esse ‘at være’ < urie. *h₂es-
| Infektum | Perfektum | |||
| Indikativ | Konjunktiv | Indikativ | Konjunktiv | |
| ‘Nutid’ | sum; ESOM | sim; siem | fuī | fuerim |
| es | sīs; siēs | fuistī | fueris | |
| est | sit; siet | fuit | fuerit | |
| sumus (simus) | sīmus | fuimus | fuerimus | |
| estis | sītis | fuistis | fueritis | |
| sunt | sint; sient | fuērunt | fuerint | |
| Fortid | eram | essem; forem | fueram | fuissem |
| erās | essēs; forēs | fuerās | fuissēs | |
| erat | esset; foret | fuerat | fuisset | |
| erāmus | essēmus | fuerāmus | fuissēmus | |
| erātis | essētis | fuerātus | fuissētis | |
| erant | essent; forent | fuerant | fuissent | |
| Fremtid | erō | fuerō | ||
| eris | fueris | |||
| erit; escit | fuerit | |||
| erimus | fuerimus | |||
| eritis | fueritis | |||
| erunt; escunt | fuerint |
Infektiv
PRÆSENS INDIKATIV
(Meiser 1998: 221; Vine 2017: 788; Weiss 2020: 453)
Der er stadig spor af aflyden, men det der sætter sig igennem er et krav om at roden altid skal udgøre én stavelse: enten su- eller es-
- sum har udviklet sig uregelmæssigt fra urie. *h₁esmi.
ESOM på skålen fra Garigliano og feks. umbr. esu peger tilbare på uritalisk *esom, som i latin har mistet *-e i enklitisk brug. Weiss (2020: 453) afleder *esom af *esm̥ < *hesmi, med en uventet refleks af *m̥, igen pga. enklitisk brug.
Sum bevarer den eneste refleks af urie. *‑mi, idet alle andre 1sg-former på -m går tilbage til sekundært *‑m̥. Faktisk er det blevet foreslået at ESOM < *hes-ō-m, en gammel konjunktiv (bem. at urie. nok ikke brugte *-m i konjunktiven). - es < *ess < *es-si ← urie. *h₁esi < h₁essi. Skanderes som ess hos Plautus, selv om man antager, at *ss → *s allerede i urie.
- est < *h₁esti (muligvis via et stadie *ess < *est); Osk./Umbr. est.
- sumus < *h₁sm̥os, måske dannet efter samme mønster som 1. sg.. Tilsyneladende sagde Augustus og visse forfattere simus (Weiss 2009: 426 fn. 5; Weiss 2022: 119 fn. 21)
- estis – med fuldtrin fra singularis.
- sunt < *h₁s-onti ← *h₁s-énti. Osk. sent, Umbr. sent har bevaret -e- i endelsen, mens latin vel har indført den tematisk endelse og/eller har udlignet fra 1. sg./pl.?
IMPERFEKTUM KONJUKTIV
Meiser 1998 § 131
- es-se og fo-re. Den sidstnævnte ses også i oskisk: 3sg. fusíd, impf. konj.
- –rē– analyseres som desiderativens *-h₁s- + konjunktivisk *-ē‑ (eller konjunktiv af tematisk desiderativ på *-h₁se-?); bemærk den sekundære endelse i oskisk impf. konj. fusíd = Lat. foret har sekunddære endelser ). Den ligner en konjunktiv til futurum, osk. fust < *bʰuh₂-(h₁)s-t.
Den urie. desiderativ danner desiderativ i vedisk, futurum i græsk, oldirsk og baltisk.
I latin finder vi endvidere forskellige verber, der er dannet til en desiderativ: uīsere, quaesere
→ Italisk s-futurum: Meiser 1998 s. 182; 202
→ Desiderativ i LIV: s. 23.
→ Bem. at ved et tilfælde kan præteritum konjunktiv analyseres som “infinitiv + ē”, både i infektiv (amārem) og perfektiv (amāuissem).
PRÆTERITUM
- eram, erās etc. med ā som i de vokaliske stammer: amābam etc., men uden ‑b-, der ellers er gennemgående i de fire regelmæssige bøjninger. Dette -bā- < aorist af *bʰu̯eh- ‘at være’, med ukendt markør –ā-, med mindre man antager, som LIV (s. 98), at roden var *bʰu̯ah₂-, og at impf. ‑bā er opstået i perfektum. Jf. oskisk fufans ‘de var’ < *bʰu-bʰu̯ah₂-nt. At eram, erās osv, skulle have overtaget -ā- fra imperfekta på -bā- virker måske usandsynligt; Meiser henviser til en forklaring der støtter sig til en middelwalisisk form.
PRÆSENS KONJUNKTIV
Meiser 1998 § 131,4
| Præsens konjunktiv | PIE optativ | |
| 1sg | sim, siem | *h₁s-i̯éh₁-m |
| 2sg | sīs, siēs | *h₁s-i̯éh₁-s |
| 3sg | sit, siet | *h₁s-i̯éh₁-t |
| 1pl | sīmus | *h₁s-ih₁-mós |
| 2pl | sītis | *h₁s-ih₁-té |
| 3pl | sint, sient | *h₁s-ih₁-ént |
siem, siēs, siet, sient: belagt i indskrifter, og hos Plautus, men kun i særlige stillinger (typisk i slutningen af en linje, hvor man har brug for en jambe), dvs. disse former er allerede ved at forsvinde på Plautus’ tid. Dog findes der også senere indskrifter med disse former; det er usikkert, om de beror på en konventionel stavemåde eller om sådanne former stadig var i aktiv brug.
