- 6. årh. fvt. (Weiss: ca 500 fvt.)
- En såkaldt κέρνος bestående af tre små krukker forbundet med en ring. Teksten går rundt om krukkerne, via ringen.
- En af de få indskrifter, der er fundet midt i Rom, omtrent der hvor Via Nazionale løber i dag
IOVESAT DEIVOS QOI MED MITAT
iouezāt deiuōs kʷoi mēd mitāt,
Jūrat deōs quī mē dōnat
IOVESAT → iūrat.
iūrāre er et denominativt verbum til iūs, -ris n. ‘lov’. Af urie. nom.sg. *ieu̯-os, gen. *i̯eu̯-es-os. NIL (283): Nogle forskere rekonstruerer *h₂i̯eu̯-es-, en afledning til *h₂oi̯-u- n. ‘liv, livstid’, som bl.a. ses i ved. ā́yu- n. ‘liv, livstid’, eller *h₂i̯eu̯-, som ses i skt. yós ‘velvære, lykke’. Andre antager en afledning til roden *i̯eu̯- ‘holde fast. forbinde’, som vi kender fra ved. yuváti.; se Forumscippus.
MITAT mitat
Tidligere tolket som en konjunktiv, men så skulle vi have den sekundære endelse. To analyser:
- Iflg. Vine (1999) en afledning til ppp.’en til roden *(h₂)mei̯-, som ses i Ved. apāmítya– ‘lån, gæld’ og gr. ἀμεί-βω ‘at udveksle’, lat. meāre ‘at gå, bevæge sig.’
- LIV derimod antager afledning fra roden *mei̯th₂- ‘at udveksle, fjerne’ (LIV), som ses i lat. mittere ‘sende’ (< *mīttere via den såkaldte littera-regel), ved. méthati ‘er fjendsk overfor’, oht. mīdan ‘at undgå’. LIV foreslår en iterativ dannelse: *mith₂-éi̯e- > *mitā-. I vedisk har laryngalen forårsaget aspiration af det forudgående *t, hvilket ikke er sket i latin.
NEI TED ENDO COSMIS VIRCO SIED
nei tēd endo kozmis uirgō siēd
nī in tē cōmis uirgō sit
NEI = nī ‘ikke, hvis ikke osv.’
Urie. *nei̯, jf. osk. nei ‘undtagen’ got. nei ‘ikke’, lit. neĩ ‘ikke’ osv.
ENDO = endo, indu-, indi-
urie. *h₂endo ‘inde’; jf. hitt, anda, ‘ind i, inde’, andan ‘inde i’, gr. ἔνδον. Ses feks i:
- endo dies ‘om dagen, hver dag’ på de Tolv Tavlers Love
- induperāre > imperāre
- induperātor > imperātor
- industria f. ‘virksomhed, energi’
Bevarelsen af kort o i udlyd er bemærkelsesværdig. Eichner, der læser indskriften metrisk, mener, at o er langt her, og taler om ‘Kürzung im Tonanschluss’, hvilket vist blot betyder forkortelse i et enklitisk ord.
COSMIS > cōmis ‘mild, venlig, forekommende, høflig’
Eichner: *kom-smi-, et rodkompositum med roden *smei̯- ‘at smile’. Bemærk RV 1.123.10, hvor morgenrøden tilsmiler sin elskede, udtrykt med et medialt participium til verbet sam-smi-:
kanyèva tanvā̀ śā́śadānām̐
éṣi devi devám íyakṣamāṇam
saṁsmáyamānā yuvatíḥ purástād
āvír vákṣāṁsi kr̥ṇuṣe vibhātī́
Jamison & Brereton oversætter:
Like a girl exulting in her body, you go, o goddess, to the god who seeks to attain you [=Sun].
Youthful, full of smiles, radiant, you reveal your breast in the east [/before (him)].
