Carmen Arvale

De arvalske brødre var et broderskab, der tilbad frugtbarhedsgudinden Dea Dia. De ofrede dog også til andre guder og gudelignende væsener, nemlig Mars, larerne og deres mor, māter larum. Carmen Arvāle er deres ceremonielle sang til Mars og larerne. Den er fundet på en ikke særlig velbevaret marmortavle fra 218 AD. Tavlen, der i dag hænger i Vatikanet, er en af de såkaldte Ācta arvālia ‘arvalske protokoller’, der dokumenterede brødrenes  forehavender en gang om året.

Teksten går måske tilbage til det sjette århundrede, dvs. til den periode, vi kalder tidlig latin (på engelsk Very Old Latin), som strækker sig fra det 6.–3. årh.

Warmington (1940) skriver om sin oversættelse, der er gengivet neden for:

What the words of the song mean is imperfectly known; without giving all the proposals that have been made, I give a conjectural translation of the words more or less as they stand on the stone. The song dates from the earliest days of the brotherhood, and by the time of the empire was neither understood nor correctly recorded; doubtless mistakes or corruptions and confusions and modifications had crept in. For the most part there are no spaces between the words. To judge from the song, the singers divided up into three groups, unless the whole choir sang each phrase, with dance, thrice (cp. tripudiare). It looks also as though the song was a processional hymn.

…

It should be noted that the song, as recorded on a tablet of a.d. 218, does not really count as an archaic inscription; there is nothing to show that the Arval brothers had in their possession any ancient epigraphic document containing their song. But the song is itself so very ancient that I have included it in this collection. From one point of view it may be taken as a ‘copy’ of an ancient inscription.

Den fundne tavle fra 218 omhandler den årlige festival, der varer tre dage. På andendagen samles brødrene i deres hellige lund. Woodard (2006) beskriver dagen således:

After an intermission of one day, the rites of day two begin in the sacred grove of the Fratres Arvales, located at the fifth milestone from Rome along the Via Campana (at modern La Magliana). In the morning, the Magister sacrifices two pigs (porcae piaculares; see §3.3.4) to Dea Dia, followed by the offering of a cow (vacca honoraria). Before or about midday the Fratres Arvales dine on a meal which includes the sacrificed pigs and their blood. Afterward a third victim is sacrificed, a lamb (agna opima), a libation of wine and incense are offered, and various rituals are conducted such as the passing of grains (fruges) among the priests, who receive them with the left hand, passing them on with the right (see Scheid 1990: 601– 612); the tossing down of clay vessels from the temple of Dea Dia (see §3.3.3.2); a ritual sharing of loaves of bread decorated with laurel; and the anointing of statues of goddesses with lumemulia cum rapinis (see Scheid 1990: 625– 627). The Carmen Arvale is sung, invoking Mars, the Lares, and Semones (see §4.9.2.1), followed by a dinner banquet in the tetrastyle of the grove, into which plates along with campanae and beakers of sweet wine were brought in more pompae, “in processional style” (see Scheid 1990: 633–634). Afterward chariot races are held in the circus of the grove. With the games concluded, the Fratres return to the home of the Magister in Rome for the offering of libations and further banqueting.

carmen, -inis n. ‘sang’

← canere ‘at synge’, dvs. *kan-mn̥ med samme dissimilation som i germen, -inis n. ‘spire’ < *g̑enh1-mn̥. Urie. *k/k̑an-: jf. oldirsk, cainid ‘synger’,  got. hana ‘hane’, gr. ηἴ-κανος ‘som synger tidligt → hane.’

1.

Ibi sacerdotes clusi succincti libellis acceptis carmen descindentes tripodiaverunt in verba haec:

Then the priests, the doors being closed, girt up their robes, took the books, and dividing up danced and sang a song to the following words:

2.

