Indoeuropæiske tematiske stammer
| Singularis | Urie. | Førklassisk latin | Kl. latin |
|---|---|---|---|
| Nom. | *‑os | MANIOS; DVENOS; SAKROS | -us15 (‑os) (-er)16 |
| Vok. | *‑e | –e (-er)17 | |
| Akk. | *‑om | MANOM | -um (‑om) |
| Gen. | *‑osi̯o18 | POPLIOSIO (6./5. årh); TITOIO (3. årh.)19 | ī 20 |
| Abl. | *‑o-(h₂)at21 | FILEOD22 | ō |
| Dat. | *‑o-ei̯ | NVMASIOI; DVENOI | -ō23 |
| Lok. | -oi̯ | -ī24 |
- Fra 3. årh: ‑os, ‑om > ‑us ‑um (*o, *u > u / __ C#). Dog bevares ‑os, ‑om „helt ind i klassisk tid‟ i stilling efter v, i former som seruos, equos, aeuom (equom fx. i Varro Agr., aeuom hos Cicero, der citerer Ennius).
- Den særlige udvikling af endelsen *‑ros : *sakros med apokope: *sakr̥s > sacer.
- puer og vir har apokope – dog puere (25×) hos Plautus (i betydn. ‘slave’).
Stammer på ‑ius har ‑ī: fīlī < fīlie.. - Husk, at det kun er de tematiske stammer, der har forskel på ablativ og genitiv i urie..
- Som i vedisk devasya, Homergræsk/æolisk ἴπποιο; armensk mardoy ‘mands’. En form som POPLIOSIO (Lap. Satr.) viser, at *‑si̯‑ bevaredes ret sent, men bemærk svind i TITOIO (fra Ardea uden for Rom). Endelsen er regelmæssig i i pronominer: cu(i)ius, eius, huius.
- Denne genitivendelse ses også i keltisk: oldirsk firⁱ ‘mand’ (genitiv), gallisk SEGOMARI, og i nogle tilfælde i tokharisk og albansk.
I latinske stammer på -ius kontraheres endelse og suffiks, men accenten bevares: imperiī → impérī.
SC de Bacch. (186 f.v.t.) har ‑ī : nōminis latīnī.
Der er mange teorier om endelsens oprindelse. Pisani prøvede forgæves at gøre gældende, at gen. ‑ī var lydret af *‑osi̯o; Blümel mener det er Caland-i‛et; Vine foreslår det er vr̥kī-stammernes *‑ih₂. - Latin peger på en endelse med langt ō; i litauisk derimod finder vi en genitivendelse -ō, der antages at afspejle en oprindelig ablativ, og som må komme af -āt. Måske urie. *‑o-ad, der kontraheredes forskelligt i enkeltsprogene? Weiss: *‑e-h₂Vd over for *‑o-h₂Vd ?
Jf. den vediske ablativ vŕ̥kāt og pronominalendelserne: mát, tvát. - -d ses (næsten) ikke hos Plautus; forsvinder fra indskrifterne hen mod slutningen af 3.årh. (hvor den sekundære verbalendelse ‑d < urie. *‑t erstattes af den primære endelse ‑t < urie. *‑eti ).
- Antages at være den prævokaliske sandhivariant af dat.sg. *‑ōi̯; Blümel foretrækker at analysere endelsen som refleksen af den urie. instrumentalisendelse.
- Ses i adverbielle former: domī duellīque ‘hjemme og i krig’, humī ‘på jorden’. *‑ei̯ ses vel i hīc ‘her’.
| Dualis | Urie. | Førklassisk latin | Klassisk latin |
| Nom./akk.m. | *‑o-e | –ō25 | |
| Nom./akk.n. | *‑ih₁ | -ī?25a | |
| Genitiv | *‑? | –ōrum | |
| Dativ | *‑oh₃-bʰi̯ah₂+m | –ōbus?25b |
- Ses alene i duŏ (med jambisk forkortelse), ambō ‘begge’ og octō ‘otte’ (ved. dvā́, dváu, aṣṭā́, aṣṭáu). Genitiv er dannet som en o-stamme gen.pl., mens dativen er dannet som i 3. bøjning.
25 a I teorien kan en form som frēnī, pluralis af frēnum n. ‘bidsel, hovedtøj’ gå tilbage til en gammel dualis (Weiss 2009:195 n.5; Vine 2017).
