Adjektiviske former – Latinsk sproghistorie

Latin har kun tre dannelser, der traditionelt omtales som participier. Derudover findes der nogle relikter af urie. participialformer og et par nydannelser. Samlet set har vi følgende inventar af relevante former:

Præsens participium aktiv, < urie. *-nt-, som er produktivt
Præsens participium mediopassiv, < urie. *‑mh₁no-, som findes i relikter
Perfektum participium aktiv, < urie. *-u̯os-/*-us-, som måske findes i relikter
Perfektums participium passiv, *-to-, som er produktivt
Futurum participium aktiv, lat. -tūrus, -a, -um, som er af ukendt oprindelse og er produktivt
Gerundiven (< urie. *‑mh₁no-?), som kan betragtes som et futurums participium passiv

Nedenstående skema viser de uriendoeuropæiske participialsuffikser og de semantisk tilsvarende dannelser i latin.

→ Ikke alle de latinske dannelser går nødvendigvis tilbage til den tilsvarende urindoeuropæiske form.

	Aktiv		Mediopassiv
	Urie.	Latin	Urie.	Latin
Præs.	‑ent-/-n̥t- ‑o‑nt-	-āns -ēns ‑iēns	‑m̥h₁no- ‑o-mh₁no-	-andus ‑endus, ‑undus ‑iendus, ‑iundus
Perf.	*‑u̯os-/-us-	(-u-/-v- ?)	*‑to-	-ātus, ‑itus (-idus) -itus, ‑ētus, ‑idus -itus, ‑tus -ītus, ‑tus (-idus
Fut.	––	-tūrus, ‑a	––	-andus ‑endus, ‑undus ‑iendus, ‑iundus

Præsens participium aktiv

Det indoeuropæiske aktive participium dannedes med suffikset *‑ent-/‑n̥t-. I latin bliver *n̥ > en, så begge former giver -ent-.
I de tematiske stammer venter man *-o-nt, med temavokal og nultrin i suffikset, og det er vel også det man ser i græsk: nom.sg. φέρων, gen.sg. φέροντος.
Latin har stort set generaliseret de atematiske endelser, også i gamle tematiske stammer, jf. legō: nom.sg. legēns, akk. legentem, gen. legentis osv.
Mærkeligt nok forekommer suffiksalt o-trin i et par atematiske verber:

nom.sg. sōns < *h₁s-ont-s ← *h₁s-ent-s? Den forventede endelse ses feks. i prae-sēns, osk. abl.sg. praesentid.
Græsk har ὤν, οὖσα, ὄν, ep. og jon. ἐών, dor. ἐοῖσα, εὖντα ← εἰμί ‘er’. Ligesom i de tematiske verber er her nominativisk forlængelse.
nom.sg. iēns, gen.sg. euntis < *h₁i̯-ent-s, *h₁i̯-o-nt-es ←*h₁i̯-n̥t-és – med o i den svage stamme.
Græsk har ἰών, ἰοὖσα, ἰὄν ← εἶμι ‘går’, med nominativisk forlængelse som i de tematiske verber.
Eventuelt voluntās, jf. over for volēns ‘villende, villig’ – tyder også på, at den svage stamme havde o.
Verbet findes ikke i græsk.

Præsens participium medium (relikter)

Latin har ikke er passivt præsensparticipium; det urie. mediale participium, *‑mh₁no-, ses dog i enkelte former:

fēmina ‘kvinde’ < *dheh₁(i)‑mh₁no‑ ‘som bliver diet’; jf. fēcundus ‘frugtbar’, fētus ‘frugtbar’. JER: urit. *fēmana undegik ikke synkope pga. den tunge rod. Men i atematiske stammer viser indoiransk jo *-m̥h₁no-, som i teorien skulle > *-māna. Alternativ: *dheh₁-m̥h₁nah₂ > urit. *fe-emn‑a > fēmina med epentese? Gælder *R̥H > Rā kun i første stavelse
2. pl. passiv -minī – usikkert, men når vi ser samme udvikling som i fēmina, kunne dette vel være den regelmæssige udvikling af den atematiske form, *-m̥h₁no-
alumnus, ‑a ‘fosterbarn’ til alō ‘nærer, opføder’

Den latinske gerundiv har endvidere en del former, der semantisk svarer til et medialt præsensparticipium; dvs. de har ikke deontisk/futurisk betydning (Meiser 1998: 228); og mens gerundiven ofte anses for at være en morfologisk nydannelse i italisk, har Jens Elmegård Rasmussen faktisk foreslået, at lat. ‑Vndo- fortsætter urit. *‑mano- < urie. *‑mh₁no-.

