Deverbale dannelser
Rodpræsens til *-eh₁-rødder
- nēre ‘spinde’; neō, nēuī, nētum, jf. gr. νέω, oldirsk sníid.
*-i̯e/o-præsens til *‑eh₁- rødder
- com-plēre (vel til rodaoristen: gr. πλητο); compleo -ēvi, -ētum
Kausativer/iterativer: ‑o-trin og suffiks *-éi̯e/o-
- monēre; moneō, monuī, monitum < *mon-éi̯e-
Stativiske *-eh₁-i̯e/o-dannelser
Alle er nogenlunde enige om, at der findes to typer dannelser med et underliggende suffiks *-eh₁-/-h₁–, nemlig
- Deverbale verber (dvs. afledt til verbalrødder), der opdeles i
1. dannelser med *-eh₁-
2. dannelser med *‑(e)h₁i̯e/o- - Denominativer på *-eh₁-i̯e/o-; se længere nede.
Suffikset kendes også fra:
- hittitiske -ēšš- og -ē-verber
- den germanske 3. svage klasse: got. haban < *habēn
- den gr. η-aorist passiv: ἐχάρην ‘glædede mig’; ἐμάνην ‘blev vred’
- baltoslaviske *ē-verber: oksl. buděti, lit. budė́ti ‘vågne; være vågen’
- tokharisk …
BAO beskriver de to deverbale typer som:
- stativ aorist på *-éh₁-
- imperfektiv, stativ præsens på *-h₁-i̯é-
LIV (s. 25) opdeler i:
- fientiv *-éh₁-/-h₁-
- essiv *‑h₁-i̯é-
Meiser (§ 35, 6) kalder både deverbale og denominativer Zustandspräsens og ansætter tilsyneladende *-eh₁-i̯e- for begge typer.
Vine og Weiss taler om stativer og ansætter *-eh₁- og *-eh₁-i̯e-
Typen aftager i produktivitet, idet den erstattes med denominale dannelser af typerne -ēscere, -īscere, -āscere, der oprindeligt var inkhoative, men bliver mere og mere essive.
- sedēre; sedeō, sēdī sessum < *sed-éh₁-i̯e
- habēre ‘har, besidder, bebor,’; habeō, habuī, habitum < *g̑ʰeHb- eller *gʰeHb- → *gʰHb-eh₁-i̯é-. Oldirsk ‑gaib, ‑gaibet ‘at tage’ derimod *gʰHb-i̯é-. Verbet findes kun i italokeltisk, men mulige kognater ses feks. i skt. gábhasti- ‘hånd, underarm’, lit. gabanà ‘armfuld (hø)’, gabénti, gabẽna ‘transporterer’.
Stativ til tredjebøjningsverbum
En lille klasse med et uforklaret afledningsmønster. Måske den snarere burde hedde resultativ?
- iacēre ‘ligge’; iaceō, iacui, –– ← iacere ‘kaste’
- pendēre ‘hænge (intr.)’; pendeō, pependī, –– ← pendere ‘hænge (tr.)’; pendō, pependī, pēnsum,
- candēre ‘at være skinnende hvid’; candeō, canduī (candidus) ← accendere ‘at antænde’; accendō -ndī, -nsum
Denominale dannelser
*-eh₁-i̯e-: Stativ til tematiske adjektiver
Nedarvet type, jf. oldirsk ruidi ‘er rød’, lit. rudė́ti, ono. roða, oht. rotën ‘at være rød, gløde rødt’
- albēre: albeō, – , (albidus ‘hvid, hvidagtig’) ← albus
- rubēre; rubeō, rubuī (rubidus ‘rød, mørkerød’) ← ruber
- acēre, –, (acidus ‘sur’)
Til denne type kan afledes tredjebøjningsinkhoativer på ‑ēscere (typen der udvikler essiv betydning)
- albēscere ‘blive hvid’
- rubēscere ‘blive rød’
- acēscere, – , (acētum ‘eddike’) ‘blive sur’
I latin opstår denominale dannelser:
- flōrēre: flōreō, flōruī (floridus ‘blomstende, i blomst’) ‘blomstre’ ← flōs, -ris ‘blomst’
- frondēre: frondeō, –, – ‘grønnes’; frondēns ‘stående med løv’ ← frōns, ‑dis.