VIRCO = uirgō
Bemærk, VIRCO ikke VIRQO
AS TED NOISI OPET OITESIAI PACA RIVOIS
as(t) tēd noizi o(p)petoit eziāi pākā rīuois
at tē … pācā rīvīs
Hele denne linje er obskur.
AS(T) er en gammel biform til at ‘men’, der i ældre sprog også betød ‘og’
NOISI ‘hvis ikke’ – en form der kun forekommer på Duenosindskriften
Normalt udtrykkes ‘hvis ikke’ med olat. NISEI, kl. lat. nĭsĭ, der rekonstrueres *ne-sei̯. Hos Plautus forekommer dog også en form der skanderes nīsī (henv. i Harðarson 2011)
Dunkel (2014: 740 fn. 57) rekonstruerer NOISI som *nó íh₁ sei̯, tilsyneladende med en istrumentalis af *ei̯/i-pronominet (lat. is, ea, id). Han må så påstå, at -SI er en skrivefejl for ‑SEI.
OPET(OIT)
Eichner mente her var tale om en tematisk optativ til oppetere ‘gå i møde, underkaste sig’, hvilket betvivles af de fleste forskere: Tematisk optativ (*-o-i̯h₁-) er ellers ikke bevaret i italisk, ej heller i keltisk, og den ville ikke dannes med -t, der går tilbage til *-ti; på dette tidspunkt venter vi ‑d < *-t.
Harðarson og LIV derimod mener det er en iterativ, /opēt/ < *h₃op-éi̯e-ti, dannet til samme rod, *h₃ep- ‘at vælge’, som vi ser i optāre ‘at vælge’.
OIT(ESIAI)
ESIAI var iflg. Eichner dat.sg. af dem. pron. jf. ved. asyai. Plautus har eae, ellers er den klassiske form eī. Problem: vi venter akkusativ, ikke dativ, som object for pācāre.
Harðarson derimod analyserer OITESIAI i ét ord som en oldlatinsk passiv infinitiv til ūtor ‘at bruge’, i betydningen ‘omgås venskabeligt med’. Typen med endelsen -rier er ikke belagt i 3. bøjn. (undt. måske adferrier), men man kan antage at den ville have formen **ūterier.
PACA = pācā
pācāre ‘bringe til fred’, denominativt verbum til pāx, pācis f. ‘fred’.
Bemærk: PACA ikke PAKA (Eichner taler om et påbegyndt K, der er blevet korrigeret)
DYENOS MED FECED EN MANO(M) MEINOM DYENOI
duenos mēd fēked en māno(m) meinom duenōi
Bonus mē fēcit in manum […] bonō
DVENOS > bonus
FECED EN; Eichner læser infēcit ‘fyldte op’, hvilket virker tvivlsomt; mere sandsynligt: ‘lavede som (en fin gave)’
Bemærk FECED over for VHEVHAKED på Fibula praenestina:
– Aoristen fremfor det reduplicerede perfektum
– F fremfor VH
MANOM
Et arkaisk ord for ‘god’; ses formentlig også i navnet Mānius. *meh₂-no-? Jf. oldirsk máith ‘god’, wal. mad, bret. mat ‘god’ < *mh₂-ti~.
MEINOM
Sekvensen ENMANOMEINOM har været læst på forskellige måder. Vine argumenterer overbevisende for, at et tidligt latinsk *meinom betød ‘gave’ og var en afledning af samme rod, *h₂mei̯- som ses i verbet *mi-tāre. Han foreslår, at *meinom mitā- var en figura etymologica ‘at give en gave’. På den såkaldte Acquoria cippus kombineres MITAT med DONOM; senere hen får vi dōnum dāre – med en stamme, der er afledt med samme suffiks som det påståede *mei̯-no-.
NE MED MALOS TATOD
nē mēd malos tatōd
nē mē malus [clepitō]
TATOD
LIV: *teh₂- ‘stjæle’, som ses i hitt. tāyezzi ‘stjæler’; jf. også ved. tāyú- m. ‘en tyv’.