Denominale afledninger
Denominale verber forekommer i alle fire konjugationer, men dem fra første bøjning er de hyppigste og udgør 85% af alle denominale verber.
Faktitiver (deadjektiviske)
Atematiske *ah2-afledninger til o/a-adjektiver. Nedarvet type, jf. hitt. newahmi.
- novāre: novō, novāvī, novātum ‘forny’ ← novus, < *neu̯-ah2-mi
- sānāre: sānō, sānāvī, sānātum ‘helbrede’ ← sānus
BAO mener, at et grundsprogligt verbaladjektiv til urie. verber af denne type er blevet til latinske idus-dannelser:
- formidus ‘varm’ < *gʷʰorma-tʰo- < *gʷʰormah₂-to- ← *gʷʰormah₂-i̯e- ← *gʷʰormo- ‘varm’
Denominativer (desubstantiviske)
1. Tematiske *ah2-i̯e/o-afledninger
Til *-o- og *-ah2-stammer.
- dōnāre < *doh3-nah2-i̯e/o- ← dōnum
- arbitrārī ‘iagttage’ ← arbiter m. o-st. ‘vidne’
- ancillārī ‘tjene som kvindelig slave’ ← ancilla f. ā-st.
Særlig typen afledt af *ah2-stammer er anses for at være nedarvet type. Jf.:
- gr. τιμάω ‘at ære’ ← τιμή f. ‘ære’
- got. salbōn ‘salve’ ← salba f. ‘salve’
- fiskōn ‘fiske’ ← fisks m. ‘fisk
Også her kan grundsproglige verbaladjektiv til nogle af disse stammer være blevet til latinske idus-dannelser, iflg. BAO
- fūmāre ‘ryge, dampe’< *dʰuhmah₂-i̯e- ‘være fuld af røg’ *dʰuhmo-; fūmidus < *dʰuhma-tʰo- < *dʰuhmah₂-to-
2. Til atematiske stammer.
Ikke nedarvet type, men viderudvikling af dōnāre-typen. Meiser foreslår, at mønstret var dannelser som termināre der både kan tolkes som om den kommer af terminus og termō, -inis.
- vocāre ‘kalde’ ← uōx f. ‘stemme’
- rōrāre ‘falde, dryppe, væde’ ← rōs m. ‘dug’
I nogle tilfælde er sådan et verbum afledt af en sær type nominer, der har Lachmanns forlængelse, uden at der tilsyneladende er en obstruent, der kunne have udløst forlængelsen:
- suffrāgor, -ātus ‘støtter’ ← suffrāgium n. ‘stemmeafgivning’
- refrāgor, -ātus ‘stemmer imod’; tilsyneladende dannet som modsætning til suffrāgor
- sēdāre ‘få til at lægge sig, dæmpe’ ← sēdēs f. ‘sæde’
- prōpāgāre ‘udstrække’ ← prōpāgō f. ‘en aflægger, stikling af en plante’; prōpāges f.‘afkom’
3. Se også de såkaldte ā-intensiver længere nede.
Repetitiver
Sådan kalder Weiss typen: (uritaliske) *-ah2-i̯e/o-afledninger til ppp.
- captāre ‘prøve at fange’ ← captus < capere
- versāre ‘sno (dvs. dreje igen og igen)’ ← versus ← vertere
Oprindeligt var disse verber vel faktitiver: cantāre ‘synge ← gøre (at X bliver) sunget’. Det er uklart, hvorledes de udviklede den repetitive betydning, men Weiss (2009: 402) foreslår, at en form som versāre kan være en gammel intensiv, der er blevet omtolket som en afledning til ppp., hvilket gav anledning til former som cantāre.
I anden bøjning endte ppp. på ‑ito– (habēre : habitus); derfor udlyder repetitiver til denne type verber på ‑itāre. Weiss foreslår, at denne type oprindeligt er opstået som denominativer til stammer som eques, -itis. Det virker lidet sandsynligt.
- habitāre ← habitus ← habēre: habeō, habuī, habitum
Visse *i̯e/o-præsentier har også -itus
- fugitāre ‘fly, flygte hurtigt’ ← fugere: fugiō, fugiō, fugitum
Dette suffiks har bredt sig: således
- agitāre ‘sætte i bevægelse’ ← agere: agō, ēgī, āctum
I afledninger til 1. bøjning er det eneherskende:
- volitāre ← volāre: volō, volāvī, volātum
- cantitāre ‘synge ofte og vedvarende’ ← cantāre: cantō, cantāvī, cantātum ← canere
I nogle tilfælde er den oprindelige frekventative semantik blegnet; således cantāre der er blevet synonym med canere ‘synge’. Hertil er så dannet en ny frekventativ: cantitāre ‘synge igen og igen’.