oriundus o/a-adj. ‘nedstammende fra’ ← orior ‘rejser mig, udspringer, opstår’
secundus o/a-adj. ‘følgende, anden’ ← sequor ‘følger’, jf. gr. ἑπόμενος, skt. sácamāna-
lābundus adj. ‘faldende, vaklende’ ← lābor
rotundus o/a-adj. ‘rund’, n. ‘kugle’, jf. rotāre, rota ‘hjul’ ← urie *ret- og radius ‘hjulege’. Sp. redondo tyder på en tidligere form *retundus
volvendus o/a-adj. ‘rullende’; feks. Ennius: clamor ad caelum volvendus ‘et brøl der rullede mod himlen’
kalendae f. den første dag i måneden, egentlig diēs kalendae ‘dage der råbes op’

En lille gruppe har et uforklaret ‑c-. Bortset fra rubicundus har de alle en lang, final rod- eller stammevokal. Halvdelen er til deponente verber, hvilket passer fint med gerundivens passive betydning:

fā-c-undus o/a-adj. ‘veltalende’ ← fārī vb. defect. dep. 1. med pf. fātus sum
īrā-c-undus o/a-adj. ‘vredladen’ ← īrāscor dep. 3. ‘bliver (er) vred (på eller over)’
iū-c-undus o/a-adj. ‘behagelig’ ← iuvō iūvi, iūtum ‘hjælper, glæder’
fē-c-undus o/a-adj. ‘frugtbar’ – hvis ← *dʰeh₁(i)‑ ‘at die’, fra hvilket vi også har fēmina
verē-c-undus o/a-adj. ‘ærbar’ ← vereor dep. 2. ‘skammer mig for, blues’
rubi-c-undus o/a-adj. ‘rød’ ← rubēre ‘være rød’

En stor gruppe har et -b-, som er forsøgt forklaret som futurums‑ eller imperfektumsmarkøren -b-. Der har alle ekspressiv semantik:

mŏrĭbundus o/a-adj. ‘døende’ ← morī
cunctābundus ‘nølende’ ← cunctor
furibundus ‘rasende’ ← furere
lūdibundus o/a-adj. ‘spøgende’ ← lūdere
plōrābundus o/a-adj. ‘jamrende’ ← plorāre
fremebundus o/a-adj. ‘brusende’ ← fremere
errābundus o/a-adj. ‘omvandrende’
lāscīvibundus o/a-adj. ‘kåd’

Iflg. Jens Elmegård Rasmussen er både alumnus og gerundiven alendus reflekser af urie. *h₂el-o-mh₁no-.

Perfektum participium aktiv (mulige relikter)

Det urie. perfektums participium aktiv, der dannedes med *‑u̯os-/-us‑ (og måske *‑u̯ot‑), er ikke bevaret som sådan i italisk, men vi finder enkelte kandidater (Vine 795):

lat. mĕmor -ŏris, adj. ‘erindrende’ ← meminī ‘erindrer’
Osk. sipus, volskisk sepu ‘vidende’, iflg. Meiser ē-perfektum ← *se-sp-u̯os- til den verbalrod der ses i sapere, sapiō ‘at smage, vide’
apud ‘hos’, hvis beslægtet med apere: apiō (Festus) ‘at binde’
cadāver, -eris n. ‘lig, ådsel’ ← cadere ‘falde’ – med uforklaret -ā-

Rix og Meiser har dog peget på, at det er slående, at latin har skabt en perfektumsstamme med et suffiks -u-/-v-, og at en række perfektumsformer er analysérbare som “perfektums participium aktiv + en form af esse”; feks.

amā-u-eram = verbalstamme + ppa.+ eram = imperfektum af esse?
hab-u-isse = verbalstamme + ppa.+ isse = infinitiv af esse?

Perfektums participium passiv

Suffikset er nedarvet fra urie. *-to-. To semantiske typer:

Passivt participium til transitive verber: factus ‘gjort’
Aktivt participium til intransitive verber: prānsus som har spist frokost

Futurum participium aktiv

Latinsk nydannelse, forekommer ikke i sabellisk. Der er ingen enighed om denne forms oprindelse, heller ikke om sammenhængen med verbalabstrakter som nātūra og cultūra.

-tūrus, ‑a, ‑um

Gerundiv: futurums participium passiv?

