- I indre stavelse rammes kortvokaler fra omtrent 500 fvt. af diverse svækkelser og synkoper.
- I det følgende ser vi først på de vokaler, der ikke bliver bortsynkoperede, men derimod svækkede. Der er to udviklinger, alt efter om de står i lukket eller åben stavelse.
- Langvokaler svækkes ikke.
- Svækkelse modvirkes ofte af analogi, særligt i regelmæssige verber og særligt i verber med o i roden.
V̆ i indre, lukket stavelse
Her reduceres de fem vokaler til tre, idet:
- *a > e (‘tidligt’ iflg. Meiser s. 70; vel i den mørke periode mellem tidlig og oldlatin)
- *o > u (i 2. årh. iflg. Meiser)
- *i og *u bevares
(Særlig fra 3. konjugation kender vi det fænomen at *i̯e > *i i indre stavelse: *kap-i̯e-ti > capit. Det er muligt at denne udvikling foregik allerede i uritalisk; se under *i̯.)
De tre vokaler har dog visse betingede varianter.
*e og *a falder sammen
Dvs. *a bliver til *e, som så undergår visse forandringer.
*a, *e > e / CC
*a
- facere, faciō, men refectus
- rapere, surripere, men surreptus
- cantāre, men accentus
*e
- tenēre, attinēre; attentus
*a, *e > *o > u / ɫC
Efter at *a, *e > e / CC, applicerer *e > *o > u / __ ɫC, som også gælder i første stavelse (*u̯elht > *u̯elt > *u̯olt > uult):
*a
- saltāre; insultō
*e
- catapulta ← gr. καταπέλτης
*a, *e > i / ŋ
Efter at *a, *e > e / CC, applicerer *e > i /__ ŋ, som også gælder for *e i første stavelse: *penkʷe > quīnque osv.
*a
- tangere; contingere ‘at berøre’
*e
- *teng- → tingere; contingere ‘at befugte’
Reglen gælder ikke i stilling efter en anden vokal (måske det særligt er efter *i?):
ambiegnus ‘offerdyr med lam omkring’, dvs. sammensat af ambi + agnus
*i bevares
*i > i / CC
*i
- dicāre ~ praedictus
*o og *u falder sammen
I forbindelse med denne regel skal man være opmærksom på, at det næsten er nemmere at finde eksempler hvor den ikke har virket, eller eksempler hvor *o > *u af andre årsager (og man kunne få den mistanke, at o faktisk var upåvirket af den tidlige vokalsvækkelse; det er vist ikke blevet foreslået før).
*o > u / CC
*o
- leguntur < *legontor
- venustus < *u̯enh₁-os-to-; jf. uenus, -eris < *u̯enh₁-os–
- onustus < *HonHos-to-; jef. onus, -eris
- rōbustus < *h₁reu̯dʰ-os-to-; jf rōbur/rōbus (Cato), –oris (gr. ἔρευθος n.‘rødhed’). *eu̯ > ō viser at formen er rustik/dialektal/sabellisk (Sihler 1995: 141; de Vaan).
Udviklingen *o > u er langsommere efter *u̯ (det ses også i første og sidste stavelse; måske det er en grafisk regel, at man undgår VV), og Plautus skriver feks.:
- avonculus
Bemærk, at flere af de eksempler håndbøgerne citerer er der fonologiske betingelser der ville udløse *o > u under alle omstændigheder, idet de gør det i første stavelse:
- alumnus < *alomnos (stilling før m; jf. umerus)
- occultus, jf. olat. OQOLTOD (stilling før l pinguis, jf. vult)
- amurca f. ‘bundfald i olivenolie’ ← gr. ἀμόργη (stilling før r, jf purpura overfor gr. πορφύρα). Eftersom gr. γ er gengivet med c, går Adams (2003: 164) ud fra, at dette er et af mange græske låneord, der er gået gennem etruskisk, der ikke skelnede mellem o og u.
Der er masser af eksempler på bevaret o i indre, lukket stavelse. Nogle skyldes en generel analogisk tendens i verber og deres afledninger:
- indormio ‘falder i søvn’ ← dormīre ‘sove’
- poposcī pf. ← poscere ‘forlange’
- spopondī pf. ← spondēre ‘love’
- obnoxius adj. ‘strafskyldig’ ← nocēre ‘at skade’
- incoctus adj. ‘ukogt’ ← coqere ‘koge, bage’
- indoctus adj. ‘udannet’ ← docēre ‘undervise’
- contortus adj. ‘forskruet’ ← contorquēre ‘sno’
I andre tilfælde er det analogi med et nomen:
- abnormis adj. ‘regelløs’ ← norma f. ‘rettesnor’
- triformis adj. ‘treformet’ ← forma f. ‘form’
- insomnis adj. ‘søvnløs’ ← somnus m. ‘søvn’
*u
- dŭctus — conductus (til dūcere ‘føre, lede’)
- ruptus – corruptus (til rumpere ‘bryde, ødelægge’)
V̆ i indre, åben stavelse
Her falder alle fem kortvokaler (a e o i u) sammen i én vokal, der indtil slutningen af 3.årh. skrives både I og E. Som hovedregel ender den med at blive til i.