25b *‑bʰ(i̯)os er lånt fra dativ pluralis, der ellers er forsvundet i o-stammerne.
| Pluralis | Urie. | Førklassisk latin m.m. | Klassisk latin |
|---|---|---|---|
| Nom. m. | *‑oi̯ | poploe (Festus) VIREI PLOIRVME MAGISTREIS | ‑ī26 |
| nom./akk.. ntr. | *‑ah₂ | ‑a27 | |
| Akk. | *‑ōns | Osk. feíhuss, umbr. vitluf, TORUF | ‑ōs28 |
| Gen. | *‑o-hom | ROMANOM, verbum, amīcum, fabrum | ‑ōrum29 |
| Instr. | *‑ōi̯s | QVROIS FALERIES CASTREIS | ‑īs30 |
| Dat./Abl. | *‑o-bʰ(i̯)os | – | |
| Lok. | *‑oi̯-su | –31 |
- *‑oi̯ > *‑ei̯ > *‑ ẹ̄ > ‑ī. Indskriftlige former på ‑EIS (i navne og officielle titler) er uforklarede.
Sabellisk har *‑ōs, jf. oskisk Núvlanús ‘nolanere, folk fra Nola’.
Den pronominale endelse *‑oi̯ ses også i tematiske stammer i græsk og baltoslavisk.
Bemærk at i enkelte tilfælde har maskuline o-stammer en alternativ, neutral nom./akk. pluralis på -a locus → locī ~ loca: - Hvorfor ikke *‑ah₂ > *‑ā? Måske fra atematiske stammer, f.eks. *g̑enh₁-es-ə₂ > genera.’ Sabellisk har *‑ā, jf. oskisk prúftú ‘fremsat(te ting)’. Bemærk talordene trīgintā, quadrāgintā osv.
I pronminerne ser vi, at f.nom.sg. på -ae(c) altid følges med n.nom./akk.pl. på -ae(c): quae – quae, haec – haec, illaec – illaec. Her ser det ud til, at neutrumsformen kopieres efter femininumsformen. Måske det samme gør sig gældende her? - Vine (2017) mfl. ansætter *‑ons, hvilket vi også ser i feks. Oav. -ə̄ṇg, -ąs(‑cā) og ungav. -ą, -ąs(‑ca). Disse former kan dog være analogiske, og vedisk -ān ~ -āṃs må gå tilbage til *‑ōns. Olander foretrækker *‑ōns, og jeg har påpeget at de pronominale akkusativer, feks. lat. nōs og uōs, av. nā̊, vā̊, bør rekonstrueres som *nōns, *u̯ōns snarere end *nōs, *u̯ōs (Nielsen Whitehead 2022).
Uvdiklingen *‑ōns > -ōs antages at være lydret; samme eller en lignende forlængelse ses i former som cōnsul, osv.
På sabellisk er udvikler -nVs og ‑Vns sig forskelligt: Osk. feíhuss, umbr. vitluf viser, at endelsen oprindeligt var *‑ons eller *‑ōns; et senere opstået *‑ns, feks. fra synkoperet *‑nos, bevares: BANTINS < *bantīnos ‘bantiner’. - -ōrum er overtaget fra femininums *‑ārum = den pronominale endelse *‑ah₂som (jf. ved. pron. āsā́m), som optræder fra 3. årh. Den gamle endelse bevaret i relikter, feks. prō deum fide; duumvirum ‘bestående af to mænd’. Weiss (2020: 225) postulerer urit. *-ōm > lat. ‑um; burde det ikke > **-om? Olander citerer Anders Richardt Jørgensen for, at oldirsk gen.pl. ferN kun kan komme af *u̯ih₁r- +*-om, den atematiske endelse.
- *‑ōi̯s > *‑oi̯s > *‑ei̯s > *‑ẹ̄s > ‑īs (Osthoffs lov). Jf. også Garigliani-skålen (nær Minturnae i det sydlige Latium): ESOM KOM MEOIS SOKIOIS TRIFOS ‘jeg er, sammen med mine tre venner …’
- Man har forsøgt at forklare ‑īs som refleks af *‑oi̯su; Blümel siger nej, Weiss s. 208 lader muligheden stå åben; Vine (2017) lader til at mene at *‑oi̯su > *‑īs er regelmæssigt.