I oldlatin optræder en række former, der hverken er dannet til præsens- eller perfektumsstammen. Den autoritative behandling af disse former er De Melo (2007).
Siffiksløse former
Denne type optræder mest i konjunktiv. Der er ingen infinitiv og kun enkelte indikativer som interduō (de Melo 2007: Introduction)
En lille gruppe konjunktiver er tilsyneladende dannet til roden; således til dare ‘at give’ og attingere ‘at røre ved’:
ī-konjunktiv | ā-konjunktiv | |
1 | duīm | attigam |
2 | duīs | attigās |
3 | duit | attigāt |
1 | duīmus | attigāmus |
2 | duītis | attigātis |
3 | duint | attigant |
.
Sigmatiske former
Infinitiv
impetrassere
Oldlatinske futurumsformer
Indikativ | Konjunktiv | |||
1 | faxō | amāssō | faxim | amāssim |
2 | faxis | amāssis | faxīs | amāssīs |
3 | faxit | amāssis | faxī̆t | amāssī̆t |
1 | faximus | amāssimus | faxīmus | amāssīmus |
2 | faxitis | amāssitis | faxītis | amāssītis |
3 | faxint | amassint | faxint | amāssint |
Eksempler
Fra Plautus, i de Melos oversættelser
Oprindelse
De oldlatinske futurumsformer af typen iussō, faxō, dixō, amassō går tilbage til uritalisk (Fortson: 215).
I sabellisk danner alle fire bøjninger således s-futurum (osk. fu-s-t eller deiua-s-t ‘vil sværge’), der, i modsætning til den latinske type, (a) dannes til den tematiske stamme i 3. bøjning, (b) selv er atematisk: osk. dide-s-t, umbr. fere-s-t.
To forklaringsforslag:
- Af den urie. desiderativ konjunktiv (eller måske snarere tematisk desiderativ indikativ)
- Af s-aorist konjunktiv (Weiss 2011: 420 fn. 16; de Melo).
Den oldlatinske sigmatiske futurum konjunktiv af typen faxim, dixim osv. er iflg. de Melo en perfektum konjunktiv.
Mulige forklaringer:
– optativ til urie. desiderativ. Urie. *‑hs-ih₁-
– optativ til urie. s-aorist. Urie. *‑s-ih₁-