V̆ > i / CV
Dette er hovedreglen
*a
- reficere vs. facere, facio
*o
- meminī 1sg. præs. pf. til roden *men
- hospitis, gen.sg. til hospes < *gʰosti-poti-
*u
- capitis, gen.sg. af caput n. ‘hoved’
V̆ > o > u / u̯
*a
- ēluere ← ex + lauāre
*i
- trīduum < *tris-diu̯om
*o
- dēnuō < urit. *dē nou̯ōd < *dē neu̯ōd ‘på ny’
I verberne bevares o næsten altid analogisk (analogi udebliver typisk i former, der i forvejen er uregelmæssige, som det reduplicerede perfektum meminī):
- commouēre ‘sætte i bevægelse’
V̆ > o > u / ł (l pinguis)
En relativt sen regel: <o> ses i indskrifter indtil cirka 200 fvt.: POCOLOM, TABOLAM, etc.
*a
- crāpula ‘rus’ ← gr. κραιπάλη ‘fuldskab; drikkeri’
*e
- consulāre < *‑sel-
- CONSOLIBVS, Scipiosarkofag
- siculus ← gr. σικελός
- famulus ‘tjener’ vs. familia (pælignisk famel)
*o
- paruolus/paruulus
- anculus ‘tjener’ < *h₂m̥bʰi-kʷolh₁o-
I verberne bevares o dog næsten altid analogisk:
- colere ‘dyrke’; accolere ‘bo i nærheden’
- dolēre ‘smerte’; perdolēscere ‘føle stærk smerte’
*u
- ānus, -ūs m. ‘ring’ med demin. ānulus
*i
Weiss (2009: 117): Her virker reglen muligvis ikke, omend flere af eksemplerne kan være analogiske:
- aquila
- nūbilus adj. ‘skyfuld’ ← nūbēs f. ‘sky’
- pestilēns adj. ‘pestagtig, usund’ ← pestis f. ‘smitsom sygdom’
- uentilāre ‘vifte’ ← ventulus eller uentum?
- sībilāre ‘fløjte, pibe’ ← sībilus m. ‘fløjten’
V̆ > *ɨ > i eller u / C [+ labial]
Vi har set, at korte vokaler i indre stavelse bliver til u foran *u̯ og l pinguis, som er labiale konsonanter.
I stilling før andre labiale konsonanter (p, b, m) skrives den korte vokal i indre stavelse i starten med <u>, men senere begynder man i de fleste tilfælde at skrive <i>. Weiss (118) mener, reglen er fonologisk betinget: hvis der følger et i/i̯ umiddelbart efter den udløsende labial, eller hvis den forudgående stavelse har en urundet vokal, får vi ofte -i-. Reglen forstyrres, som altid, af analogi.
*a
- taberna — contubernālis
- capere — occupō ‘indtager’ — occipiō ‘begynder’
- rapere — surripiō 1sg.præs. ‘røver’– pf. surrupuī
*e
- optumo — optimus < *h₃optm̥ho-
*i
- monumentum vs. monitum
- monumentum vs. alimentum vs.
- pontufex, senere pontifex
*u
- lacruma senere lacrima
V̆ > e / r
Vi har set, at *r < *z i første stavelse sænker u til o. Denne her regel er anderledes, idet den gælder både r < *r og r < *z. Den er altså aktiv også efter rhotacismen i 4. århundrede.
*a
- pariō, parere, peperī
- camera ← gr. καμάρᾱ
*e
- congerere, congessī, congestum
*i
- cinis, cineris
- Faleriī < *falisioi̯; jf. Faliscī
*o
- frūgifer < *‑ferus < *‑foros
- temperī ‘i tide’ < *tempos-ei̯, jf. tempus (analogisk temporis)
- uenus, ueneris
I verberne bevares o dog tilsyneladende analogisk:
- īnforāre ‘at bore ind i’
- dēuorāre ‘at sluge’
*u
- socer < *socerus < *su̯ek̑uro- jf. ved. sváśura
Alacer-reglen
En kort vokal i indre åben stavelse kan bevare sin oprindelige kvalitet, hvis den er identisk med vokalen i førse stavelse og kun adskilles af den af en enkelt konsonant:
- alacer adj. “ivrig”
- calamitās f. “skade, ulykke”
- sepelīre “at begrave”
- uegetus “livskraftig”
- anas, anatis f. “and”
Særtilfælde med to vokaler
I alle de ovenstående eksempler står den svækkede kortvokal mellem to konsonanter. Når to korte vokaler mødes, sker der tilsyneladende noget særligt:
Bevarelse af kortvokaler / V?
