Latin har kun tre dannelser, der traditionelt omtales som participier. Derudover findes der nogle relikter urie. participialformer og et par nydannelser.
- Præsens participium aktiv, < urie. *-nt-, er produktivt
- Præsens participium mediopassiv, < urie. *‑mh₁no-, findes kun i relikter
- Perfektum participium aktiv, < urie. *-u̯os-/*-us-, findes måske i relikter
- Perfektums participium passiv, *-to-, af ukendt oprindelse, er produktivt
- Futurum participium aktiv, lat. -tūrus, -a, -um, er produktivt
- Gerundiven (< urie. *‑mh₁no-?) kan betragtes som et futurums participium passiv
Nedenstående skema viser de uriendoeuropæiske participialsuffikser og de semantisk tilsvarende dannelser i latin.
→ Ikke alle de latinske dannelser går nødvendigvis tilbage til den tilsvarende urindoeuropæiske form.
| Aktiv | Mediopassiv | |||
| Urie. | Latin | Urie. | Latin | |
| Præs. | *‑ent-/-n̥t- *‑o‑nt- | -āns -ēns ‑iēns | *‑mh₁no- *‑o-mno- | -andus ‑endus, ‑undus ‑iendus, ‑iundus |
| Perf. | *‑u̯os-/-us- | (-u-/-v- ?) | *‑to- | -ātus, ‑itus -itus, ‑ētus, ‑idus -itus, ‑tus -ītus, ‑tus |
| Fut. | –– | -tūrus, ‑a | –– | -andus ‑endus, ‑undus ‑iendus, ‑iundus |
Præsens participium aktiv
- Det indoeuropæiske aktive participium dannedes med suffikset *‑ent-/‑n̥t-. I latin bliver *n̥ > en, så begge former giver -ent-.
- I de tematiske stammer venter man *-o-nt, med temavokal og nultrin i suffikset, og det er vel også det man ser i græsk: nom.sg. φέρων, gen.sg. φέροντος.
- Latin har stort set generaliseret de atematiske endelser, også i gamle tematiske stammer, jf. legō: nom.sg. legēns, akk. legentem, gen. legentis osv.
- Levn af den tematiske endelse forekommer mærkeligt nok i et par atematiske verber: :
- nom.sg. sōns < *h₁s-ont-s ← *h₁s-ent-s; den originale endelse ses feks. i prae-sēns, osk. abl.sg. praesentid.
- nom.sg. iēns, gen.sg. euntis < *h₁i̯-ent-s, *h₁i̯-o-nt-es ←*h₁i̯-n̥t-és – med o i den svage stamme
- Eventuelt uoluntās, jf. over for volēns ‘villende, villig’ – tyder også på, at den svage stamme havde o.
Præsens participium medium (relikter)
Latin har ikke er passivt præsensparticipium; det urie. mediale participium, *‑mh₁no-, ses dog i enkelte former:
- fēmina ‘kvinde’ < *dheh₁(i)‑ i-mh₁no‑ ‘som bliver diet’; jf. fēcundus ‘frugtbar’, fētus ‘frugtbar’
- alumnus, ‑a ‘fosterbarn’ til alō ‘nærer, opføder’
- 2. pl. passiv -minī (usikkert)
Den latinske gerundiv har endvidere en del former, der semantisk svarer til et medialt præsensparticipium; dvs. de har ikke deontisk/futurisk betydning (Meiser 1998:228); og mens en forsker som Weiss mener, at gerundiven er en morfologisk nydannelse i italisk, har Jens Elmegård Rasmussen faktisk foreslået, at gerundivens ‑Vndo- fortsætter urie. *‑mh₁no.
