4. deklination (u)

Urie. u-stammer

Bemærk, at u-stammernes genitiv og dativ singularis i de fleste sprog overvejende dannes proterodynamisk: *‑eu̯-s, *-eu̯-ei̯, sjældnere *-u̯-ós, *-u̯-éi̯. Det samme gælder i i-stammerne: *‑ei̯-s, *ei̯-ei̯, snarere end *‑i̯-ós, *i̯-éi̯.

Singularis Urie. Førklassisk latin Kl. latin
Nominativ *-u-s -us
Akkusativ *-u-m -um
Vokativ *-eu̯ – –
Nom./akk. n. *-u -u/-ū
Gen. *-eu̯-s SENATVOS; SENATOVS
senātī (Plautus)		 -uis; -ī; ‑ūs; (-ū)
Ablativ *-ūd MAGISTRATVD; CASTVD -ū
Instr. *-u-h1 –
Dativ *-eu̯-ei̯ quaestū et cultū (Plautus); SENATVEI; -ūī, -ū
Lokativ *-eu-i; *‑ēu – diū

Nom./akk.n. ‑u (-ū?)

    • I følge Priscian var endelsen lang; således cornū n. ‘horn’, gelū n. ‘frost’, men dette er usikkert.
    • Det har været foreslået at dette formodede -ū er fra nom./akk.pl. *‑uh2 eller dualis *‑u-ih1.

Gen.sg. ‑uis, ‑ī, ‑ūs

    • Indskr. ‑OVS, klassisk ‑ūs er lydret af urie. *‑eu̯-s
    • Indskr. ‑VOS (SCdB 186 f.v.t.); analogi fra 3. deklination, dvs. ‑u‑ + ‑os (jf. gamle former som DIOVOS; NOMINVS; CAESARVS). Således også -uis, blot med den senere endelse
    • -ī er analogi med 2. deklination (pga. nom. og akk. ‑us ‑um)
    • -ū forekommer kun hos grammatikerne.

Ablativ singularis ‑ū

    • Analogisk efter anden bøjnings *‑ōd; evt. også af instr. på *-u-h1

Dativ singularis ‑ū, ‑ūī

    • Urie. *‑eu̯-ei̯ > *-ou̯ei̯ > *-uu̯ei̯ *-uī ville være regelmæssigt, men eftersom de andre italisks sprog peger på *‑ū, antager Meiser, at her faktisk er tale om en nydannelse.
    • Måske denne nydannelse er en analogi med  i-stammernes -ī.
    • -ū findes også i italisk, jf. umbr. trifo < *tribou ‘tribuī’. Endnu hyppigt forekommende i oldlatin, feks. Plautus quaestū et cultū ‘til indtægt og arbejde’, som vel er 2. supinumsformer.

Lokativ singularis ‑ū

    • Kun i diū ‘om dagen’, hvoraf analogisk  noctū ‘om natten’.
Pluralis Urie. Førklassisk latin Klassisk latin
Nom. *-eu̯-es -ūs
Akk. *-u-ns -ūs
Nom./akk.. *-uh2
*‑eu̯-h2
*‑u̯-ə2 ?		 -ua
Gen. *-u̯-om -uom; ‑um  -uum
Dat./Abl. *-u-bʰ(i)os -ibus 

Nominativ pluralis ‑ūs

    • Lydret iflg Weiss: *‑eu̯es > *‑ou̯es> *‑ūs. Meiser tvivler dog, da der ikke synes at være et sikkert grundlag for endestavelsessynkope. Weiss sammenligner med *i̯eu̯esto‑ >  iūstus, men her er der tale om synkope i indre stavelse.  Meiser foreslår derfor analogi med feks. i- stammerne, hvor nom. plur. på ‑īs er dannet i analogi med akk. pl. ‑īs < *ih2ns.

Akkusativ pluralis ‑ūs

    • Lydret.

Nominativ/akkusativ neutrum pluralis

    • Der er uenighed om det konkrete ophav til denne endelse. Vi venter *‑ū > ‑uh2. Meiser foreslår, at denne endelse måske havde en sandhivariant *‑u̯ə2, eller at endelsen er analogisk med konsonantstammerne, dvs. den er dannet som stammen + -a.

Dativ/ablativ pluralis

    • -ubus, som i artubus (Lukrets), partubus (Horats) er en kunstform.