus) ollus (Ennius/Varro) illic	illa illaec	illud
Akk.	illam illunc	illam illunc	illud illuc
Gen.	*illīus* illĭus	*illius* illĭus	illius illĭus
Dat.	*illī*	*illī* illae	*illī*
Abl.	illō	illā	illō
Lok.	illīc adv. ‘dér’
Dir.	illūc adv. ‘dértil’

Dir. = En mulig direktiv kasus

Nom.sg. ille: Det er ikke helt klart, om endelsen er analogisk eller en uventet udvikling af finalt *-o.
Gen.sg. illīus < *ilnīi̯os < *ilnei̯i̯os < *oln-esi̯o + s; jf. Sihler s. 387. Weiss mener tilsyneladende at det er den gamle tematiske endelse: *ilnī + os
Foran genitiven modī forekommer nemlig, udover illīus, også den tematiske genitiv: illīmodī (jf. også istīmodī, cuimodī).
Gen.sg. illĭus er belagt fra Lucilius og frem.
Dat.sg.f. illae sjælden form, bl.a. hos Plautus..