Særlige forhold ved supinumstammen
Perfektum participium passiv dannes på flere måder.
Supinum på -itum
Størsteparten af verberne i anden bøjning danner aupinum på ‑itum, som monēre: monitum. Vi kan se af indskriftbelæg som MERETOD ‘efter fortjeneste’ og af umbrisk taçez, at denne endelse går tilbage til *‑etom. Det tolkes normalt sådan, at kausativstammen i uritalisk resegmenteredes som en *‑i̯e/o-dannelse; således
- *kap-i̯e-ti : *kap-tom > cap-tum (3. bøjn.)
- *doh₃n-ah₂-i̯e-ti : *doh₃n-ah₂-tom> dōnā-tum (1. bøjn.)
- *mon-ei̯e-ti → *mone-i̯e-ti → *mone-tom > monitum (2. bøjn.)
Supinum på –ētum (3. bøjning)
I 3. bøjning finder vi en type verber på -ēscere der er afledt af denominale stativer fra anden bøjning. De danner supinum på -ētum:
- adsuētus, -a, -um ‘tilvænnet’ ← adsuēscere ‘vænne til’
- accrētus, -a ,-um ‘vokset til’ ← accrēscere ‘vokse’
- acētum ‘eddike (dvs. vin, der er blevet sur)’ ← acēscere ‘blive sur’
Adjektiver på -idus, -a, -um
De stativiske, deadjektiviske verber danner normalt ikke ppp., i stedet finder vi meget regelmæssigt en række adjektiver med suffikset ‑idus. De har den semantik man ville vente af *-to-participier til stativer: ‘som er blevet rød/hvid/sur osv.’.
- rubidus ‘rød; rødnet’ ← rubēre ‘være rød’
- albidus ‘hvid; blegnet’ ← albēre ‘være hvid’
- acidus ‘sur’ ← acēre ‘være sur’ ← ācer
Nussbaum forklarer idus-suffikset som *-V-dʰo-, Balles som sammensætninger med roden *dʰeh₁-; første led har sammensætningssuffikset -i- (det såkaldte caland-i ). De har et forklaringsproblem med hensyn til, hvorfor dette suffiks skulle have overtaget *to-suffiksets rolle i disse dannelser.
Birgit Olsen derimod rekonstruerer suffikset som *-e-tʰo-, idet hun mener, at det er en variant af *to-suffikset, der er opstået ved laryngalmetatese: *‑eh₁-tos > *‑e-th₁o-s > *‑e-tʰo-s > ‑idus. Det forklarer både suffiksets form og dets rolle som ppp. til stativiske, deadjektiviske verber.
Fortson (2011: 214) bemærker, at idus-suffikset er en del af Caland-systemet, hvilket er en mærkelig slutning, idet caland-systemet går tilbage til præ-urie., mens idus-suffikset kun forekommer i latin, i hvertfald hvis man insisterer på at analysere det på samme måde, som Nussbaum og Balles.
Perfektumsdannelser
Den grundlæggende perfektumsdannelse i 2. bøjning er u/v-perfektum, men prosodisk tunge rødder danner s-perfektum. Vi finder følgende mønstre:
- v-perfektum til rødder på ē: nēre : nēvī
- u-perfektum til lette rødder: monēre : monuī
- langvokalisk perfektum (erstatningsforlængelse) til rødder med finalt -v: cavēre : cāvī
- u-perfektum til tunge rødder på -s, -r, -l > callēre : callui
- s-perfektum til tunge rødder der ikke udlyder på r, -l, -s: algēre : ālsī