Marcus Tullius Cicero, 106–43 fvt. Læse mere i Gyldendals Encyklopædi.
Dē nātūrā deōrum
Kilde: Cicero. On the Nature of the Gods. Academics. Translated by H. Rackham. Loeb Classical Library 268. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1933.
XXVII. Cumque in omnibus rebus uim haberent maxumam prima et extrema, principem in sacrificando Ianum esse uoluerunt, quod ab eundo nomen est ductum, ex quo transitiones peruiae iani foresque in liminibus profanarum aedium ianuae nominantur. Iam2Uestae nomen a Graecis; ea est enim quae ab illis ῾Εστία dicitur; uis autem eius ad aras et focos pertinet, itaque in ea dea, quod est rerum custos intumarum, omnis et precatio et sacrificatio extrema est. Nec longe absunt ab hac ui di3 Penates siue a penu ducto nomine (est enim omne quo uescuntur homines penus) siue ab eo quod penitus insident, ex quo etiam penetrales a poetis uocantur.
XXVII. Also, as the beginning and the end are the most important parts of all affairs, they held that Janus is the leader in a sacrifice, the name being derived from ire (‘to go’), hence the names jani for archways and januae for the front doors of secular buildings. Again, the name Vesta comes from the Greeks, for she is the goddess whom they call Hestia. Her power extends over altars and hearths, and therefore all prayers and all sacrifices end with this goddess, because she is the guardian of the innermost things. Closely related to this function are the Penates or household gods, a name derived either from penus, which means a store of human food of any kind, or from the fact that they reside penitus, in the recesses of the house, owing to which they are also called penetrales by the poets.
Oversættelse i følge Gee, E. (2000). Ovid, Aratus and Augustus, astronomy in Ovid’s Fasti (Cambridge classical studies). Cambridge: Cambridge University Press.
In all matters, beginnings and ends are vital features. This is why they cite Janus first in sacrifices, for his name is derived from the verb ire, to go; hence the word ianifor archways, and ianuaefor the doors of secular buildings. As for Vesta, her name is adopted from the Greeks, being identical with their Hestia. Her province is altars and hearths, and this is why the goddess is invoked at then end of all prayers and scrifices, becasue she guards the things deep within.
Kommentar
Cumque in omnibus rebus vim haberent maxumam prima et extrema,
cum+ konjunktiv: kausale, koncessive, adversative sætninger. Her: “eftersom”
omnis adj. ‘al, enhver’
Muligvis af PIE *h₃op-ni- eller *h₁op-ni-, dvs. enten afledt til samme rod som i opus n. ‘værk’ eller den i optāre. Bemærk samme lydlige udvikling som somnus > *su̯op-no-. Afledning til *h₁/₃op- ville forklare, hvorfor vi ikke har *o > u/__N.
rēs f. ē-st. ‘ting, sag, ejendom, forretning’
PIE i-stamme til PIE *reh₁- ‘at give’. Jf. umbr. dat.sg. *ri, ved.rayí- m. i-st. ‘ejendom, gods’
PIE *reh1-i-s skulle > **rīs på latin, og akk.sg. *reh₁-i-m skulle > rīm. I stedet har vi rēs og rēm. Latin har generaliseret *ē fra en svage kasus som dat.sg. *reh₁i̯-ei̯.
I sanskrit er der også sket paradigmatisk udjævning, idet vi forventer ved. **res < *ra-is < *reh1-í-s. Akk. rayím analogisk erstatning for lydret **rem < *ra-im < *reh₁-í-m, mens Inst.sg. rāyā́ er lydret af < *reh₁-i̯-éh₁, og gen./abl.sg. rāyás er lydret < *reh₁-i̯-ós. Nom.pl. rāyas < *reh₁-i̯es.
uīs f. ‘styrke’
PIE *u̯ih-s, jf. skt. váyas– n.‘kraft, næring’, gr. ἴ̄ς, ἴνα, ἲφι ‘styrke’. Måske beslægtet med *u̯ih-ró- ‘mand’ > lat. uir
habēre ‘at have’
< PIE *gʰeh₁bʰ- jf. oldirsk gaibid ‘tager’
maxumus/maximus (o/a-st.) adj.
Superlativ til magnus. Vokalismen i magnus må være udviklet i nultrinnet *mg̑-no-. Weiss (2209:81) siger det er en erstatning for nultrin, Schrijver (1991:477–85) at det er lydret af *m̥ fr stemt konsonant + konsonant. Beslægtede former viser tilbage til PIE *meg̑-oh₂-; jf. ved. akk.sg. mahā́m, gr. μέγας, hitt. mekk-, arm. mec, got. mikils.
