Fjerde konjugation består først og fremmest af *i̯e/o-præsentier og denominale dannelser, mest til i-stammer.
Deverbale dannelser
*-i̯e/o-præsentier
Til konsonantiske rødder med tung en- eller tostavelsesbasis, samt i, visse tilfælde, lette rødder med final sonorant. Denne Sievers-variant af *i̯e/o-præsens er opstået allerede i uritalisk.
| V̄C, VCC | V̆V̆C | V̆R |
| audīre ‘høre’ | amicīre ‘indhylle’ | uenīre ‘komme’ |
| sentīre ‘føle’ | operīre ‘tildække’ | salīre |
| farcīre ‘proppe’ | reperīre ‘finde’ | pavīre |
| vincīre ‘lænke’ | resipīre ‘smage af’ | |
| sancīre ‘indvi’ | aperīre ‘åbne’ | |
| dormīre ‘sove’ | sepelīre ‘begrave’ | |
| haurīre ‘trække’ | ||
| prūrīre ‘klø’ |
Bemærk kontrasten:
- parere ‘føde’ → re–perīre ‘finde’.
- sapere ‘smage af’ → re-sipīre ‘smage af’ : dē-sipere ‘være vanvittig’
- iacere ‘kaste’ → amicīre ‘indhylle’
Denominativer og faktitiver
Har ī uafhængigt af basisstammens struktur. Den hyppigste gruppe er afledt af i-stammer. Det er vel her, former med ī er opstået: *siti-i̯eti > *sitīt > sitit. Afledninger til konsonant- og o-stammer er færre og lidt sværere at forklare.
Til i-stammer
- sitīre: sitiō, sitīvī, sitītum ← sitis f. ‘tørst’
- fīnīre ‘at afgrænse’ ← fīnis f. ‘grænse’
- com-potīre ‘gøre delagtig i’ ← compos (adj.) ‘mægtig, rådig over’ < *kom-poti-.
- saepīre: saepiō, saepsī(!), saeptum ← saepēs (gen. pl. saepium) f. ‘hegn’
- partīre: partiō, partīvī, partītum ← pars, -tis
- vestīre: vestiō, vestīvī, vestītum ← vestis
Fra adjektiver:
- mollīre: molliō, mollīvī, mollītum ‘gøre blød’ ← mollis
- grandīre: grandiō, ,– ,– ‘forstørre’ ← grandis ‘stor’
Bemærk, at disse stammer altid har supinum på -ītum. I vediske denominativer til i-stammer forlænges stammevokalen ligeledes:
- kavīyáti ‘udfører sit hverv som seer’ ← kavi- ‘seer’
Birgit A Olsen foreslår, at mønstret for disse dannelser er afledninger med det feminine suffiks *-ih2-. Denne dannelsestype er én af kilderne til idus-adjektiverne og til adjektivet acerbus:
- acerbus ‘skarp, bitter’ < *akr̥-þo- < *h₂ak̑ri-tʰo- < *h₂ak̑rih₂-to- ← *h₂ak̑rih₂-i̯e- ← *h₂ak̑ri- ‘spids, tinding’
- gravida adj. ‘gravid’ < *gʷr̥h₂u̯-i-tʰo- < *gʷr̥h₂u̯-ih₂-to- ← *gʷr̥h₂u̯-ih₂-i̯e- ← *gʷr̥h₂u̯-ih₂-
Mønstret har været produktivt, så om der i alle tilfælde har været et mellemliggende *i̯e/o-præsens, er usikkert.
Til konsonantstammer
- fulgurīre: fulguriō, fulgurīvī, fulgurītum ‘lyne’ ← fulgur (n.) ‘lyn’
- balbūtīre: balbutiō ‘stamme’ < *balbūtus
- compedīre: compediō, compedīvī, compedītum ‘indvikler’ ← compēs, -pedis ‘fodlænke’
- custōdīre: custōdiō, custōdīvī, custōdītum ← custōs, ‑dis m./f. ‘vagt’ (hvis ikke ← custōdia)
Til o- og ā-stammer
Hvorfor nogle o- og ā-stammer dukker op som basis for denominativer i fjerde bøjning, er uforklaret.
- servīre ‘være slave’: serviō, servīvī, servītum ← servus (BNW: analogi med potīri)
- pūnīre ‘straffe’: pūniō, pūnīvī, pūnītum ← poena ← gr. ποινή
BNW har foreslået, at her i nogle tilfælde er tale om afledninger til stammer på -ia:
- fastīdīre ‘væmmes’ ← fastīdium ‘væmmelse’
- mūnīre ‘mure, forskanse’: mūniō, mūnīvī, mūnītum ← moenia
- īnsānīre ‘rase’ ← īnsānia? (således også Rix 1994: 69)
- custōdīre ‘bevogte‘ ← custōdia ‘opsyn’ (antages normalt af være fra custōs ‘opsynsmand’)
En særlig lille gruppe med essiv semantik består af afledninger til adjektiver, der betegner sindssteminger.
- īnsānīre ‘at rase’ ← īnsānus (o/a-adj.) ‘vanvittig’ (hvis ikke ← īnsānia)
- saeuīre ‘at være vild, rase’: saeviō, saevīvī, saevītum ← saevus (o/a-adj.) ‘vild’
En anden lille gruppe består af desubstantiviske stammer. To af dem har en betydning, der kan omskrives til “at begære det, som afledningsbasen henviser til”.
- equīre ‘være i brunst (om hopper)’ ← equus (m. o-st.) ‘hest’
- catulīre ‘være i løbetid (om katte)’ ← catulus (m. o-st.) ‘dyreunge, killing’
Måske denne semantiske type er nedarvet – vi ser den i hvert fald også i visse vediske denominativer:
- aśvāyáti ‘begærer heste’ ← aśva- ‘hest’
- putrīyáti ‘begærer sønner’ ← putrá- ‘søn’
- mātrīyáti ‘begærer en mor’ ← mātár- ‘mor’
Som det ses, har denne type accent på afledningssuffikset i vedisk. Det får Vine (2012: 560) til at foreslå, at også den latinske type går tilbage til *-ei̯-é-ti, hvor det uaccentuerede *e udvikler sig til uritalisk *i: *-ei̯-é-ti > *-ii̯-eti > *-īt.
Fortson (2011: 213) og andre omtaler typen som servīre-typen. Jeg tror dog, at servīre er en unik, analogisk dannelse:
- servīre ‘at tjene som slave’ ← servus (m. o-st.) ‘slave’ i analogi med potīre ‘være herre’
Nielsen Whitehead (2023): der er til en vis grad enighed om, at servus oprindelig betød ‘en opsynsmand’. Denne oprindelige betydning ses i denominativen servāre ‘holde opsyn med’.
Da servus skiftede betydning til ‘slave’, opstod behovet for en ny denominativ med betydningen ‘være slave’; den dannedes som en i-stamme efter samme mønster som antonymet potīre ‘være herre’ ← potis ‘mægtig, som magter’ i en tidligere betydning ‘herre’.
Senere forsvandt potis i betydningen ‘herre’ fra sproget; kun betydningen ‘være noget mægtig osv.’ består. Verbet potīre betyder ‘underkaste, gøre til slave’.