hic, haec, hoc – Latinsk sproghistorie

Tilsyneladende latino-faliskisk nydannelse, sammensat af PIE *gʰo- + *k̑e-.

Uden for Italisk forekommer ikke nogen pronominalstamme *gʰe-. Mulige kognater er:

Den vediske emfatiske partikel ghá/há og okslav. že ‘nu, og’< *gʰe
Den vedisk partikel hi ‘sandelig’, gr. ναί-χι ‘sandelig’
Den slaviske genitivendelse -go, der dog kun findes i adjektiver og iflg. Olander nok snarere er en (uventet) refleks af PIE *-osi̯o.

Partiklen -ce ses i en fuldere form før negationen -ne: hicine, haeci-ne osv.. Uden for pronominet kender vi den også fra:

de to imperativer cĕdo < *ke-dō, pl. (foræld.) cette *ke-date ‘giv hid, ræk mig, hit med’
i partiklen ecce < *en(?)-ce ‘se der!’
Adverbiet nunc ‘nu’

Bemærk, at -ce ikke forekommer i alle former. Hos Plautus er der en interessant distribution: se nedenfor under pluralisbøjningen.

Pronominet ses også i hōdiē < *gʰōd-diēd, jf. fal. foied (f- er hyperkorrektion)

Singularis	M.	F.	N.
Nom.	hic hīc (sent) HEC	haec	hoc
Akk.	hunc HONC HONCE	hanc	hoc
Gen.	huius huiusce (Plautus) HOIVSCE	huius	huius
Dat.	huic hūīc (Plautus) HOICE	huic hae	huic
Abl.	hōc	hāc	hōc
Lok.	hīc adv. ‘her’ HOI
Instr.? Directional? Directive?	hōc ‘hertil’ hāc ‘herovre hūc ‘hertil’

Nom.sg.m. hic < gʰo-k̑e, jf. indskr. HEC. Dvs. reduktion af *o i ubetonet stavelse (Fortson; Weiss). Behandling som om det var indre stavelse – eller også er der bare helt andre regler for vokalsvækkelse i pronominer.
Senere hīc/hicc måske analogi med neutrums hoc(c), eller fra relativt quī
Nom.sg.f. haec < * gʰah₂-i-k̑e med uforklaret partikel *i/ī.
Sihler (s. 386) taler om en nom.sg.-markør *-i, der også forekommer i det relative pronomen quī (Duenosindskr. QOI).
((Beslægtet med den vediske ā-stamme vokativ på -e? Næppe: 3persons pronominer danner ikke vokativ))
Nom/akk.sg.n. hoc < olat. /hocc/ *gʰod-k̑e, udgør en tung stavelse i poesien.
Gen.sg. huius /hui̯i̯us/, med i̯i̯ fra den pronominale genitiv på *-si̯- + genitivens *-s
Ubetonet *o > u i lukket stavelse.
Bemærk, at Plautus kun har -ce efter -s, som i huiusce. Se mere under akk.pl.
Dat.sg.m. er typisk monosyllabisk huic, men Plautus har hūīc, vel af *gʰoi̯i̯-ei̯. *-i̯i̯- kan komme af genitivens *-si̯- eller fra femininum, der i PIE havde endelsen *-si̯-ah₂-ai̯.
Dat.sg.f. hae – et sjældent eksempel på, at den pronominale dativ kan bøjes i køn.
Abl.sg.: bem. hōdiē formentlig < *gʰōd-diēd (Fortson), eller *gʰoi̯.di̯ēd (Meiser). gl. ablativ. hōc ‘hertil’, hāc ‘herovre’: instrumentalis? Direktionalis?
hūc adv. ‘hertil’ direktionalis

Nom./akk.sg.pl. haec < * gʰah₂-i-k̑e med uforklaret partikel *i/ī, som også ses nom.sg.f. haec. og i det relative quī, olat. QOI.
Akk.pl., dat./abl. pl. hōsce, hāsce, hīsce: alle disse former ender på -s. De er de eneste former, der hos Plautus kan tage den fulde form -ce, men kun før vokal. Dvs. *hōsc findes ikke, og hōs kan i øvrigt stå både før konsonant og vokal:
hōsce amōrēs – hōs quōs – hōs intrō
En undtagelse til dene reglen er gensg. huiusce, der er belagt to gange. I det ene belæg står den før en konsonant: huiusce frātris.