En enkelt indskrift har MÁXIMO, som måske skal læses māximus (Weiss 2209: 175) med Lachmanns lov.
Komparativen māior < *mg̑-i̯os- og superlativen maximus < *m̥g̑-is-m̥ho- er begge dannet til den usuffigerede rod mag-.
Mht, o/u i maxiumus/maxumus: Kortvokal i indre stavelse > *ü > i eller u /__ C + labial
prīmus (o/a-st.) adj.
Beslægtede ord: prior komp. adj. ‘tidligere’, priusquam ‘frend’, prīdem ‘i tidligere tider’.
Afledt af PIE *prei̯, jf. gr. πρίν, Opr. prei, lit. prie ‘ved, til’. Lat. prior og prīmus er gradationsformer, dvs. *pri-i̯os-, *pri-is-m̥ho-. Superlativen ses også i pæl. prismu-, et kvindenavn.
prīmus et extrēmus ‘først og sidst’
extrēmus (o/a-st.) adj. ‘yderst’
Superlativ, beslægtet med exter ‘uden for’ og præpositionen extra. Afledt af præpositionen ex. Rekonstrueres som *eks-ter-ism̥ho-. Samme afledningstype og refleks af superlativsuffikset ses i postrēmus og suprēmus
En konkurrerende og mere original superlativ er extimus < *eks-tm̥ho-.
principem in sacrificando Ianum esse voluerunt,
princeps, -ipis m. ‘først, fremstående, leder’
Af prīmus + roden i capere ‘at tage’
sacrificāre ‘at ofre’
Sammensat af en form af sacer, -ra, -rum adj. ‘hellig’ og facere ‘at gre’
sacrifcandō gerundium forekommer i akkusativ, genitiv, ablativ og meget sjældent i dativ.
sacer, -ra, -rum, dvs.o/a-st. adj. ‘hellig’
< *sak-ro-med apokope. Vel til PIE *seh₂k-, jf. at der også findes en stamme sācer, -ra, -rum ‘offerværdig’ med langvokal. Verbet sancīre ‘at bekræfte formelt’er afledt af et nasalpræsens hertil (PItal. *sank-i̯o-), som genses i hitt. zankilaⁱ-/zankil– ‘at straffe’.
facere‘at gre’
< *dʰeh₁-
quod ab eundo nomen est ductum,
iānus, m. ‘buegang, dr, dr-gud’
Til PIE *i̯eh₂-‘at gå’, jf. ved. yáti 3sg. ‘går’, lit. jóti‘at ride’, jf. iānitor‘drvogter’ (→ eng. janitor), iānuāris ‘januar.’ På grund af u’et i diverse afledninger rekonstrueres en PIE u-stamme*i̯eh₂-nu-.Etymologien er plausibel, men der er vist ikke andre afledninger til denne rod, der betyder ‘gennemgang.’
uelle ‘at ville, nske, have til hensigt’ – og bl.a. hos Cicero: ‘at mene’
dūcere‘at fre’
< *deu̯k-, jf. got. tiuhan
ex quo transitiones peruiae iani foresque in liminibus profanarum aedium ianuae nominantur.
transitiō
afledning af trāns-īre m. p.p.p. trans-itus, -a , -um. Til PIE *h₁ei̯- ‘at gå’ med nultrin *h₁i-
pervius ‘som kan krydses, som man kan gå igennem’
afledt af sammensætningen per-via‘med en vej igennem’
foris f. ‘dør’, nærmere betegnet den ene del af en dobbeltdør
< PIE *dʰu̯or-i-, jf. gr.θυρά
līmen, -inis n. ‘tærskel, døroverligger’
Jf. også līmes, -itis. Osk. (acck.sg. eller gen.pl) liímitú[m og lat. līmus o/a-st.-adj. ‘tværgående’. Uklar oprindelse.
prōfānus o/a-st. adj. ‘sekulær’
prō + *fānus, jf. fānumn. ‘tempel, helligt sted’.
prō
< PIE *pró. Latin lader ikke til at tillade enstavelsesord, der ender på en kort vokal, derfor har vi lat. prō, nēover for skt. prá, ná.
fānum n. ‘tempel, helligt sted’
PItal. fasno-< *dʰh₁-s-no-. Jf osk. fíísnú, pæl. fesn(am), umbr. akk.pl. med partikel –en fesnafe < PIE *dʰeh₁-s-no-.