E nōs Lasēs iuvāte
[E] nōs Lasēs iuvāte
E nōs Lasēs iuvāte

Oh Help us, ye Household Gods

e: flere tydninger:

  1. interjektion, som også ses i edepol ‘ved Pollux’, ecastor ‘ved castor’ og equidem ‘sandelig.’
  2. en/em, interjektion ‘se’. Dvs enos = en nōs. Men en var oprindeligt spørgende, em demonstrativ, og her er burde det være den demonstrative form. 
  3.  samme pronominale forstavelse som i gr. ἐμός. Dvs. enōs skulle være en gammel form af pronominet nōs.

lasēs n.pl. m. ‘larer’

Uden rhotacisme, dvs. før 4. årh. Længere nede i teksten forekommer faktisk rhotacisme.

Neve lu[e] 1 rue Marma(r) sins incurrere in pleores
Neve lue rue Marmar | [si]ns incurrere in pleoris
Neve lue rue Marmar sers incurrere in pleoius. 2

And let not bane and bale, O Marmar, assail more folk. 1

neuelue

  1. neue luem ‘hverken’+ ‘pest’ (luēs, -is f. ‘pest’)
  2. nē uelve ruem ‘bring ikke ødelæggelsen tilbage’ – med *ruēs f. ‘ødelæggelse’, en form, der antages på baggrund af ruīna f. ‘ødelæggelse’. I oldlatin kunne imperativen kombineres med nē, men overvejende i forbindelse med udtryk for sindsstemninger: nē timē

sins

  1.  sinās? Dvs. 2sg. konj. af sinere ‘at tåle, tillade’?
  2. sin sin currere, dvs. apokoperet form af sine, imperativ af sinere?  Er sinsin en skrivefejl (dittografi) eller gentagelse af imperativen?
  3. sine præp. m. abl. ‘uden’

pleorēs

  1. = plūrēs adj. ‘flere’ < *pleh1-i̯ōs- (+ei̯-es, i-stammernes nom.pl., der er blevet generalisert til alle konsonantstamer). Bemærk, at her er rhotacisme.
  2. imple ōrīs ‘fyld ørerne’ med impv.sg. af implēre ‘at fylde’  og rustik (ō for au) akk.pl. af auris ‘øre’. Sært, i en anden linie ser det us som om der står impleoius, som kunne være en skrivefejl for imple ovīs, der ville betyde ‘gør fårene svangre’ – og Mars’ symbol var et får.

iuuāre (iuuō, iuuī, iūtum) ‘at hjælpe’

Præsensstammen lader til at afspejle et *i̯eu̯a- *h1i-h1eu̯h-(e/o-), dannet til samme rod som skt. ávati ‘hjælper’ (bruges typisk om guderne). Verbet hører til en lille gruppe ikke-denominale verber af 1. klasse, der har perfektum på –uī: 1sg. iuuī, vel af *i̯oua-u̯ai̯ < *h1i̯-h1uh-u̯-h2ai. Ppp. er iūtus < Italisk  *i̯ū-u̯a-to- *h1i-h1eu̯h-to-. 

Satur fu, [f]ere Mars, limen | [sal]ī sta berber
Satur fu, fere Mars, limen salī sta berber
Satur fu, fere Mars, limen sa[l]ī s[t]a1 berber

Be full satisfied, fierce Mars. Leap the threshold Halt Beat the ground 1

fu = es

dvs. ellers ukendt imperativ af esse

*bʰuh1– ‘at blive’

satur ‘mæt’

Nok afledt af en tu-stamme *satu-, som har en parallel i Lith. sotus  < *seh2 -tu-. I latin findes der også en i-stamme satis

ferus o/a-adj. ‘vild’

Urie. *g̑ʰu̯e(h1)r-ó-, jf.gr. θήρ, θηρός, lit. žvėrìs, måske tokh. B śerwe- < *gʷʰēr-u̯o- ‘jæger’. Hvor græsk og indirekte litauisk peger tilbage på et indoeuropæisk rodnomen *g̑ʰu̯e(h1)r/*g̑ʰu̯ēr, lader den latinske form til at være en tematisering af dette rodnomen.

Mars, -tis m. krigsuden, tilpasset den græske Ares

Jf. osk.. μαμερτει, mam(e)rt(ei), dat.sg. ‘Mars’, umbr. marte, marti dat.sg. ‘Mars’.