- oriundus o/a-adj. ‘nedstammende fra’ ← orior ‘rejser mig, udspringer, opstår’
- secundus o/a-adj. ‘følgende, anden’ ← sequor ‘følger’, jf. gr. ἑπόμενος, skt. sácamāna-
- rotundus o/a-adj. ‘rotundus’ ← urie *ret-, som også ses i rota ‘hjul’ og radius ‘hjulege’. Idéen er, at rotundus oprindeligt betød ‘rullende’
- volvendus o/a-adj. ‘rullende’; feks. Ennius: clamor ad caelum volvendus ‘et brøl der rullede mod himlen’
- kalendae f. den første dag måneden, egentlig diēs kalendae ‘dage der råbes op’
Nogle af disse har et uforklaret ‑c-; bemærk at halvdelen er til deponente verber, hviket passer fint med gerundivens passive betydning:
- fā-c-undus o/a-adj. ‘veltalende’ ← fārī vb. defect. dep. 1. med pf. fātus sum
- īrā-c-undus o/a-adj. ‘vredladen’ ← īrascor dep. 3. ‘bliver (er) vred (på eller over)’
- iu-c-undus o/a-adj. ‘behagelig’ ← iuvō iūvi, iūtum ‘hjælper, glæder’
- verē-c-undus o/a-adj. ‘ærbar’ ← vereor dep. 2. ‘skammer mig for, blues’
- rubi-c-undus o/a-adj. ‘rød’ ← rubēre ‘være rød’
- fē-c-undus o/a-adj. ‘frugtbar’ – hvis ← *dʰeh₁(i)‑ ‘at die’, fra hvilket vi også har i fēmina
Andre har et -b-, som er forsøgt forklaret som futurums‑ eller imperfektumsmarkøren -b-:
- mŏrĭbundus o/a-adj. ‘døende’ ← morī
- lūdibundus o/a-adj. ‘spøgende’ ← lūdere
- plorābundus o/a-adj. ‘jamrende’ ← plorāre
- fremebundus o/a-adj. ‘brusende’ ← fremere
Perfektum participium aktiv (mulige relikter)
Det urie. perfektums participium aktiv, der dannedes med *‑u̯os-/-us‑ (og måske *‑u̯ot-), er ikke bevaret som sådan i italisk, men vi finder enkelte kandidater (Vine 795):
- lat. mĕmor -ŏris, adj. ‘erindrende’ ← meminī ‘erindrer’
- Osk.. sipus, volskisk sepu ‘vidende’, iflg. Meiser ē-perfektum ← *se-sp-u̯os- til den verbalrod der ses i sapere, sapiō ‘at smage, vide’
- apud ‘hos’, hvis beslægtet med apere: apiō (Festus) ‘at binde’
- cadāver, -eris n. ‘lig, ådsel’ ← cadere ‘falde’ – med uforklaret -ā-
Rix og Meiser har dog peget på, at det er slående, at latin har skabt en perfektumsstamme med et suffiks -u-/-v-, og at en række perfektumsformer er analysérbare som “perfektums participium aktiv + en form af esse”; feks.
- amā-u-eram = verbalstamme + ppa.+ imperfektum. af esse?
- hab-u-isse = verbalstamme + ppa.+ infinitiv af esse?
Perfektums participium passiv
Suffikset er nedarvet fra urie. *-to-. To semantiske typer:
- Passivt participium til transitive verber: factus ‘gjort’
- Aktivt participium til intransitive verber: prānsus som har spist frokost
Futurum participium aktiv
Latinsk nydannelse, forekommer ikke i sabellisk. Der er ingen enighed om denne forms oprindelse, heller ikke om sammenhængen med verbalabstrakter som nātūra og cultūra.
Gerundiv: futurums participium passiv
Gerundiven regnes normalt ikke for et participium, men den passer perfekt ind i verbalsystemet som et futurisk/deontisk passivparticipium. Dog nævner Weiss (488) visse forskelle:
- Gerundiven bruges altid prædikativt, aldrig attributivt
- Den danner ikke komparativ
- Den negeres med nōn, ikke in-
- errābundus, -a ,-um
- flendus, -a, -um ‘begrædelig’
Modsat gerundium, der også dannes med et nd-suffiks, findes gerundiven også i sabellisk:
- Osk. sakrannas = lat. sacrandae
- Osk. úpsannam = lat. operandam ‘to be made’
- Umbr. pihaner lat. piandae
- Umbr. anferener Lat. ‑ferendae
Oprindelse
En del forskere er gået ud fra en sekvens indeholdende -tn-
- Hettrich (1993 iflg. Rasmussen 1996) sammenlignede med vd. cyautna-, Avestan śiiaoθana- ‘gerning’;
- Jasanoff (iflg. Weiss 2020: 472) foreslog følgende afledningskæde:
*nt-participium → *nt-i-, dvs. i-stamme afledning → *nt-i-no-, dvs. *no-afledning > lat. ‑ndo- sab. -nno-
Jens Elmegård Rasmussen ([1996] 199: 588–596) opponerede, at lat. annus, Osc. /akno-/, got. aþnam (dat.pl.) viser, at urie. *-tn- ikke giver latinsk/italisk *-nd-. Han bakkede op om en alternativ forklaring:
- Gert Klingenschmitt (undervisning, Erlangen 1975/76, iflg. JER), der byggede på lignende forslag fra tidligere forskere, pegede på det indoeuropæiske mediopassive participium
- Jens Elmegård Rasmussen ([1996] 199: 588–596) arbejde videre med den teori og forklarede bl.a. undtagelserne.