Gerundiven regnes normalt ikke for et participium, men den passer perfekt ind i verbalsystemet som et futurisk/deontisk passivparticipium. Dog nævner Weiss (488) visse forskelle:

Gerundiven bruges altid prædikativt, aldrig attributivt
Den danner ikke komparativ
Den negeres med nōn, ikke in-

errābundus, -a ,-um
flendus, -a, -um ‘begrædelig’
erciscundus, -a, -um (med o-temavokal, et arkaisk træk)

Modsat gerundium, der også dannes med et nd-suffiks, er gerundiven også attesteret i sabellisk:

Osk. sakrannas = lat. sacrandae
Osk. úpsannam = lat. operandam ‘to be made’
Umbr. pihaner lat. piandae
Umbr. anferener Lat. ‑ferendae

Oprindelse

En del forskere er gået ud fra en sekvens indeholdende -t(V)n-:

Sturtevant 1944; Risch 1984: Hittitiske verbalabstrakter på -ātar, gen. ‑annaš
Hettrich (1993 iflg. Rasmussen 1996) sammenlignede med vd. cyautna-, Avestan śiiaoθana- ‘gerning’; kunne være en tematisering den netop nævnte type
Risch 1984: litauiske adjektiver med gerundivisk betydning. De dannes til infinitiven med suffikset -na- (LKG 328–329):
pjautinì rugiaĩ ‘rug, der skal høstes’
atmiñtinas pavãsaris ‘en mindeværdig sommer’.

Iflg. disse teorier udvikler *-tn- sig til *-nd-, en udvikling som også er postuleret i:

unda f. ‘bølge’ < *ud-n-ah₂, afledt af r/n-stammen *u̯odr̥, *u̯edn- n. ‘vand’
pandere ‘udbrede, åbne’ < *pt-ne-h₂-, jf gr. πίτνημι
fundus m. bund < *bʰudʰ-no-, måske afledt af *bʰudʰ-men-, jf. gr. πυθμήν ‘bund’

Jens Elmegård Rasmussen (1996: 588) og Jasanoff (iflg. Weiss 2020: 472) opponerede bl.a., at lat. annus, Osc. /akno-/, got. aþnam (dat.pl.), lat. penna f. ‘fjer’ < *petnah₂ viser, at urie. *-tn- ikke giver latinsk/italisk *-nd-. Her kunne man dog overveje, om morfemgrænsen spiller en rolle.

Forskellige forskere har forsøgt sig med et suffikskonglomerat *-n-i̯o-

Sihler (1995: 206, 627) urie. *-(o)n-yo-, jf. den indiske gerundiv på ‑anīya-. Problemet er, at vi ikke har andne evidens for denne udvikling.

En alternativ forklaring går ud fra det mediopassive participium på *‑mh₁no- der har præcis den semantik, vi ser i gerundiven, lige bortset fra det futuriske aspekt.

Jens Elmegård Rasmussen ([1996] 199: 588–596), der byggede på et forslag af Gert Klingenschmitt (undervisning, Erlangen 1975/76, iflg. JER), foreslog, at urie*-mh₁no- kunne miste sin laryngal i præfigerede eller reduplicerede dannelser. I atematiske dannelser var resultatet *-m̥no-, som iflg. hans forslag lydret ville give *‑endo-.
Fordele, ved denne teori er, at (1) den tager udgangspunkt i en form, der med sikkerhed kan føres tilbage til grundsproget og har den semantik, der ligger in gerundiven – særlig dog i arkaiske dannelser som secundus og oriundus (2) den kan forklare de mærkelige konstruktioner, hvor gerundiven sættes ind for gerundium (3) den kan forklare, hvorfor tematiske former på -und- kun forekommer i gerundiven.
Ulempen er, at der er lydlige problemer.

Jasanoff (2006) affejede Jens Elmegård Rasmussen forklaring som en “typological monstrosity”. Hans egen forklaring tager udgangspunkt i det aktive participium.

Jasanoff (2006): gerundiven har en klar participiel betydning (faciēns : faciendus) og deler visse morfologiske træk (facien- med -e-), så det giver mening at lægge *nt-participiet til grund. Til dette participium kunne afledes verbalsubstantiver på *-i-, dvs. *-nt-i-; hertil kunne dannes adjektiver på *-n-o. dvs. *-nt-i-no-. Heraf opstod lat. ‑ndo-, sab. -nno-, som af spidsfindige årsager blev associeret med passiven.
Jasanoff påpger, at lignende dannelser findes i slavisk, f.eks. tjek. bojácný ‘frygtsom’, iflg. Jasanoff via et stadie ‘med hang til at være bange’, der skulle minde om den latinske gerundiv.
Fordelen ved denne teori er, at den er fonologisk plausibel.
Ulempen er, at (1) den er rimelig tåget på det semantiske område og (2) i relation til JER’s teori ikke har en klar forgænger i grundsproget (3) han ikke forklarer hvordan konstruktioner af lyden ad libellōs legendōs i sig selv er opstået.