De Vaan: Lapis Satricanus viser, at *māmart- er den ældste form, der på en eller anden måde har udviklet sig til *māu̯ort- i latin. På den anden side har man længe argumenteret for, at *māu̯ort- også er reflekteret i skt. marút- m.  ‘uvejrsgud’, selv om der er fonologiske problemer.

De fleste forskere antager, at Mars her optræder som gud for landbrug og natur, men det er også blevet foreslået at han anråbes som krigsgud.

Der er en indirekte forbindelse mellem de arvalske brødre og Mars. Romulus og Remus var sønner af Mars. Deres mor var Rhea Silva/Ilia, datter af en konge af Alba Longa, der hed Numitor. Hans søn og tronfølger var blevet myrdet af hans bror Amulius, der havde tvunget Rhea Silva til at blive vestalinde, dvs. præstinde for arnestedets gudinde Vesta. Vestalinderne var svorne jomfuer, men Rhea Silva blev besvangret af Mars og blev altså alligevel mor til Roms grundlægger. Amulius, der havde taget tronen, fik sat tvillingerne ud, men de overlevede som bekendt. I følge én fortælling blev de opfostret af en kvinde, der hed Acca Lārentia. Hun havde allerede tolv sønner, nemlig de arvalske brødre, men da en af dem døde, tog Romulus hans plads.

Rom har altså fået både Romulus, vestakulten og de arvalske brødre fra Alba Longa. Alba Longa blev i følge legenden grundlagt omkring 1151 fvt., dvs. 400 år før Roms legendariske grundlæggelse. Indbyggerne i Alba Longa var latinere ligesom romerne.

līmen, -inis n. ‘tærskel, døroverligger’

Jf. også līmes, -itis. Osk. (acck.sg. eller gen.pl) liímitú[m og lat. līmus o/a-st.-adj. ‘tværgående’. Uklar oprindelse.

Woodard (2006: 262) skriver om Mars og grænser:

Mars is linked to the Roman terminus (deified as Terminus). He is present and invoked around the distal rim of the Ager Romanus, at those terminal points of ritual salience. In the carmen of the Fratres Arvales he is called on to take up a position on that encircling boundary, to bring in the storming Semones, to drive away the forces of destruction. At the Robigalia he is present to protect against the demonic forces of crop destruction and ensure the blessing of fecundity. Doubtless he was similarly invoked, hymned, and celebrated at numerous other cardinal points at the far edge of the great Roman sacred space.

Hvad skal Mars på tærskelen/grænsen?

Woodard drager paralleller mellem Mars og Indra og bemærker, at efter at Indra havde slået dragen ihjel, blev han overmandet af svaghed og flygtede. Der skulle en trop af guder, brahmaner og vandnymfer til at minde ham om alle hans mandige gerninger for at få ham til at komme tilbage. Måske det er det, dette vers handler om: At Mars er flygtet, men skal komme tilbage og beskytte grænsen igen.

salīre ‘at springe’

Urie. *sl̥-i̯é- til roden *sel- ‘at springe’, jf. gr. ἅλλομαι ‘hopper, springer’, ved. sr̥-/sl̥- ‘løber’. Imperativen ses i Plautus: tu salī sōlus

berber

  1. Baldi (1999: 214) foreslår, at sta berber måske skal læses -s tāberber, og at her er tale om en afledning af tabēs f. ‘hensvinden, forrådnelse’
  2. Chantraine foreslog *dʰu̯er-u̯er- ‘dørvogter’.
  3. Katz (1998) analyserer berber som et o/a-st. adjektiv med betydningen ‘fast’. Det skulle være beslægtet med fortis og firmus. Lat. staberber betyder altså ‘stå fast’, ligesom italiensk sta fermo. Katz peger på av. dərəzra– ‘fast’ som kognat, dvs. urie. *dʰerg̑ʰ-ro-.  Det kræver to særlige udviklinger:
    1. g̑ʰ-r > br
    2. Assimilation af initialt *f til det mediale b. Samme udvikling ses i barba f. ‘skæg’, som at dømme efter de germanske reflekser må have haft initialt *dʰ-.
[Sem]unis alternei aduocāpit conctōs.
Semunis alternei aduocāpit conctōs.
Simunis altern[ei] 2aduocāpit | [conct]ōs.