Andre verber, der har bevaret den gamle optativ, har altid i/ī: uelim, -īs, edim, -īs, )(per)duim, perduīs, duint < *doh₃-ih₁-, faxim, -īs
FUTURUM
Meiser 1998 § 130
erō, eris, erit, erunt: Dannet af urie. konjunktiv; ikke som de regelmæssige verbers futurum (‑ābō, ‑ēbō, ‑am, ‑iam)
*h₁es-e-ti osv.
PERFEKTUM
LIV analyserer stammen fu- som *fū- < *bʰuh₂- ‘at være, blive’.
PERFEKTUM KONJUNKTIV
Konjunktiven består af stammen fu- + et element der ligner den gamle konjunktiv til verbet ‘at være’, men som mange forskere analyserer som er særligt perfektumssuffiks, *‑is-. Blot har 1.sg. fået den sekundære endelse og i-vokalisme: erim, og 3.pl. har også i-vokalisme: erint
enten: urie. *bʰuh₂-[…] + *h₁es-e-t > fuerit
eller: *bʰuh₂-[…] + *-is-e-t > fuerit
I oldlatin er der dog nogle eksempler der tyder på, at også optativen har spillet en rolle. Vine (2017: 792) analyserer disse former som *stammen fu + perfektumsarkøren –is– + optativssuffikset i nultrin, dvs. *ih₁ > -ī-
*bʰuh₂-[…] + *-is-ih₁-t > fuerīt PI. Cap. 248
Futurum dannes på samme måde som perfektum konjunktiv. I grammatikkerne har endelsen altid kort -ĭ-, men tilsyneladende forekommer der også former med ī.
*bʰuh₂-[…] + *h₁es-e- osv. > fuero, fueris fuerit osv.
PLUSKVAMPERFEKTUM KONJUNKTIV
Bemærk mønstret
Indikativ: eram : fu-eram
Konjunktiv: essem : fu-issem
Dvs. perfektum konjunktiv ser ud til at være dannet ved at tilføje essem. Blot er der den komplikation, at vi venter **fuessem.
īre ‘at gå’ urie. *h₁ei̯-
| Infektum | Perfektum | |||
| Indikativ | Konjunktiv | Indikativ | Konjunktiv | |
| ‘Nutid’ | eō | eam | iī | ierim |
| īs | eās | īstī | ierīs | |
| it | eat | iit | ierit | |
| īmus | eāmus | iimus | ierimus | |
| ītis | eātis | īstis | ieritis | |
| eunt | eant | iērunt | ierint | |
| Fortid | ībam | īrem | ieram | īssem |
| ībās | īrēs | ierās | īssēs | |
| ībat | īret | ierat | īsset | |
| ībāmus | īrēmus | ierāmus | īssēmus | |
| ībātis | īrētis | ierātis | īssētis | |
| ībant | īrent | ierant | īssent | |
| Fremtid | ībō | ierō | ||
| ībis | ieris | |||
| ībit | ierit | |||
| ībimus | ierimus | |||
| ībitis | ieritis | |||
| ībunt | ierint |
velle ‘at ville’
Urie. *u̯elh₁- ‘at vælge’
Herunder også nōlle ‘ikke at ville’ og mālle ‘hellere at ville’
| Infektum | Perfektum | |||
| Indikativ | Konjunktiv | Indikativ | Konjunktiv | |
| ‘Nutid’ | volō nōlō mālō | velim nōlim mālim | voluī nōluī mālui | voluerim nōluerim māluerim |
| vīs nōn vīs māvis | velīs | voluistī | voluerīs | |
| vult nōn vult māvult | velit | voluit | voluerit | |
| volumus nōlumus mālumus | velīmus | voluimus | voluerimus | |
| vultis nōn vultis māvultis | velītis | voluistis | volueritis | |
| volunt nōlunt mālunt | velint | voluērunt | voluerint | |
| Fortid | volēbam nōlēbam mālēbam | vellem nōllem māllem | volueram nōlueram mālueram | voluissem nōluissem māluissem |
| volēbās | vellēs | voluerās | voluissēs | |
| volēbat | vellet | voluerat | voluisset | |
| volēbāmus | vellēmus | voluerāmus | voluissēmus | |
| volēbātis | vellētis | voluerātis | voluissētis | |
| volēbant | vellent | voluerant | voluissent | |
| Fremtid | volam | voluerō nōluerō māluerō | ||
| volēs nōlēs mālēs | volueris | |||
| volet | voluerit | |||
| volēmus | voluerimus | |||
| volētis | volueritis | |||
| volent | voluerint |
DARE ‘AT GIVE’ < *DEH₃
Sammensatte former som perdere overgår til 3. bøjning. Bemærk konjunktiven perduim, perduīs, perduit, perduim
īre
ēdere
ferre – forklares somme tider som atematisk, men den går kun kun hvis man antager, at her er tale om et afredupliceret præsens af samme type som skt. bíbharti. LIV antager at her er tale om et atamatisk præsens der er undergået allegro-synkope.