Betydning
- Nærdeiktiskt, demonstrativt pronomen
- Anvendes også både ana- og kataforisk (‘den førnævnte/den følgende’)
Oprindelse
Tilsyneladende latino-faliskisk nydannelse, sammensat af urie. *gʰo- + *k̑e-.
Udenfor italisk forekommer ikke nogen pronominalstamme *gʰe-. Mulige kognater er:
- Den vediske emfatiske partikel ghá/há og okslav. že ‘nu, og’ < *gʰe
- Den vedisk partikel hí ‘sandelig, jo’, gr. ναί-χι ‘sandelig’
- Den slaviske genitivendelse -go, der dog kun findes i adjektiver og iflg. Olander nok snarere er en (uventet) refleks af urie. *-osi̯o.
Partiklen -ce ses i en fuldere form før negationen -ne: hicine, haeci-ne osv.. Uden for pronominet kender vi den også fra:
- de to imperativer cĕdo < *ke-dō, pl. (foræld.) cette *ke-date ‘giv hid, ræk mig, hit med’
- i partiklen ecce < *en(?)-ce ‘se der!’
- Adverbiet nunc ‘nu’
Bemærk, at -ce ikke forekommer i alle former. Hos Plautus er der en interessant distribution: se nedenfor under pluralisbøjningen.
Pronominet ses også i hōdiē < *gʰōd-diēd, jf. fal. foied (f- er hyperkorrektion)
Bøjning
| Singularis | M. | F. | N. |
| Nom. | hic hīc (sent) HEC | haec | hoc |
| Akk. | hunc HONC HONCE | hanc | |
| Gen. | huius huiusce (Plautus) HOIVSCE | huius | huius |
| Dat. | huic hūīc (Plautus) HOICE | huic hae | huic |
| Abl. | hōc | hāc | hōc |
| Lok. | hīc adv. ‘her’ HOI | ||
| Instr.? Directional? Directive? | hōc ‘hertil’ hāc ‘herovre hūc ‘hertil’ |
- Nom.sg.m. hic < gʰo-k̑e, jf. indskr. HEC. Dvs. reduktion af *o i ubetonet stavelse (Fortson; Weiss). Behandling som om det var indre stavelse – eller også er der bare helt andre regler for vokalsvækkelse i pronominer.
Senere hīc/hicc måske analogi med neutrums hoc(c), eller fra relativt quī - Nom.sg.f. haec < * gʰah₂-i-k̑e med uforklaret partikel *i/ī.
Sihler (s. 386) taler om en nom.sg.-markør *-i, der også forekommer i det relative pronomen quī (Duenosindskr. QOI).
((Beslægtet med den vediske ā-stamme vokativ på -e? Næppe: 3persons pronominer danner ikke vokativ)) - Nom/akk.sg.n. hoc < olat. /hocc/ *gʰod-k̑e, udgør en tung stavelse i poesien.
- Gen.sg. huius /hui̯i̯us/, med i̯i̯ fra den pronominale genitiv på *-si̯- + genitivens *-s
Ubetonet *o > u i lukket stavelse.
Bemærk, at Plautus kun har -ce efter -s, som i huiusce. Se mere under akk. pl. - Dat.sg.m. er typisk monosyllabisk huic, men Plautus har hūīc, vel af *gʰoi̯i̯-ei̯. *-i̯i̯- kan komme af genitivens *-si̯- eller fra femininum, der i urie. havde endelsen *-si̯-ah₂-ai̯.
Dat.sg.f. hae – et sjældent eksempel på, at den pronominale dativ kan bøjes i køn. - Abl.sg.: bem. hōdiē formentlig < *gʰōd-diēd (Fortson), eller *gʰoi̯.di̯ēd (Meiser). gl. ablativ. hōc ‘hertil’, hāc ‘herovre’: instrumentalis? Direktionalis?
- hūc adv. ‘hertil’ direktionalis
| Pluralis | M. | F. | N. |
| Nom. | hī HEI HEISCE | hae | haec HAICE |
| Akk. | hōs hōsce (Plautus) | hās hāsce (Plautus) | |
| Gen. | hōrum HORUNC | hārum | hōrum |
| Dat./abl | hīs hīsce | hīs | hīs |
- Nom./akk.sg.pl. haec < * gʰah₂-i-k̑e med uforklaret partikel *i/ī, som også ses nom.sg.f. haec. og i det relative quī, olat. QOI.
- Nom.pl. HEISCE, Akk.pl. hōsce, hāsce, dat./abl. pl. hīsce: alle disse former ender på ‑s. De er de eneste former, der hos Plautus kan tage den fulde form -ce, men kun før vokal. Dvs. *hōsc findes ikke, og hōs kan i øvrigt stå både før konsonant og vokal:
hōsce amōrēs – hōs quōs – hōs intrō.
En undtagelse fra denne regel er gen.sg. huiusce, der er belagt to gange. I det ene belæg står den før en konsonant: huiusce frātris.