By turns address ye all 2 the Gods of Sowing.

semō, -ōnis m. en sabinsk guddom

semunis = akk.pl.

Semonerne var en gruppe af skytsånder. Den vigtigeste af dem var muligvis Semo Sancus Dius Fidius, der bl.a. slog et trehovedet monster ihjel – ligesom den vediske Trita Āptya, der nogle gange arbejdede sammen med Indra. Woodard (2006) mener, at sēmōnēs er regn- torden- og uvejrsguder, der er Mars’ følgesvende ligesom Marutterne er Indras.

  1. Urie. *seh1mōn ‘en der sår’? Jf. *seh1mn̥ ‘spire, sæd’. Det er den betydning, der gives i oversættelsen ovenfor.
  2. Folketeymologi: *semi homō ‘halvt menneske’; *sē homō ‘separat menneske, som har forladt menneskeheden’
  3. Urie. *seh1-mōn ‘en der drypper, regner’. Woodard (2006: 186) antager, at *seh1– både kan betyde ‘så’ og ‘dryppe, sprinkle’, jf. lit. séilė f. ‘savl’. Længere ud skulle verbet være beslægtet med *sei̯kʷ- ‘at hælde’, som feks. ses i skt. siñcáti ‘hælder’ (3sg., nas.præs.) samt urie. *sei̯b- ‘at si’ som ses i ty. sieben og *seh1(i)- ‘at si’, som ses i oksl. sěti og vel også i gr. ἠθέω ‘sår’
  4. Mærkeligt nok nævner Woodard ikke en rod, som LIV ansætter som *semh- ‘at øse’, jf. oldirsk doe-smet ‘hælder ud’ (3pl.), lit. dial. semù ‘skovler’ (1sg.)

alternus o/a-adj. ‘afvekslende’.

Baldi foreslår, at alternei er en gammel lokativ, der vel betyder ‘på skift’. Jf. : domī ‘hjemme’, humī ‘på jorden’ < *-o-i. Ellers lyder adverbiet alternē, med en gammel instrumentalis på *-eh1

aduocāre ‘påkalde’ *u̯okʷ-ah2-i̯e-

  1. aduocābite gammel form af  aduocābitis 2.pl. futurum indikativ?
  2. aduocābit 3.sg. futurum. Woodard (2006) mener, at teksten opfordrer til (forudser?) at Mars skal påkalde sig sēmōnēs.

cūnctus ‘al, hele’

Analyseres traditionelt som ppp. af con-ciēre ‘at sætte i bevægelse’, dvs. *kon-kito-. Den semantiske udvikling skulle være ‘bragt sammen → samlet.’ Lydudviklingen skulle være den samme som i cūnctārī ‘tøver’ ← *k̑onk-i-to-, en ppp. til kausativen *k̑onk-ei̯e- ‘hænge’. Det vigtige er, at vi forventer at *nkt > nt, så nct må gå tilbage til *nkit.

En semantisk mere attraktiv etymologi rekonstruerer cūnctus som urie. *ponkʷ- og sammenligner med hitt. pa-an-ku-uš ‘al, alle’. Dog påpeger de Vaan, at gen.sg. til den hittitiske stamme er pankauas, dvs. det er en u-stamme, hvilket snarere peger i retning af skt. bahu- ‘mange, meget’, som selvfølgelig ikke kan være beslægtet med den latinske form.

E nos Marmor iuvātō
E nos Marmor iuvātō
E nos Ma[r]mor iuvātō

Oh Help us, Marmor
Triumpe Triumpe Triumpe trium| [pe tri]umpe

Bound, bound, and bound again, bound and bound again

triumpus (klassisk latin triumphus) m. ‘triumftog’

Græsk låneord via etruskisk. Den græske form er θρίαμβος, betegnelsen for en hymne sunget i processioner til ære for Dionysos

Bemærk brugen af vokativ i udråb.

Post tripodationem deinde signo dato publici introierunt et libellos receperunt.

After the dance, at a given signal, public slaves came in and took away the books