Dvs. kortvokaler i indre stavelse svækkes ikke i stilling før en vokal. Her har jeg medregnet langvokaler, idet de forkortes før vokal (uocālis ante uocālem corripitur):
- alveus, ikke **alvius
- moneō, ikke **moniō
- cornua, ikke **cornia
*o > o / {i, e} ł (l pinguis)
Der er to eksempler på denne regel, der altså involverer to på hinanden følgende korte vokaler i indre stavelser. Meiser peger dog også på paruolus ~ paruulus, hvor konteksten er / u̯ ł
- aluĕŏlus dvs. ikke **aluĕŭlus
- fīlĭŏlus dvs. ikke **filĭŭlus
* e og *o > e / i
Her har vi lidt flere eksempler
*e
- pariēs, parietis, dvs. ikke **pariitas
*o
- societas < *socio- ikke **sociitās
- medietas < *medio-
- pietas < *pio-
Synkope
frontness and
height (high front vowels are shorter than low back vowels), position following a
“heavy” syllable, overall word length, and various parameters of discourse and
- Termen synkope (af gr. συγκοπή ‘skæren i stykker’; συγκόπτω ‘at skære i stykker’) betegner tab af vokaler i indre stavelse
- Fra cirka 500 fvt. synkoperes korte vokaler, særlig hvis de
(1) er ubetonede
(2) er høje (idet høje vokaler er kortere end lave; Jasanoff 2006)
(3) står i anden stavelse (officīna < *opi-ficīna)
(4) står i åben stavelse (sūmō < *sus-emō)
(5) står i stilling før -st(R)- (mōnstrum < *monistrum)
(6) følger en likvid (l-, r-) (culmen < *columen) (Jasanoff: står i nærheden af en likvid eller nasal) - Mester (1994), der følger Burger (1928): tidlig synkope er hyppig i kretiske ord ( ‿ ), hvis anden stavelse har en initial sonorant; resultatet er en spondæ ( ). Det kræver selvfølgelig en del udjævning i paradigmerne:
- lāridī > lardī ‘bacon’, gen.sg.
- perregō > pergō ‘continue’ (cf. perrēxī)
- porrigō > porgō ‘stretch out’, lst.sg.præs.
- surrigō > surgō ‘raise’ (cf. surrēxī), lst.sg.præs.
- pūrigō > purgō ‘clean’, 1sg.præs.
- jūrigō > jurgō ‘quarrel’, 1sg.præs.
- aeuitās > aetās ‘age’, nom.sg.
- ūuidōs > ūdōs ‘wet’, akk.pl.
- Denne slags synkope rammer ikke daktyliske ord ( ‿ ‿):
- dēnique bliver ikke til denque.
Exons regel
- I firestavelsesord med to korte, indre stavelser (x‿ ‿ x) synkoperes anden stavelse:
- Gen.sg. *formokapis > forcipis (→ analogisk N forceps, ikke formiceps)
- *quīnquedecem > quīndecim
- Dog rammes tredje stavelse, hvis den har initialt r-:
- *ussurupāt > ūsurpat
- Falernus < *falisinos
Anaptyktiske vokaler
Efter synkopen opstår ny vokaler, når sonoranter (r̥, l̥, n̥) og halvvokaler (i̯, u̯) sekundært havner i stilling mellem konsonanter. De vokaliseres formentlig først og får derefter en støttevokal.
*r̥ > er
- *agrolos > *agr̥los > *agerlos > agellus, diminutiv til ager
- *-C-ri-sm̥h₂os > *-C-r̥sm̥os > *-C-errimus, feks. pulcherrimus ‘smukkest’
*n̥ > *en > *in
- *tignolom > *tign̥lom > *tigenlom > tigillum, diminutiv til tignum ‘bjælke’
*u̯ (ret beset *kʷ) > u
- *conquatiō > conqutiō > concutiō ‘slår sammen’
*i̯ > ?
I forbindelse med *i̯ sker der vel det, at kort vokal i indre stavelse udvikler sig til *i, hvorefter *i̯ svinder.
Se mere herom under halvvokalerne.
Kronologi
Tidligste synkope: omtrent 500 fvt.; rhotacisme 4. årh.:
- sūmō< *sus-emō
- prīmus< *pri-isemos
Assimilation af ln > ll indtrådte før den tidlige synkope, dvs nye forekomster af -ln- assimileres ikke
- collis ‘høj’ < *kolnis med assimilation
- uulnus ‘sår’ < *u̯elanos < *u̯elh₃- (uellere ‘rive itu’) uden assimilation
Forskellige synkopefænomener bliver ved med at forekomme i hele sprogets historie; senere eksempler er
- falernus med r < s !
- soldus overfor solidus
- ueclus overfor uetulus
- caldus overfor calidus