Frekventativer
Sekundært er der opstået et suffiks ‑titā- med meget tydelig iterativ funktion (er suffiksets morfologi ‑ti-tā- muligvis tolket ikonisk som særlig velegnet til at antyde gentagelse?):
- factitāre ‘gøre igen og igen’
- dictitāre ‘sige ofte’
- lectitāre ‘at læse ivrigt’
Deverbale afledninger
“ā-intensiver“
Italisk type. Her er tale om et særligt mønster, hvor der til et verbum af tredje bøjning dannes en (ofte præfigeret) afledning, der overgår til første bøjning: capere – occupāre. Betegnelsen “intensiv” lader til at være en kende tilfældig.
Steinbauer har foreslået, at typen oprindelig var denominal, nemlig afledt til (ofte præfigerede) rodnominer. Det ses tydeligt i tilfælde, hvor tredjebøjningsverbet har en anden vokalisme en rodnominet:
- ēducāre ‘at opdrage’ jf. dux, ducis ‘en anfører’ overfor dūcere ‘at føre’
- occupāre ‘indtage’, jf.: auceps, -ipis : ‘en fuglefænger’ overfor capere ‘gribe’
- indicāre ‘at udpege’ jf. index, -icis ‘en angiver; pegefinger’ overfor dīcere ‘at sige’
- iūdicāre ‘at afsige dom’ jf. iūdex, ‑icis ‘en dommer’ overfor dīcere ‘at sige’
Her er det klart, at førstebøjningsverberne må være denominale afledninger. Derfra har mønstret spredt sig, således at præfigerede verber regelmæssigt bliver bøjet efter første bøjning.
Præfigerede nasalpræsentier
Her drejer det sig om nasalpræsentier til laryngalrødder. Vi finder en række par, hvor det upræfigerede verbum bøjes efter 3. bøjning, det præfigerede efter første. Typen regnes traditionelt til de såkaldte ā-intensiver, men Schrijver foreslår, at her er tale om *i̯e/o-afledninger:
- aspernātur < *ad-sper-n-h-i̯e-tor overfor spernit < *sper-n-ə-ti
- cōnsternāre < *kom-ster-n-h3-i̯e-ti overfor sternere < *ster-n-ə-ti
Schrijver forklarer kombinationen af præfiks og *-i̯e/o-suffiks således: “The motivation for this distribution may be that a compound is a derived form, and the common derivative verbal suffix is *-i̯e/o-.”
Diverse urie. præsensdannelser
Rodpræsens til *‑ah2-rødder
- nāre ‘svømme’, jf. ved. snā́ti < *sneh2–
- fārī ‘sige’ < *bʰah2-, gr. φημί
Rodaorist til rødder på *-h
- dăre (redupliceret præsens bevaret i reddere, addere; dog siger LIV at disse former er til *dʰeh1-)
Stativ til rod på *-h2
- stāre analysers af LIV som en stativ: *stah2-eh1-i̯e/o-; jf. sydpikensk adstaeoms ‘vi står’. Meiser: *‑i̯e/o‑præsens, *stah2-i̯e/o-, opr. afledt af perfektum.
*-i̯e/o-præsens til visse laryngalrødder
- arāre ‘at pløje’ < *h2arh3-i̯e/o-
- calāre ‘at sammenkalde’ < *kl̥h1-i̯e-, jf. gr. καλέω
- parāre ‘forsyne’< *pr̥h3-i̯e-
Kausativ og iterativ til rødder på *-h2
- tonāre ‘tordne’, jf. ved. stanáyati ‘tordne’
- domāre, domuī, domitum *domh2-ei̯e-
- crepāre, crepuī, crepitum
- cubāre, cubuī, cubitum
- vetāre, vetuī, vetitum
- secāre, secuī, sectum
- micāre, micuī, –
- sonāre, sonuī, –
- tonāre, tonuī–
- explicāre, explicuī, explicitum (Men implicāre, -plicāvī, ‑plicātum)