Beslægtede termer: lat. fēriae< olat. fēsiae‘festdag(e)’, Arm. dik῾‘guder’ < *dʰeh₁-s-ah₂-, gr. θεόςm. ‘gud’ < *dʰh₁s-ó-.
aedis/aedēs f. i-st. ‘bolig, hjem’
Det påstås, at singularis bruges om menneskers bolig, mens pluralis bruges om en gud bolig, dvs. et tempel.
PIE *h₂ei̯dʰ-‘at brænde’, jf. oir. áed‘ild’, skt. ídh– ‘brænde’, gr. αἴθω ‘at brænde’. Oprindelig skulle ordets betydningen altså have været ‘et ildsted’.
Bemærk afledningen aedīlis m. ‘en ædil’, dvs. en embedsmand med ansvar for offentlige bygninger, offentlige fester og almindelige politiopgaver (iflg. Gyldendals Encyklopædi)
nōminare ‘at kalde, betegne’
Afledt af nōmen, -inis ‘navn’ < PIE *h₃noh₃-mn-, *h₃n̥h₃-men-, jf. osk. gen.sg. numneís oirsk ainm, ved. nāmāosv.
Iam2Uestae nomen a Graecis
Vesta f., romersk gudinde for arneilden (se Gyldendals Encyklopædi)
Vel med gr. ῾Εστία, som Cicero påstår.
ea est enim quae ab illis ῾Εστία dicitur;
dīcere, dīcī, dĭctum ‘at sige’
PIE *deik̑-
uis autem eius ad aras et focos pertinet,
āra f. ‘alter’
Nogle af de klassiske forfattere nævner, at formen tidligere hed asa, hvilket bekræftes af O lok.sg. aasаí, umbr.akk.sg. asam-. Disse former viser tilbage til PIt. *āsā-.
PIE *h₂eh₁s-h₂-, ses i hitt. hā√
focus m. o-st. ‘ildsted’
Usikker etymologi.
pertinēre
itaque in ea dea, quod est rerum custos intumarum, omnis et precatio et sacrificatio extrema est.
custōs, -ōdis m. ‘vagt, opsynsmand’
Ukendt oprindelse
intumus ‘inderst’
precatio f. ‘bn’
Jf. prex f. ‘en bn’, precī (precor, precātus), deponent verbum ‘at bnfalde’.
PIE *prek̑-, jf. poscere ‘at forlange’, ved. pr̥ccháti ‘sprger’, oksl. prositi ‘at sprge’.
Nec longe absunt ab hac ui di3 Penates sive a penu ducto nomine (est enim omne quo uescuntur homines penus) sive ab eo quod penitus insident, ex quo etiam penetrales a poetis uocantur.
longus o/a-adj. ‘lang’; her adverbiel ablativ longē
PIE *dlongʰo-, jf. got. laggs oht. lang. Nasalen kommer vel fra et nasalpræsens, jf. hitt. zalukni– ‘at forlænge’ < *dlugʰ-n(e)u̯-.
Beslægtet: PIE *dl̥h₁gʰ-o- > ved. dīrghá-, gr. δολιχός.
abesse ‘er fraværende, ligger langt væk fra’
penus, penoris n. s-st./ penus, penūs, m. u-st./penus, penī m. o-st ‘mad, forsyninger’
Beslægtede ord: penes præp. med akkusativ ‘med, i nogens kontrol, tilstedeværelse’
Eneste kognat er lit. penéti, penù ‘at fodre’
vescor
homines
penitus o/a-st., adj. ‘inderst’; adv. penitus eller penitē ‘inderst’
Jf. penetrāre
vocāre
Dē lēgibus 2.22
Cicero opfinder en række ideelle love for det ideelle samfund. I disse love står der blandt andet følgende om religiøs praksis:
Separatim nemo habessit deos neue nouos neue aduenas nisi publice adscitos; priuatim colunto, quos rite a patribus cultos acceperint.1 In urbibus2 delubra habento; lucos in agris habento et Larum sedes. Ritus familiae patrumque seruanto.
No one shall have gods to himself, either new gods or alien gods, unless recognized by the State. Privately they shall worship those gods whose worship they have duly received from their ancestors. In cities they shall have shrines; they shall have groves in the country and homes for the Lares. They shall preserve the rites of their families and their ancestors.