Blandet oprindelse
Femte deklination består af en række forskellige stammer, der af individuelle årsager er kommet til at danne en nominativ singularis på ‑ēs. Det er altså en nydannelse, formentlig inden for latin; vi ved ikke med sikkerhed, om denne stammetype fandtes i de andre italiske sprog. Nogle forskere af Leidenskolen regner med, at indoeuropæisk havde en *‑eh₁-stammetype, der også er videreført her.
fidēs f. ‘håb’ sammenlignes med græsk πειθώ, -οός ‘overtalelse; overtalelsens gudinde’. Den græske form skulle afspejle *bʰei̯dʰ-ō(i̯) i nom.sg.. dvs. det er en af de sjældne i-stammer med fuldtrin is fuffikset i de stærke kasus. Lat. fidēs skulle også være en i-stamme, men med nultrin i roden og e-trin i suffikset: *bʰidʰ-ei̯-.
spēs, speī, spem, spe f. ‘håb’ antages at være et gammelt rodnomen *speh₁-s, der måske er blevet blandet sammen med en s-stamme og derfor har nom.pl. spērēs.
plēbēs er en hysterodynamisk u-stamme; Piwowarzcyk 2017 har et overblik over forskningshistorien. Mht afledningssuffikset er der en række forslag:
- *-u̯eh₂- eller *-u̯eh₁-
- *‑dʰu-
- *‑dʰ-u-, dvs. afledning fra et *dʰ-præsens dannet til *pleh₁-
- *-tuh₁-
- * -tʰu-ēh₂-, en feminin afledning til *-tʰu-, en variant af *-tu-suffikset
Det sidste forslag er Birgit Olsens. Hun sammenligner plēbēs med gr. πληθῡ́ς f. ‘en skare’. Roden er *pleh₁-, og suffikset *-tʰu- er en variant af *tu‑suffikset, der opstår i stilling efter rødder, der udlyder på de aspirerede laryngaler *-h₁ og *‑h₂ (*pleh₁-tu‑ > *ple-th₁u-med analogisk langtrin *plē-).
Hun rekonstruerer stammen som < *plh1-tʰu̯-eh₂-. Nom.sg. ville have langvokal i suffikset: *pleh₁-tʰu-ēh₂-s; i følge Eichners lov farves denne ikke af en tilstødende laryngal.
diēs m. ‘dag’ er også en gammel u-stamme, som vi allerede har set ovenfor i tredjedeklinationsstammerne Iūpiter, nūdius og Dius. Det er den eneste maskuline stamme i femte deklination.
| Singularis | ||
| Urie. | Kl. latin | |
| Nominativ | *di̯ēu̯s | diēs |
| Akkuativ | *di̯eu̯m > *di̯ēm | diem |
| Genitiv | *diu̯ós | diēī |
| Dativ | *diu̯éi | diēī |
| Ablativ | – | diē |
| Lokativ | *di̯eu̯i | diū |
Nominativ singularis -ēs
-
- Dannet efter akkusativen
Akkkusativ singularis -em
-
- Den urie. akkusativ, *di̯eu̯m, undergik Stangs lov > *di̯ēm, som pga. udlydsforkortelse > kl.lat. diem
- Herefter basis for Lindemans lov: *dii̯ēm > Ved. dyā́m, gr. Ζῆν(α). Det forklarer, at vi ikke har fået di̯ > *i̯-.
Genitiv singularis
-
- Alle andre former end akkusativ singularis er sekundære, dannet til en stamme diē-.
- Denne generalisering af Stang-varianten er formentlig opstået i uritalisk, jf. ve. lok. diei, osk. zicolom, umbr. tiçel < *di̯ēkelos.
- Grammatikerne sagde, at femte deklinations stammevokal var lang efter vokal. Det eneste eksempel er vel diēs-paradigmet
- Genitiven er dannet efter 2. deklination.
Ablativ singularis
-
- I en indskrift finder vi EOD DIED, men formen står ved siden af QUO DIE, så det kan være en skrivefejl.
| Pluralis | |
| *di̯éu̯es | diēs |
| *di̯éu̯n̥s | diēs |
| *diu̯ṓm | diērum |
| *di̯ubhós | diēbus |
| *di̯ubhós | diēbus |
Genitiv pluralis
-
- Hele pluralisstammen er analogisk dannet.
- Genitiv pluralis er dannet i analogi med 2. deklinations ‑ōrum
rēs f. ‘sag’ afspejler en hysterodynamisk *i-stamme, *reh₁-í-, som også ses i ved. rayí- ‘rigdom, gode’
| Singularis | Urie. | Latin (og umbrisk) | Vedisk |
| Nominativ | *reh1-í-s | rēs | rayíḥ |
| Akkusativ | *reh1-í-m | rem | rayím (rā́m) |
| Genitiv | *reh1-i̯-ós | rēī; reī; rēi | rāyáḥ |
| Dativ | *reh1-i̯-éi | rēi (ri) | rāyé |
| Ablativ | — | rē (ri/re) | — |
Nominativ sigularis
-
- Nom. sg. *reh1-í-s ville formentlig give *rēi̯s> *rei̯s (Osthoff) > **rīs i latin, så rēs må være dannet efter akkusativen, der også er analogisk
Akusativ singularis
-
- Urie. *reh₁im skulle > rim. Akkusativen må være dannet til en italisk stamme *rei̯+m̥ > *rei̯em > rēm > rem
Genitiv singularis
-
- Den latinske endelse ‐ī er analogisk: *rēi̯ + ‑ī
- Endelsen varierer mellem ‐ēī, ‐eī og ‐ei
- Selv om grammatikerne siger, at stammevokalen skal være ĕ efter konsonant, har vi i oldlatin også rēī
Dativ singularis
-
- Altid monosyllabisk i oldlatin: rei
- Urie. *reh₁i̯-ei med intervokalisk svind af *i̯ > rēei̯ > rēi
| Pluralis | Urie. | Latin | Vedisk |
| Nominativ | *reh1-éi̯-es | rēs | rā́yas |
| Genitiv | *reh1-i̯-ṓm | rērum | rāyā́m; rayīṇā́m |
| Instrumentalis | *reh1-bʰis | — | rayíbhiḥ |
| Dativ | *reh1-bʰ(i̯)os | rēbus | — |
māteriēs osv. Dannet med et produktivt suffiks ‑iē-, der danner abstrakta som māteriēs ‘materie’, osv.
- Dannelser med suffikset *‑iē‑ viser tit alternative former med -ia-. I tidlige tekster er sådanne varianter hyppigst i nominativ og akkusativ. Her er sandsynligvis tale om en videreførelse eller sammenblanding af devī‑ og vr̥kī- dannelsernes suffikser *‑ih₂‑ /-i̯eh ₂‑ og *‑ih₂-.
| Singularis | ||
| Nom. | māteriēs74/-ia75 | |
| Akk. | māteriem78/-iam | |
| Gen. | māteriēs/-ae | |
| Dat. | māteriēs/-ae | |
| Abl. | māteriē | |
- Nom. sg. ‑iēs kan teoretisk set afspejle *‑i̯ēh₂s med langtrin i suffikset. Ifølge Eichners lov farves en langvokal ikke af en tilstødende laryngal, så har ville vi altså have *‑ē‑ i suffikset. Eneste problem ved denne teori er, at hverken devī‑ eller vr̥kī-stammernes nom. sg. lader til at kunne have fuldtrin (jf. ved. nom. sg. devī́, vr̥kī́s ).
- Klingenschmitt har foreslået, at denne endelse er regelmæssig af vr̥kī́-stammernes *‑ih₂m̥ > *‑ii̯em.